Citater om katte #14

Den villede arbejdsløshed er kattens privilegium. 

For den er lediggang ikke roden til alt ondt, som vi har lært i skolen, snarere al saligheds begyndelse.

Citat:
Delio Tessa

Min kommentar: Privilegiet deles af personer på tjenestemandspension som mig.
Jeg har godt nok betalt til privilegiet hele mit arbejdsliv, men jeg føler mig alligevel meget privilegret.
Det meste af tiden flader jeg altså ikke ud som Sarantoya på fotoet. Faktisk synes jeg, jeg er blevet vældig aktiv af at blive pensioneret. Men jeg kan flade ud, hvis jeg har lyst til det!

Jeg strikker og strikker...

...på en bluse i Tussah Tweed, som er silke fra den vilde silkesommer
fuglelarve.

På pind nr. 3 og med hulmønster på hver anden omgang går det ikke så hurtigt, og det passer mig udmærket.

Jeg har en skræk for at få klædeskabet fuldt at strikkede kreationer, som jeg ikke kan nå at bruge. Det varer nu ikke så længe, inden jeg er færdig med bullen og skal til at strikke ærmer.

Silken bliver strikket sammen med en meget tynd hørtråd, der skal hjælpe med at holde på faconen.

Modellen jeg strikker kan ses her. Jeg laver den dog lidt i A-facon, som plejer at klæde mig.

Jeg er faktisk ikke så begejstret for garnet. Der er en masse urenheder i form af små stive strå i. Jeg forsøger at pille ud undervejs, men jeg tvivler på, jeg får has på dem alle. Jeg vil ikke lave mere i det garn.

Ind imellem får jeg strikket lidt børnetøj, og jeg har også frembragt nogle pulsvarmere.

Pulsvarmerne har jeg strikket af Regia strømpegarn. Det hedder Design Line Hand-dye Effect, og det er Kaffe Fassett, der har været indover farven. Jeg er helt vild med de søgrønne-turkise nuancer. Der er et meget langt farveforløb, næsten for langt til pulsvarmere. De to pulsvarmere kan komme til at se ret forskellige ud som i det øverste par.

Den nederste model har jeg strikket 4 af og har så parret dem, der passer bedst sammen. Det er i øvrigt en model fra Japan strik af Marianne Isager.

Hulmønstret i det øverste par har jeg fundet i en Drops-opskrift. Det er en del af mønstret i denne opskrift. Så vidt jeg husker. Jeg synes ikke, det rigtig ligner.

Der kan blive ikke mindre end 4 par af et nøgle på 100 g, men jeg er midlertidigt stoppet efter det 3. par. Jeg vil nemlig prøve, om jeg kan få noget mere af det samme garn, så jeg også kan lave en eller anden matchende halsdims, og så kan de sidste 25-30 g lige så godt også blive brugt til den.

Smagen af æbler

Initial æbler i frugtskålen

Jeg kan godt lide æbler, når de vel at mærke er meget søde og ikke for sprøde og saftfulde. Det er ikke mig, der om efteråret længes efter de første danske æbler, som jeg synes er alt for syrlige og "overfriske".

Mit yndlingsæble er Royal Gala. Det er ikke comme il faut i æblekredse. Det er åbenbart ikke en sort, men et registreret varemærke. Jeg ved ikke, om de dyrkes i Danmark, men dem man kan købe er altid fra udlandet, så de skal nok have et lunere klima end det danske. Til gengæld kan de holde sig næsten evigt, hvilket egentligt er dybt suspekt, for hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg kan også godt lide Cox Orange, når det er ordentligt modent. De der grønne Cox'O'er, man sædvanligvis præsenteres for nu, holder jeg mig fra. Da jeg var omkring 10 år, plukkede min mor Cox Orange æbler i fynske frugtplantager, og de smagte godt, men først omkring jul.

På madmessen i Ridehuset smagte jeg imidlertid et dansk æble, som jeg godt kan lide. Sorten hedder Initial, og en af forældrene til sorten hedder Gala, så måske er det en slægtning til Royal Galaerne. Bagefter købte jeg nogle i Ganefryd, og ligesom Royal Galaerne bliver de efter min mening bare bedre af at ligge nogen tid, inden de bliver spist, så sødmen rigtig udvikles. Royal Galaerne må for min skyld gerne blive noget rynkede.

Bliver der i øvrigt ikke flere og flere indlæg på bloggen om mad? Måske fordi jeg har mere tid til at beskæftige mig med, hvad jeg putter i munden, nu jeg ikke går på arbejde mere.

Endnu en maddag

I denne weekend er der MAD-messe i Ridehuset. MAD står ikke bare for mad, men betyder også Mit Autentiske Danmark - det er altså danske råvarer og produkter, det drejer sig om. Vi var der nogle timer i går.

En del af udstillerne var de samme som på Food-festivalen, men heldigvis ikke dem alle. Desuden var der ikke nær så megen trængsel i Ridehuset. I år var udstillerne rigtig gode til at stille smagsprøver frem; det har været lidt problematisk på tidligere messer. Jeg er overbevist om, det er en korrekt taktik for udstillerne, for selvfølgelig køber man af det, man bedst kan lide. Hvis det er besværligt at få en smagsprøve, så går jo man bare videre til næste stand.

Der var for eksempel et hav af spegepølser at vælge imellem. Stort set allesammen økologiske og fedtfattige, men absolut forskellige i smagen. Vi spiser kun spegepølse nærmest til festbrug, men nu ligger der et stykke i fryseren til en særlig anledning. Spegepølserne på billedet er fra Rævhede. Især deres hjortepølse med timian var vi vilde med.

Også oste var der masser af. Dem på billedet er gedeoste fra Lille Raneladegård i nærheden af Ebeltoft. Flotte, men det var nu ikke dem, vi købte af. Jeg kunne godt lide dem, men Dorthe er ikke så vild med gedeost.

Jeg plejer også godt at kunne lide gedekød, men Lille Raneladegårds gedefrankfurtere brød jeg mig ikke om. De smager faktisk rigeligt meget af ged efter min mening.  

Gothenborg-fjerkræet kender vi udmærket, men vi har ikke set dem på messe før. Vi benyttede lejligheden til at få lidt med hjem, igen til fryseren. Det er fjerkræ, vi kan spise med god samvittighed.

Derimod er vi ikke før stødt på BISTAD. Det er et spændende og interessant projekt.

Det drejer sig om bistader i byen, om bevarelse af bierne, der faktisk er en truet dyreart, og om beskæftigelse for særligt udsatte. Altså en masse gode intentioner.

Nå, men BISTAD havde tre honninger fra forskellige steder i Århus med. De var vildt forskellige - sjovt!

Ikke alt var spiseligt på messen. Baskets4life og Ane Lyngsgaard fra Pileriet var gæsteudstiller med dejlige, farvestrålende kurve flettet af kvinder i Burkina Faso, men designet er udviklet af danske flettere.

De er flotte, kurvene, og det så også ud til, de tiltrak sig en del opmærksomhed. Den pink på billedet kunne der ikke tages flere billeder af på messen, da vi var gået.

Flere steder kunne man smage forskellige kaffer og teer. Bl.a. cacao-rooibush fra Teahouse. Det lød ikke ret godt, syntes jeg, men det smagte faktisk dejligt. Vores lager af te er rigeligt stort netop nu, men når det en gang er blevet nedbragt, så står cacao-rooibushen på indkøbslisten.

Vi købte dog vores latte ved bilen bagerst i billedet. Den er fra Just Coffee, og det er bare en supergod kaffe.

Jeg blev meget mæt af alle smagsprøverne plus frankfurteren. Det holdt sig i en grad, så jeg ikke havde helt så megen appetit som sædvanligt til aftenens EM-møde, som vi kalder vores månedlige spiseseancer med "basisgruppen". Ærgerligt, mine øjne ville gerne have haft endnu et stykke æbletærte.

Griseri

I Politiken i lørdags var der en stor, god artikel om dyreetik skrevet af Thomas Møller Larsen. Titlen var "Dyr mærker mere end vi tror", og den handlede om de resultater, en gruppe hjerneforskere var nået frem til med hensyn til dyrs bevidsthed.

Resultaterne mundede ud i en konference og en erklæring, Cambridge-erklæringen (The Cambridge Declaration on Consciousness in Non-Human Animals), hvor det fastslås, at mange dyr er i besiddelse af de samme strukturer i nervesystemet som mennesket - vel at mærke de strukturer, der skaber bevidsthed. "Dyr" er i denne forbindelse pattedyr, fugle og mange andre dyr, bl.a. blæksprutter.

Det korte af det lange er, at dyr ligner mennesker meget mere end almindelig antaget. Dyr har ikke bare instinkt, de har bevidsthed ligesom mennesket.

Vi, der har kæledyr, kan dårligt undgå at tillægge vores dyr såkaldt menneskelige egenskaber. Det er altså slet ikke så langt ude.

For hjerneforskere er det ifølge artiklen almindelig viden. Det er bare endnu ikke udbredt viden, og for det meste af landbruget og for kødelskere er det meget upraktisk viden.

Hovedforfatteren til erklæringen er erhvervsmanden og hjerneforskeren Philip Low. Han siger selv, det er umuligt at forblive upåvirket af den nye indsigt, han har fået, så han tror, han bliver veganer.

Jeg er hverken veganer eller vegetar - i hvert fald ikke endnu - men jeg ved godt, at jeg er heldig, for jeg er ikke den store kødspiser. Eller måske er jeg ikke den store kødspiser, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan dyrene har haft det.

I hvert fald foretrækker jeg at spise kød sjældnere og så betale for, at dyrene har haft gode forhold. Som frilandsgrisene på det øverste billede. De er fotograferet på Store Lyngdal, der havde åbent hus en dag i september.

I det hele taget har vi set mange grise i september. Gris nummer 2 er en gammel dansk landracegris fotograferet i Andelslandsbyen Nyvang, som vi besøgte, da vi var i Holbæk. Og det sidste billede er af nogle af de små duroc'er på food-festivalen.

Nye sko

Jeg har købt nye sko. Sko til træning!

Jeg var meget i tvivl om, om der fandtes nogen med plads til alle mine tæer. Eksisterer der mon slet ikke fodformede og brede træningssko? Mærkeligt - men jeg har i hvert fald ikke fundet nogen.

Før har jeg brugt nogle gamle Arauto Rap, men det er ikke just lette sko, så hele sommeren har jeg haft bare fødder til træning. Det syntes jeg så, det efterhånden blev lidt koldt til, så jeg gik på jagt og fandt de her, som faktisk er ok. Der er plads til mine lilletæer, og også til storetæerne, men det er kun fordi foden ikke går helt ud i spidsen.

De vejer næsten ingenting , og jeg kan godt lide deres udseende.

Jeg er ellers stort set holdt op med at købe sko. Jeg har i næsten alle de farver, jeg gerne vil have (mangler mærkeligt nok lilla), men jeg har mistet overblikket over mine sko, og det irriterer mig. Måske er der nogle af dem med rågummisåler, der kan kasseres. Rågummisåler er noget hø, glatte i vådt vejr, og somme tider går de lidt i opløsning. Jeg fatter ikke, at skofabrikanterne bliver ved med at bruge det materiale, men pyt - jeg lader bare være med at købe dem.

Måske kunne jeg dog godt bruge nogle flere støvler. Det er jo også en slags sko.

Kirkernes billedbøger

I vores ferier genoptog vi en af vores gamle interesser: Kirker i almindelighed og kalkmalerier i særdeleshed. Både i Vendsyssel og omkring Holbæk er der rig lejlighed til at dyrke den interesse.

De to skarnsknægte, der slås om grøden, mødte vi i Saltum Kirke.

Ifølge legenden skulle det være Jesus og Johannes Døberen, men det kunne vel også være en hverdagsscene fra malerens hjem.

Saltum Kirkes kalkmalerier er fra omkring 1520, og de har aldrig været overmalet.

I Ågerup Kirke tæt ved Holbæk Fjord er der mange og charmerende kalkmalerier af Ågerupmesteren.

Han har haft så travlt med Ågerup Kirke, at han kun har udsmykket den ene kirke. I hvert fald kendes han ikke fra andre kirker.

Vi var meget imponerede af de mange byer og bygninger i billederne. På det billede, jeg har taget, er motivet flugten til Ægypten, men byen og stubmøllen er det sjoveste, synes jeg.

Malerierne menes at være fra omkring 1500.

Skamstrup Kirke har kalkmalerier fra to forskellige perioder. Højgotiske fra sidste halvdel af 1300-tallet og malerier af Isefjordsmesteren, knap 100 år yngre.

Olav den Hellige til højre hører til i den ældste afdeling.

Når jeg lige har fotograferet ham, er det dels fordi det er et flot kongebillede, men især fordi jeg har fødselsdag på hans helgendag. Han døde nemlig den 29. juli, mere præcist i 1030 i slaget ved Stiklestad.

Mørkøv Kirke er fyldt med billeder, og igen er det Isefjordsmesteren, der har været på spil.

Den skælmske unge dame er prinsessen i legenden om Sankt Jørgen og dragen. Hun holder tydeligvis øje med, hvordan Jørgen nu klarer udyret. Og det har han gjort, ser det ud til.

Jeg kunne ikke stå for prinsessens lille kæledyr i sele. Jeg synes, det nærmest ligner en ged. Eller måske en lille hest, bare med klove.

Den muntre musicerende djævel  hører til i dommedagsbilledet, der er noget af det allerbedste og mest fantasifulde i kirken.

Det sidste billede har Dorthe taget i Saltum Kirke, og det er jo altså ikke noget kalkmaleri, men en detalje fra prædikestolen.

Det er også en dommedagsscene. Både den sorte djævel, der sender de fortabte i helvedes gab, og englen, der klapper en af de frelste på numsen, er herlige, synes jeg. Ja, jeg ved godt, at englen naturligvis overhovedet ikke har lumske bagtanker. Det er selvfølgelig bare for at lede den gode sjæl på rette vej. Men alligevel...

P.S. Dorthe siger, at prinsessens kæledyr nok er en enhjørning, og selvfølgelig er det da det.

Katte i Holbæk

Vi har været på en lille ferie i Holbæk, hvor vi og kattene boede i en luksushytte på campingpladsen. "Luksus" betyder, at hytten er forsynet med wc og bad. Det er vores minimumskrav, men så befinder vi os også udmærket alle fire.

Ud over vores egne katte i hytten mødte vi adskillige katte i Holbæk. Ingen af dem ønskede at konversere os, men det lykkedes for mig at forevige nogle af dem.

Denne kulsorte kat fik vældig travlt, da vi kiggede på den i selve Holbæk. Det så nu også ud til, den fik øje på nogle mennesker - formodentlig dens ejere - som den gerne ville snakke med.

Ved siden af campingpladsen var der en mark. Hver eneste gang, vi passerede marken i skumringen, var en eller flere katte på musejagt. Denne røde, som også drønede af sted, da vi viste interesse, så vi flere gange.

Den sort-hvide kat boede på havnekontoret i marinaen, der ligger lige i nærheden af campingpladsen. Den havde egen indgang, og selv om den ikke flygtede ved synes af os, ville den trods alt ikke snakke med os.

Denne kønne kat traf vi ved naturkirkegården. Den må vel være blå-skildpadde-plettet med hvidt. Meget spektakulær og fin, synes jeg.

Selv om vi ikke måtte røre ved den, virkede den bestemt ikke forskrækket, og den hørte helt sikkert til hos nogle heldige mennesker. Jeg håber, de forkæler den.

Som det ses, stod den gerne model.

Maddag

I går var jeg stort set hele dagen til den store FOOD FESTIVAL (forslag til dansk navn: Mad Messe eller Fødevare Festival. Bogstavrimet bevares i begge :-) på Tangkrogen i Århus.

Jeg var endda i madskole. Den, jeg havde valgt, hed Perler fra Skærtoft Mølle. Der var nu ikke så meget at hente for dem, der, som jeg, bruger masser af perlespelt, - rug og -byg, men lidt inspiration fik jeg. Og så kommer der en bog senere på måneden, hvor der garanteret er mere.

Det var en rigtig stor festival med masser af både deltagere og besøgende. Vi syntes, at noget af det sjoveste var Arlas stande. Normalt er jeg ikke Arla-fan, fordi jeg synes, de kannibaliserer markedet. Men jeg må indrømme, at deres udviklingsafdeling er spændende, og deres gourmetoste, som de kalder Unikaoste, var afgjort de bedste, vi smagte.

Heldigvis kunne vi også se på dyr. Der var naturligvis en del hunde blandt tilskuerne. "Smil til fotografen" sagde drengen til sin hvalp i klapvognen.

Køerne - eller måske rettere tyrekalve og kvier - havde hele tiden mange beundrere.

Jeg tror dog, de blev overgået af de helt bedårende små grise af racen Duroc, som skulle smage fantastisk godt. Der var ikke smagsprøver på dem, og hvem ville vel også kunne nænne at spise grise som dem, man lige havde siddet og klappet. Jeg kan godt forestille mig, at der er nogle børn, der vil nægte at spise svinekød den nærmeste fremtid.

Sidst på dagen var grisene totalt udkoksede efter al klapperiet, men de kunne stadig klappes og kæles for.

God gang i råkostjernene

I Planteriget var der aktiviteter for store og små. Jeg lavede noget urtesalt, som nu ligger til tørring i vinduet. Jeg håber, det tørrer ordentligt, også uden den i dag fraværende sol.

På et tidspunkt var festivalen ved at drukne i sin egen succes. Ved nogle stande var køerne alenlange, og det var de også i restaurationsområdet.

Vi stod i laaaang tid i en kø ved restaurant Olinico. Da der var et par stykker foran os i køen (og nok 80 efter os), blev det meddelt, at der var udsolgt. Surt! Det kunne de altså godt have sagt noget før, og kokken så endda ud til at synes, det var morsomt. Der var flere end os i køen, der helt sikkert aldrig vil sætte deres ben på Olinico i Mejlgade.

Nogen trøst fik vi, da der ved samme bord som os sad en, der havde nået at få noget Olinico-mad. Hun brød sig tydeligvis ikke om det og levnede alt sit kød, som i sandhed heller ikke så særlig delikat ud. Så måske var vi heldige. For resten var der også lakrids i retten, og jeg bryder mig ærlig talt ikke om lakrids. Så var det sjovere at se på børnenes fantasifulde frembringelser.

Jeg kan godt lide den, der har slået stængerne ud
- efter en lang dag på festival?

Dobbelt Victoria

Med hjem havde vi perler og en grødblanding fra Skærtoft Mølle og et par af de fantastiske Unika-oste. Dorthe købte også Victoria blommer, og jeg "kom til" at købe chokolader hos Woodshade Organics. Deres kaffechokolader er simpelthen de bedste, jeg kender.

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.

Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.

5 års jubilæum

Min blog fylder 5 år i dag.

Den startede som et projekt på arbejdet, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg for min egen skyld ville fortsætte med at blogge også efter projektets afslutning. Jeg bruger bloggen lidt som en dagbog, skriver mest om de gode ting, der sker, og om ting, jeg gerne vil huske.

På de 5 år er det blevet til 414 indlæg. Der er 3 faste læsere, hvilket i sammenligning med andre blogs ikke er noget at prale med, og Blogger siger, at der har været 20380 sidevisninger. Det mest populære indlæg er uden tvivl opskriften på babyundertrøjen. Hvis jeg vil have flere besøgende, må jeg lave nogle strikkeopskrifter :-)

Bør man fejre det - hvordan? Jeg kan se, at det er populært at lave giveaways, som det så smukt hedder, men det har bloggen vist for få læsere til, og jeg har heller ikke lige fundet på noget velegnet.

Jeg har også tænkt på at lave endnu en blog, men jeg har ikke lige tænkt færdig.
Kan jeg i det hele taget finde på et velegnet billede at sætte på? Nå, det bliver mit yndlingsbillede af guldklumperne, som jo også er en vigtig ingrediens i bloggen. Hvis jeg ellers har lavet mine etiketter - eller tags - ordentligt, så har det ikke tidligere været vist her på bloggen.

Sarantoya er forrest, Lilit holder om hende

Rubjerg Knude

Hvad er det for nogle sanddynger, der ligger derude? spurgte jeg en af de første dage, vi kørte rundt i Skallerup-området. Dem havde vi da aldrig lagt mærke til før. Der var meget længere til dyngerne end på billedet, og det er meget mærkeligt, at vi ikke havde bemærket dem før, for man kunne se dem fra mange forskellige retninger og på meget lang afstand.

Det viste sig selvfølgelig at være sandklitterne ved Rubjerg Knude, og jo tættere vi kom på, jo mere imponerende blev de. Ligeså imponerende som Råbjerg Mile - og det siger jo en hel del.

Jeg troede først, det ville være umuligt for mig at gå op på toppen, men det var nu ikke så slemt.

Halvvejs oppe ad milen - udsigt mod Lønstrup. 

Et kig ned ad den 15 km lange Lønstrup Klint

Udsigt mod Rubjerg Knude Fyr.

Fyret har været næsten tilsandet, men nu er sandet fløjet længere ind i landet, og det fortsætter det med. Til gengæld rykker klinten hele tiden nærmere, og det varer nok ikke så længe, inden fyret styrter i havet - eller bliver revet ned.

På billedet med udsigt mod Lønstrup kan man midtvejs skimte den næsten nedrevne Mårup Kirke. Der var vi en anden dag, og lidt nord for kirken ind mod Lønstrup var der en trappe ned ad klinten. Dorthe skulle ikke nyde nogen nedstigning, men Lise og jeg forcerede trappen ned på stranden for at kigge på klinten. Det gik også meget godt.

Op igen var bare meget værre. Trappen knirkede voldsomt, og nogle steder dirrede den også temmelig kraftigt. Noget af vejen går trappen over et stort hul. Ikke særlig betryggende, jeg forsøgte at kigge hverken ned eller op, men bare køre på i et jævnt tempo, mens jeg talte trin. Jeg fik dem til lidt over 130, men Lise talte kun 121. Det er nok hende, der har ret.

Når man er i området, må man ikke snyde sig selv for et besøg på Strandfogedgården. Et fint lille museum hvor man får en masse at vide om sandflugt og om Rubjerg Knude.

To nye undertrøjemodeller

eller på nudansk veste:

Den til venstre i størrelse 6-9 måneder, tror jeg, er fra Lene Holme Samsøes bog Sødt og blødt. En dejlig gennemarbejdet opskrift, let at strikke efter, og jeg synes også, det er blevet et fint resultat. Kun mener jeg, det generelt er bedre med stolpelukning - det må være lettere at få over de smås hoveder.

Opskriften til modellen til højre fandt Yrsa til mig i Hjemmet. Jeg har strikket størrelse nyfødt. Den vil jeg helt sikkert lave igen, måske lidt større. Opskriften var i nr. 12 fra i år. Jeg kan ikke finde den på bladets hjemmeside, men måske ledte jeg ikke grundigt nok.

Begge disse har jeg strikket i Drops BabyAlpaca Silk, meget lækkert.

En særlig hilsen til Darleen

Skagen ligger godt nok ikke lige op ad Skallerup, men der er dog ikke nær så langt som fra Århus, og en af vores feriedage måtte vi altså til Skagen og spise rejer. D.v.s. faktisk ville jeg have haft samme fiskesuppe som sidste år, men den var ikke på menukortet mere, så vi gik efter rejer i stedet.

Efter granskning af alle de forskellige steder ved havnen valgte vi Wittcos rejesymfoni. Pillede rejer, upillede rejer, rejer i hvidløg, rejer i chili, rejesalat og grillede rejer på spyd. En smule brød og lidt hvidløgsmayo. UHM!!! Skalrejerne var de bedste rejer, vi fik i hele ferien.

Siku status

Siku bliver 9 måneder i dag. Han vejer 72 kg. Vi besøgte ham igen i går. Nogle gange ligner han en voksen isbjørn, bare i miniformat, men det meste af tiden ser han stadig babyagtig ud. Og især er hans adfærd meget "babyet".

Sikus tunge er nu flot blå

Var der noget?

Siku er god til at lege selv.
Træstammer er rigtig godt legetøj.

Det er ikke noget problem at sidde oprejst,
hvis der er noget interessant at kigge efter.
Måske kommer en af hans dyrepasservenner med mad?

Gået i brædderne

Siku må vist være et af de allermest fotograferede væsener overhovedet. Der er også masser af Siku-film på You Tube.

P.S. Sikus mørke pletter i pelsen skyldes alger fra hans sø. Vi fik at vide, at da der var varmebølge, tilbragte han næsten hele tiden i søen.

Hjemme igen

...efter en uge i Skallerup Klit. Sådan var udsigten fra vores køkken og badeværelse:

Fra stuen var der også udsigt til Vesterhavet, men i en anden vinkel.

Vi har været i Skallerup Klit et par gange før, første gang endda i det samme hus, men aldrig om sommeren og aldrig en hel uge. Det var bare om at nyde det dejlige sommervejr. Faktisk er jeg forbavset over, at der er skumtoppe på bølgerne på billedet, for på trods af at huset hedder Skumsprøjten, så vi kun meget få gange bølger af den størrelse.

Skønt at vi fik chancen for at bo i Skumsprøjten om sommeren. Jeg er nemlig bange for, at der ikke bliver flere muligheder. Det er - helt forståeligt - et meget populært hus, og som pensionist kan man først leje Århus Kommunes Feriefonds huse med 3 måneders varsel. Egentlig en helt rimelig regel, og det er da fint, at man i det hele taget stadig kan leje husene, men visse begrænsninger er der altså.

Selv om jeg selv synes, at solnedgangsbilleder er kedsommelige, så kan jeg ikke lade være med at vise et enkelt.

Solnedgangen bliver altså ikke bedre end ved Vesterhavet!