lørdag den 22. december 2012

Midvinterhygge

Vintersolhverv. Selv om det er koldt og mørkt, så kan jeg nu alligevel meget godt lide denne årstid også, og i hvert fald holder jeg af årstidernes skiften. Jeg ville ikke have det godt med at leve et sted, hvor solen skinner fra morgen til aften - hver eneste dag. Hvor kedsommeligt.

Fjernsynets vintersport er gået på juleferie, så vi har rigtig haft tid til før-julehygge. For et par dage siden havde vi en af vores byture med frokost og senere kaffe og ind imellem besøg på et lille galleri og på Aros, hvor vi så den store Munch-udstilling.

Det er en spændende udstilling og flot at museet har fået fingre i så mange værker, men til min overraskelse bryder jeg mig ikke særligt om Munchs kunst.

Han havde tydeligvis et forkvaklet forhold til kvinder, hvilket sammen med hans almindelige livsangst i højeste grad har præget hans billeder.

Han kunne naturligvis ikke gøre for, at han var skør i bolden, men jeg synes altså, det gør billederne mindre interessante for beskueren - i hvert fald når beskueren er mig, altså en kvinde, der ikke i udpræget grad lider af angst.

Vi var også oppe i regnbuen, og det er faktisk sjovere, når det er mørkt end i dagslys. Der var et flot vue ind over byens lys og byens juletræ og ned mod havnen. Billedet er taget på etagen under regnbuen. Rækværket  var i vejen, men det var ligesom ikke så meget at gøre ved. Jeg elsker de lyse nætter, men de helt sorte er nu heller ikke så ringe endda.

Ingen kommentarer: