Det er godt nok ikke meget, jeg får blogget efterhånden. Det kniber med tiden! Jeg strikker mere, end jeg blogger. Men sidste års strikkestatus skal altså med, også selv om der igen i år er røde tal i stort set alle felter. Det tager jeg nu ikke så tungt.
FAKTA
14041 meter fik jeg strikket, og til det brugte jeg 16005 meter garn, så en hel del blev strikket med dobbelt tråd. Gad vidst om det egentlig ikke er rekord?
2236 meter blev lageret forøget med. Vi kan da stadig være i huset, men der er godt nok også garn lagret op mange steder.
3630,85 kr. købte jeg garn for, og når tilbehør med videre er lagt til, så brugte jeg 4045,50 på strikkeriet i 2025. Jeg solgte for 1985,- kr. Noget lavere end de forrige år, primært på grund af lavt besøg på julemarkedet.
49 projekter blev færdiggjort i årets løb. Heraf var der en del større projekter: 2 voksen-sweatere, 2 tees til voksne og et stort sjal, som dog er hæklet.
Garnet er Maxima fra Mayflower, købt da Mayflower åbnede en butik i Salling vistnok i september 2024.
Efter bare et år havde den ophørsudsalg - en af grundene til det store overforbrug på min garnkonto. Der var meget stor rabat på alt, og så kunne århusianerne - mig selv inkluderet - komme ud af hullerne. Jeg ville gerne have mere af Maximaen, men der var nu ikke nok til en sweater af den farve, jeg var interesseret i. Jeg købte alligevel. Plus en hel del andet.
Her i januar kom så beskeden om, at Mayflower er gået konkurs. Den farve, jeg havde for lidt af, var stadig i deres webshop, så jeg måtte svinge kortet igen. Det er kommet, og minsandten om det ikke er samme partinummer. Bortset fra det synes jeg, det er trist at firmaet er gået konkurs. Det har eksisteret lige så længe, jeg kan huske, og nu kan man ikke mere få deres bomuld nummer 8!
Jeg havde ellers været meget dygtig på Fiberfolk-festivalen i Vejle her i midten af januar. Hverken Annett eller jeg købte så meget som en meter garn. Til gengæld købte jeg de sødeste maskemarkører med rav og wirer i læder.
De er taget i brug, og de er rigtig gode. Lige så gode som de elskede fra Sukkaplokki. De blev købt hos Fenja Farver, der også normalt holder til i Vejle, men helt sikkert har nogen med Fanø at gøre. Mange af deres produkter har Fanø-navne, mine maskemarkører hedder for eksempel "Sønderho", så det er nok Fanø-rav. For mig selvfølgelig et ekstra plus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar