I grisegalop

Om lidt går den vilde galop

I søndags var vi på Sofari på Johannesminde nær Skanderborg. Vi så masser af glade grise med krølle på halerne og også masser af grisegalop, men grisegaloppen var svær at fotografere. Jeg burde have taget en video.

Vi fik også en masse spændende at vide om, hvordan det er at have en økologisk grisefarm med 200 søer. Og grisene var dejlige.

Jeg var godt klar over, at økologisk svinekød ikke udgør nogen stor markedsdel af det samlede svinekødssalg her i landet, men at andelen er helt nede på 1%, overraskede mig nu alligevel. Endnu en gang et bevis på, at det er prisen, der er det vigtigste parameter for danskerne.

Måske ville en mere offensiv markedsføring hjælpe. Sofarierne er i hvert fald en god ide, med desværre er det nok mest de i forvejen "frelste", der finder vej. Men vi får så til gengæld lige vores synspunkter skærpet.

Flere fotos af de skønne grise:

Jeg vil også have en patte!

Ved redekassen

Et par kvikke krabater

Skøn halm at rode i.

Citater om katte #26

For en kat findes der fritid, sovetid, spisetid og putte-sig-tid. Ansigt til ansigt, kærtegnende, nussende, spindende henrevet for til sidst at putte sig i søvnen.
Pam Brown

Jeg er nødt til at bruge to billeder til at illustrere citatet. Her er det igen Djingiz og Uzuri, som også var med i det blå indlæg.





Og så må jeg altså også have mit yndlingsbillede af vores nuværende katte med:

Sarantoya forrest, Lilit bagerst. Når man ser det billede, er det mærkeligt at tænke sig, at de i flere år ikke kunne være i stue sammen (det er ikke overdrevet).

Billedet er taget inden kontroverserne, men nu ligger de igen meget tit sammen. Godt vi holdt ud og fik dem på ret spor igen, men sjovt var det ikke, mens det stod på.

Begge billeder har for resten været på bloggen før, men det er lang tid siden, så det er der såmænd ikke nogen, der kan huske, og jeg synes bare, de passer så godt til citatet.

Kun en tåbe frygter ikke haven

citat: Murray Balls Fæhunden

Jeg har ikke rigtig gidet haven i år, hvorfor ved jeg ikke. Det vil sige, jeg gider godt sidde og strikke i den, men ikke arbejde i den. Resultatet siger sig selv. Ukrudtet er væltet frem, og det er højt.

Heldigvis er vores have ganske lille. Jeg tog - modvilligt, ganske vist - et nap i lørdags, og den ser allerede lidt bedre ud.

Når jeg lige gjorde lidt ved det netop lørdag, var det, fordi vi havde aftalt med vores veninde Yrsa at tage til Haveselskabets store plantemarked i Botanisk Have søndag. Det ville være lidt surt at komme hjem med nye planter til en alt for uordentlig have.

Vejret var fuldstændig perfekt til markedet. Med en dejlig lun brise og alligevel ikke for varmt.

Vi købte krydderurter (planlagte), hostaer (planlagte) og desuden næsten blå primulaer, en mini-iris, sommerfloks, lyserøde valmuer...var der mere i kurven? Jo, en lille blåkryb. Den er igen forsvundet for mig, og den er altså ellers så sød, så nu prøver jeg for tredje og sidste gang. Men ikke en eneste storkenæb.

De to nye hostaer hedder i øvrigt Blue Ice og Aristocrat.

Jeg fik frygtelig lyst til at tage til Ringkøbing og besøge Enemærkets Hostahave.
De har vildt mange sorter, og de er altid sat så fint op, så haven er nok også fin.

Man kunne også se et par bure med dværghøns på markedet.

Hønemor her med 6 nuttede kyllinger tiltark sig behørig opmærksomhed

I lilla uld

Endelig har jeg fået min lilla kofte (det hedder modellen) helt færdig og syet sammen og foreviget og alting.

Jeg har strikket af Jo Sharp Silkroad DK Tweed, 85% uld, 10% silke og 5% kashmir. 435 g brugte jeg. Ærmekanterne er i Ramillas Luksusgarn i en gul, der er præcis magen til nogle af nisterne i tweeden.

Modellen er ret løs, men med tætsiddende ærmer. Det er jeg meget tilfreds med.

Nu er jeg i besiddelse af 3 uldne overdele. Denne med 3/4 ærmer, en jakke også med 3/4 ærmer og en sweater med lange ærmer. Det burde være tilstrækkeligt med uldne trøjer til mig, der ikke er ubetinget begejstret for at gå i uld. Der er da heller ingen af de tre, der er fuldstændig kradsefri, men jeg kan holde ud at går med dem alle. Når det altså ikke er for varmt. Det er det nu, så trøjen måtte fotograferes uden indhold.

Der er bare det, at jeg er i gang med endnu en ulden sag, min såkaldte spisebordstop. Den har jeg været i gang med i over et år. Det er ikke fjernsynsstrik, for jeg strikker med for mange nøgler samtidig, og den har ligget i dvale et stykke tid, men jeg har lige genoptaget strikningen af den. Faktisk tror jeg, at det uldgarn (Karen Noes Country Casual), jeg strikker af, måske ikke kradser. Håbet er som bekendt lysegrønt.

Lilla...violet...

Sidste omgang regnbueblogleg: Lilla. Eller lillat, som der er nogen, der siger. Meget charmerende! Egentlig kan jeg bedre lide violet, men det dækker vist ikke helt så mange lilla'er. Er de rødlilla også violette?

Jeg starter med kattebilledet denne gang. Katten her til venstre har faktisk farvebetegnelsen lilla. Det er endnu mere ved siden af end de blå katte, synes jeg. Bortset fra det er Esther, som katten hedder, en fin kat.

Lilla er også en fin farve, som jeg godt kan lide. Meget anvendelig i påklædning. Da den på et tidspunkt havde været ude i nogle år, savnede jeg den vildt meget.

Det var der også andre, der gjorde. Den blev moderne igen, og så gik alle en overgang i lilla.

Jeg kan også godt lide at strikke i lilla. Sjalet her var en af de første ting, jeg strikkede i min nye strikkedille, der nu har varet adskillige år.

Lilla er for det meste en rolig farve, men det er en farve med et stort spænd. Sidste år så jeg i Flensborg et par lysende lyslilla bukser. Det var bestemt ikke en rolig farve, men jeg syntes, de bukser så eddergodt ud. Desværre fandtes de ikke i min størrelse. Netop i disse dage er jeg ved at være færdig med en mørklilla trøje til mig selv. Jeg mangler bare foto.

Lilla er tit en farve med duft. Violer. Og syrener, hvor min yndlings er den lyse blålilla. Er der noget bedre end syrenduft?

Den lilla mark, som jeg så på Bornholm, duftede til gengæld ikke godt. Det var en purløgsmark. Jeg er ikke så vild med løg i rå form og heller ikke purløg. Man kunne lugte marken på lang afstand. Men marken var et flot syn.

Lyng dufter vist ikke af så meget. Det skulle da lige være af honning.

Lilla biler er der langt imellem. Jeg tror ellers, det er en rigtig god bilfarve, men branchen er vist for konservativ. Jeg har aldrig selv haft en lilla bil. Blå, rød, grøn, gul har vi haft, men aldrig en lilla.

Savle, savle

Det havde jeg godt nok ikke troet for bare et års tid siden - at jeg skulle bruge en masse penge på at importere et strikkeblad fra USA.

Men nu har jeg gjort det. For lidt tid siden så jeg på Ravelry indtil flere modeller, som jeg syntes godt om, i det samme blad.

Jeg forsøgte at finde det til salg her i landet eller bare lidt nærmere fra end selveste USA, men uden held. Så gik jeg til biddet (og dankortet) og bestilte det fra den anden side af dammen.

I dag kom mit blad, og det er lækkert. Der er adskillige modeller, jeg kunne tænke mig at gå i gang med. Bare jeg nu har noget velegnet garn i lageret.

Det bliver spændende at komme i gang. Den lyse model er en af dem, jeg har i kikkerten. Dog med en anden ærmefacon. Jeg har vist for meget mormorarme (uha, uha!!!) til at modellens ærmer er flatterende.

Hvis nogen kender en dansk garn/strikkebutik, der er leveringsdygtig i dette eller andre blade fra det store udland, hører jeg gerne om det.

Blåt er flot

Og blåt er min farve. Jeg tror, blå altid har været min yndlingsfarve, og jeg bliver aldrig træt af den.

Vi har blå katte, og vi har en blå have. Kattene er blå russere, Russian Blue. Jeg fik øjnene op for den race netop på grund af pelsfarven og de grønne øjne, og da jeg så begyndte at læse om den, syntes jeg også, at dens væremåde var lige præcis, som jeg gerne ville have, min kat (der senere blev til flere) skulle være.

Der er det med blå katte, at rigtig blå er de jo ikke. Men blågrå i hvert fald. Mere blå i nogle belysninger end i andre. Den allersmukkeste farve til en kat, synes jeg.

Det er Djingiz, den eneste hankat vi har haft ud over killinger af hankøn, til venstre på billedet og hans fan Uzuri til højre. Djingiz var ret gammel på det tidspunkt og gad vist egentlig ikke killinger, men det var Uzuri bare ligeglad med. Han elskede og beundrede Djingiz og var så meget sammen med ham som muligt.

I min blå have så ville jeg allerhelst have, at der kun var rigtig blå blomster, men faktisk findes der ikke så mange helt blå blomster. De fleste er lidt - nogle lidt mere - over i det lilla. Den blå rose og de blå tulipaner er endda ret meget over i det rødlilla, må jeg indrømme.

Nogle helt blå er der dog. En af de allerfineste er ensian:

Den kan man ikke ønske sig mere blå. Den blå anemone har lige blomstret:

Senere kommer alle storkenæbbene. De fleste af disse er heller ikke rent blå, men Johnson's Blue er tæt på:

Ude i den fri natur er der faktisk flere rigtig blå blomster. Kornblomster for eksempel:

Jeg kan godt lide alt muligt andet blåt også. Blå cykler og blå biler. Topaser. Ikke mindst blå himmel og blåt hav...

Stakkels ænder og gæs

Billede fra Animas hjemmeside

I Politiken i søndags er der en artikel om, at flere og flere restauranter dropper foie gras, enten frivilligt eller fordi dyreværnsforeningen Anima lægger pres på dem.

En del af restauranterne piver. Tvangsfodring af ænder og gæs er ikke værre end så meget andet, siger de. Det er verdens dårligste (men meget brugte) undskyldning: Fordi ikke alt er 100% ok, så kan man på alle områder gøre, hvad man vil. Pladder! Man må starte et sted, og sortlistningt af foie gras er efter min mening et glimrende sted. Hvis restauranterne mener, der er andet af det, de serverer, der heller ikke er etisk i orden, så burde de gøre noget ved det også. Ærlig talt, så forventer jeg ikke at få serveret burkyllinger på bedre restauranter, men det er måske en misopfattelse?

Jeg begriber ikke, at man kan spise foie gras med fornøjelse. De mennesker, der gør det, må da være totalt blottet for empati. Jeg kunne få en grim mistanke om, at forretningsfolk og det bedre borgerskab, der er de flittigste gæster på de dyre restauranter, generelt kun tænker på sig selv, penge, sig selv igen. Jeg har smagt foie gras en enkelt gang for over 20 år siden som del af en større menu, og det smagte da godt, men med tanke på hvordan det bliver produceret, vil jeg aldrig spise det igen.

Jeg begriber heller ikke, at det skulle være så nødvendigt for restauranterne absolut at tilbyde den fede spise. Jeg tror ikke på, at fravalg af foie gras vil betyde en nedgang i antallet af gæster. Efterhånden nok snarere tværtimod.

Jeg har ikke kendt til Animas kampagne før nu. Til gengæld har jeg i årevis haft min egen. Den går ud på, at jeg boycotter restauranter, der har foie gras på spisekortet. Eller næsten boycotter, for hvis jeg har sat mig til rette i restauranten, går jeg ikke igen. Men jeg kommer heller ikke igen, og jeg har også nogle gange sagt det i restauranten. Hvis jeg derimod har undersøgt spisekortet i forvejen, fravælger jeg foie gras spisesteder.

Min lille kampagne har selvfølgelig kun liden effekt. Animas kampagne har større slagkraft. På deres hjemmeside er der en liste over foie gras fri restauranter. Gad vidst om den også indeholder restauranter, der aldrig har serveret foie gras - jeg tror bestemt, der er restauratører, der uden hjælp har en etisk holdning til dyrevelfærd - eller om der kun er spisesteder på, der har fjernet foie gras'en efter Animas henvendelser.

Det ser ud til, at det mestendels (udelukkende?) er restauranter i hovedstadsområdet, der er på listen. Jeg kan generelt godt lide spisesteder af bistrotypen med franskinspireret spisekort, men her i Århus er bl.a. Miro, Lecoq og Bistro 65 på min personlige sortliste. Desværre også Restaurant Et, som ellers er en restaurant lige efter mit hoved. Derimod har jeg aldrig set foie gras et sted som Mefisto. Luksusrestauranten Frederikshøj ser også ud til at klare sig uden foie gras.

Ænder fotograferet på Gothenborg. Ænder man kan spise med god samvittighed.
De ænder blev heller aldrig leverandører af foie gras.

Citater om katte #25

At respektere katte er begyndelsen på al æstetisk sans.
Erasmus Darwin (1731-1802)

Erasmus Darwin var - hvilket jeg ikke vidste, før jeg slog det op - engelsk læge og filosof og far til Charles Darwin.

Kattefotomodellerne så jeg ved en kirke i Hjørring.

Grønt er godt for øjnene

"Grønt er godt for øjnene" siger H. C. Andersen i Den grimme ælling. Grønt er denne uges farve i regnbuebloglegen.

Jeg er helt enig, i hvert fald når det drejer sig om grønt i naturen. Årets grønne måneder - maj og juni - er mine yndlingsmåneder. Alle fotos herunder er taget i maj og juni.

Ellers er jeg vist ikke så glad for grønt med limegrøn og den grønne, der her i huset går under navnet Firenze-grønt, som undtagelser. Firenze-grønt er en variant af limegrøn, lidt mere kompleks med toner af gult og brunt. En skøn og meget elegant farve. Når vi kalder den Firenze-grønt, er det, fordi den var moderne i Firenze det år, vi var der.

Da vi kom hjem, var det ikke muligt at få tøj i den farve. Jeg tror, der gik 3 år, inden man så den i det danske modebillede, og da var det kun sporadisk.

Grønt er også den allerfineste farve til katteøjne:

Det er vores Sarantoya, der viser sine smukke, grønne øjne. Farven varierer lidt efter lyset, men den er altid smuk.

Påskeæg

Med dette digitale påskeæg: GOD PÅSKE til alle, der kommer forbi her på bloggen.

Hvis jeg vil have påskeæg, må jeg nu om dage købe dem selv. Det gør jeg så. Ikke det på billedet, men de små dueæg fra Peter Beier. Sådan set er det kun faconen, der er anderledes end Beiers sædvanlige chokolader, men jeg forkæler kun mig selv med Beier chokolade til påske. Det får lov til at gøre påskedagene til noget særligt.

Da jeg var barn fik jeg påskeæg. Jeg kan huske, at jeg nogle påsker var på ferie hos min mormor og morfar sammen med min jævnaldrende kusine. Vi sov sammen med dem i deres store seng, min kusine i morfars side, jeg i mormors. Når vi vågnede påskemorgen (tror jeg, det var), stod der et påskeæg på hvert natbord. Vi kunne næsten ikke falde i søvn af spænding.

Hvis jeg ikke var på ferie, fik jeg et påskeæg derhjemme. Jeg var måske mindre interesseret i chokoladen, det vigtigste var pynten. En lille gul kylling eller en påskelilje lavet af crepepapir kunne det være. Det blev omhyggeligt gemt fra år til år.

Da jeg blev lidt ældre, fik jeg en plastichøne, der kunne lægge små likøræg, når man trykkede på den. Jeg mener, jeg købte den selv hos landsbyens bager for penge, jeg fik i anledning af, at der havde været afholdt en slags årlig eksamen i skolen. Også den høne holdt i mange år - likørræggene måtte dog fornys. Selv om jeg egentlig ikke brød mig om dem, forsvandt de hvert år.

Så er det noget andet med Peter Beiers dueæg. Dem bryder jeg mig afgjort om.

Påsken er gul

Det var vist et tilfælde. at regnbuebloglegen kom til GUL lige præcis i påskeugen, men et særdeles passende tilfælde. I kirkeåret er påskens farve ganske vist hvid, men når det ikke lige drejer sig om kirken, må gul være den rigtige farve.

Jeg har et ambivalent forhold til gul. Jeg synes, det er en flot og glad farve, og jeg kan godt lide den i mit tøj og faktisk også i min stue. Helst lidt skarpt gult, sådan over i citrongult. De varme gule farver er jeg ikke så begejstret for.

Jeg kan IKKE lide gult i min have, hvor der er adgang forbudt for gule blomster. Og mælkebøtter - det gælder også jer!

Undtagelsen er den her:

Det er nu ikke med min gode vilje, at der er masser af erantis, men de er umulige at holde nede. Hvor de i sin tid er kommet fra, er uvist. Nu breder de sig bare. Jeg HAR givet op og indrømmet: Jeg synes, det er dejligt at se erantiserne trodse kulde og frost.

Byen Berlin er for mig en by, der harmonerer med stærke, klare farver. Også gult. Her er et par berlinerbilleder:

Skagen - en anden af mine yndlingsbyer - er selvfølgelig også en gul by, men det er en anden gul farve end Berlins. Nemlig Skagensgul, ha ha :-) Billederne ikke dog ikke fra Skagen.

Det her er taget i Mariager

...og det her er fra Århus

Gul er en rigtig flot farve til biler, synes jeg. Vi har haft en gul bil, og den var så flot, syntes vi. Man kan bare ikke få ret mange gule biler. Jeg kunne ellers godt tænke mig en gul boble.

Sidste billede bliver igen et kattebillede:

Man siger, at katte ikke kan se farver. Ikke ret meget i hvert fald.

Jeg vil påstå, at de kan se gult. Flere af vores katte har været gladest for gult legetøj, også selv om de har haft nøjagtig det samme legetøj i en anden farve.

Da Lilit flyttede ind hos os, havde hun en gul piberenserring, som hun var vildt glad for, med. Den er godt nok forsvundet, men vi har lavet en ny til hende, og den er stadig et yndlingslegetøj for vores nu 16-årige Lilit. 

Ung musik

I lørdags var vi til den årlige RAMA-festival, hvor Musikkonservatoriets elever holder et hav af koncerter, alle med gratis adgang.

Der foregår noget i stort set hele Musikhuset, som ellers virkede underligt uengagerede i arrangementet. Da vi et par dage inden spurgte efter programmet i billetsalget, var de alt andet end hjælpsomme. Det var tydeligvis Konservatoriets arrangement, som Musikhuset ikke ønskede at have nogen andel i. På selve dagen blev der kun orienteret om Musikhusets egne arrangementer på de storskærme, som nu er obligatoriske alle mulige steder.
Mærkelig prioritering, synes vi, men vi klarede os så uden storskærmene.

Elever fra den rytmiske afdeling spillede og dansede i RMB-sjowet til rytmer fra Senegal, hvor de havde været på studietur.

Hvis de unge mennesker ikke kendte noget til rytmer i forvejen (det gjorde de nu nok), så gjorde de det i hvert fald efter rejsen.

Ellers hørte vi mest slagtøjs- og blæsermusik fra den klassiske uddannelse. Allerbedst syntes vi om RAMA Symphonic Wind Band, der var dannet til lejligheden, men også eleverne fra slagtøjsklassen spillede spændende musik.

Vi hørte også pasodobler - det var også blæsere og slagtøj - hvor elever fra den klassiske og den rytmiske afdeling spillede sammen. Dejlig musik!

En anden fusion var mellem jazz og klassisk, hvor musikken var inspireret af et par sværvægtere som Ornette Coleman og Igor Stravinski. HØVL kaldte orkestret sig.

Selv om vi nogle gange godt kunne høre, at de studerende ikke er helt færdiguddannnede endnu, så var vores overordnede indtryk, at de kan en masse, og det var spændende at høre, hvad der rører sig.