Biografture

I går så vi helt tilfældigt i fjernsynet uddelingen af Guldbaggen, Det Svenska Filminstitutets filmpriser, der nok svarer til vores Bodil. Og minsandten om ikke en film, vi har set, løb med en masse guldbagger.

Faktisk har vi set ikke mindre end 4 film i efteråret.

Ganske usædvanligt for os, vi plejer ikke at gå ret tit i biografen. Men jeg kan nu godt lide at komme i biografen, jeg synes bare, der er så mange dårlige og kedelige og uinteressante film.

De film, vi så i efteråret blev sjovt nok bedre og bedre. Vi startede også på nulpunktet med Once, som jeg har skrevet om før.

Så så vi den franske Pigen og ræven, der vel egentlig er en børnefilm. Den har smukke, smukke billeder, men historien er en blanding af eventyr og realisme, og jeg synes ikke, den fungerer 100% som nogen af delene. Det værste er dog den tykke morale, som instruktør eller manuskriptforfatter har fundet det nødvendigt at klistre på til sidst.

Næste forsøg var Burn after reading af Coen-brødrene. De lavede for en del år siden Fargo, som jeg synes er en yderst morsom film. Det er Burn after reading også, selv om den ikke helt når op på siden af Fargo. Vi var de eneste i biografen til en eftermiddagsforestilling, og vi lo himmelhøjt af filmen, der nok må betegnes som en parodi på en spændingsfilm. Underholdende, men en hurtig glemt film.

Og endelig så vi så Maria Larssons evige øjeblik af Jan Troell, og der har jeg ikke en eneste indvending. Der er en god historie, der skal fortælles i den film, og det bliver den med super skuespillerpræstationer (af bl.a. Mikael Persbrandt=Gunvald Larsson i Martin Beck-filmene) og en lige så super fotografering af bl.a. Jan Troell selv.

Jeg begriber simpelthen ikke, at ikke alle synes, det er en gribende og vedkommende og smuk og en hel masse andre superlativer film. Men sådan er det ikke. På Scope får Once faktisk flere stjerner end Maria Larsson. Godt at det svenske filminstitut var enig med mig! Filmen fik ikke mindre end 5 guldbagger.