onsdag den 30. juli 2014

Det foretog jeg mig - blandt andet - den dag, jeg blev folkepensionist

- Vågnede op på Tyrstrup Kro og slog en myg ihjel. Den var fyldt med blod!
- Afsluttede morgenkaffen med en nutella-mad. Årets nutella-mad. Jeg plejer at indtage den i pinsen, men blev af diverse grunde snydt i år.
- Købte en strikkeopskrift, men ikke noget garn, hos Amanda M i Christiansfeld. Sjov butik med udpræget god betjening.
- Købte også et par sandaler på udsalg hos Amanda.






- Snakkede med og forsøgte at fotografere katten Yvonne på Gudsageren i Christiansfeld. Gudsageren var sidste punkt i en spændende guidet rundtur i byen.
Yvonne var ikke specielt let at fotografere, for hun var meget i bevægelse og ville gerne snakke med alle deltagerne i rundvisningen.







- Var på  endnu en guidet rundvisning, nemlig i Haderslev Domkirke. Også en god rundvisning. Kirken er smuk og lys med et meget højt kor og skib. Korets vinduer er 16 m - eller var det 18? - høje.
- Købte småbitte junglefrøer fra Xocolatl. Xocolatl bliver lavet hos Brødremeninghedens Honningkagebageri i Christiansfeld, men de har også en forretning i Haderslev, og det var der, jeg købte. Frøerne er ikke spist endnu.





- Drak eftermiddagskaffe og spiste Gateau Marcel - min yndlingskage, som tilfældigvis var dagens kage - på Aarøsund Badehotel. Godt at jeg ikke straks havde kastet mig over frøerne, for så havde jeg nok ikke haft lyst til kage.

Mon ikke badehotellet ser tilnærmelsesvis ud som i 1903?

- Spiste en dejlig middag på Tyrstrup Kro.

Ikke nogen dårlig måde at blive folkepensionist på.

lørdag den 26. juli 2014

Polsk jazz

Inden jazzfestivalen startede, var der tre koncerter, jeg havde krydset af - resten improviserede vi. Den ene koncert var den med Viktoria Tolstoy, som jeg har skrevet om, de to andre begge var med polske musikere, og de blev begge højdepunkter for os.

Først hørte vi en lille troldmand på violin, Adam Baldych. Hans faste duo-makker, Yaron Herman, var blevet forhindret med meget kort varsel, men man havde indforskrevet årets Artist in Residence, Aaron Parks. Han havde fået tilsendt noder et døgns tid i forvejen. Egentlige prøver havde der ikke været tid til.

Det forhindrede ikke, at de to spillede helt fantastisk sammen. Vi kunne både høre og se, at begge nød samspillet. I de første numre syntes vi at kunne høre en meget nordisk tone (Jan Johansson sætter stadig spor), og bagefter har jeg fundet ud af, at han har arbejdet sammen med masser af skandinaviske musikere.

De fleste numre var vist fra Baldychs nyeste CD, The New Tradition. Den skal jeg ubetinget have hørt, og også gerne nogle af de andre. På trods af sin unge alder (født 1986) har han udgivet masser af plader. Der er også en del klip på YouTube.

Aaron Parks.
Man kan næsten se på billedet, hvor lydhør han er.

Kunne det blive bedre? Ja måske, i hvert fald mindst lige så godt, da vi hørte Grzegorz Karnas Kvartet.


Grzegorz Karnas er sanger, men bestemt ikke en almindelig en af slagsen. Faktisk har jeg aldrig hørt noget lignende.

Han bruger sin stemme både som stemme og som instrument - somme tider samtidigt, han opfører sin musik, han spiller på læberne og bruger i høj grad mimik.

Og så var det bare spændende musik. Kvartetten bestod til denne koncert foruden af Grzegorz af tre særdeles velspillende Michal'er.

Han kan med forskellige besætninger også findes på YouTube. Bl.a. med sin udgave af Roxanne, det eneste nummer, vi kendte i forvejen. Jeg er sikker på Sting og de andre Police-medlemmer også ville være tilfredse. På hjemmesiden er der nogle meget bedre videoer med god lyd.

Synd, at lige præcis denne koncert ikke var særlig velbesøgt. I gik altså glip af noget, alle I, der var andre steder. Hans cd'er er heller ikke at finde i det danske biblioteksvæsen. Måske bliver jeg nødt til at gribe til kontokortet og købe en ubehørt.

fredag den 25. juli 2014

21 en halv grad...

...var vandet i Kattegat, da jeg badede i går. Det er da fantastisk! Lidt uhyggeligt, når man tænker på klimaforandringerne - jeg kommer uvægerligt til at tænke på Shu-Bi-Duas gamle hit Costa Kalundborg, men jeg valgte at nyde det pragtfulde vand.

Badedragten blev lynhurtigt tør efter den obligatoriske opskylning, da vi kom hjem.

Hvor er grad-tegnet egentlig på et computertastatur. Det er garanteret et eller andet Alt Gr-sted, men hvor? Nå, det må man kunne finde ud af; jeg gider bare ikke lige nu.

onsdag den 23. juli 2014

Jazzsangerinder


Næsten hele sidste uge havde vi sat af til årets århusianske jazz-festival. Bortset fra lørdag, der var kirsebærdag, hørte vi 3-4 koncerter hver eneste dag.

Vi hørte Thera Hoeymans i Musikhuset. Hun blev sammen med vores genbos søn verdensberømt i Danmark og vist også i en del andre lande for omkring 25 år siden i Cut'N'Move, og hun synger stadig godt, men hun er bedst, når hun synger andres materiale, synes vi. Hendes egne tekster er gode nok, men melodierne er ikke så interessante.

Thera sang med Pojken Flensborg og Jacob Venndt (billedet).
Dem kunne hun godt være tjent med.






Svenske Viktoria Tolstoy var årets solist hos Aarhus Jazz Orchestra i Ridehuset. Hende havde jeg glædet mig til, så vi måtte absolut høre hende den første af de fire aftener, så vi kunne nå en gentagelse.

Absolut en god oplevelse, men alligevel ikke helt så spændende, som jeg havde troet, så vi nøjedes med den ene aften.







Live Foyn Kvartet i Sallangs Bistro.
Her Live og Jens Mikkel Madsen på bas.
Det kunne vi ikke klare det med, når sangerinden var norske Live Foyn Friis. Vi hørte hende med stor fornøjelse sidste år, og i år hørte vi hende to gange med forskellige besætninger.

I København havde de indforskrevet Stacey Kent, hvilket vi var noget misundelige over, men Live har meget af den samme sødme, når hun synger standards.

Hun kan imidlertid andet end standard repertoiret. Hendes egne kompositioner er bestemt værd at høre på. Forhåbentlig kommer hun igen næste år.

Det håber vi også, Miriam Mandipira gør. Hun sang med Klüvers Kvartet i Sallings Bistro.

Skøn livsbekræftende musik og sikke mange udtryk, den dame har. Hun synger altså GODT!

Hvis ikke vi skulle have været til kirsebærfestivalen, var vi nok kommet igen dagen efter.

Vi hørte også nogle helt unge - men gode - sangerinder med Jysk Talent Big Band, den ene af dem en genganger fra sidste år. Dem vil vi også gerne høre igen.

søndag den 20. juli 2014

Flere danske sommerbær

Årets plakat var bare flot
Er kirsebær lige så delikate som jordbær? Jeg tror det, i hvert fald når det drejer sig om kirsebærrene på Kertemindes kirsebærfestival.

Festivalen lignede stort set sig selv. Dog måtte vi lede lidt efter kirsebær softicen. Inden vi fandt den, nåede vi at smage kirsebær milkshakes, og de var slet ikke et dårligt substitut.

Vi fik købt vores nødder og vores parmesan - og selvfølgelig kirsebær! Favorit chokoladen (én af dem), Friis-Holm, var desværre ikke at finde, selv om de stod på udstillerlisten. Summerbird var der, men det er jo ligesom ikke det samme. Jeg må klare mig uden Friis-Holm chokolade endnu et år.

Også som sædvanligt var vi på Johannes Larsen Museet.

Syberg dynastiet var emnet for sommerens særudstilling, og det var en udmærket udstilling.

Derimod var kirsebærkurvene i år en noget tynd kop te, men det betød så, at vi havde tid nok på museet, selv om vi kom temmelig sent.

Et af de store træer i haven, vist nok en morbær og i hvert fald ikke et kirsebær, var alligevel blevet til et kirsebærtræ.



Vi har stadig lidt af gårsdagens bærindkøb tilbage.

I Kerteminde siger de, at kirsebær smager allerbedst på festivalen, men vi synes nu, at de smager fantastisk også i vores hus og have. Så længe de(t) varer.

søndag den 13. juli 2014

En yndling

En af mine yndlings-storkenæb er Sandrine. På grund af dens intense farve - som er umulig for mig at få korrekt på fotos, men også på grund af dens lange blomstringstid.

I år begyndte den samtidig med de orange valmuer - altså i maj - og den plejer at blive ved i hvert fald ind i oktober.

Der er vist desværre flere af mine storkenæb i forhaven - hvor de pink, orange og fuchsiafarvede blomster hører hjemme - der er blevet overgroet af de mere besidderiske storkenæb som Rose Clair. Tiny Monster, Ankum's Pride og Apple Blossom har jeg ikke set i nogle år. Hvis jeg vil have dem igen, må jeg nok plante dem i krukker, eller også må jeg være skrappere over for de andre storkenæb. Noget jeg har ret svært ved.

Men Sandrine klarer sig fint, både over for valmuerne og over for Rose Clair.

onsdag den 9. juli 2014

Vi grovguffer...

...de her herligheder i denne tid.

Har de nogen sinde været bedre? For nogle år siden var jeg ikke meget for de danske jordbær, som jeg syntes var lidet smagende, og hvis de smagte af noget, var de sure.

Sådan er det sandelig ikke i år. Årsagen er jo nok den megen sol, bærrene er virkelig solmodnede.

I betragtning af alle de gode egenskaber, jordbær har - C-vitaminer, jern, kalium, lavt kalorieindhold - så er det bare om at få spist så mange, som man har lyst til i sæsonen.

For nogle dage siden var vi en tur over grænsen. Vi var lige forbi CittiPark i Flensborg, inden vi kørte videre til Slesvig, og uden for CittiPark var der en bod, hvor de solgte jordbær. Vi har købt af dem før, og de plejer at være gode, så vi købte 1 kg, som vi bare spiste af på turen. Der var 5 tilbage, da vi kom hjem. Dem fik jeg på et stykke rugbrød.

Når vi ikke lige er i nærheden af CittiPark, køber vi i en gartnerbutik på Marienlystvej i det nordlige Århus. Ekspedienten i butikken vidste ikke, hvilken sort gårsdagens jordbær var, men de var ekstremt mørkerøde og meget søde og velsmagende, og der var mange store bær. Uhm!!! 

mandag den 30. juni 2014

Hvad hulen stiller man op?

Da vi udstillede vores katte, vandt de en masse pokaler.


Selv om vi aldrig syntes, pokalerne var smukke, syntes vi dengang, de var sjove at have, men nu vil vi egentlig gerne have dem ud af huset.

Udstillingstiden og den såkaldte kattesport er i den grad et afsluttet kapitel for os. I starten var det hyggeligt og spændende, men det blev mere og mere konkurrencepræget med knive i ærmerne og en ret høj grad af nepotisme.

Det værste var dog, at kattene blev glemt i jagten på resultater på avls- og udstillingsfronten. Vi har og har altid haft katte, fordi vi holder af dem. Godt nok blev de udstillet, men det var hverdagen, der var og er det vigtige. Vi havde meget svært ved at acceptere, at kattenes velvære - og for den sags skyld også sundhed - blev sat på spil på ambitionernes alter. Det kunne vi ikke holde ud, og så meldte vi os simpelthen ud af den verden.

Men hvad pokker stiller man op med de pokaler? Smider man dem bare på lossepladsen eller hvad?

Nogle af dem er der sjove minder ved. Det gælder blandt andet den allerhøjeste med den gyldne skål på billedet. Det var vores første kat, Bitsjka, der vandt den, og det var vist også første gang, en af vores katte blev Bedst in Show.

Vi syntes, den var usædvanlig hæslig, men tog den med hjem til Dorthes forældre, for prale med den kunne man da altid. Dorthes forældre havde hver deres forslag til anvendelse. Hendes mor sendte straks lillesøsteren over til købmanden efter en flaske skum, som vi kunne drikke af pokalen. Dorthes far mente, at hvis man gemte den under sengen, ville den være udmærket til at laske eventuelle indbrudstyve med. Det lo vi meget af - endda inden vi havde smagt på boblerne.

Vi har desuden en endnu større samling kokarder.

Nogle få af det hav af kokarder, vi har haft. Mange af dem betalte vi endda penge for :-)

Faktisk har alle væggene i vores hobbyrum været beklædt med dem, men vi har allerede smidt en del ud. Mange af de resterende er falmede og grimme (det vil sige grimmere end før), så dem kan vi godt nænne at kyle ud, men pokalerne? Der er vi stadig i tænkeboks.

P.S. I dag ville Ofelia være blevet 27 år, hvis hun havde levet.

Ofelia som ung kat.
Det var Dorthe, der var så heldig at få dette billede i kassen.

søndag den 22. juni 2014

Lørdag i Ribe

Vi havde fået lyst til en udflugt til Ribe, og det var nødt til at foregå i går. Også selv om vejret ikke var specielt godt udflugtsvejr - køligt, og også med lidt regn.


En flok ænder på gågaden tog imod os. Jeg var lige ved at investere i en af dem, men holdt mig i skindet, selv om de var billige. Men heller ikke så lækre at røre ved som de originale med gummistøvler.

Roser er der mange af i Ribe. Jeg kan ikke lade være med at stikke snuden i dem, og denne i iøjnefaldende farver var en af dem, der duftede bedst.

Vi havde ikke noget særligt på programmet bortset fra, at vi som altid ville i domkirken. Frokosten skulle naturligvis indtages i Quedens Gård. Vi havde gode minder fra en af vores ferier for 4 år siden.

Desværre holdt den slet ikke niveauet. Der var ingen mørbrad af marsklam og ingen oste fra de små lokale mejerier. Det var ikke dårligt, men det var ganske ordinær cafémad. Nå, vi prøver bare et andet sted næste gang, vi tager til Ribe.

Fotoet yder selvfølgelig ikke
mosaikken fuld retfærdighed.
Domkirken skuffede selvfølgelig ikke. Den eneste måde, den kan skuffe på, er ved at være lukket, fordi der foregår et eller andet i den. Det har vi prøvet en gang, men ikke i går.

Det er en imponerende bygning, både ude og inde. Jeg synes, Carl-Henning Pedersens udsmykning fra 1980'erne er fin og spændende og passer godt til kirken. Mosaikken med sol, måne og stjerner er en af mine favoritter. Især er månen udtryksfuld, synes jeg.

Denne lille spradebasse "bor"
i det nordre sideskib.
Kalkmaleri fra 1100-tallet.
Kaffe og kage nåede vi efter domkirkebesøget. Så var der godt nok ikke plads til is, selv om jeg fulgtes med to is-entusiaster.

Ligesom disse to hunde nøjedes vi med at kigge ind i isbaren

mandag den 16. juni 2014

De grønne posers parade

Vi brugte stort set hele weekenden på årets garnstafet.

Forretningerne havde fået den glimrende ide at lave fælles poser i Garnstafettens grønturkise farve, og de grønne poser var meget synlige i gadebilledet.

Glade smil og nik når vi mødte andre garn-entusiaster.

Lørdag aften var der som noget nyt modeopvisning til den store strikkecafé. Det blev flot ledet af ejeren af Trøjborg Garn og Strik, meget veloplagt og nærmest professionelt. Det er altid sjovt at se det færdige strik på levende mennesker, og jeg kunne se, at der blev noteret flittigt rundt om ved bordene.

Der var minsandten både mænd og børn blandt mannequinerne. God ide!
Yarnfreak er afgjort den butik, der har den yngste profil,
og der er ikke bare cardigans på de unges pinde.
Og pindene er måske tiere hæklenåle end strikkepinde.
Jeg glemmer tit at vande mine potteplanter,
så måske skulle jeg følge de unges eksempel og hækle nogle kaktusser.
Sådan set er mit garnlager stort nok, men... Kan man være garnoman? Lageret blev i hvert fald større. Det var især sommergarner som hør og bomuld, jeg investerede i, og det var der faktisk ikke så meget af i lageret i forvejen. Nu skal jeg bare have lavet noget af det.

Bagagerummet i Annetts bil.
Dorthes og mine samlede indkøb
- 5 poser, som trods alt ikke var helt fyldte.

fredag den 6. juni 2014

Citater om katte #27

Mennesket ligger alt for lidt. Det står og sidder i ét væk. Det er usundt for det animalske velbefindende. Kun når man ligger, er man helt i harmoni med sig selv.
Erich Maria Remarque


Lilit illustrerer citatet. Jeg tror, hun er helt enig i udsagnet, især nu hvor hun er blevet en gammel tøs. Vi kan godt mærke, at hun er mere træt og ligger mere, end da hun var yngre. Hun ligger også på en anden måde, tit fuldstændig fladt på siden, og hun sover tungere. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig tager nogle fræseture. Heldigvis.

Det er sandt for dyden lettere at få taget billeder af sovende katte end af vågne. Jeg kan ikke dy mig for også at vise et af Lilits søn Zoogin. Han sov faktisk et godt stykke tid i den stilling.


søndag den 1. juni 2014

Folkepension i vente

Tror jeg da. Ansøgningen er udfyldt og sendt.

Noget af det sidste, jeg berigede mit arbejdssted med, inden friheden kom, var netop undervisning i udfyldelse af folkepensionsansøgninger.

Ret særpræget arbejde for en bibliotekar ;-) men jeg syntes såmænd, det var meget sjovt, og de, der deltog, var vist glade for undervisningen.

Heldigvis stødte jeg ikke ind i nogen med samme mærkværdige familieform som mig selv, for så var jeg kommet i knibe. Det har jeg erfaret nu, hvor jeg selv skulle søge.

Jeg er noget så mærkværdigt som en enlig samboende. Den slags findes der åbenbart ikke mange af, for der er ikke rigtig taget højde for det i skemaet. Er der virkelig ikke nogle gamle kollektivister, der bor sammen, fordi det er rart og praktisk, men samtidig er helt selvstændige personer med hver sin økonomi?

Min far havde to mostre, Karoline og Kirsten Marie. De blev ikke gift, men havde rulleforretning og villa sammen. Sådan nogenlunde er det med Dorthe og mig, vi er bare ikke kødelige søstre. Og hverken har eller har haft rulleforretning.

I skemaet skal jeg oplyse om Dorthes indtægter. Ærlig talt, så kender det offentlige nok mere til hendes økonomiske forhold, end jeg gør. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at jeg ikke skal have så høj en pension som reelt enlige. Det er selvfølgelig meget mere økonomisk med fælles husleje m.m., end hvis man selv havde alle udgifterne. Hvis jeg før havde fået en social pension, havde jeg allerede været møllen igennem, men det har jeg altså ikke.

I vores avis var der for nogen tid siden et besynderligt indlæg af professor Jørgen Goul Andersen. Han mener tydeligvis, at man er godt dum, hvis man har så høj en egenpension, at man ikke får fuldt tillæg, ældrecheck o.s.v.


Jeg hører til den dumme del af befolkningen, for - så vidt jeg kan bedømme det - vil jeg kun få grundbeløbet. Til gengæld vil jeg have mere at leve af, end hvis jeg var et fuldgyldigt medlem af ældrebyrdebanden. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Og jeg ville heller ikke protestere imod at have så høje månedlige indtægter, at jeg heller ikke fik grundbeløbet, men så begunstiget er jeg ikke.


Det der med at yde efter evne og nyde efter behov indgår tydeligvis ikke i professorens filosofi. Der gælder det bare om at få mest muligt ud af den fælles kasse. Som jeg kan forestille mig så ville tømmes betydelig kvikt. Til hans forsvar skal siges, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, så hvis men har en lavere indkomst, end jeg har, kommer man til at få forholdsvis lidt ud af det, så nogle justeringer ville være på sin plads. Men det er ikke det, der står i artiklen.

tirsdag den 27. maj 2014

I grisegalop

Om lidt går den vilde galop

I søndags var vi på SofariJohannesminde nær Skanderborg. Vi så masser af glade grise med krølle på halerne og også masser af grisegalop, men grisegaloppen var svær at fotografere. Jeg burde have taget en video.

Vi fik også en masse spændende at vide om, hvordan det er at have en økologisk grisefarm med 200 søer. Og grisene var dejlige.

Jeg var godt klar over, at økologisk svinekød ikke udgør nogen stor markedsdel af det samlede svinekødssalg her i landet, men at andelen er helt nede på 1%, overraskede mig nu alligevel. Endnu en gang et bevis på, at det er prisen, der er det vigtigste parameter for danskerne.

Måske ville en mere offensiv markedsføring hjælpe. Sofarierne er i hvert fald en god ide, med desværre er det nok mest de i forvejen "frelste", der finder vej. Men vi får så til gengæld lige vores synspunkter skærpet.

Flere fotos af de skønne grise:

Jeg vil også have en patte!
Ved redekassen
Et par kvikke krabater
Skøn halm at rode i.

fredag den 23. maj 2014

Citater om katte #26

For en kat findes der fritid, sovetid, spisetid og putte-sig-tid. Ansigt til ansigt, kærtegnende, nussende, spindende henrevet for til sidst at putte sig i søvnen.
Pam Brown




Jeg er nødt til at bruge to billeder til at illustrere citatet. Her er det igen Djingiz og Uzuri, som også var med i det blå indlæg.





Og så må jeg altså også have mit yndlingsbillede af vores nuværende katte med:


Sarantoya forrest, Lilit bagerst. Når man ser det billede, er det mærkeligt at tænke sig, at de i flere år ikke kunne være i stue sammen (det er ikke overdrevet).

Billedet er taget inden kontroverserne, men nu ligger de igen meget tit sammen. Godt vi holdt ud og fik dem på ret spor igen, men sjovt var det ikke, mens det stod på.

Begge billeder har for resten været på bloggen før, men det er lang tid siden, så det er der såmænd ikke nogen, der kan huske, og jeg synes bare, de passer så godt til citatet.

mandag den 19. maj 2014

Kun en tåbe frygter ikke haven

citat: Murray Balls Fæhunden

Jeg har ikke rigtig gidet haven i år, hvorfor ved jeg ikke. Det vil sige, jeg gider godt sidde og strikke i den, men ikke arbejde i den. Resultatet siger sig selv. Ukrudtet er væltet frem, og det er højt.

Heldigvis er vores have ganske lille. Jeg tog - modvilligt, ganske vist - et nap i lørdags, og den ser allerede lidt bedre ud.

Når jeg lige gjorde lidt ved det netop lørdag, var det, fordi vi havde aftalt med vores veninde Yrsa at tage til Haveselskabets store plantemarked i Botanisk Have søndag. Det ville være lidt surt at komme hjem med nye planter til en alt for uordentlig have.

Vejret var fuldstændig perfekt til markedet. Med en dejlig lun brise og alligevel ikke for varmt.

Vi købte krydderurter (planlagte), hostaer (planlagte) og desuden næsten blå primulaer, en mini-iris, sommerfloks, lyserøde valmuer...var der mere i kurven? Jo, en lille blåkryb. Den er igen forsvundet for mig, og den er altså ellers så sød, så nu prøver jeg for tredje og sidste gang. Men ikke en eneste storkenæb.

De to nye hostaer hedder i øvrigt Blue Ice og Aristocrat.

Jeg fik frygtelig lyst til at tage til Ringkøbing og besøge Enemærkets Hostahave.
De har vildt mange sorter, og de er altid sat så fint op, så haven er nok også fin.


Man kunne også se et par bure med dværghøns på markedet.

Hønemor her med 6 nuttede kyllinger tiltark sig behørig opmærksomhed

fredag den 16. maj 2014

I lilla uld


Endelig har jeg fået min lilla kofte (det hedder modellen) helt færdig og syet sammen og foreviget og alting.

Jeg har strikket af Jo Sharp Silkroad DK Tweed, 85% uld, 10% silke og 5% kashmir. 435 g brugte jeg. Ærmekanterne er i Ramillas Luksusgarn i en gul, der er præcis magen til nogle af nisterne i tweeden.

Modellen er ret løs, men med tætsiddende ærmer. Det er jeg meget tilfreds med.

Nu er jeg i besiddelse af 3 uldne overdele. Denne med 3/4 ærmer, en jakke også med 3/4 ærmer og en sweater med lange ærmer. Det burde være tilstrækkeligt med uldne trøjer til mig, der ikke er ubetinget begejstret for at gå i uld. Der er da heller ingen af de tre, der er fuldstændig kradsefri, men jeg kan holde ud at går med dem alle. Når det altså ikke er for varmt. Det er det nu, så trøjen måtte fotograferes uden indhold.

Der er bare det, at jeg er i gang med endnu en ulden sag, min såkaldte spisebordstop. Den har jeg været i gang med i over et år. Det er ikke fjernsynsstrik, for jeg strikker med for mange nøgler samtidig, og den har ligget i dvale et stykke tid, men jeg har lige genoptaget strikningen af den. Faktisk tror jeg, at det uldgarn (Karen Noes Country Casual), jeg strikker af, måske ikke kradser. Håbet er som bekendt lysegrønt.

torsdag den 8. maj 2014

Lilla...violet...

Sidste omgang regnbueblogleg: Lilla. Eller lillat, som der er nogen, der siger. Meget charmerende! Egentlig kan jeg bedre lide violet, men det dækker vist ikke helt så mange lilla'er. Er de rødlilla også violette?

Jeg starter med kattebilledet denne gang. Katten her til venstre har faktisk farvebetegnelsen lilla. Det er endnu mere ved siden af end de blå katte, synes jeg. Bortset fra det er Esther, som katten hedder, en fin kat.

Lilla er også en fin farve, som jeg godt kan lide. Meget anvendelig i påklædning. Da den på et tidspunkt havde været ude i nogle år, savnede jeg den vildt meget.

Det var der også andre, der gjorde. Den blev moderne igen, og så gik alle en overgang i lilla.

Jeg kan også godt lide at strikke i lilla. Sjalet her var en af de første ting, jeg strikkede i min nye strikkedille, der nu har varet adskillige år.

Lilla er for det meste en rolig farve, men det er en farve med et stort spænd. Sidste år så jeg i Flensborg et par lysende lyslilla bukser. Det var bestemt ikke en rolig farve, men jeg syntes, de bukser så eddergodt ud. Desværre fandtes de ikke i min størrelse. Netop i disse dage er jeg ved at være færdig med en mørklilla trøje til mig selv. Jeg mangler bare foto.



Lilla er tit en farve med duft. Violer. Og syrener, hvor min yndlings er den lyse blålilla. Er der noget bedre end syrenduft?


Den lilla mark, som jeg så på Bornholm, duftede til gengæld ikke godt. Det var en purløgsmark. Jeg er ikke så vild med løg i rå form og heller ikke purløg. Man kunne lugte marken på lang afstand. Men marken var et flot syn.


Lyng dufter vist ikke af så meget. Det skulle da lige være af honning.

Lilla biler er der langt imellem. Jeg tror ellers, det er en rigtig god bilfarve, men branchen er vist for konservativ. Jeg har aldrig selv haft en lilla bil. Blå, rød, grøn, gul har vi haft, men aldrig en lilla.