torsdag den 2. august 2018

Ugens træ uge 31

Jeg fortsætter med rønnetræerne, men denne gang er det seljerøn, og det er det træ, der længe har stået på ventelisten til at blive ugens træ.


På Viborgvej fra Ringgaden og ned til Ceres-krydset er der nemlig en hel allé af seljerøn. Jeg mener, jeg lagde mærke til alléen allerede da jeg flyttede til Århus for over 40 år siden, og det var også på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at det var seljerøn.


Træerne har forskellig størrelse, for det er sket, at et træ er blevet torpederet af en bil og har måttet lade livet. Så er der blevet plantet et nyt, men det kan selvfølgelig ikke følge med rent størrelsesmæssigt. Der er nu ikke nogen af de mindre træer på det udsnit af alléen, jeg fik med på billedet.

Seljerøn har også bær. De har den godhed først at modne i september, og de er slet ikke begyndt at få farve endnu. På Bornholm, hvor træet vokser vildt i modsætning til i resten af landet, har man tørret bærrene til "bornholmske rosiner".

Det sidste billede viser løvet fra undersiden. Der er bladene meget lysere og lidt filtede.


2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Tak for lidt (for mig) ny viden om seljerøn. Jeg har ikke før hørt om bornholmske rosiner ... er de ikke meget bitre? Spiser de dem sådan bare derovre?

eKirsten sagde ...

Jeg tror, det er lidt en rationeringstid-ting. Efter det, jeg har læst mig til, er bærrene snarere melede end bitre, og de blev tørret, inden de blev til rosiner.