I den tomme by

Byen er unægtelig mindre befolket end normalt. Jeg var der i går omkring middagstid, og da så strøget sådan ud:

Det undrer mig lidt, at der var så tomt, for der er trods alt en del butikker, der har åbent, og det var torsdag, som efterhånden næsten tæller med til weekenden for en del mennesker. 

Måske er det, fordi Århus er en by med mange studerende - faktisk er en syvendedel af indbyggerne studerende, efter hvad jeg ved. Og de studerende har i hvert fald lang weekend og plejer at fylde godt op i gadebilledet, men i dag var det overhovedet ikke svært at holde afstand.

Hvorfor var jeg egentlig selv i den halvlukkede by en regnfuld formiddag? I hvert fald ikke for at få en kop god cafékaffe, selv om jeg længes efter det.

Ganske vist sælger mange caféer take-away kaffe, men dels gider jeg ikke drikke min kaffe på åben gade, når vejret ikke er bedre, og dels får jeg som regel altid brug for et toilet ret kort tid efter, jeg har indtaget kaffe. Og det er et problem i Århus i denne tid. Der er en udpræget mangel på åbne offentlige faciliteter. Selv i Bruuns Galleri har man med henvisning til corona-situationen lukket toiletterne af, på trods af, at der er masser af åbne forretninger i Bruuns. Så ingen kaffe til mig uden for hjemmets fire vægge.

Nej, forklaringen er selvfølgelig noget med garn. Jeg blev fristet af et godt tilbud på ren cashmere hos Charlotte Tøndering, så det var det, jeg var i byen for at hente.

Faktisk har jeg aldrig strikket med ren cashmere, kun med cashmere-blandinger, og jeg har også kun et enkelt 100% cashmere garn i lageret. Indtil nu altså, nu er der lidt mere, som jeg agter at forvandle til luksuspulsvarmere. Her er mit cashmere:

Det var jo så endnu en forøgelse af garnlageret, selv om jeg endnu ikke er kommet på den rigtige side efter januars udskejelser, men jeg er gået i gang med ærmerne på den famøse "Terapeutens Cardigan". Det må hjælpe godt på garnlagerets størrelse, når den inden forhåbentlig alt for længe er blevet færdigstrikket.

Frost i februar

Er det ikke adskillige år siden, vi har haft så megen frost? Her har vi også lidt sne, andre steder i landet er der vist meget mere. Det ser da meget pænt ud, jeg er bare ikke så meget for at gå ture i det. Dels er det bidende koldt, når det blæser, men hvad værre er, at der mange steder er is under sneen. Det er altså glat, og det har jeg respekt for.

I sidste uge var vi en tur i Randers. Da var det både koldt og blæste. Vi gik alligevel en lille tur ved havnen, men den blev ikke så lang, som vi havde forestillet os.

Det store grønne skib, der bedømt på duften var kommet med savsmuld, hed Anna Lehmann og var fra Lübeck, men egentlig var det isen i fjorden, jeg fotograferede. Jeg var forundret over, at der var så meget.

Til kyndelmisse var der også frost, men vindstille. Der var så dejligt i parken den dag, og jeg havde heldigvis kameraet med mig:

Fyrretræet var blevet dekoreret med et fint lag rim

Der var også andre, der gik morgentur i parken

Solsorten syntes i hvert fald, at det var hundekoldt

Birkens rakler er allerede store

Højt på en gren - en råge

Ikke på ønskesedlen

 

Bemærk at der kun er 25 g i et bundt. Det må bestemt være verdens dyreste garn. Ren vicuña, men det bliver ikke lagt i min kurv alligevel. Intet - og jeg mener INTET - garn kan være så meget værd.

OK, hvis man havde en månedsløn på en million, så ville det måske se anderledes ud, men det har jeg så ikke lige.

Også hos det tyske firma Pascuali har de ren vicuña, det er bare en anelse billigere end Langs. Jeg har nu en mistanke om, at det i virkeligheden er det samme garn, bare med forskellig etiket, men det er sådan set kun af akademisk interesse.

På en af de sider, hvor jeg læste om luksusgarnet var der også en video, hvor man så, hvordan vicuñaerne bliver indfanget, og det så ærlig talt lidt barsk ud, så også af den grund kommer der ikke noget vicuña-garn i hverken min indkøbs- eller strikkekurv, heller ikke selv om jeg var multimillionær. Lad dog de vicuñaer beholde deres uld selv.

Noget andet er, at Pascuali har en rædsom masse meget lækkert garn. Mon ikke der er en forhandler i Berlin eller Hamborg med et større udvalg? Det vil jeg undersøge, når verden engang nærmer sig det normale igen, for så vil jeg dertil og mærke, dufte og se farver.

Strikkeopskrifter og deres beskaffenhed

Hvor er kvaliteten af strikkeopskrifter dog forskellig. Danske strikkeopskrifter har en en næsten fast pris - 30 eller 40 kr. - men det er godt nok meget forskelligt, hvad man får for pengene. Og apropos penge, så vil jeg lige gøre opmærksom på, at dette indlæg ikke er sponseret, det er bare min egen uforbeholdne mening.

En af de gode designere er Sanne Bjerregaard, også kendt som Rasmilla. Jeg har strikket adskillige af hendes modeller, sidst Hjertetrøjen:

Ikke alene er Sanne Bjerregaards opskrifter gennemarbejdede (jeg tror kun, jeg har fundet en enkelt fejl, og den var minimal), de er også både innovative og med smarte finesser.

Hjertetrøjen er for eksempel strikket i omvendt glat, så man er nødt til at strikke hver anden pind med vrang i bærestykket og på kroppen. Ærmerne kan derimod strikkes på vrangsiden med bare ret, så man undgår de besværlige vrangmasker, og der er en fin anvisning på, hvordan man vender arbejdet og med et lille fif undgår huller i ærmegabet. Ribben forneden på trøjen startes også efter en retpind på forsiden, hvilket ser en del bedre ud, end hvis man starter den efter en vrangpind. Det ved en erfaren strikker, men for de mindre erfarne er den slags detaljer guld værd for et godt resultat.

Sannes opskrifter til både børn og voksne kan købes på Ravelry, men hun samarbejder også med Filcolana, og de opskrifter er oven i købet gratis.

En anden designer, jeg er glad for, er Mette Hvitved, der designer under navnet PetiteKnit. Også hendes opskrifter har mange gode detaljer, og hun er vist helt fortjent en af de mest populære strikdesignere netop nu. 

Jeg har moret mig en del over, at nogle garnforretninger har været nødt til at tilpasse deres udvalg efter hendes opskrifter. På et tidspunkt designede hun en Sweater i et Noro-garn. Noro var ellers lidt ude af det danske marked på det tidspunkt, men pludselig kunne man få netop det garn i utrolig mange butikker.

Jeg har selv strikket et par af hendes modeller, og der var bare ikke noget at være i tvivl om på noget tidspunkt. Sidste år strikkede jeg Ankers heldragt til en baby, der ventes i februar:

Den er bare sød, synes jeg. Garnet er Sandnes Sunday PetiteKnit, der er udviklet i samarbejde med netop Mette Hvitved, blandt andet har hun designet nogle af farverne. Det er immervæk også noget af et skulderklap. 

I den anden ende af min personlige skala over designere ligger Britta Wilfert. Jeg købte sidste år hos garnbutikken Sommerfuglen et kit med en cardigan kaldt "Terapeutens cardigan" designet af denne designer. Cardiganen er ikke færdig endnu, og det er opskriftens skyld. Det varede nemlig ikke længe, inden jeg opdagede, at der var fejl i den. Tydeligvis var cardiganen kun strikket op i den mindste størrelse, og der manglede simpelthen flere gange maskeantal for de andre størrelser.

Tre gange måtte jeg kontakte Sommerfuglen, inden de indrømmede, at der faktisk var fejl - eller rettere mangler - i opskriften. Efter første henvendelse, hvor de nægtede, at der var noget galt, blev jeg sur og smed det hele til hjørne. Så tænkte jeg, at så let skulle de alligevel ikke slippe. Henvendte mig endnu en gang med negativt resultat. Først efter tredje kontakt indrømmede de, at der var fejl, og jeg fik en rettet opskrift. Jeg strikkede videre, men efter et stykke tid opdagede jeg, at opskriften da ikke rettet hele vejen igennem. Så blev jeg sur igen, men opgav flere henvendelser. Så hellere strikke videre efter bedste evne. Nu mangler jeg kun ærmerne, og dem regner jeg med også selv at kunne improvisere, så der er lys for enden af tunnelen, men jeg vil aldrig strikke en Britta Wilfert model igen. Det er simpelthen ikke sjovt at strikke efter så sjusket en opskrift.

Her ligger den halvfærdige cardigan og flyder på en stol

Netop det med at modellen er strikket op i alle størrelser og alle varianter mener jeg, man med rette kan forvente, når man betaler for en opskrift, men jeg har flere gange været ude for, at det ikke har været tilfældet. Det er godt nok at springe over, hvor gærdet er lavest.

På Ravelry kan man finde opskrifter, hvor man kan få lov at teststrikke. Det har jeg været med til nogle gange, og selvfølgelig bliver der teststrikket i alle størrelser. Belønningen for arbejdet er selve opskriften.

Jeg var jo noget kry, da jeg for et par indlæg siden fortalte, hvor mange meter, mit garnlager var svundet med sidste år. Ganske kort tid efter kom jeg til at købe nyt garn, bare fordi...

Når sandheden skal frem, købte jeg endnu flere bundter end dem på billedet

I dette tilfælde, fordi det er så lækkert, og fordi det er GOTS-certificeret, altså produceret med hensyn til både mennesker, dyr og miljø. Og så var det lidt på tilbud, så jeg lod mig lokke. Garnet hedder Rosy Green Wool Cheeky Merino Joy, og det er en fornøjelse at strikke af. Sidste år blev det til denne lille trøje, som for øvrigt netop var en prøvestrikning af en opskrift fra en dansk designer, der hedder Elsebeth Judith Sørensen:

Jeg er også kommet til at købe lidt andet garn. Bare fordi... det er et nyt garn, jeg har lyst til at afprøve.

En dame i haven

Vores tempeltræ, altså vores Ginkgo biloba, er et dametræ! For bare et par dage siden opdagede jeg, at det har frugter.

Bare tre styk, men umiskendeligt frugter! Når et tempeltræ har frugter, er det en hun, et dametræ.

Man kan læse en masse på nettet om tempeltræerne. En af de gode sider er denne fra Landbohøjskolen. Der står blandt andet, at hantræet i Landbohøjskolens have hvert år befrugter et huntræ på Bülowsvej, og jeg tror, at netop dette træ var det første, jeg så med frugter. Jeg havde næsten glemt det, men det dukkede op i hukommelsen, da jeg for anden gang i mit liv så tempeltræsfrugter. På vores eget træ!

Gad vidst hvor langt hantræets pollen kan flyve? Mig bekendt gror vores nærmeste tempeltræ mindst 500 meter fra os, men jeg har godt nok ikke været inde og undersøge alle baghaverne.

Jeg læste også på den pågældende side, at Ginkgo er afledt af et kinesisk ord, der betyder sølv-nød eller sølv-blomme, og de ligner da også små blommer. Sølvet ved jeg ikke rigtig hvor kommer fra. Måske er sølv i Kina sædvanligvis anløbet.

De ligner også noget de paradisæbler, vi har kigget så meget på i den senere tid:

P.S.

Mon solsortene vil spise tempeltræsfrugter?

 

Aprilvejr i januar

Altså ikke når det gælder temperaturen, men når det gælder omskifteligheden. Den ene dag er der tåge eller regn, så en dag med skyfri blå himmel efterfulgt af en gang sne og frost og så endnu en dag med blå himmel. I dag er vi tilbage ved det grå og lidt tågede. Jeg får oplevet det hele på mine traveture.

Sjaggeren, som Dorthe har fotograferet, og en hel masse af dens artsfæller har vi haft stor fornøjelse af.

De holder til i et naboparcelhuskvarter. Der er nogle gennemgående veje med stikveje, og på hver stikvej er der ved hvert hus et træ af samme slags, men forskellige på de enkelte stikveje. På en af dem er det paradisæbler, og da der først var kommet lidt frost, kom sjaggerne også. Den første gang, jeg bemærkede dem, gav de en masse lyd fra sig. Jeg tror, det var for at holde solsortene væk, men solsortene var vist ligeglade. de valgte bare nogle andre træer. Nu er næsten alle paradisæblerne spist, men sjovt nok er der lige to træer, hvor der stadig er nogle.

Det pågældende parcelhusområde er fra lige omkring 1970, og jeg kan ikke lade være med at beundre, hvor gennemtænkt planlægningen har været. Igennem hele Åbyhøj går en grøn kile med flere parker, og på vejene er der som nævnt plantet masser af træer med både et samlende udtryk og variation. Nogle af dem er godt nok blevet fældet, men de fleste er der endnu.

Snemanden nedenfor er fra den første omgang tøsne. Senere er der selvfølgelig kommet flere snemænd, mange af dem udstyret med mundbind. De har dog det problem, at de ikke kan få mundbindet korrekt anbragt over næsen. 

Her har vi så den helt blå himmel:

Og lav sol over Århus. Eller i dette tilfælde over Åbyhøj:

Der er næsten altid nogen, der går tur med deres hunde i parken, men en dag mødte jeg også en kat i sele.

Den var længere oppe i træet, da jeg først fik øje på den, men nåede at klatre næsten ned, inden jeg fik fisket telefonen frem og spurgt, om jeg måtte fotografere.

Ejeren havde en stor rygsæk på ryggen, som katten hoppede ned i, hvis de mødte en uvenlig hund. Ret smart, synes jeg. Jeg blev trods alt ikke opfattet som så farlig, at det blev nødvendigt at komme i skjul, men jeg gik så heller ikke så tæt på.

Jeg går ind for genbrug

 

...men måske kan det alligevel overdrives.

Status på strikkeåret 2020

Det blev et super strikkeår, især fordi jeg endelig kan jeg skrive, at garnlageret er blevet formindsket. Det har været planen i mange år, men først nu er det lykkedes. 

FAKTA:
14169 meter strikket. Lidt flere meter brugt, da et enkelt projekt er strikket med dobbelt tråd. Der er også et enkelt, men lidt større, halvfærdigt projekt, men det er nok det samme ved hvert årsskifte.
3441 meter er lageret formindsket med. Det er da noget!
3517 kr. kostede strikkeriet. Jeg har brugt en hel del på nye strikkepinde. Jeg strikker altid på rundpinde, og jeg gider simpelthen ikke bruge dem, der har fået stive wirer. Jeg har forsøgt at gøre nogle af dem bløde igen med varmt vand, men det hjælper kun kortvarigt. Jeg har i 2020 kun solgt for 275,- kr. De aflyste markeder mærkes tydeligt.
56 projekter blev færdiggjort. Det er de projekter, jeg har registreret på Ravelry. Nogle af dem indeholder flere enheder som for eksempel en portion babystøvler i drengefarver. Eller rettere sagt i farver, der kan bruges af både drenge og piger:

Sjovt nok kan piger gå i alle farver, men små drenge kan i hvert fald ikke gå i lyserødt. Pjat!
 

Det største projekt blev farveskiftesjalet, som jeg har skrevet om tidligere.

Jeg tror nok, jeg har bestemt mig for selv at beholde det, men jeg har godt nok ikke brugt det endnu.

En af de sjoveste ting, jeg strikkede i årets løb, var en lille matroskjole. Måske fordi den er helt anderledes end det meste andet strik, der er fremme netop nu.

Der var en masse montering, som jeg egentlig ikke er så vild med, og det bliver nok både første og sidste gang, jeg strikker den.

Hvad er ellers værd at nævne? Som sædvanligt en masse pulsvarmere, blandt andet flere kontrolstrikninger af årets opskrift, som jeg kaldte Ujiji, og som jeg bloggede om her. Og så var disse søde bloomers sjove at strikke:

Dem kan det godt ske, jeg laver flere af, men lige nu er der andet på pindene.

Færdig med Fanø

Jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver færdig med Fanø, men jeg kan her på en af årets sidste dage blive færdig med at blogge om dette års Fanø-ferie, der som sædvanligt fandt sted i september.

Ud over det, jeg allerede har berettet om, var Fanø i år også:

Travetur på Hønen på sydøen.

Et møde med Anker Drømmefanger på nordøen.
Anker er lavet af kunstneren Thomas Dambo, og Dorthe giver et indtryk af,
at Anker er en pænt stor trold.

Krager på stranden.

- og på antennerne. Nå, det har jeg vist nævnt før.

Sønderhos stråtækte huse

Det maleriske gamle skibsværft på havnen i Sønderho

Sælerne på sandbanken i havnen i Nordby, der her er lige ved at blive oversvømmet af højvandet.
Der var mange sæler i år. På et tidspunkt så vi ni samtidig.

Solnedgang på Rindby Strand.
Man kan også lige skimte månen, hvis man ser godt efter.

Udsigt til Esbjergs lys fra Nordby

Og så var der rigtig meget hygge i sommerhuset med killingerne, men det har jeg i hvert fald skrevet om før.

Opsamling på Fanø. Kattene

Jeg blev egentlig aldrig færdig med at skrive om årets oplevelser på Fanø. Blandt andet fik jeg ikke portrætteret årets katte, men her kommer en billedkavalkade.

I Nordby:

Først og fremmest Pizza

Det var dejligt at møde hende igen, men hun er blevet gammel. Sådan karakteristisk tynd over ryggen, man kan nu tydeligt mærke hendes ryghvirvler, når man aer hende. Vi så hende også mest sovende, som regel ret dybt. Gad vidst om hun også er der næste år? 

Den sort-hvide, der hyggede sig i solen, mener jeg, vi har set før. I modsætning til Pizza ville den ikke snakkes med.

Det ville den næsten helt sorte godt. Den lå i dyb søvn ved Fanø Is (der nu er til salg - ØV!), hvor en lille dreng på et par år kælede længe med den, inden den vågnede

På trods af coronaen blev der afholdt en drikkefestival i Nordby, men der var ikke mange mennesker, der deltog. Den flotte langhårede, rød-hvide deltog nok ikke i drikkeriet, men den gik i hvert fald ind i teltet for at se, om der forgik noget. Jeg gik bagefter og konstaterede, at det gjorde der ikke rigtig.

I Sønderho

så vi i år kun få katte, og jeg fik kun fotograferet én af dem. Vi så den ved De Tre Søstre, hvor vi også tidligere har set flere katte, men jeg er ikke helt sikker på, at vi har hilst på denne før. På billedet er den på vej hen til mig for at få nærkontakt.

I Rindby så vi ikke nogen katte i det fri, men vi havde jo vores egne at snakke med.

Små flasker

December har for os været de små flaskers tid:

De to mindste flasker på billedet er de sidste to i vores rom-kalender, som vi ligesom sidste år har haft stor fornøjelse af. Der har været mange gode, nogle exceptionelt gode, nogle få mindre gode og en enkelt udrikkelig, som minsandten var fra USA. Indtil nu, for mon ikke den, vi skal drikke i morgen, er en af de bedre.

De fire flasker gin er fra vores adventskalender. "Vores" killinger var nemlig så søde at forsyne os med en sådan. Der var også tonic'er, der passer til de enkelte ginner i kalenderen. 

Det er spændende, at ginnerne er fra et destilleri, som vi ikke kender i forvejen. Knaplund hedder det, og det ligger syd for Herning. På hjemmesiden kunne jeg læse, at det er startet som et whiskydestilleri, men at de også er begyndt at interessere sig for gin. Godt for os, der bedre kan lide gin end whisky, og vi glæder os til at drikke de fire varianter: classic, oak, magic og sweet mango.

Den største flaske er den sidste, der er kommet til samlingen. Den fik vi af Bodil, og den indeholder hendes egen stikkelsbærlikør. Faktisk har vi allerede smagt den, og jeg var ret vild med den. Stikkelsbær er vist godt til alt.

Tak til Bodil og til killingerne og Annett. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at vise nogle flere killingebilleder:

En søvnig Gamine

Smukke Samantha, der er lidt fornemt utilnærmelig
hvilket bare gør hende endnu mere spændende

Sidst, men ikke mindst: Frække og knuselskelige Dino

P.S. Det lykkedes at få set Jupiter og Saturn i går. De var meget tydelige, men allerede et lille stykke fra hinanden, så de ikke lyste helt så kraftigt, som de sikkert gjorde dagen før.

P.P.S. Glædelig jul til alle der kommer fobi denne blog.

Lys i mørket

 

I går var som bekendt årets korteste dag, men dagen i dag er ikke engang et helt minut længere end i går. Det sker først i morgen. 

Det lysende rensdyr fotograferede jeg i Zoologisk Have i København sidste år. Zoo er dog ikke det eneste sted med lysende dyr. I hvert fald har de også et par stykker i Randers.

Byens vartegn, den jyske hingst, har været der i adskillige år. Det kunne jeg godt nok ikke huske, men både Dorthe og Yrsa, der bor i Randers, kendte den udmærket.

Der er også i år kommet et nyt dyr i byen. Eller dyr og dyr..., måske er det snarere et stykke legetøj:

En meget stor teddybjørn. Måske lidt for stor, men der er god plads på Østervold. Den er vel mest for børn, og jeg håber, de kan forholde sig til en bjørn i den størrelse. Flot er den da.

Jeg ønsker mig klart vejr i aften mellem 16 og 18. Det er endnu ikke lykkedes mig at se Jupiter og Saturn konjunktionen, fordi det har været overskyet. Ganske vist så jeg månen i går, men det var inden, man kunne se planeterne. Og en anden aften så jeg stjerner, men det var efter de to planeter var gået ned. Der er ikke så vildt tykt skylag i dag, så måske...

Kommunale meddelelser i gadebilledet

 

Dette billede viser ikke et udmattet mundbind, der er faldet om af træthed. 

Eller det gør det på en måde. Det er en plakat bag en plexiglasrude, der opfordrer til, at folk smider deres brugte mundbind i en affaldskurv i stedet for på gaden. Dorthe har taget billedet. Det er faldet sjovt ud, synes jeg, men jeg kan ikke få styr på, hvad der egentlig er plakat, og hvad der er gadebillede.

Jeg er forarget over, så mange der bare smider deres mundbind rundt omkring. Hvor byrdefuldt er det lige at beholde mundbindet på, til man når næste affaldskurv? Eller alternativt tage en lille plasticpose med sammen med dagens mundbind, så de kan arkiveres deri? Det er åbenbart meget belastende for en del, for hvor ser man mange mundbind ligge og flyde på gader og veje.

For et stykke tid siden så jeg et andet sjovt skilt:

Fredeliggørelse? Hvad er det for et ord? Jeg har aldrig bemærket, at Ryesgade skulle være specielt ufredelig. Det skulle da lige være, fordi der ligger en privatskole i gaden, og der er unægtelig ret meget larm i frikvartererne.

Arbejdet er jo afsluttet for et stykke tid siden, og jeg har ikke bemærket forandringer. Nogen har fortalt, at det vist skulle dreje sig om terrorsikring, og det er jo meget fornuftigt. Næste gang, jeg kommer på de kanter, må jeg prøve at lægge mærke til, hvad der egentlig er sket.