mandag den 19. maj 2014

Kun en tåbe frygter ikke haven

citat: Murray Balls Fæhunden

Jeg har ikke rigtig gidet haven i år, hvorfor ved jeg ikke. Det vil sige, jeg gider godt sidde og strikke i den, men ikke arbejde i den. Resultatet siger sig selv. Ukrudtet er væltet frem, og det er højt.

Heldigvis er vores have ganske lille. Jeg tog - modvilligt, ganske vist - et nap i lørdags, og den ser allerede lidt bedre ud.

Når jeg lige gjorde lidt ved det netop lørdag, var det, fordi vi havde aftalt med vores veninde Yrsa at tage til Haveselskabets store plantemarked i Botanisk Have søndag. Det ville være lidt surt at komme hjem med nye planter til en alt for uordentlig have.

Vejret var fuldstændig perfekt til markedet. Med en dejlig lun brise og alligevel ikke for varmt.

Vi købte krydderurter (planlagte), hostaer (planlagte) og desuden næsten blå primulaer, en mini-iris, sommerfloks, lyserøde valmuer...var der mere i kurven? Jo, en lille blåkryb. Den er igen forsvundet for mig, og den er altså ellers så sød, så nu prøver jeg for tredje og sidste gang. Men ikke en eneste storkenæb.

De to nye hostaer hedder i øvrigt Blue Ice og Aristocrat.

Jeg fik frygtelig lyst til at tage til Ringkøbing og besøge Enemærkets Hostahave.
De har vildt mange sorter, og de er altid sat så fint op, så haven er nok også fin.


Man kunne også se et par bure med dværghøns på markedet.

Hønemor her med 6 nuttede kyllinger tiltark sig behørig opmærksomhed

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Jeg er heller ikke just den, der gider luge, så mit bed i Dk. Er fyldt med planter, der hurtigt dækker bunden. Måske en enkelt mælkebøtte titter op, men den bliver hevet op. Hvis jeg gider.