tirsdag den 17. maj 2016

Kirkegårdsbesøg

Vores traditionelle pinsecamping fandt i år sted i Bryrup ikke ret langt fra Them, hvor min far stammer fra.

Min farfar, som døde, før jeg blev født, og min farmor, som jeg var meget glad for, var begravet på kirkegården i Them. Det er meget lang tid siden, jeg har været der, og jeg regnede da også med, at gravstedet var blevet sløjfet, men tidligere stod gravstenene fra de sløjfede gravsteder langs kirkegårdsmuren. Bl.a. var der en gravsten for min farfars forældre, altså mine oldeforældre.

Det gør de ikke mere. Intet spor af hverken bedste- eller oldeforældre. Det nærmeste var tante Jettes gravsted. Tante Jette var en af min farfars søstre, og hun boede i Them hele sit voksenliv.

Heller ikke min farbror og min tante, der begge boede hele deres liv i Them, kunne jeg finde. Jeg kan have overset dem, men de er nu snarere i de ukendtes grav. Det var også andre af slægten begravet i Them - ingen spor.

Jeg blev mærkelig skuffet over det. Kaae-familien har haft en tæt tilknytning til Them, nu er der ingen spor af dem. Jeg syntes også, jeg selv havde nogen tilknytning, men den er altså blevet kappet. Jeg synes, jeg mangler noget af min rod.

Den her gravsten er absolut af ældre dato.
Jeg kunne ikke læse inskriptionen, og jeg har ikke kunne finde noget om den,
men den er nok ikke sat over en Kaae.

Jeg tror nok, jeg har billeder af mine forfædres gravsten, men hvor er de? Tog jeg billederne før eller efter digitalkameraets tid? Ligegyldigt om de er i papirformat eller digitale, vil det vist kræve en større eftersøgning at finde dem frem.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Lidt pudsigt (kun pudsigt for mig, fordi jeg ser anderledes på det), at du har det på den måde med de døde, men synd, at du ikke kan finde stenene, når nu du så har det sådan med det ...