Kattesitter

Det her er Emma, som vi er så heldige at passe, når hendes egne mennesker - nogle af vores naboer - er på ferie. Det har vi efterhånden gjort i nogle år.

Emma er den sødeste og blideste kat, man kan tænke sig. Jeg er temmelig forelsket i hende. Hun er ved at være en ældre dame, vist nok 14 år, og hendes adfærd har ændret sig lidt.

Hun er en inde-udekat, og før var det første, der skulle ske, når vi kom og kiggede til hende, at hun skulle spise, og derefter skulle hun ud. Og indimellem kunne der blive tid til lidt kæl.

Nu skal vi først kæle. Så skal hun spise, og så skal vi snakke igen. Hun kan ikke helt passe sin pels mere, og hun havde nogle knotter på ryggen, hvor hun sikkert ikke kan nå om mere, men dem fik jeg fjernet helt under kæleturene ved bare at slide dem fra hinanden og hive alle de løse hår ud. Først efter en lang kæle- og snakketur er det tid til en tur ud - hvis hun altså overhovedet gider. Når hun gider, sidder hun gerne stille og kigger på livet omkring sig, så jeg fik nogle helt gode billeder af hende.

Quedens Gård i Ribe

Billedet her er taget ind gennem porten til Quedens Gård i Ribe.

Super-hyggeligt - det kunne vi heldigvis ikke stå for.

Heldigvis, fordi på Quedens Gård kan man nemlig får rigtig lækker cafemad.

Vi har altid godt kunnet lide Ribe, og vi kørte dertil flere gange i vores ferie - og blev nærmest stamgæster på Quedens Gård.

Her venter vi på vores tapas - de anbefales på det varmeste - og Dorthe er ved at tjekke, hvad vi egentlig skal se i Ribe, udover Quedens Gård og domkirken, altså.

Der var forskellige blomster på alle bordene i gården. Det med hornvioler i yndlingsfarven blev naturligvis valgt.



Overalt var der blomster og krydderurter i alle mulige slags beholdere. Højst sandsynligt også til brug i køkkenet.


SOMMEREN 2014:
Vi har igen været på Quedens Gård, og desværre er det nu en helt ordinær café - måske endda i den lidt ringere ende af skalaen. De har måske ikke kunnet klare successen.

Jeg elsker chokolade!

Min største last er vist, at jeg er meget glad for chokolade. Derfor har jeg også helt godt tjek på forskellige chokoladefabrikater og -forretninger. I København er Alida Marstrands hjemmelavede chokolader uforlignelige. Specialiteten er vist fondant:

- men min yndlings er nu ingefærchokoladen. For resten har jeg ikke smagt så mange forskellige, for jeg vælger næsten altid ingefærchokoladen. Den fås i to varianter, med og uden marcipan. Og de er lige gode, men næste gang jeg kommer forbi vil jeg nok alligevel prøve et par fondanter også. Butikken, der ligger i Bredgade, har 80 års jubilæum i år.

Noget nyere er Bojesen, også hjemmelavet chokolade. Jeg købte et lille udvalg af deres chokolader, da vi var i København i maj, og det bliver nok ikke sidste gang. Ganske vist kan de ikke lave nougat - i hvert fald ikke efter min smag, men deres trøffelchokolader er til gengæld superlækre.

De senere år har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at jeg foretrækker lidt men godt, men hvis sandheden skal frem, så er det nok sådan, at hvis jeg ser stort på fornuften, så foretrækker jeg GODT og MEGET! Men det gør jeg ikke - ser stort på fornuften altså. I hvert fald ikke ret tit!

Mere Tønder

Tønder er selvfølgelig andet end kunstmuseet - faktisk er det en ualmindelig hyggelig by at gå rundt i.

Den er ikke uden grund berømt for sine mange fine døre. Vi havde travlt med

kameraerne, men de er kønnere i virkeligheden.

Derimod kneb det for os at finde et godt sted at spise frokost. Vi vil ikke bruge alt for megen tid på at spise, når vi har ferie, så caféer med hurtig servering passer os fint, men de caféer, vi fandt, var ikke særlig interessante. De havde alle næsten det samme menukort med Tordenskjolds soldater: Cæsar salat, stjerneskud, pariserbøf, diverse burgere...

Men vi skulle have noget, så vi dumpede ned på Torvecafeen lige over for det meget berømte gamle apotek. Lad det være sagt med det samme: Den kan ikke anbefales. Det var en sjusket og sjasket omgang, så der kommer vi ikke næste gang, vi skal til Tønder. Kunstmuseet skal vi jo højst sandsynligt besøge igen.

Et par dage før havde vi spist en decideret ringe frokost på Blåvand Kro, og vi var lige ved at tro, at man slet ikke kunne spise hurtigt OG godt i det sydlige Jylland. Vi tog heldigvis fejl, men det vender jeg tilbage til.

Billedet af det gule hus tog jeg ikke så meget for dørens skyld, men for de flotte påfuglegardiner. Hvis du klikker på billedet får du det i større størrelse, og så kan påfuglene meget bedre ses.

Den store svane så jeg fra Café Victoria, hvor vi indtog en sen kaffe, som vi syntes, vi havde fortjent efter den noget mislykkede frokost - og den var heldigvis ok.

På kunstmuseum

I vores ferie vidste vi, at vi skulle en dag til Tønder, selv om der er et godt stykke vej fra Blåvand.

Jeg havde læst om en udstilling på Tønder Kunstmuseum, som vi absolut måtte se. Vi kunne ganske vist ikke huske, hvad det var for en udstilling, men det kunne vi jo altid finde ud af.

Det viste sig at være Jais Nielsen, og det var ganske rigtigt en meget fin udstilling. Som mange andre kendte jeg i forvejen Jais Nielsen som keramiker, men på denne udstilling kom man hele vejen rundt. Han var også en glimrende maler, især i de unge dage.

Jeg tog nogle få billeder. Øverst en skitse fra 1918, nederst et keramisk portræt af Pontius Pilatus. Det er lige præcis sådan, jeg forestiller mig, at han har set ud.

Museet er også andet end særudstillinger - faktisk var vi meget imponerede af både samlingerne, bygningen, der har et fantastisk lys, og egentlig også af stemningen.
I museets egne samlinger er der især lagt vægt på nordisk kunst fra det 20. og 21. århundrede. Jeg synes godt, jeg kunne se, at værkerne har en nordisk tone. Hvad det er, kan jeg til gengæld ikke præcist definere, men jeg tror, det er noget med lyset.

Der var bl.a. en del spændende værker af finske Kain Tapper, som jeg ikke kendte i forvejen, af Per Kirkeby, Kehnet Nielsen og mange andre. Inklusive Ingelise Westman fra Bornholm.

På billedet sidder hendes "Haren der ville sidde som en ægyptisk kat" foran et af hendes malerier.

Jeg så også for første gang et billede in natura af Ulrik Møller. Jeg har set nogle af hans billeder på nettet og ville frygtelig gerne se dem i virkeligheden - og pludselig da jeg drejede om hjørnet til et nyt rum: Et Ulrik Møller maleri. Det var mindst lige så godt, som jeg havde troet - nu vil jeg gerne se flere!

Sommermad igen

Hvad så med jordbærrene? Hvor min kærlighed til kartofter er nærmest ubetinget, så er mit forhold til jordbær mere ambivalent. Jeg bryder mig nemlig ikke om flere af de nye sorter.

Den meget solgte Honeyeye synes jeg ikke, det er værd at beskæftige sig med. Konsistensen er for vandet, og smagen er uinteressant, og tit er bærret også surt. Men flotte er de! Sonata er kun en lille smule bedre. De gamle Zefyr synes jeg også er for sure.

I år har jeg dog flere gange fået gode jordbær. Først - af alle steder - fra Rema i Varde. Vi skulle have et eller andet på vej til sommerhuset, og Dorthe blev fristet af nogle flotte tyske jordbær, som bare duftede. Og minsandten om de ikke også smagte pragtfuldt. Sort: ukendt, men jeg har droppet snobberiet om, at man kun kan spise danske jordbær.

Anden gang var på vej hjem fra sommerhuset, hvor vi købte jordbær med fra et sted ved vejen lige uden for Grindsted. Super bær - sort ukendt. Moralen af denne oplevelse: Vælg de mindre veje i stedet for motorvejen noget tiere.

Og endelig fik jeg nogle fantastiske jordbær på torvet for en uge siden. De to sælgere var uenige om, om det var Senga Sengana eller ej, men i hvert fald var det et meget mørkt bær, mindre end Honeyeyerne, men ikke så lille som jeg husker det fra min barndom, og det smagte så englene synger. Det er dem, der er på billedet (ja, bærrene altså, ikke englene ;-), og nu skal vi snart på torvet og se, om der er flere...

Sommermad

Sommermad er for mig synonymt med nye kartofler, i hvert fald indtil midt i juli. Jeg er simpelthen vild med de små gule knolde.

De smager allesammen godt, synes jeg, men nogle er bedre end andre. Sorten Sieglinde er en af de rigtig gode. Det er en fast og meget aromatisk kartoffel.

Jeg bruger dem på flere måder. Varme bare med tzatziki eller persillesmør til - kød kan jeg sagtens undvære.

Kolde er de fantastiske i salat. I mine kartoffelsalater er der altid foruden kartofterne salt, friskkværnet peber, olivenolie og balsamicoeddike. Bladselleri er rigtig godt i, og det samme gælder rå blomkål og friske ærter - dog ikke det hele samtidig. Jeg krydrer næsten altid min kartoffelsalat med mynte, og kapers eller oliven er også godt - men det vigtigste er selvfølgelig kartofterne. Og nej, jeg har ikke glemt løg, for jeg kan ikke lide rå løg, porrer og purøg.

En rugbrødsmad med kartoffel - igen med kryddersalt og peber fra kværnen er da også noget af det bedste! Her klipper jeg også tit mynte over. De oliven, der er på billedet, er i øvrigt købt hos Hr. Skov i Blåvand. De er spanske, og jeg har ikke fundet så gode oliven til salg i Århus. Bl.a. flyder Hr. Skovs oliven ikke i olie. Kalamata-oliven smager også godt, men de her er bare en tand bedre.

Professionel fotograf...

...bliver jeg aldrig. Men nu har jeg prøvet at sælge et billede - sådan da.

Jeg har før fået henvendelser på nogle af mine billeder. Enten til diverse netsider uden vederlag eller til reklamebrug. Bl.a. henvendte et japansk kattefoderfirma sig, men det blev ikke til noget, enten fordi jeg forlangte for meget, eller fordi billederne alligevel ikke var gode nok rent teknisk.

Denne gang var det et engelsk haveblad, BBC Gardeners' World, der gerne ville bruge mit foto af Geranium Philippe Vapelle. De ville betale 20£ for det, men den eneste måde, de kunne sende beløbet, var ved en bankoverførsel. Jeg opgiver ikke mit kontonummer i en email, heller ikke selv om modtageren virker fuldstændig ærlig, men jeg syntes, det kunne være sjovt at se billedet i et engelsk haveblad, så jeg gav alligevel lov til, at det måtte bruges mod at jeg fik bladet at se.

Men så opdagede jeg, at Gardeners' World også har en lille butik og tænkte, at jeg måske kunne blive "betalt" i naturalier. Jeg fandt en paper potter - et lille grej til at lave plantepotter af avispapir - som jeg syntes så sjov ud og spurgte, om jeg kunne få den.

Det kunne jeg, og i går kom den. Faktisk for anden gang. Jeg var nemlig for sent kommet i tanke om, at den kunne risikere at komme i min 14 dages ferie, og da jeg skrev til Gardeners' World for at bede dem vente med at sende den, var den allerede undervejs.
De skrev også, at hvis den kom retur, ville de da bare sende den igen.

Jeg prøvede alligevel at få postvæsenet til at holde brevet tilbage, men det var absolut umuligt!!! Det postvæsen er altså ikke service-minded. Jeg tror, de er ved at afskaffe sig selv. Hvis jeg havde haft tid til at spørge på mit eget posthus, tror jeg, det godt kunne have ladet sig gøre, for de er både flinke og servicemindede, men jeg havde ikke tid, så jeg prøvede både telefonisk og på email, men der var blankt afslag.

Nu er papirpottefremstilleren i hus, og jeg glæder mig til at afprøve den næste år. Bladet har jeg fået for længst sammen med en kalender, og det er kun et udsnit af billedet, der er brugt, men det er jeg meget stolt af alligevel.

En uskyldig gris

Haven trængte til en ordentlig omgang, da vi kom hjem fra ferie. Noget skulle bindes op, andet skulle trimmes - og ukrudtet havde haft gyldne dage. Vi er ved at få lidt styr på det.

En af mine favorit-storkenæb er Usguli Grijs. Eller "uskyldig gris", som Dorthe synes, det lyder, når jeg siger det formodentlig hollandske navn. Den var begyndt at blomstre, da vi tog i sommerhus, men da vi kom hjem, var der bare én eneste blomst tilbage. Det er den på billedet.
Jeg synes, det er en meget fin storkenæb med den lidt støvede farve og de meget tydelige mørke ribber.

Har jeg i det hele taget fået fortalt, at sidste års nyplantede perovskia også overlevede vinteren? Den kom meget sent i gang, men nu trives den fint, så det var godt, jeg ikke opgav den.

Ferier du ikke vil hjem fra

Sådan en har jeg lige været på: 14 dage i et sommerhus i Blåvand - og jeg var overhovedet ikke parat til at tage hjem.

"Vores" sommerhus ligger i et klitområde med en masse fyrretræer til at give læ lige ved Kallesmærsk Hede. Vesterhavet - klitter, hede, strand og sand, og hvis man skulle blive træt af det, så er vadehavet og marsken ikke langt væk. Og selve Blåvand er en fin lille turistby. Jo, der kunne vi godt være blevet meget længere.

Vi var ret heldige med vejret. Den første uge var det ganske vist noget blæsende og af og til koldt, men i uge 2 blev det meget lunere, og vi fik ikke en dråbe regn bortset fra en lille byge en nat.

De to øverste billeder blev taget i den første uge. Kallesmærsk Hede under grå skyer, under det solnedgang ved Blåvandshuk Fyr samme dag. Nederst udsigt over Blåvand fra fyret, taget en ugestid senere. Jeg har mange flere billeder, der kommer på min Flickr-konto hen ad vejen.

Flere tulipaner og rhododendron

Den sidste nye tulipan i haven er måske en botanisk tulipan. Den er i hvert fald ikke så stor. Den står jo i den orange/pink/lyserøde have, så i min terminologi er farven lys orange.

Vi vidste ikke rigtig, hvor der var plads til den, da den blev sat sidste efterår, så det blev i et ledigt bed i krydderurtehaven, og der bliver den nok. Den står nemlig meget fint foran havens sidst blomstrende rhododendron. Dels blomstrer de samtidig, dels harmonerer blomsterne flot med rhododendronens, der er lyserøde i flere nuancer, nogle gange over i det abrikosfarvede. I år er der næsten ikke noget abrikosfarvet. På grund af vejret? Eller alderen?

Jeg er ret sikker på rhodoen er en Percy Wiseman, men har dog desværre ikke skiltet mere, så helt 100% er jeg ikke. Nogle venner har en rhodo, der ligner rigtig meget, og de kunne heldigvis huske navnet.

Mums!

Jeg er blevet helt skrap til at tage salat med til frokost på arbejde. Dog sjældent en ren råkostsalat. Jeg synes, det tager alt for lang tid at spise - jeg har altid været en langsom spiser - og desuden synes jeg, jeg bliver for hurtigt sulten igen. Der skal være noget substans i form af korn eller endnu hellere bælgfrugter også.

Noget af det bedste er INDISKE KIKÆRTER. Opskriften er fra en indisk kogebog.
2 tekopper kogte kikærter
2,5 cm hel ingefær
1 hvidløgsfed
2 hakkede, grønne chilier
½ tsk paprika eller chili
1 tsk gurkemeje
2 spsk olie
2 hakkede løg
1/4 kg hakkede tomater
1½ tsk salt
1 tsk garam masala

Min udgave er en hurtig-udgave. D.v.s. hurtig og hurtig - jeg koger ærterne selv, og så skal de altså stå i blød mindst 8 timer og koge i ca. 50 minutter. Men det behøver jeg jo ikke stå og kigge på.
Når først ærterne er kogt, går det stærkt. Jeg laver en pasta af knust ingefær og knust hvidløg (begge dele fås på glas) samt chilipasta, som svitses af på panden i lidt fedtstof - det behøver ikke være den dyreste olivenolie. Ærterne tilsættes sammen med lidt vand, og der smages til med gurkemeje, garam masala og chili som i opskriften, men jeg kan også finde på at bruge for eksempel spidskommen og kanel. Og salt. Til gengæld blander jeg ikke tomater og løg i.
Ærterne spises med en blandet salat, gerne de færdigblandede fra supermarkedet, og friske tomater. Der skal ikke dressing på, men friskpresset citronsaft over er godt.

En anden favorit er
SALAT MED PERLEBYG
2 dl perlebyg
2 julesalater
1 grønkålsblad eller 1 bundt persille
1 dl soltørrede tomater i olie
2 dl majskerner
1 dl nicoise oliven
Dressing:
2 spsk tahin
2 spsk citronsaft
2-3 tsk ristet sesamolie
2 fed hvidløg
1 spsk reven ingefær

Jeg bruger næsten hellere perlespelt end perlebyg, og julesalaterne kan erstattes af radiccio eller en anden let bitter salattype. Mon ikke den dressing også kan bruges til noget andet?

Meget kan man sige om vejret...

...men der er i hvert fald én fordel ved den kølige maj: Havens blomster holder ualmindeligt længe. Det gælder i høj grad mine elskede tulipaner.

Vores tulipaner var sidste år blevet noget spredte, så vi satte fem forskellige nye i efteråret, og de har alle været rigtig fine.

De blev købt hos Zimtrade, som jeg synes har et stort og varieret udvalg. Desværre har jeg smidt kataloget ud, og det er ikke på nettet, så jeg kan ikke fortælle, hvad de hedder. Ud over farven blev de også valgt efter at have stive stængler og ikke at være for høje, så de ikke lægger sig i regnvejr (som de gamle gør), og det har de faktisk heller ikke gjort.

I forhaven er der kommet fire nye sorter, som er sprunget ud med lidt mellemrum. De blomstrer allesammen lige nu. Jeg tror ikke, de ville have blomstret samtidig, hvis vejret havde været normalt majvejr. Den, der sprang ud først, var den sart lyserøde med et svagt lilla skær. Den korresponderer meget flot med klematissen på den anden side af indgangen.

Farven klæder også de to nye orange, der står på samme side som klema- tissen. Der er lige nu en orange linje med valmuer ved indgangen, de to slags tulipaner og hornvioler ved døren. Tulipanerne er lidt af samme type, ligesom lidt flammede. Jeg tror den på det nederste billede, som sprang ud sidst, er en Princess Irene, men jeg er ikke sikker.

Den sidste sort i forhaven er næsten lige sprunget ud. Den står faktisk i krydderurte- bedet, og jeg har ikke fået den fotograferet endnu.

Endelig er der også kommet er ny tulipan i den blå have. Blå selvfølgelig - sådan da. Der eksisterer vist ikke helt blå tulipaner, og måske ville det ikke engang se godt ud. Vores nye er mørk rødlilla. Den har jeg heller ikke fået fotograferet, og den er på det sidste nu.

Det bliver spændende, hvordan de nye tulipaner ter sig næste år. Jeg synes tit, der sker det, at de kommer meget flot det første år, men så bliver der færre og færre af dem. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg gider altså ikke de store Apeldoorn-tulipaner. Godt nok kommer de trofast år efter år, men de er alt for voldsomme til vores lille have. Selv om jeg vældig godt kan lide tulipaner, så er en af mine yndlingsaversioner faktisk den ellers meget populære sammensætning af høje postkasserøde og gule tulipaner. Så hellere investere i nye tulipaner med mellemrum.

En ny skøn sopran

Nino Machaidze hedder hun, og vi var til koncert med hende for to dage siden. Hun er bare 26 år, fra Georgien, og hun er god, skulle jeg hilse og sige.

Da vi købte billetterne for over 1 år siden, havde vi aldrig hørt om Nino Machaidze, og vi vidste ikke stort mere, da vi arriverede til koncerten i går, men nu er vi medlemmer af den garanteret hurtigt voksende fanskare.

Hun har en meget fyldig og udtryksfuld sopran. Rigtig flot i bel canto-operaerne, men hun kan nu også synge Puccini, viste det sig. Og så har hun ingen problemer med at gebærde sig på en scene.

Der var en masse Donizetti på programmet, og ham bliver jeg altså mere og mere glad for. Det passer mig fint, at der er hele to Donizetti-operaer med i næste sæsons operabio.

Jeg synes for resten, det er flot, at vi her i byen har et symfoniorkester, der så flot kan accompagnere verdensstjerner. Også stor ros til dem og til dirigent Giancarlo Andretta.

Jeg kunne ikke komme til at tage billeder af divaen, og det er såmænd nok heller ikke tilladt, så i stedet er der et kig op i en af palmerne i foyeren. Til gengæld er her et link til en YouTube video med Nino. Hun synger "O mio bambino caro" fra Gianni Schicchi. Den fik vi som et af ekstranumrene, og der var vist adskillige, der havde en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Inklusiv mig selv.

P.S. Hele koncerten bliver sendt på P2 i aften.

Rhododendron

Et par af vores rhododendron i forhaven står lige nu i fuldt flor.

Øverst et billede af 'Linda', som står ved vores noget udslidte postkasse.
Linda er vores næstældste rhodo, den er nok mindst 30 år gammel. Den har en intens pink farve og er meget rigtblomstrende. Den bliver som det ses ikke så stor, men en gang imellem er vi nødt til at beskære den lidt.

'Moerheims Pink' er noget sartere i farven, og den er meget større. Den står i det, vi kalder vores skovbund. Den er næsten lige så gammel som Linda. For et par år siden var den blevet noget tynd og pjusket, så vi gik i gang med en foryngelseskur, der gik ud på at fjerne nogle af de mere bare grene. Det ser ud til at være lykkedes helt godt. Sidste år var der ikke så mange blomster, men det er der i år, og faconen er også blevet meget pænere igen.

Vores allerældste rhododendron er den ganske almindelige blålilla - egentlig har den forkert farve til den pink/orange have, men det lever vi med, for vi fik den i indflyttergave, så den er nødt til at blive. Vi må trimme den med jævne mellemrum, for den kan jo blive kæmpestor, og i år ser det ikke ud til, at der er nogen blomster. Det kommer der forhåbentlig igen, også selv om farven er forkert.

Vi er ret omhyggelige med at få fjernet alle de afblomstrede blomster. Vi har somme tider talt, hvor mange vi har nippet af sådan ca., og det er oppe omkring de 1000 i de bedste år. Vi sørger også for at give vand omkring blomstringen, men ellers passer vores rhododendron sig selv.

Havens blå prinsesse

er denne klematis med det fulde navn Clematis alpina Blue Princess. Alle alpina-sorterne har vist de søde klokkeformede blomster.

Vi købte den for knap 2 år siden, og faktisk har vi ikke set den blomstre før nu, men den er bare så dejlig. Der er masser af blomster, og farven er en fin, ligesom lysende, blålilla. Det var et godt køb, vi gjorde den gang.

Vi køber vores klematis hos ClematisDanmark i Ugelbølle. Ejeren Flemming Hansen ved vist alt, hvad der er værd at vide om klematis og har selv en helt vidunderlig have. Vi tager derud, når der er Åben Have, og indtil videre er der kommet en ny klematis med hjem hver gang.

Nu mangler vi vist bare en sentblomstrende i den blå have. Mon ikke vi kan få den i hus - eller rettere have - en gang i august.

Nøijjj!!! og Ihhhh!!! og Åhhhh!!!

En aflevering af planter til Annett gav lejlighed til at mødes over tapas i Kafe K i Skanderborg. De serverer gode tapas, men vi fik en ekstra bonus: Årets første ællinger i Skanderbog Sø.

Som det ses på billedet var der ikke færre end 16! De svømmede - meget hurtigt - helt tæt sammen og også tæt på andemor. Der var en pippen og en rappen, men mest det første, for andemor havde godt styr på sit talrige afkom. Har hun virkelig selv har ruget 16 æg ud? Har hun hugget en anden andemors afkom? Eller var det bare børnehaven, vi så? Nej, sådan er det vist ikke i andeverdenen. Det er nok hendes egne - allesammen.

Om de var nuttede? Ja, døm selv!

Forårsferie

Jeg elsker de korte forårsferier. I år har jeg været lidt uheldig med fordelingen, men Kr. Himmelfartsdagsferien var - er - dog min.

Vi havde besluttet at tage til København fredag. Godt nok undrede vi os over den lave pris på vores orange togbilletter, men det var først i toget, vi blev klar over, at det var store togdag. Det betød rigtig mange turister i byen, og det planlagte besøg for at se på kunsten i kronprinseboligen blev opgivet, da vi så køen. Senere hørte vi, at der havde været omkring 3 timers ventetid.

Det blev så til en mere almindelig dag i byen med bare et enkelt galleribesøg plus shopping, men det var også godt nok.

Jeg var nødt til lige at kigge forbi det genopstandne Montmartre, et af min ungdoms kultsteder. Jeg bilder mig ind, at jeg har været der utallige gange, men når det kommer til stykket har det nok ikke været så tit - jeg var jo bare en fattig studerende. Men i hvert fald har jeg nogle gode minder fra stedet. Da jeg så, at det skulle åbnes igen, spekulerede jeg straks på, om man så også kunne få friturestegte muslinger. Det kan man ikke, ifølge den anmeldelse jeg så fra den første aften efter genåbningen. Faktisk var det det allerførste der stod i anmeldelsen - sjovt!

Der er også kommet en Montmartre-café, der har åbent om dagen. Spisekortet, som vi i øvrigt ikke studerede nøjere, var udelukkende på engelsk. Ret krukket.

I stedet indtog vi frokost på Café N i Blågårdsgade, og den er i hvert fald ikke krukket. En meget lille og hyggelig café med et ret klassisk og meget billigt vegetarkøkken. Det bliver nok ikke sidste gang, vi kommer der.

Suppetid

Normalt er det ikke lige suppetid i maj, men det er det altså i år.

Vi er glade for supper her i huset og også ret gode til dem, synes vi selv. Vi har et lille arsenal af opskrifter - allesammen vegetariske, som vi laver store portioner af en gang imellem, så der også bliver noget til fryseren.

En af dem er gulerodssuppe, som vi første gang fik hos Yrsa.

OPSKRIFTEN:
4 store gulerødder, groft revet
4-5 stængler bladselleri, skåret i skiver
Smør/olie til stegning
½ tsk karry
1 hakket løg
1 l grøntsagbouillon
200 g flødeost naturel, gerne fedtfattig
Revet ingefær – 2-3 cm (der var ikke ingefær i Yrsas opskrift, men vi kan godt lide ingefær og synes, det passer godt sammen med gulerødder)
½ tsk revet muskatnød
1 tsk timian
salt og peber
eventuelt citron

1. Løg og bladselleri svitses gennemsigtige i smør/olie sammen med karryen
2. De revne gulerødder tilsættes og svitses med 1-2 min
3. Ingefær og bouillon røres i
4. Muskatnød og timian tilsættes
5. Suppen jævnes med flødeosten

Kog suppen op under omrøring, men lad den ikke småkoge for længe, så grøntsagerne mister sprødheden.
Smag til med salt, peber, citron og evt. mere ingefær og server suppen med flûtes.
Hvis suppen ønskes mere fyldig, kan man tilsætte kogt kyllingekød.
Hvis suppen skal fryses, tilsættes flødeosten først ved opvarmningen.

Koldt forår

Der har ikke været mange dage, hvor jeg har haft lyst til at være i haven. Og når det HAR været vejr til det, har jeg haft andet om ørerne, så det er indtil videre en sørgeligt forsømt have i år.

I formiddags fik jeg dog klippet græsset for første gang. Det var særdeles tiltrængt, men jeg havde nu også trukket tidspunktet på grund af alle krokusserne i plænen. De var ikke visnet ned endnu, men jeg håber, de allerede har fået saft og kraft til at komme igen næste år.

Det er glædeligt, at vores blåskæg har klaret vinteren. Faktisk er det eneste tab vist den nyplantede perovskia, og den får lige lidt tid endnu, inden jeg opgiver den. Den syriske rose kan man heller ikke se liv i endnu, men sådan er det hvert år, og jeg vil blive meget forbavset, hvis den ikke har det helt fint.

Katten er en af områdets katte, som har placeret sig i solen - og lige ovenpå katteurten. Det må den godt, katteurten skal nok klare sig. Jeg har fotograferet den fra et af vinduerne ovenpå.

På et af de andre billeder, jeg har taget, kan jeg læse på dens navneskilt, at den hedder Alex. Den er nydelig sort og hvid, og i solen så pelsen helt rødlig ud nogen steder - det kan man godt se på billedet.