Hvad hulen stiller man op?

Da vi udstillede vores katte, vandt de en masse pokaler.

Selv om vi aldrig syntes, pokalerne var smukke, syntes vi dengang, de var sjove at have, men nu vil vi egentlig gerne have dem ud af huset.

Udstillingstiden og den såkaldte kattesport er i den grad et afsluttet kapitel for os. I starten var det hyggeligt og spændende, men det blev mere og mere konkurrencepræget med knive i ærmerne og en ret høj grad af nepotisme.

Det værste var dog, at kattene blev glemt i jagten på resultater på avls- og udstillingsfronten. Vi har og har altid haft katte, fordi vi holder af dem. Godt nok blev de udstillet, men det var hverdagen, der var og er det vigtige. Vi havde meget svært ved at acceptere, at kattenes velvære - og for den sags skyld også sundhed - blev sat på spil på ambitionernes alter. Det kunne vi ikke holde ud, og så meldte vi os simpelthen ud af den verden.

Men hvad pokker stiller man op med de pokaler? Smider man dem bare på lossepladsen eller hvad?

Nogle af dem er der sjove minder ved. Det gælder blandt andet den allerhøjeste med den gyldne skål på billedet. Det var vores første kat, Bitsjka, der vandt den, og det var vist også første gang, en af vores katte blev Bedst in Show.

Vi syntes, den var usædvanlig hæslig, men tog den med hjem til Dorthes forældre, for prale med den kunne man da altid. Dorthes forældre havde hver deres forslag til anvendelse. Hendes mor sendte straks lillesøsteren over til købmanden efter en flaske skum, som vi kunne drikke af pokalen. Dorthes far mente, at hvis man gemte den under sengen, ville den være udmærket til at laske eventuelle indbrudstyve med. Det lo vi meget af - endda inden vi havde smagt på boblerne.

Vi har desuden en endnu større samling kokarder.

Nogle få af det hav af kokarder, vi har haft. Mange af dem betalte vi endda penge for :-)

Faktisk har alle væggene i vores hobbyrum været beklædt med dem, men vi har allerede smidt en del ud. Mange af de resterende er falmede og grimme (det vil sige grimmere end før), så dem kan vi godt nænne at kyle ud, men pokalerne? Der er vi stadig i tænkeboks.

P.S. I dag ville Ofelia være blevet 27 år, hvis hun havde levet.

Ofelia som ung kat.
Det var Dorthe, der var så heldig at få dette billede i kassen.

Lørdag i Ribe

Vi havde fået lyst til en udflugt til Ribe, og det var nødt til at foregå i går. Også selv om vejret ikke var specielt godt udflugtsvejr - køligt, og også med lidt regn.

En flok ænder på gågaden tog imod os. Jeg var lige ved at investere i en af dem, men holdt mig i skindet, selv om de var billige. Men heller ikke så lækre at røre ved som de originale med gummistøvler.

Roser er der mange af i Ribe. Jeg kan ikke lade være med at stikke snuden i dem, og denne i iøjnefaldende farver var en af dem, der duftede bedst.

Vi havde ikke noget særligt på programmet bortset fra, at vi som altid ville i domkirken. Frokosten skulle naturligvis indtages i Quedens Gård. Vi havde gode minder fra en af vores ferier for 4 år siden.

Desværre holdt den slet ikke niveauet. Der var ingen mørbrad af marsklam og ingen oste fra de små lokale mejerier. Det var ikke dårligt, men det var ganske ordinær cafémad. Nå, vi prøver bare et andet sted næste gang, vi tager til Ribe.

Fotoet yder selvfølgelig ikke
mosaikken fuld retfærdighed.

Domkirken skuffede selvfølgelig ikke. Den eneste måde, den kan skuffe på, er ved at være lukket, fordi der foregår et eller andet i den. Det har vi prøvet en gang, men ikke i går.

Det er en imponerende bygning, både ude og inde. Jeg synes, Carl-Henning Pedersens udsmykning fra 1980'erne er fin og spændende og passer godt til kirken. Mosaikken med sol, måne og stjerner er en af mine favoritter. Især er månen udtryksfuld, synes jeg.

Denne lille spradebasse "bor"
i det nordre sideskib.
Kalkmaleri fra 1100-tallet.

Kaffe og kage nåede vi efter domkirkebesøget. Så var der godt nok ikke plads til is, selv om jeg fulgtes med to is-entusiaster.

Ligesom disse to hunde nøjedes vi med at kigge ind i isbaren

De grønne posers parade

Vi brugte stort set hele weekenden på årets garnstafet.

Forretningerne havde fået den glimrende ide at lave fælles poser i Garnstafettens grønturkise farve, og de grønne poser var meget synlige i gadebilledet.

Glade smil og nik når vi mødte andre garn-entusiaster.

Lørdag aften var der som noget nyt modeopvisning til den store strikkecafé. Det blev flot ledet af ejeren af Trøjborg Garn og Strik, meget veloplagt og nærmest professionelt. Det er altid sjovt at se det færdige strik på levende mennesker, og jeg kunne se, at der blev noteret flittigt rundt om ved bordene.

Der var minsandten både mænd og børn blandt mannequinerne. God ide!

Yarnfreak er afgjort den butik, der har den yngste profil,
og der er ikke bare cardigans på de unges pinde.
Og pindene er måske tiere hæklenåle end strikkepinde.
Jeg glemmer tit at vande mine potteplanter,
så måske skulle jeg følge de unges eksempel og hækle nogle kaktusser.

Sådan set er mit garnlager stort nok, men... Kan man være garnoman? Lageret blev i hvert fald større. Det var især sommergarner som hør og bomuld, jeg investerede i, og det var der faktisk ikke så meget af i lageret i forvejen. Nu skal jeg bare have lavet noget af det.

Bagagerummet i Annetts bil.

Dorthes og mine samlede indkøb
- 5 poser, som trods alt ikke var helt fyldte.

Citater om katte #27

Mennesket ligger alt for lidt. Det står og sidder i ét væk. Det er usundt for det animalske velbefindende. Kun når man ligger, er man helt i harmoni med sig selv.
Erich Maria Remarque

Lilit illustrerer citatet. Jeg tror, hun er helt enig i udsagnet, især nu hvor hun er blevet en gammel tøs. Vi kan godt mærke, at hun er mere træt og ligger mere, end da hun var yngre. Hun ligger også på en anden måde, tit fuldstændig fladt på siden, og hun sover tungere. Det betyder dog ikke, at hun ikke stadig tager nogle fræseture. Heldigvis.

Det er sandt for dyden lettere at få taget billeder af sovende katte end af vågne. Jeg kan ikke dy mig for også at vise et af Lilits søn Zoogin. Han sov faktisk et godt stykke tid i den stilling.

Folkepension i vente

Tror jeg da. Ansøgningen er udfyldt og sendt.

Noget af det sidste, jeg berigede mit arbejdssted med, inden friheden kom, var netop undervisning i udfyldelse af folkepensionsansøgninger.

Ret særpræget arbejde for en bibliotekar ;-) men jeg syntes såmænd, det var meget sjovt, og de, der deltog, var vist glade for undervisningen.

Heldigvis stødte jeg ikke ind i nogen med samme mærkværdige familieform som mig selv, for så var jeg kommet i knibe. Det har jeg erfaret nu, hvor jeg selv skulle søge.

Jeg er noget så mærkværdigt som en enlig samboende. Den slags findes der åbenbart ikke mange af, for der er ikke rigtig taget højde for det i skemaet. Er der virkelig ikke nogle gamle kollektivister, der bor sammen, fordi det er rart og praktisk, men samtidig er helt selvstændige personer med hver sin økonomi?

Min far havde to mostre, Karoline og Kirsten Marie. De blev ikke gift, men havde rulleforretning og villa sammen. Sådan nogenlunde er det med Dorthe og mig, vi er bare ikke kødelige søstre. Og hverken har eller har haft rulleforretning.

I skemaet skal jeg oplyse om Dorthes indtægter. Ærlig talt, så kender det offentlige nok mere til hendes økonomiske forhold, end jeg gør. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at jeg ikke skal have så høj en pension som reelt enlige. Det er selvfølgelig meget mere økonomisk med fælles husleje m.m., end hvis man selv havde alle udgifterne. Hvis jeg før havde fået en social pension, havde jeg allerede været møllen igennem, men det har jeg altså ikke.

I vores avis var der for nogen tid siden et besynderligt indlæg af professor Jørgen Goul Andersen. Han mener tydeligvis, at man er godt dum, hvis man har så høj en egenpension, at man ikke får fuldt tillæg, ældrecheck o.s.v.

Jeg hører til den dumme del af befolkningen, for - så vidt jeg kan bedømme det - vil jeg kun få grundbeløbet. Til gengæld vil jeg have mere at leve af, end hvis jeg var et fuldgyldigt medlem af ældrebyrdebanden. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Og jeg ville heller ikke protestere imod at have så høje månedlige indtægter, at jeg heller ikke fik grundbeløbet, men så begunstiget er jeg ikke.

Det der med at yde efter evne og nyde efter behov indgår tydeligvis ikke i professorens filosofi. Der gælder det bare om at få mest muligt ud af den fælles kasse. Som jeg kan forestille mig så ville tømmes betydelig kvikt. Til hans forsvar skal siges, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, så hvis men har en lavere indkomst, end jeg har, kommer man til at få forholdsvis lidt ud af det, så nogle justeringer ville være på sin plads. Men det er ikke det, der står i artiklen.

I grisegalop

Om lidt går den vilde galop

I søndags var vi på Sofari på Johannesminde nær Skanderborg. Vi så masser af glade grise med krølle på halerne og også masser af grisegalop, men grisegaloppen var svær at fotografere. Jeg burde have taget en video.

Vi fik også en masse spændende at vide om, hvordan det er at have en økologisk grisefarm med 200 søer. Og grisene var dejlige.

Jeg var godt klar over, at økologisk svinekød ikke udgør nogen stor markedsdel af det samlede svinekødssalg her i landet, men at andelen er helt nede på 1%, overraskede mig nu alligevel. Endnu en gang et bevis på, at det er prisen, der er det vigtigste parameter for danskerne.

Måske ville en mere offensiv markedsføring hjælpe. Sofarierne er i hvert fald en god ide, med desværre er det nok mest de i forvejen "frelste", der finder vej. Men vi får så til gengæld lige vores synspunkter skærpet.

Flere fotos af de skønne grise:

Jeg vil også have en patte!

Ved redekassen

Et par kvikke krabater

Skøn halm at rode i.

Citater om katte #26

For en kat findes der fritid, sovetid, spisetid og putte-sig-tid. Ansigt til ansigt, kærtegnende, nussende, spindende henrevet for til sidst at putte sig i søvnen.
Pam Brown

Jeg er nødt til at bruge to billeder til at illustrere citatet. Her er det igen Djingiz og Uzuri, som også var med i det blå indlæg.





Og så må jeg altså også have mit yndlingsbillede af vores nuværende katte med:

Sarantoya forrest, Lilit bagerst. Når man ser det billede, er det mærkeligt at tænke sig, at de i flere år ikke kunne være i stue sammen (det er ikke overdrevet).

Billedet er taget inden kontroverserne, men nu ligger de igen meget tit sammen. Godt vi holdt ud og fik dem på ret spor igen, men sjovt var det ikke, mens det stod på.

Begge billeder har for resten været på bloggen før, men det er lang tid siden, så det er der såmænd ikke nogen, der kan huske, og jeg synes bare, de passer så godt til citatet.

Kun en tåbe frygter ikke haven

citat: Murray Balls Fæhunden

Jeg har ikke rigtig gidet haven i år, hvorfor ved jeg ikke. Det vil sige, jeg gider godt sidde og strikke i den, men ikke arbejde i den. Resultatet siger sig selv. Ukrudtet er væltet frem, og det er højt.

Heldigvis er vores have ganske lille. Jeg tog - modvilligt, ganske vist - et nap i lørdags, og den ser allerede lidt bedre ud.

Når jeg lige gjorde lidt ved det netop lørdag, var det, fordi vi havde aftalt med vores veninde Yrsa at tage til Haveselskabets store plantemarked i Botanisk Have søndag. Det ville være lidt surt at komme hjem med nye planter til en alt for uordentlig have.

Vejret var fuldstændig perfekt til markedet. Med en dejlig lun brise og alligevel ikke for varmt.

Vi købte krydderurter (planlagte), hostaer (planlagte) og desuden næsten blå primulaer, en mini-iris, sommerfloks, lyserøde valmuer...var der mere i kurven? Jo, en lille blåkryb. Den er igen forsvundet for mig, og den er altså ellers så sød, så nu prøver jeg for tredje og sidste gang. Men ikke en eneste storkenæb.

De to nye hostaer hedder i øvrigt Blue Ice og Aristocrat.

Jeg fik frygtelig lyst til at tage til Ringkøbing og besøge Enemærkets Hostahave.
De har vildt mange sorter, og de er altid sat så fint op, så haven er nok også fin.

Man kunne også se et par bure med dværghøns på markedet.

Hønemor her med 6 nuttede kyllinger tiltark sig behørig opmærksomhed

I lilla uld

Endelig har jeg fået min lilla kofte (det hedder modellen) helt færdig og syet sammen og foreviget og alting.

Jeg har strikket af Jo Sharp Silkroad DK Tweed, 85% uld, 10% silke og 5% kashmir. 435 g brugte jeg. Ærmekanterne er i Ramillas Luksusgarn i en gul, der er præcis magen til nogle af nisterne i tweeden.

Modellen er ret løs, men med tætsiddende ærmer. Det er jeg meget tilfreds med.

Nu er jeg i besiddelse af 3 uldne overdele. Denne med 3/4 ærmer, en jakke også med 3/4 ærmer og en sweater med lange ærmer. Det burde være tilstrækkeligt med uldne trøjer til mig, der ikke er ubetinget begejstret for at gå i uld. Der er da heller ingen af de tre, der er fuldstændig kradsefri, men jeg kan holde ud at går med dem alle. Når det altså ikke er for varmt. Det er det nu, så trøjen måtte fotograferes uden indhold.

Der er bare det, at jeg er i gang med endnu en ulden sag, min såkaldte spisebordstop. Den har jeg været i gang med i over et år. Det er ikke fjernsynsstrik, for jeg strikker med for mange nøgler samtidig, og den har ligget i dvale et stykke tid, men jeg har lige genoptaget strikningen af den. Faktisk tror jeg, at det uldgarn (Karen Noes Country Casual), jeg strikker af, måske ikke kradser. Håbet er som bekendt lysegrønt.

Lilla...violet...

Sidste omgang regnbueblogleg: Lilla. Eller lillat, som der er nogen, der siger. Meget charmerende! Egentlig kan jeg bedre lide violet, men det dækker vist ikke helt så mange lilla'er. Er de rødlilla også violette?

Jeg starter med kattebilledet denne gang. Katten her til venstre har faktisk farvebetegnelsen lilla. Det er endnu mere ved siden af end de blå katte, synes jeg. Bortset fra det er Esther, som katten hedder, en fin kat.

Lilla er også en fin farve, som jeg godt kan lide. Meget anvendelig i påklædning. Da den på et tidspunkt havde været ude i nogle år, savnede jeg den vildt meget.

Det var der også andre, der gjorde. Den blev moderne igen, og så gik alle en overgang i lilla.

Jeg kan også godt lide at strikke i lilla. Sjalet her var en af de første ting, jeg strikkede i min nye strikkedille, der nu har varet adskillige år.

Lilla er for det meste en rolig farve, men det er en farve med et stort spænd. Sidste år så jeg i Flensborg et par lysende lyslilla bukser. Det var bestemt ikke en rolig farve, men jeg syntes, de bukser så eddergodt ud. Desværre fandtes de ikke i min størrelse. Netop i disse dage er jeg ved at være færdig med en mørklilla trøje til mig selv. Jeg mangler bare foto.

Lilla er tit en farve med duft. Violer. Og syrener, hvor min yndlings er den lyse blålilla. Er der noget bedre end syrenduft?

Den lilla mark, som jeg så på Bornholm, duftede til gengæld ikke godt. Det var en purløgsmark. Jeg er ikke så vild med løg i rå form og heller ikke purløg. Man kunne lugte marken på lang afstand. Men marken var et flot syn.

Lyng dufter vist ikke af så meget. Det skulle da lige være af honning.

Lilla biler er der langt imellem. Jeg tror ellers, det er en rigtig god bilfarve, men branchen er vist for konservativ. Jeg har aldrig selv haft en lilla bil. Blå, rød, grøn, gul har vi haft, men aldrig en lilla.

Savle, savle

Det havde jeg godt nok ikke troet for bare et års tid siden - at jeg skulle bruge en masse penge på at importere et strikkeblad fra USA.

Men nu har jeg gjort det. For lidt tid siden så jeg på Ravelry indtil flere modeller, som jeg syntes godt om, i det samme blad.

Jeg forsøgte at finde det til salg her i landet eller bare lidt nærmere fra end selveste USA, men uden held. Så gik jeg til biddet (og dankortet) og bestilte det fra den anden side af dammen.

I dag kom mit blad, og det er lækkert. Der er adskillige modeller, jeg kunne tænke mig at gå i gang med. Bare jeg nu har noget velegnet garn i lageret.

Det bliver spændende at komme i gang. Den lyse model er en af dem, jeg har i kikkerten. Dog med en anden ærmefacon. Jeg har vist for meget mormorarme (uha, uha!!!) til at modellens ærmer er flatterende.

Hvis nogen kender en dansk garn/strikkebutik, der er leveringsdygtig i dette eller andre blade fra det store udland, hører jeg gerne om det.

Blåt er flot

Og blåt er min farve. Jeg tror, blå altid har været min yndlingsfarve, og jeg bliver aldrig træt af den.

Vi har blå katte, og vi har en blå have. Kattene er blå russere, Russian Blue. Jeg fik øjnene op for den race netop på grund af pelsfarven og de grønne øjne, og da jeg så begyndte at læse om den, syntes jeg også, at dens væremåde var lige præcis, som jeg gerne ville have, min kat (der senere blev til flere) skulle være.

Der er det med blå katte, at rigtig blå er de jo ikke. Men blågrå i hvert fald. Mere blå i nogle belysninger end i andre. Den allersmukkeste farve til en kat, synes jeg.

Det er Djingiz, den eneste hankat vi har haft ud over killinger af hankøn, til venstre på billedet og hans fan Uzuri til højre. Djingiz var ret gammel på det tidspunkt og gad vist egentlig ikke killinger, men det var Uzuri bare ligeglad med. Han elskede og beundrede Djingiz og var så meget sammen med ham som muligt.

I min blå have så ville jeg allerhelst have, at der kun var rigtig blå blomster, men faktisk findes der ikke så mange helt blå blomster. De fleste er lidt - nogle lidt mere - over i det lilla. Den blå rose og de blå tulipaner er endda ret meget over i det rødlilla, må jeg indrømme.

Nogle helt blå er der dog. En af de allerfineste er ensian:

Den kan man ikke ønske sig mere blå. Den blå anemone har lige blomstret:

Senere kommer alle storkenæbbene. De fleste af disse er heller ikke rent blå, men Johnson's Blue er tæt på:

Ude i den fri natur er der faktisk flere rigtig blå blomster. Kornblomster for eksempel:

Jeg kan godt lide alt muligt andet blåt også. Blå cykler og blå biler. Topaser. Ikke mindst blå himmel og blåt hav...

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside

I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

Citater om katte #25

At respektere katte er begyndelsen på al æstetisk sans.
Erasmus Darwin (1731-1802)

Erasmus Darwin var - hvilket jeg ikke vidste, før jeg slog det op - engelsk læge og filosof og far til Charles Darwin.

Kattefotomodellerne så jeg ved en kirke i Hjørring.

Grønt er godt for øjnene

"Grønt er godt for øjnene" siger H. C. Andersen i Den grimme ælling. Grønt er denne uges farve i regnbuebloglegen.

Jeg er helt enig, i hvert fald når det drejer sig om grønt i naturen. Årets grønne måneder - maj og juni - er mine yndlingsmåneder. Alle fotos herunder er taget i maj og juni.

Ellers er jeg vist ikke så glad for grønt med limegrøn og den grønne, der her i huset går under navnet Firenze-grønt, som undtagelser. Firenze-grønt er en variant af limegrøn, lidt mere kompleks med toner af gult og brunt. En skøn og meget elegant farve. Når vi kalder den Firenze-grønt, er det, fordi den var moderne i Firenze det år, vi var der.

Da vi kom hjem, var det ikke muligt at få tøj i den farve. Jeg tror, der gik 3 år, inden man så den i det danske modebillede, og da var det kun sporadisk.

Grønt er også den allerfineste farve til katteøjne:

Det er vores Sarantoya, der viser sine smukke, grønne øjne. Farven varierer lidt efter lyset, men den er altid smuk.