søndag den 27. oktober 2013

Oktoberfornøjelser


Vores tempeltræ er en daglig fornøjelse i oktober. Bladene bliver bare gulere og gulere, indtil de falder af. De ser endnu bedre ud med en grå himmel som baggrund end en blå.

Når vi er allermest heldige, blæser de ikke af, men pludselig en dag slipper de allesammen i løbet af nogle timer. Så sner det med gule tempeltræblade, der langsomt daler til jorden. Det er et fantastisk syn.

Så heldige bliver vi vist ikke i år, for der er lovet en småstorm i morgen, og så daler bladene naturligvis ikke stille ned. På den anden side har vi været heldige, at der ikke allerede har været en af de mere voldsomme blæsevejrsdage, for så var træet nok på nuværende tidspunkt blevet berøvet det meste af sin pragt.

Billedet er taget i dag ud af vores køkkenvinduer. Udenfor var det regnvejr. Vi var lige kommet hjem fra operabio - den første forestilling i sæsonen og endnu en god ting ved efteråret.

I dag så vi Eugen Onegin med Mariusz Kwiecien (en af mine absolutte favoritter) i titelpartiet, Anna Netrebko i den store kvindelige hovedrolle og i det hele taget med en fremragende rollebesætning. Det er måske ikke så sært, at Den Jyske Opera har lidt svært ved at stå distancen.

Ingen kommentarer: