onsdag den 11. november 2009

Naturalier

Sidste weekend var det tiden for vores årlige venindekomsammen, som denne gang blev holdt her i Århus.

Vi plejer vist ikke at give værtindegaver. Dels har vi allesammen det, vi behøver, og hvis vi ikke har det, køber vi det, når det ellers er i værtindegavestørrelsen rent økonomisk.

Hvis vi skal have smågaver, foretrækker vi naturalier - og det fik vi denne gang. Elsebeth fra Augustenborg kunne huske, at vi havde rost nogle tunfrikadeller fra en delikatesseforrretning i Sønderborg i høje toner. Vi stiftede bekendtskab med dem, da vi for nogle år siden var i sommerhus i Mommark. Måske hedder forretningen Schmidts Delikatesser, men jeg er ikke sikker.

Minsandten om Elsebeth ikke havde 4 styks med til os. MUMS! De er fortæret nu.

Forresten fik vi også nogle ekstremt lækre tunbiff - eller hed det fiskebiff? - da vi var på ferie i Göteborg. De blev forhandlet hos vores lokale fiskevogn, som holdt på fortovet lige ud for vores opgang - og den holdt der hver eneste dag!

Jeg har forsøgt at lave dem efter, men uden den store succes. Jeg tror, at forretningen måske selv hakker tunen, hvor jeg brugte dåsetun. Men hvis der er nogen, der har en opskrift på nogle gode tunfrikadeller, så vil jeg gerne prøve den.

Ingen kommentarer: