Ugens træ uge 30

Ugens træ er det træ, der står tættest på vores hus, når der ses bort fra vores egne træer. Det er en røn.

På alle bebyggelsens stikveje er der plantet rønnetræer. De har det ikke alle lige godt, men det, der står over for vores matrikel, ser ud til at trives. Faktisk er det et af de pæneste.

Jeg kan ellers ikke lide røn. Af én bestemt grund: Når rønnens bær er blevet røde, er sommeren ved at være forbi - øv, øv, øv.

Det passer så ikke lige i år.

I den usædvanlige sommer begyndte bærrene at få farve meget tidligere, end de plejer, og sommeren er da i hvert fald ikke forbi.

Bærrene er godt nok lidt orange endnu - meget pænere end når de er højrøde, synes jeg - så måske kan det stadig komme til at passe. Det håber jeg nu ikke, for jeg tror, bærrene er på deres rødeste om bare et par dage. Og vi har ikke engang været på vores sommerferie endnu.

Lykken er...

...når New Jungle Orchestra under ledelse af Pierre Dørge spiller Caravan. Selv om det foregik i en særdeles tætpakket Kunsthal Århus i omkring 30 graders varme, var jeg i hvert fald nærmest salig.

New Jungle Orchestra var for mig et af højdepunkterne i årets jazzfestival. Lige så varm og svedig musik som vejret. Jeg kan ikke mindes, at det før har været så godt vejr, ikke en dråbe regn og knap nok en sky på himlen. Faktisk er det vejr ret uhyggeligt, men vi nød det nu under festivalen.

Jeg fotograferede ikke i kunsthallen, men det gjorde jeg til andre af koncerterne.

Besætning:
Thomas Hass (t-sax), Kathrine Windfeld (p), Niels Wilhelm Knudsen (b), Michael Dalgas (drm)

På Hantwerk hørte vi Niels Wilhelm Knudsen Quartet spille. Skøn, lidt kantet og anderledes musik. Kan man virkelig høre forskel på århusiansk og københavnsk jazz? Det gik rent ind hos os.

Det næste billede er bare med for at vise, hvor lækkert der er på Salling Rooftop:

Der var fuldt hus til Mads Bærentzen og Peter Vuust. Afslappet frokostjazz, men af den lidt mere almindelige skuffe, og vi skulle også videre til Huset nede på havnen, hvor Christian Balvig under overskriften Mixing spillede sammen med 5-6 andre musikere. En helt anderledes oplevelse. Ikke så meget jazz, snarere moderne og vildt spændende kompositionsmusik.

Yngvild Vivja Haaland Ruud på accordeon

Til gengæld var den koncert, hvor vi havde betalt den højeste billetpris, ikke helt vellykket. Kira Skov og Maria Faust med band spillede på Radar på Godsbanen.

Allerede inden koncerten var den gal, for der var kun siddepladser til ca. en tredjedel af publikum. Det er bare for uprofessionelt, når der har været billetter i forsalg til over 200 kr. Det var jo ikke en rockkoncert, vi skulle høre. Efter endog meget hårdt pres fra publikums side blev der efter lang tid hentet ekstra stole, så næsten alle kunne komme til at sidde, men stemningen var lidt ødelagt.

Desuden må vi indrømme, at vi godt have undværet Kira Skov. Maria Faust og de øvrige musikere var vældig gode, men Kira Skov trak musikken ned på det mere floskelprægede plan. Hun synger sådan set udmærket, men nogen jazz-sangerinde er hun altså ikke. Hun er heller ikke nogen ny Annisette, selv om jeg tror, hun har været en inspiration. I længden blev hun noget ensformig.

Derimod var koncerterne med Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset vældig gode. I år var overskriften Scandinavian Big Band Nights, og der var hele to solister, nemlig danske Mads Mathias og svenske Mimi Terris. Især Mimi Terris var forrygende. Den aften, vi var der, faldt der en ekstra appelsin i turbanen, for norske Live Foyn Friis, som vi er vældig glade for, kom og bidrog til det skandinaviske med et par af sine numre.

Den sidste koncert, jeg vil fremhæve, havde også svensk tema. Jacob Danielsen og Cesar Joaniquets koncert havde overskriften Giller du svenskt? - og det gjorde vi!

Besætning:
Jacob Danielsen og Cesar Joaniquet (cl, sax), Thomas Sejthen (b), Morten Nottelmann (drm)

De har begge studeret hos dens svenske tenorsaxofonist Fredrik Ljungkvist og endnu en svensk jazzmusiker, som jeg har glemt navnet på (måske Per Johansson?), og alle numrene var skrevet af de to herrer från hinsidan. Øj, det var godt! Det bedste, syntes jeg, efter New Jungle Orchestra. Det blev næsten det sidste, vi nåede at høre, og det var i den grad et værdigt punktum.

Et par dråber malurt angående festivalen som helhed: Flere steder blev der spillet for højt. Mon alle lydmænd allerede har fået deres hørelse ødelagt, så de ikke kan finde ud af at indstille lydniveauet. Og så blev der altså røget ret meget ved udendørskoncerterne. Jeg synes ikke, man kan eller skal forbyde rygning udendørs, men behøver rygerne virkelig kæderyge, bare fordi det er tilladt?

Ugens træ - uge 29

Dette store, flotte træ på en af vores naboveje fangede min opmærksomhed - men hvad var det for et? Det havde meget store blade og en masse frugter. Et æbletræ? Jeg synes ikke, at bladene på æbletræer plejer at være så store, men der findes jo mange forskellige slags æbler.

Og frugterne? Lignede de helt æbler? Nå, træet havde smidt nogle af frugterne, så jeg samlede én op og tog den med hjem.

Undervejs så jeg mange af den samme slags træer, så jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det måtte være et æbletræ, og at det måtte være en sort med ekstraordinært store blade, som havde været på tilbud i et havecenter på det tidspunkt, områdets huse blev bygget.

De fleste, der har læst med så langt, har nok allerede gættet, at det aldeles ikke var et æbletræ. Jeg var også selv kommet i tanke om, at det måske var valnødder i stedet for æbler, men jeg undrede mig over, at der var så mange valnøddetræer i områdets haver.

Da jeg skar frugten over, blev jeg sikker på, at det drejede sig om et valnøddetræ, og da frugten havde ligget og iltet lidt, blev det endnu mere tydeligt, men det glemte jeg at fotografere.

Jeg har tænkt mig at gå forbi på de samme veje, når valnødderne er modne, for måske kunne jeg være så heldig, at nogle af dem er faldet ned på vejen, så de kan samles op.  Friske valnødder er lidt af en delikatesse, synes jeg.

Ugens træ - uge 28

Egentlig havde jeg tænkt på et andet træ som ugens træ, men denne eg stod og lyste så fantastisk i udkanten af dyrehaven i Århus, så den må det være. Vi var ude for at tjekke, om dyrene nu også fik gulerødder nok. De så ikke ud til at lide nød, men de ville da gerne have flere gulerødder.

Jeg har vist lidt af den vrangforestilling, at i højsommeren er egene ikke så fine og lyse som bøgene, men det er faktisk lige omvendt.

Egen er i øvrigt en stilkeg, men jeg fik ikke taget et nærbillede af løvet. Som kompensation kommer her et billede af nogle af de gulerodselskende dyr i bøgeskoven:

Under køligere himmelstrøg

Onsdag tog vi, Yrsa, Annett, Dorthe og jeg, til vestkysten, hvor der var lovet lavere temperaturer end her i det østjyske.

Det passede også, der var vel en forskel på omkring 10 grader. På et tidspunkt var jeg så afkølet, at jeg måtte tage min jakke på.

Nå, det var nu ikke for at blive kølet af, at vi kørte vestpå. Målet var Strandingsmuseet St. George i Thorsminde. Museet har eksisteret i snart 30 år, men gennemgik en total renovering og nyindretning sidste år.

Skibsklokken

Grundstammen i samlingerne er fund bjerget op fra havbunden fra de to engelske orlogsskibe St. George og Defense, der strandede ved Thorsminde i 1811.

Man får et glimrende indtryk af livet ombord og også af den imponerende størrelse af sådan et krigsskib på Englandskrigenes tid.

Sideløbende fortælles der om de mange strandinger ved vestkysten og om redningsarbejdet.

Museet er helt moderne indrettet, og meget imponerende henvender det sig til såvel børn som voksne. Jeg synes ellers, der er en tendens til, at museer og lignende nu om dage partout skal være "for hele familien". Det er der sådan set ikke noget forkert i, men det bliver tit tolket på den måde, at det stort set kun henvender sig til børn, og der ikke er meget at hente for de voksne. Men sådan er det ikke på Strandingsmuseet.

En detalje for os kattomaner var, at der også blev fortalt om skibskatten.

Den er også med næsten i levende live, for på de film, der beretter om livet om bord, lister den sig rundt.

Her er en ung skibsdreng ved at lære at splejse reb, og skibskatten lytter med.

Den ser ud til at være et lidt langhåret eksemplar af racen. Måske er den kommet om bord i Norge eller Amerika?

Egentlig havde vi forestillet os, at vi ville indtage en sen frokost i Thorsminde, men enten var der kun borde udendørs, og det syntes vi var rigelig køligt, eller også lugtede der for meget af friture, så vi kørte til Hvide Sande i stedet og spiste på Under Broen, som vi kender fra tidligere, og det var helt tilfredsstillende.

Vi nåede også lige omkring kaffen, isen og kagerne i Vestkystens Gårdbutik, men så var det lukketid de fleste steder. Allerede kl. 17 - lidt tidligt i den absolutte højsæson, syntes vi. Men ellers en dejlig dag i godt selskab.

Ugens træ - uge 27

Ugens træ er et abetræ. Efter min mening mere særpræget end smukt. Det kunne - måske - være velegnet i en park, men der er nu masser af dem i ganske almindelige haver også. Måske med den bagtanke at gøre de pågældende haver mindre almindelige.

Jeg synes, der er kommet et sjovt billede ud af træet midt i al byggerodet. Forhåbentlig og sandsynligvis er træet helt ligeglad. Det har nemlig stået i det rod i ualmindelig lang tid.

Ekstra uglebilleder

Annett har sendt et udvalg af sine uglebilleder, så der kommer lige to ekstra:

Mine egne af denne line-up med Annetts mor og far, Dorthe og vejleder Jonas med hver sin af de fire ældste ugleunger blev ikke brugbare, så det er godt, jeg gerne må bruge Annetts.

Og mig selv som ugleholder kunne jeg naturligvis heller ikke forevige. Det må være en af de mellemstore unger, og er den ikke sød?

I baggrunden ses den lange stige, som Jonas klatrede op ad for at komme op til redekasserne.

Tak for billederne, Annett!

Anderledes oplevelser

I den forgangne uge har der været flere anderledes oplevelser på mit program.

Fredag aften holdt jeg for eksempel små ugleunger i hænderne. Det har jeg aldrig prøvet før.

Vi var sammen med omkring 25 andre og naturvejleder Jonas fra Varde ude for at se til uglekasser tre forskellige steder med unger i forskellige størrelser.

Det var slørugler, vi besøgte. De er nemlig et meget afslappet "fuglefærd", fik vi fortalt. Forældrene bliver ikke ophidsede over menneskebesøg og heller ikke over lugten af mennesker. Måske har de ikke særlig megen lugtesans, for inde i redekasserne skulle der lugte ganske forfærdeligt.

Vi erfarede ikke selv lugten, for kasserne var placeret meget højt. Vejleder Jonas entrede en lang stige og lempede ungerne ud og ned i en taske, inden han igen kravlede ned ad stigen. Ungerne selv tager det helt cool at blive håndteret af både børn og voksne. De forsøger absolut ikke på nogen måde at flygte, og deres hjerter banker ikke spor hurtigt, som man ellers let kunne forestille sig.

På det øverste billeder ses en af de yngste unger, vi så. Som det ses, sidder den helt roligt, markerer kun en lillebitte smule med en klo. I redekassen med de yngste unger var der tre små dunbolde, dog af noget forskellig størrelse, men det så ud til, at selv den mindste ville overleve.

Jeg stak næsen ned i de bløde dun, og ungerne lugtede af absolut ingenting. De har heller ingen lopper, som fugleunger ellers tit har.

I den næste redekasse var ungerne lidt ældre, og der var hele fem af dem. De var blevet ringmærket ved et tidligere besøg bortset fra den mindste, men den fik sin ring nu.

De var begyndt at miste dunene og få de blivende fjer. De hjerteformede ansigter var nu meget tydelige, og ungerne var begyndt at få svingfjer og havde også små haler, som det ses på billedet herunder.

Det sidste sted, vi var, var der fire næsten flyvefærdige unger i kassen. Deres fjerdragter var næsten fuldt udviklet, og der var næsten ingen dun tilbage. De ville nok flyve fra reden i løbet af en uges tid, og forældrene vil starte endnu et kuld.

Det er Jonas, der står med en af de store unger. Uglen på hans t-shirt er naturligvis ikke en slørugle - den sad et andet sted på maven, men en stor hornugle.

Der var nogle få af turdeltagerne, der så en af de voksne ugler det sidste sted, men ikke mig. Jeg var nu også godt tilfreds med at have set 12 unger og have en del af dem i hænderne.

Lørdag aften var vi til en helt anderledes begivenhed, nemlig til speedway grandprix i Horsens. Heller ikke det har jeg prøvet før.

Det var ikke uventet en larmende affære. "Cyklerne" larmer naturligvis, men ind imellem de var på banen, blev der spillet himmelhøj musik. Hele tiden, ingen pauser med mulighed for at få hvilet ørerne. Faktisk overdøvede musikken også til dels stadionspeakeren, hvilket var noget uhensigtsmæssigt. Heldigvis har jeg altid ørepropper med.

På trods af det dejlige vejr, var det også en noget våd affære. For vinderne: Tai Woffinden på førstepladsen, Artem Laguta som nummer to og Greg Hancock på tredjepladsen, der som sig hør og bør sprøjtede ivrigt med champagnen.

Men også for os, for bag os sad nogle personer, den åbenbart ikke var særligt tørstige, for de væltede utallige glas øl, så det løb ned til os, og jeg blev da også sprøjtet på ryggen som en anden Greg Hancock. Min taske lugter stadig kraftigt af øl, og jeg må nok have den i vaskemaskinen.

Bortset fra det var det rigtig sjovt at være til speedway i den lune sommeraften. Jeg nåede aldrig at få brug for den medbragte jakke.

Jeg var også til 50 års studenterjubilæum i den forløbne uge, og det har jeg i sagens natur heller ikke prøvet før. Samt til fest for en ny student, men det var ikke første gang.

Ugens træ - uge 26

Halvdelen af året er allerede gået og dermed også halvdelen af ugens træer. Øv, tiden går for stærkt, men det er der jo ikke noget nyt i.

Første halvår afsluttes - som det begyndte - med et kirsebærtræ.

Det hører til en gruppe af kirsebærtræer. der står ved et busstoppested på Viborgvej. Dette eksemplar er ikke det flotteste af træerne, og hvis mit billede ikke lyver, så er det også temmelig skævt, men jeg valgte netop det træ, fordi der står en bænk under det. Det kunne jeg ikke stå for. Måske har de, der i årenes løb har siddet på bænken, lænet sig så kraftigt tilbage, at det har givet træet hældning.


I et par uger har der været frugter på træerne. Nogle af dem har røde bær, andre sorte - eller i hvert fald særdeles mørkerøde.

Jeg undrer mig over, at fuglene ikke har guffet alle bærrene i sig. Måske siger det noget om, at fuglebestanden er gået ned her i landet. I min barndom ville fuglene have ryddet træerne på kort tid.


Jeg har smagt på et af de røde bær, og det var umiskendelig kirsebær. Det smagte godt, lidt som en rigtig god kirsebærvin.


Det sidste billede sætter jeg på, bare fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg synes, man kan se, hvor dejlig skyggen under træerne er. Den sætter jeg stor pris på i denne tid.

Ugens træ - uge 25

Ugens træ - eller træer denne gang - er en gruppe træer, jeg kigger rigtig meget på. De står nemlig på den ydre ringvej i Århus over for det busstoppested, jeg bruger tiest.

Det drejer sig om nogle store ahorn. Træer i deres bedste alder, forestiller jeg mig. De er flotte hele året.

Bag trægruppen ligger et enkelt parcelhus, og vi hørte tilfældigt - netop ved stoppestedet - at det er blevet solgt, og der skal bygges nyt på grunden. I det hele taget bliver der bygget rigtig meget langs ringvejen i denne tid.

Jeg håber meget, træerne bliver sparet, længere nede ad vejen er en masse træer allerede blevet fældet.

Området har indtil nu været rimelig grønt, og det tager altså mange år for et træ at vokse sig så stort. De kan ikke bare erstattes. Jeg frygter det værste, for jeg har indtryk af, at det udelukkende er pengene, der regerer ved byplanlægningen her i byen i disse år, hvilket tydeligt ses på nogle af de nybyggede områder.

Men indtil videre kan jeg tage bussen og kigge på de imponerende ahorn.

Nyt strikketilbehør

Jeg er begyndt på bestilling at strikke en cardigan til min søster. Det skal være en Hitofude, og garnet skulle være sort bomuld, hør eller silke eller en blanding.

Sidste år på Garnstafetten i Århus var jeg heldig at få noget Setalin - halvt silke, halvt hør - fra BC Garn til en meget rimelig pris. Jeg har lavet strikkeprøve for et godt stykke tid siden, men har så haft andre uopsættelige projekter, men nu er der tid til Ingers cardigan.

Da jeg lavede strikkeprøven, opdagede jeg, at garnet smitter ualmindeligt meget af. Mine hænder blev temmelig sorte efter bare et kort stykke tid, og jeg var bange for, at garnet også ville smitte af på mit tøj.

Jeg har derfor fremstillet et nyt og noget usædvanligt tilbehør: En heldragt. Eller fremstillet og fremstillet - jeg har bare klippet tre huller i et udtjent dynebetræk:

Jeg føler mig lidt som en tjenerinde i et græsk eller romersk tempel, og "dragten" fungerer helt efter hensigten.

Ugens træ - uge 24

Da jeg så dette træ, regnede jeg med, at det var et haveprydtræ, som jeg ville få svært ved at få identificeret.

Jeg tog fejl. En søgning på "lange rakler" gav resultat, og jeg er ret overbevist om, at træet er en vingevalnød.

Jeg tror ikke, at jeg overhovedet vidste, der var noget, der hed en vingevalnød. Det ved jeg så nu.

Jeg har desuden fundet ud af, at vingevalnød voksede i Danmark i tertiærtiden. Man har nemlig fundet vingevalnød-fossiler i brunkulsforekomsterne i Jylland. Den er da også med i Træer og buske i Danmark, men jeg kunne ikke genkende den på bogens illustrationer, så jeg var nødt til at ty til nettet.

Facitliste - første del

Jeg har været ude at kigge på nogle af de træer, jeg ikke kunne identificere i vinter. Her kommer første del af facitlisten.

Ugens træ i uge 5 viste sig at være en kastanje. Hestekastanje, altså.

Bladet, jeg også havde fotograferet, stammede ikke fra træet på billedet, men fra en ægte kastanje, der vokser lige i nærheden.

I uge 7 havde jeg valgt et nyplantet vejtræ.
Det viste sig at være en ask, og det er de øvrige træer i samme kryds for resten også.

Jeg troede egentlig, ask blev for store til at være villavejstræer, men der er mange af dem her i Åbyhøj.

Træet i uge 10 med den flotte silhuet i sneen er også en ask.

Endnu en flot træsilhuet i uge 11 har jeg identificeret som en
avnbøg. I hvert fald tror jeg, det drejer sig om avnbøg.
Silhuetten var mere spændende uden blade, synes jeg.

Endelig også en præcision:

I uge 2, hvor jeg havde valgt en eg, troede jeg - bedømt på de visne blade -  helt sikkert, at det var den almindelige stilkeg, men det har vist sig at være en rødeg.

Måske er den i virkeligheden lige så almindelig som stilkegen?

Ugens træ - uge 23

Så er den gal igen. Hvad mon det her er for én? Bladenes sølvgrønne farve tiltrak sig opmærksomhed, træet formelig lyste!

Glad blev jeg, da jeg så den hvide stamme, for så måtte det jo være endnu en birk. Bladene kunne også godt ligne birkeblade. Vel hjemme fra min morgentur konsulterede jeg træbogen for at finde ud af, hvilken interessant variant af birk, det måtte dreje sig om, men oh ve! der var ingen birke, der havde sølvgrønne blade.

Om igen. Efter granskning af bogen og en del roden på nettet er jeg ret overbevist om, at det drejer sig om en poppel, og muligvis er det en landevejspoppel, også kaldet canadisk poppel. Jeg så et enkelt sted, at den godt kunne have hvid stamme.

I maj kørte vi forbi et sted, hvor der var et stort bronzefarvet læhegn. Det har sandsynligvis også været landevejspoppel, og det så helt fantastisk ud. I det hele taget er poppel-læhegn smukke, også om efteråret.

Jeg læste mig frem til, at der findes utallige poppel-arter, som ydermere gerne krydser sig, så det er ikke let at finde ud af arterne.

Ugens træ - uge 22

Jeg er mildest talt dårlig til at kende træer. For eksempel har jeg svært ved at kende forskel på ask og røn. Når det drejer sig om store træer, er det dog næsten altid en ask, og det gælder også træet på billedet, der står i Åby Biblioteks lille park.

På denne årstid er det nemlig ikke svært at afgøre, om det er det ene eller det andet. Dels har rønnen de hvide blomsterklaser, dels har asken også frugter, og endda ret iøjnefaldende.

Det var værre at fotografere frugterne, for de bevægede sig hele tiden lidt, selv om der bare var en smule vind. Mit bedste forsøg ses her.

Alle steder står der, at ask er let at kende på "de sorte knopper", men det er vel før løvspring?

Nu, hvor jeg har læst om asken, tror jeg, jeg godt kan kende den. I hvert fald et stykke tid. Og mens der er blade på.

Gæslinger

Yrsa fortalte. at der i en park i Randers bor en masse gæs. Med gæslinger! I flere forskellige størrelser. De gæslinger måtte jeg se, og der var ganske rigtigt adskillige flokke, der alle bestod af et forældrepar og et antal gæslinger, fra tre til fem. Jeg tog selvfølgelig også fotos, og her kommer et udvalg:

Nogle af de store gæslinger på vej mod søen.
Mor og far passer godt på.

En anden flok med lidt yngre afkom. Her var mor og far endnu mere agtpågivende.

En af de små, stadig meget dunede, slapper af midt i forrådskammeret.

Gæslingerne lå tit til bords, som var de medlemmer af aristokratiet i det gamle romerrige.

Hele familien i vandet

To af de store gæslinger.

Fjerdragten er i denne alder et mix af dun og mere blivende fjer.

Nogle af gæslingerne øvede sig i at bruge vingerne, men der går vist et stykke tid endnu, inden de kan lette.

En gåsemor eller gasefar

Jeg har næsten lige læst bogen Gåsefar af Michael Quetting, og i den er det altså forfatteren, der er far til gæslingerne.

I forbindelse med et forskningsprojekt bliver syv gæslinger præget på forfatteren. Formålet er at få gæssene til at flyve sammen med ham i et meget let fly. Det lykkes også, og jeg har tidligere i fjernsynet set forfatter og gæs flyve sammen. Det er meget imponerende at være så tæt på de flyvende gæs. Man kan for resten se nogle af optagelserne på YouTube.

Det var både sjovt og rørende at læse om de syv gæslinger og deres forskellige personligheder, og om forfatteren, der, som bogens undertitel siger, bliver klogere også på andre ting end gæs undervejs i forløbet. Jeg syntes, det var helt vemodigt, da han måtte tage afsked med de stort set voksne gæs.

Jeg er misundelig på Yrsa, fordi hun har sådan en dejlig park næsten i baghaven. Mig bekendt findes der ikke noget tilsvarende her i byen, men ok - Randers er jo ikke så langt væk.