onsdag den 29. august 2012

Rubjerg Knude


Hvad er det for nogle sanddynger, der ligger derude? spurgte jeg en af de første dage, vi kørte rundt i Skallerup-området. Dem havde vi da aldrig lagt mærke til før. Der var meget længere til dyngerne end på billedet, og det er meget mærkeligt, at vi ikke havde bemærket dem før, for man kunne se dem fra mange forskellige retninger og på meget lang afstand.

Det viste sig selvfølgelig at være sandklitterne ved Rubjerg Knude, og jo tættere vi kom på, jo mere imponerende blev de. Ligeså imponerende som Råbjerg Mile - og det siger jo en hel del.

Jeg troede først, det ville være umuligt for mig at gå op på toppen, men det var nu ikke så slemt.

Halvvejs oppe ad milen - udsigt mod Lønstrup. 

Et kig ned ad den 15 km lange Lønstrup Klint

Udsigt mod Rubjerg Knude Fyr.
Fyret har været næsten tilsandet, men nu er sandet fløjet længere ind i landet, og det fortsætter det med. Til gengæld rykker klinten hele tiden nærmere, og det varer nok ikke så længe, inden fyret styrter i havet - eller bliver revet ned.

På billedet med udsigt mod Lønstrup kan man midtvejs skimte den næsten nedrevne Mårup Kirke. Der var vi en anden dag, og lidt nord for kirken ind mod Lønstrup var der en trappe ned ad klinten. Dorthe skulle ikke nyde nogen nedstigning, men Lise og jeg forcerede trappen ned på stranden for at kigge på klinten. Det gik også meget godt.


Op igen var bare meget værre. Trappen knirkede voldsomt, og nogle steder dirrede den også temmelig kraftigt. Noget af vejen går trappen over et stort hul. Ikke særlig betryggende, jeg forsøgte at kigge hverken ned eller op, men bare køre på i et jævnt tempo, mens jeg talte trin. Jeg fik dem til lidt over 130, men Lise talte kun 121. Det er nok hende, der har ret.

Når man er i området, må man ikke snyde sig selv for et besøg på Strandfogedgården. Et fint lille museum hvor man får en masse at vide om sandflugt og om Rubjerg Knude.


Ingen kommentarer: