søndag den 13. juli 2008

Strikkeblogs

Der er så mange flotte strikkeblogs! Da jeg lærte blogs at kende, var det det første, hvor jeg overhovedet syntes, der var nogen mening i at lave en blog.

Jeg strikker også selv - i meget begrænset omfang. For omkring 20-30 år siden strikkede jeg rigtig meget, men jeg havde en del besvær med at finde ud af, hvad jeg dog skulle stille op med arbejderne, for jeg kan egentlig ikke lide at gå i strik. I hvert fald skal det kun være af bomuld, når det ikke lige drejer sig om sokker og sjaler, og der har jeg selv rigeligt fra den gang endnu.

Nu laver jeg mest baby-undertrøjer, der bliver jo heldigvis hele tiden født nye babyer. Jeg kan opskriften næsten i søvne. Jeg bruger enten blødt bomuldsgarn eller lanolingarn, hvor mit lager dog er ved at være brugt op nu, så nu skal jeg have fundet noget andet helt tyndt og kradsefrit uldgarn. Det værste er at sy sammen - det er heldigvis ret begrænset på denne model - det bedste er at finde knapperne, og her trænger jeg snart til nogle nye. Hvor mon der er gode knappeforretninger?

Made by me

Disse tre undertrøjer er lige blevet sendt til en ny lille pige i Dorthes familie.

2 kommentarer:

Irene sagde ...

Kirsten - kig efter knapper, når I er i udlandet, og ellers har strikkeforretningen Fandango inde i Århus mange fine knapper.
De er søde - dine små veste ;-)

eKirsten sagde ...

Tak for tippet, Irene. Det vil jeg prøve...