Tempeltræsopdatering

Vores tempeltræ igen fotograferet ud ad køkkenvinduerne, dagen efter stormen.

Vi befandt os vist lige i udkanten af de værst ramte områder, og der er da også nogle blade tilbage på træet, men det er ikke mange.

Oktoberfornøjelser

Vores tempeltræ er en daglig fornøjelse i oktober. Bladene bliver bare gulere og gulere, indtil de falder af. De ser endnu bedre ud med en grå himmel som baggrund end en blå.

Når vi er allermest heldige, blæser de ikke af, men pludselig en dag slipper de allesammen i løbet af nogle timer. Så sner det med gule tempeltræblade, der langsomt daler til jorden. Det er et fantastisk syn.

Så heldige bliver vi vist ikke i år, for der er lovet en småstorm i morgen, og så daler bladene naturligvis ikke stille ned. På den anden side har vi været heldige, at der ikke allerede har været en af de mere voldsomme blæsevejrsdage, for så var træet nok på nuværende tidspunkt blevet berøvet det meste af sin pragt.

Billedet er taget i dag ud af vores køkkenvinduer. Udenfor var det regnvejr. Vi var lige kommet hjem fra operabio - den første forestilling i sæsonen og endnu en god ting ved efteråret.

I dag så vi Eugen Onegin med Mariusz Kwiecien (en af mine absolutte favoritter) i titelpartiet, Anna Netrebko i den store kvindelige hovedrolle og i det hele taget med en fremragende rollebesætning. Det er måske ikke så sært, at Den Jyske Opera har lidt svært ved at stå distancen.

En strikket fugl?

På Fanø til strikkefestivalen i september var der masser af stære, selv om man skulle lidt sydligere for at se rigtig sort sol. Mange mindre flokke var sikkert på vej for at deltage i den store efterårssamling.

Stærerast på et hus i Nordby

Her sidder en flok stære tæt i et træ i Sønderho.

Der var altid en lystig kvidren, når vi nærmede os en flok. Det mindede ikke så lidt om en flok snakkende, strikkende kvinder.

Jeg havde ikke mit zoom-kamera med den dag i Sønderho, men det havde Annett.

Foto: Annett Rasmussen

Allerede på skærmen kunne vi se, at stære er helt perfekte til at akkompagnere en strikkefestival. De er minsandten selv iført strikkede kostumer.

Deres fjerdragt ligner præcis en sort trøje med strikkede hvide "lus", der bare er anbragt mere tilfældigt end normalt i lusekofter.

Stæren er hermed af mig udnævnt til strikkefestivalens officielle fugl.

Nordens farve

Blå er grundakkorden i Norden. Man skal male så blåt, at man kan drukne i det.
Oluf Høst

Blåsippa = blå anemone.
Jeg synes, navnet er mere poetisk på svensk end på dansk.

I dag var vi på Silkeborg Museum, hvor vi så udstillingen Det Blå. Smuk, poetisk, sjov - blå ting og effekter samlet af Åsa og Håkan Wettre, der også har skabt udstillingen. Selvfølgelig akkompagneret af blå musik og med nogle få ledsagende tekster om blå som fænomen.

Blåt bloktryk. Bare et af mange tekstiler på udstillingen.

Blå er også min yndlingsfarve. Jeg synes, Oluf Høst har ret, når han siger, at blå er Nordens farve, men vi har ikke patent på den. Tænk bare på Grækenland og blåt, det blå folk tuaregerne, de blå tropiske have - fortsæt selv eksempelrækken.

Jeg synes, dekorationen på krukkerne her er meget yndig.
Sådan en krukke ville jeg gerne eje.

I en montre var publikums mest elskede blå ejendele udstillet. Det fik mig til at tænke på, om jeg selv har en blå yndlingsting, men det skal jeg vist have lidt tid til at finde ud af. Det bedste er selvfølgelig vores to blå katte, men de er jo ikke ting.

Man skal skynde sig, hvis man vil se udstillingen, for sidste dag er 20. oktober. Hvis man ikke når det, har Wettre-parret skrevet bogen "Det Blå" med mange dejlige billeder.

Endnu en god efterårsting

Indirekte opfordring til grovspiseri

Det her er vist lidt bagvendt, men jeg synes, det er godt, at det ikke er is-tid længere.

Jeg er ikke den helt store isspiser, men det er der nogle i min omgangskreds, der er, og de fleste gange snupper jeg så en is sammen med dem. Med stor irritation over priserne på iskugler til følge.

Som regel vil jeg gerne nøjes med en enkelt eller to kugler, men man bliver straffet på prisen. Det er godt nok et dyrt papbæger, når kugle nr. 1 koster 22 kr., kugle nr. 2 koster 8 kr. og kugle nr. 4 bare 5 kr.

De "færdige" is er jeg ikke så vild med, kuglerne er lidt bedre, og man kan være heldig og få en rigtig god softice. Hvornår kommer den skyr-softice, vi smagte på Food festivalen i Århus i handelen?

Her kan man ikke engang få lov at nøjes med en enkelt kugle

Jeg kan dog allerbedst lide Ben & Jerry's. Yndlingsvarianten - jeg har langt fra smagt dem alle - er New York Super Fudge Chunk, sikkert fordi der er tæt smag af chokolade. Måske er det meget godt, at den ikke kan fås så mange steder.

Og så efterårsglæder jeg mig over, at de dyre iskugler nummer 1 og 2 overhovedet ikke frister på denne tid af året - HA!

Positive sider ved efteråret

Efteråret er absolut ikke min favoritårstid, så for at det ikke skal blive for trist, har jeg sat mig for hver dag at finde noget godt ved årstiden.

I dag var det noget så simpelt som mit yndlingstræ på vores vej, ahornen i centrum af billedet. Eller lønnen - det lyder egentlig bedre, men er alle ahorn også lønnetræer?

Faktisk er det to træer, men det ser man ikke, når man er på vej op eller ned ad vejen. Jeg fryder mig over de træer på mange årstider, men efterårsfarverne mod den klare blå himmel er et særlig flot syn.

Forleden dag glædede jeg mig over, at det var koldt nok til, at jeg kunne gå med et af mine strikkede tørklæder:

Amy Miller kalder sit tørklæde Pendulum

Jeg er rigtig glad for det, men det har selvfølgelig ligget på lager hele sommeren. Opskriften kan købes på Ravelry her. Min udgave er strikket af Geilsk bomuld og uld. Jeg er ikke gode venner med uld, fordi jeg synes, det kradser, eller også er der fluffy hår, der kommer i øjnene. Det hjælper gevaldigt med noget bomuld i.

Jeg er sur!!!

For lang tid siden blev der i vores kalender under i dag skrevet: Kulturnat. Vi skulle nødig komme til at planlægge noget andet den dag. Da vi for et stykke tid siden ville finde programmet, opdagede vi til vores skuffelse, at kulturnatten i Århus er aflyst.

Øv altså! I 2012 havde vi for første gang tid til rigtig at deltage, og det var bare så sjovt, givende og hyggeligt. Vi syntes også, at det så ud til, at mange andre i mange forskellige aldersgrupper, inklusiv de højhellige børnefamilier, havde samme oplevelse. Måske var der ikke så mange af de endnu mere højhellige unge, men det kan være, fordi vi bare ikke var til "deres" arrangementer.

Jeg synes, jeg bag de forskellige presseomtaler af aflysningen kan læse en skuffelse over, at der ikke har været tilstrækkelig opbakning. I hvert fald økonomisk, men sandsynligvis også mere ideologisk. Det passer meget godt med min erfaring med Århus Kommune som arbejdsgiver. Det, der bare kører og måske endda er en succes, er uinteressant - der skal nye boller på suppen. Hele tiden. Nu har kulturnatten kørt siden 1997, så det er på høje tid at nytænke (et modeord - selvfølgelig på engelsk: rethink - i Århus efter at vi desværre blev kulturby 2017. Mine forventninger kan måles på et meget kort centimetermål).

Den manglende opbakning af det daglige arbejde var en af årsagerne til, at jeg trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet, så hurtigt jeg overhovedet kunne få økonomien til at hænge sammen. I biblioteksvæsenet var det, der blev værdsat, stort set udelukkende projekter - jo flere penge, der kunne kradses ind via EU, Biblioteksstyrelsen eller andet, jo bedre var projektet. Mærkeligt nok var det kun meget få af projekterne, der var så vigtige, at de blev videreført efter projektperioden, men på papiret var de allesammen successer.

Den daglige drift, som var det, brugerne satte pris på, blev gang på gang nedprioriteret. De brugere, vi allerede havde, var selvfølgelig heller ikke så interessante, det var meget bedre, hvis vi forsøgte at få fat i nogle andre.

Jeg er helt med på, at der skal udvikling til, men den måde, det foregik (og foregår, hører jeg fra tidligere kolleger) er alt for forceret. Når personalet får så meget presset ned over hovedet, er der ingen overskud til for dem at udvikle og tænke nyt. Så kører det i ring, det bliver ledelsen og nogle få udvalgte, der skal tænke store tanker - og ærlig talt, så er de ikke altid de bedste til det.

I København lever kulturnatten stadig. Næste år tager vi derover.

Eller til Djursland. Jeg synes bare, det er sjovere i lidt større byer, så jeg finder nok på noget helt andet i aften.

Alle gode gange tre

I mandags var vi på årets tredje endagstur til Hamborg. Vi brugte den sædvanlige opskrift: Bil til Flensborg og derefter med tog resten af vejen.

Vi var spændte på, om vi ville komme helt til Hamborg eller måtte nøjes med Flensborg, for vi kunne ikke, som vi plejer, købe vores Schleswig-Holstein Ticket på nettet. Det var dog kun bestillingsfunktionen, der var i udu. På banegården i Flensborg var der ingen problemer. Vi måtte betale 2€ ekstra for betjeningen, så det kostede den formidable sum af 35€ at komme frem og tilbage - men så gjaldt billetten naturligvis også os alle tre.

Først på programmet stod et besøg i St. Michaelis Kirken - til daglig Michel. Man kan se tårnet med uret meget langt fra. På en tidligere rundvisning fik vi at vide, at søfolkene altid brugte det ur, når de i Hamborg ville vide, hvad klokken var.

Sammen med en hoben andre mennesker var vi oppe i tårnet. Der er en trappe, man kan tage, men vi tog nu elevatoren. Vores ben og fødder skulle jo gerne holde resten af dagen.

Meget hurtigt steg vi 106 meter op til platformen lige over uret. Udsigten var fantastisk og jeg fotograferede til alle sider.



I den lette dis mod havneområdet med alle kranerne:

I modsat retning mod tv-tårnet, som er over dobbelt så højt som kirketårnet. Måske skulle vi tage op i det næste gang.

Basler-kolossen i forgrunden får ingen præmiering for sin spændende arkitektur, men den får husene med de fine gavle og adskillige etager til venstre til at ligne dukkehuse.

Man kunne komme endnu højere op ad vindeltrappen. Det afholdt vi os fra, vi var godt tilfreds med vores udsigt fra platformen.

På vej ned igen kunne vi kigge ud på Sankt Michael, der træder dragen under fode. Skulpturen står over kirkens indgangsdør.

Klokken blev over 2, inden vi forlod Michel for at finde et frokoststed.

Vi valgte Joh. Albrecht bryghuset, hvor Dorthe og jeg har spist en gang før. De serveret mest god, tysk mad, og så kan vi godt lide deres øl.

Efter frokosten fartede vi rundt med S- og U-Bahn. Vi fik rigtig brugt vores billet denne gang.

I Harburg ville vi finde en Villeroy & Boch butik i et indkøbscenter. Det lykkedes, og både Dorthe og Yrsa havde noget med derfra.


Tilbage til Schanzenviertel, hvor vi kiggede på butikker, men ikke købte noget, og til slut kaffe i Innenstadt. Selv om klokken var over 19 var det stadig så lunt, at vi kunne sidde udendørs.

Allersidste punkt på programmet blev et kort besøg i Karstadts chokoladeafdeling. Herligt med det store udvalg! Faktisk var der allerede kommet en del julechokolade frem, men det må vente et stykke tid endnu for mit vedkommende.

Hunde på Fanø

Fanø er kendt for de mange porcelænshundepar, som søfolkene bragte med hjem.

Ved færgens indsejling i Nordby kan man se dette par - som nok næppe er af porcelæn - på deres søjle. Læg mærke til, at de kigger hver sin vej.

Vi opdagede dem godt nok ikke, før vi skulle hjem igen. På det tidspunkt havde vi set masser af hunde i vinduerne både i Nordby og i Sønderho.









Her kommer en billedkavalkade:

Næsten alle huse har stråtag. Her er dog et enkelt uden, men med både hunde i vinduet og hvid havebænk.

Hunde, havebænk OG stråtag.

Nogle steder var hundene placeret på 1. sal.

Dette hundepar var lidt usædvanligt.

Man kalder hundene for både Kina-hunde og Staffordshire-hunde. Det sidste fordi de blev lavet i Staffordshire i England, men de blev vist også lavet andre steder.

Man siger, at når hundene kigger ud ad vinduerne, så er husets herre på togt.

Og når de bliver vendt og kigger den modsatte vej, så er han hjemme.

Vi så også mange levende hunde, men jeg fotograferede kun en enkelt. Den holdt til i Silkens udsalg af rester.

Jeg købte ikke noget her - er ikke så gode venner med symaskinen, men i den "rigtige" butik købte jeg et lækkert silketørklæde-rør. Jeg havde i forvejen bestemt, at jeg ville kigge på deres tørklæder, for sidst købte Dorthe et endnu bedre tørklæde, og jeg har været misundelig lige siden.

Fanøs natur og dyr

Som jeg før har skrevet, kan jeg godt lide flade landskaber - udsynet, himlen... Der var god lejlighed til at se flade landskaber og høj himmel på Fanø.

Vi var på en guidet tur på Søren Jessens sand, som ligger nordvest for "vores" sommerhus ved Fanø Bad.
Det så ud, som om skibene, der sejlede nord om Fanø, var gået på grund - på billedet Englandsskuden. Det var de selvfølgelig ikke - i modsætning til skipper Søren Jessen fra Hjerting, der gik på grund med skonnerten Anne Catriane i 1712 og fik højsandet opkaldt efter sig.

Det øverste billede er taget ved frokosttid og ved ebbe, mens billedet herunder blev taget en morgen, hvor vi gik ud for at samle havtornbær. I et helt anderledes lys og ved højvande.

 Dette billede tog jeg ved Sønderho. Det er Jylland i horisonten.

I Nordby Havn lå der tit et par sæler på sandbankerne. Foto taget en formiddag, hvor disen ikke rigtig var lettet.

Mange flere sæler så vi, da vi var på endnu en guidet tur til sælbankerne vest for Sønderho. Der var flere hundrede, tror jeg. Nogle af dem var nysgerrige og svømmede over for at kigge på alle de mennesker, der stod med kikkerter for øjnene.

Der var mange med på sælturen, men på turen på Søren Jessens sand var der kun os tre. Det samme var tilfældet på en "skrønetur", vi var på søndag aften i Nordby. Vi undrede os en del over, at der ikke var nogen af alle de mænd, der var slæbt med til strikkefestival, der deltog.

Vi så nok lige så mange kaniner som sæler. De er overalt på øen og laver en del skade, men vi syntes, de var søde og sjove at se på. De kønne små dyr er dog ikke så lette at fotografere. Når jeg forsøgte, så jeg mest den hvide bagdel i fuld fart væk, men et par anvendelige lykkedes det mig at få.

Det allersjoveste var nu næsten, da vi en dag på vej hjem til sommerhuset så en ræv og et rådyr helt tæt ved hinanden. De var udmærket klar over hinandens tilstedeværelse, virkede lidt agtpågivende, men ikke specielt bange. Som det ses på billedet, gabte ræven på et tidspunkt inderligt. De var så optaget af hinanden, at de var revnende ligeglade med os.

Vi kiggede på dem, til rådyret vendte bagdelen til og gik væk i god ro og orden. Ræven stod så lidt og kiggede, før den også luskede af.

Ø-ferie nummer to i år

For et par dage siden kom vi hjem efter en uge på Fanø. Hovedformålet var strikkefestivalen.

Vi var også med for 2 år siden, og dengang syntes vi, vi havde alt for lidt tid til andet end festivalen. Det blev der rådet bod på i år, hvor Annett havde fået lov til at låne sommerhuset en hel uge. Den blev udnyttet!

Måske kommer der spam af Fanø-indlæg - hvis jeg får tid. Jeg synes ikke, min PC har haft så megen fornøjelse af mig på det seneste.

Festivalen var måske lidt mindre spændende for os end den første. Måske er vi blevet lidt blaserte, fordi der foregår så meget. Bl.a. var forsommerens garnstafet næsten lige så sjov at deltage i.

Hvis vi havde deltaget i en eller flere af de mange workshops - og der var mange -  havde vi nok set anderledes på det.

Udstillingerne så vi, og vi var enige om, at den bedste var den med modeller fra tre bøger: Grey Days af Susie Haumann, Annette Danielsens Østen for solen og en ny bog, der endnu ikke er udkommet, af Rachel Søgaard. Plus vist en til af Susie Haumann. Vi var lidt overraskede over, hvor meget bedre modellerne så ud i virkeligheden end i bøgerne - altså for de to, hvor bøgerne er udkommet. Der er jo ellers gode fotos i bøgerne, men ikke gode nok til at yde modellerne fuld retfærdighed. Man kunne meget bedre se alle finesserne, og dem var der mange af, i det færdige strik. Også Rachel Søgaards modeller, som måske var dem, jeg syntes allerbedst om, var fyldt med fine detaljer.

I Rindby Forsamlingshus så vi udstillingen Laboratorium 12. 16 kunstnere og designere i Garnindkøbsforeningen af 1998 havde fået en bundet opgave. De havde hver fået en æske indeholdende 4 sorte og 1 rødt garn, og ud fra det skulle de lave deres værk efter hel valgfri metode. En spændende ide, men vi var ikke så begejstrede for resultaterne. Der var for mange, der forekom os ligegyldige - måske var den bundne opgave alligevel for løs?

For to år siden kom jeg hjem med en del garn, som stort set stadig ikke er brugt. Lidt pinligt, og jeg havde pålagt mig selv ikke at købe mere. Det overholdt jeg - næsten. Der var alligevel et kit på en halsdims, jeg brugte penge på. Annett mente, at kits ikke talte med som garn. Det var opskrifterne, vi købte, og så fulgte garnet jo med ;-)

Det bedste ved festivalen var, at det var så hyggeligt. Strikkende kvinder og også nogle mænd, mange i meget lækkert strik, overalt og en fantastisk stemning. Jeg vender gerne tilbage, men nok ikke hvert år.

Billederne er fra Fanø Kunstmuseum, som er et meget fint lille museum. Det nåede vi ikke i 2011, men det gjorde vi heldigvis i år. Det øverste billede er et lille udsnit af Sigvard Marius Hansens "Oldemors hus, En fanøkone venter besøg" fra 1916. og det nederste er en tuschtegning, der hedder "Strikkende kvinde", af Johan Julius Exner.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over, hvor vores første ø-ferie gik hen, så ligger Skagen og Ålbæk jo faktisk på Nørrejyske ø, Danmarks næststørste ø.

Citater om katte #24

Katte er individualister. De har deres egen mening om alt, inklusiv deres ejer.
John Dingman

- og måske også biler?

Ferieshopping

Jeg kan godt lide at shoppe, når jeg er på ferie. Det blev nu ikke til så mange indkøb i Skagen. Nogle af de butikker, vi plejer at komme i, var trist nok blevet lukket i mellemtiden - og for resten syntes jeg ikke, jeg manglede noget. En noget upraktisk følelse i forbindelse med shopping.

Trods alt kom jeg dog ikke hjem helt uden nyanskaffelser.

Den lille kande er en af dem. Den er bare 9 cm høj, og den er lavet på en tysk (østtysk, tror jeg) porcelænsfabrik, der hed(der) Weisswasser.

Som det ses er den i den grad retro. Jeg synes, det er sjovt at følge, hvordan jeg lader mig påvirke og skifter smag. For bare 2 år siden ville jeg nok ikke have skænket kanden mange blikke.

Vi var en dag i Göteborg i løbet af ferien, men heller ikke der blev det til de store indkøb. Vi var de sædvanlige steder, Haga og området indenfor voldgraven.

Det sidste lignede sig selv, men Haga er ikke helt det samme. Også der var flere af vores favoritbutikker lukkede, og vi var ikke så begejstrede for de nye, der var kommet i stedet. Området er ikke så ærkesvensk mere - det er lidt synd. Vi havde planlagt et kortere besøg i Vallgatan-området og så bare resten af tiden i Haga. Dumt, vi havde faktisk for meget tid i Haga og kunne godt have brugt mere i den indre by, men det laver vi om næste gang.

Indsejlingen til byen levede derimod helt op til vores forventninger. Den er en ikke ubetydelig del af en Göteborg-udflugt.

Jeg var spændt på, om et af Mærsks store containerskibe lå ved de store kraner, og det opdagede vi forbløffende hurtigt, at det gjorde der.

Da vi kom lidt tættere på, fandt vi ud af, at det var selveste Mærsk McKinney Møller, verdens største containerskib, der var gået i rute kort før vores besøg. Absolut en ekstra attraktion. Kranerne så ligesom ikke helt så store ud, som de plejer.

Billedet tog jeg på vej hjem, hvor skuden stadig lå der. Bemærk de små - mestendels hvide - klatter i vandet. Det er lystsejlere. Der var bare fyldt med små både, der var sejlet ud for at kigge på kolossen.

Smuttur

Vi var liiiige en tur i Skandinavisk Dyrepark i går. Det er jo i år, der er bjørneungeboom, så hvis vi ville se de små endnu en gang, mens de stadig er små, var det ved at være tiden.

På grund af det dårlige vejr havde jeg ikke taget mit zoom-kamera med, og det andet havde jeg ladet blive i bilen, men det blev hentet ind, da vejret begyndte at arte sig, og jeg fik nogle hurtige skud.


Brunbjørnefirlingerne er vokset rigtig meget, siden vi sidst så dem. De var meget, meget livlige og ENORMT søde. Og frække og dygtige og forkælede. Især en af dem var skrap til at klatre i træer.

Ih, hvor fik man lyst til at give dem en ordentlig bjørnekrammer.

En af dem (ikke den på billedet til højre) burde hedde Sarantoya, for den er lige så madglad som hende. Den havde bestemt endnu ikke indset, at den netop IKKE får mad, når den gør opmærksom på sig selv. Det ville den kloge Sarantoya naturligvis hurtigt have fundet ud af :-) så helt ligner de ikke hinanden.

Man kunne måske godt kende forskel på de fire små krabater. I hvert fald syntes vi, at to af dem så lidt større ud og havde lidt bredere hoveder. Der var også lidt forskel på deres farve, i hvert fald var en af dem - så vidt jeg husker "Sarantoya" - mørkere end de andre.

Isbjørnetvillingerne var selvfølgelig også vokset, men de havde ikke ændret sig så radikalt siden sidst som de små brune bjørne.

De er meget forskellige i adfærd. Den ene ser næsten ud til at have vandskræk, mens den anden rigtigt boltrer sig sammen med mor Ilka i isbjørnesøen. Sådan har det været næsten hver gang, vi har været i parken, men om det er den samme unge, der ikke har lyst til at bade, ved vi ikke, for de ser fuldstændig ens ud.

Vi snakkede om, om de stadig får mælk hos deres mor, og det så vi på vores sidste runde, at det gør de.

Det så ud til, at både mor og unger hyggede sig gevaldigt, og at der stadig er mælk i hanerne, var tydeligt. Når en unge for en kort bemærkning slap sin dievorte, havde den nemlig et ordentligt flødeskæg. Faktisk kan man vist godt se det på billedet.

Siku er nu næsten 22 måneder gammel, og han vejer omkring 230 kg, men han er nu stadig en unge. Han er en ualmindelig køn isbjørn.

Han går sammen med den over 20 år gamle isbjørn Smilla, og det går fint, men vi spekulerede alligevel lidt på, om han nu også har det helt godt. Er han ikke lidt for tæt knyttet til sin suttesten, som han også er i gang med på billedet? Det er en lidt fattig erstatning for moderlig omsorg - hvis det altså er det, det er.

Rævene var meget fremme, og de er så rigtig fine ud

Rejer og rejer er to ting

På billede ses den smagsprøve på søkogte rejer, jeg fik på madmessen i fredags. Jeg elsker rejer!

Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.

Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.

Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.

Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.

Men selvfølgelig ikke så godt som de friske. På vores ferie i Skagen spiste jeg friske rejer alle dage undtagen én. Jeg glemte bare at fotografere dem, men jeg huskede at tage et billede af en af de räksmörgåser, som vi indtog i Feskekörka i Göteborg. Mængder af rejer, brød, dild og en smule mayonnaise, nix weiter. Sådan skal en rejemad være.

Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal

Er den her blog egentlig ikke igen begyndt at handle lidt rigeligt om mad? Jeg må prøve at skære ned på madindlæggene, men jeg syntes jo, mine rejebilleder skulle publiceres for alverden.