Kloge katte

Vi bilder os jo ind, at Sarantoya er en usædvanligt klog kat. Hendes klogskab går tit ud på at opdrage OS - som regel til at give hende noget mad.

Hendes nyeste nummer, som hun har fået Lilit til at medvirke i, er meget udspekuleret. Hun og Lilit har ikke altid været lige gode venner, så vi er altid meget opmærksomme på, at de ikke skal komme alvorligt op at toppes. Det udnytter Sarantoya. Når hun om aftenen har fået al sin mad, men synes, at hun godt kunne bruge lidt mere, så begynder hun at småslås med Lilit. Hvis vi ikke reagerer, bliver det lidt værre, så vi er nødt til at gøre noget. Straks en af os rejser sig, løber begge katte med højt løftet hale ud i køkkenet i forventning om, at så er der fodring. Lilit er ikke altid selv interesseret i at få noget spiseligt, hun er bare klar over, at datteren er i svær (hungers)nød og må have hjælp.

Billedet tog jeg for et par dage siden, da Sarantoya havde udført en anden af sine kunster, og den har faktisk ikke noget med mad at gøre. Jeg sad i sofaen og strikkede - med bare ben, for det var godt vejr. Men Sarantoya ønskede at ligge på mig, og det gjorde hun mig særdeles klart. Jeg skulle strække benene ud og for resten også tage et tæppe på, for hun kan ikke lide at ligge på de bare ben. Straks jeg havde adlydt ordre, møffede hun sig til rette og faldt i søvn.

Vores nabokat Emma, som jeg har skrevet om flere gange på bloggen, er også klog. Hun bor 4 huse fra os, og vi har passet hende mange gange, når hendes mennesker er på ferie. Pasningen går ud på at lukke hende ud og ind igen og så selvfølgelig snakke med hende og fodre hende. Hun kan vældig godt lide at være ude, men som regel går hun ikke så langt, og når hun skal lukkes ind igen, er hun stort set altid i sin egen have.

Det var hun dog ikke i formiddags, da jeg skulle på arbejde. Det var jo dejligt vejr, så det gjorde ikke noget, men jeg regnede dog med, at hun gerne ville lukkes ind, når en af os kom hjem igen. Det var helt korrekt! Da Dorthe kom hjem, sad hun nemlig på VORES havegang og ventede. Hvordan kan hun vide, at det er her, hun skal henvende sig? Ganske vist går hun og jeg af og til tur sammen fra Emmas hus og hen mod vores hus, hvor vores veje skilles - Emma går enten tilbage igen eller ind mellem buskene på den anden side af vejen, og jeg går ind i vores hus. Men det antal gange, vi har set hende i vores have, kan tælles på én hånd, og jeg kan ikke huske, at vi nogen sinde har snakket med hende, når hun har været her, så det er da fantastisk, at hun ved, at i lige præcis det hus bor vi. Faktisk har hun gjort det én gang før. Dengang var jeg ikke helt klar over, om det var et tilfælde, men det tror jeg ikke mere. Nu er jeg behørigt imponeret - måske er Emma lige så klog som Sarantoya?