torsdag den 20. juni 2013

Kagedag


I dag havde de Rebildboller i vores lokale Kvickly, og i betragtning af at det er adskillige måneder siden, vi sidst fik Rebildboller, købte jeg et par stykker med hjem. Så kunne jeg også få taget det billede, jeg manglede til mit indlæg om laster for et par uger siden.

Hvorfor mon de hedder Rebildboller? Er det, fordi de udseendemæssigt ligner Rebild Bakker, når lyngen er i blomst? Eller er det en lokal Rebild bager, der har opfundet dem eller markedsført dem her i landet? De er nemlig ikke kun danske, for de findes også i hvert fald i USA. Der har de hvid og sort glasur (ligesom vores dag-og-nat snitter) og kaldes black & white cookies.

En Rebildbolle er lidt i familie med den feterede hindbærsnitte, men jeg synes, den er meget bedre. Jeg er så heller ikke så vild med hindbærsnitter, som jeg synes bliver voldsomt søde med både hindbærmarmeladen og glasuren. Jeg kan heller ikke lide de hårde kerner i marmeladen.

Nej, Rebildboller er langt at foretrække. Det er i bund og grund et meget simpelt bagværk bestående af en bolle af bagepulverdej med lidt citronsmag og så altså den lyserøde glasur. Hvorfor er de så gode? Jeg tror, det er noget med kombinationen af den lidt sprøde kant og den saftige indmad. Desuden er størrelsen ikke uvæsentlig. Som min mor ville have sagt, så er den et helt måltid mad. Hvis den bliver for lille, bliver den højst sandsynligt for tør, og tør, det må den i hvert fald ikke være. Og så er det jo altid dejligt med en ordentlig stor kage, ikke?

Ved lejlighed vil jeg prøve at bage dem selv.

2 kommentarer:

Den gamle krage sagde ...

Dem kender jeg slet ikke, men er helt med på at glæde sømanden med dem, når du - eller jeg selv - finder en opskrift.
Jeg lærte engang at bage hindbærsnitter af en bager. Hans fidus var at anvende hindbær kogt uden tilsat sukker imellem mørdejslagene. Men kernerne - de er for mig en del af nydelsen!

eKirsten sagde ...

Godt trick med hindbærrene. Skal de bare koges godt ind, så det ikke bliver for tyndt? Hindbær er langt fra min yndlingsfrugt, men lige præcis i (hindbær)snitter har jeg svært ved at finde en erstatning.
Måske skulle jeg alligevel afprøve mine evner udi hindbærsnittebagning - mørdejskager er jo dejlige.

Der er masser ad opskrifter på Rebild boller på nettet. Inklusiv en hvor der indgår svinefedt. Det bliver ikke den, jeg vælger.