På skolebænken

Noget af det allerbedste ved ikke at være på arbejdsmarkedet mere er, at der er tid til at lære noget. Uforpligtende og uden eksaminer - det er herligt.

Det er også herligt at bo i en større by, hvor udbuddet at kurser er pænt stort. Folkeuniversitetet har et kæmpe program, og desuden er der oplysningsforbundene, ældresagen og diverse andre aktører. Det er altid svært at vælge.

Af ukendte årsager - også for mig - kastede jeg mig for flere år siden over tysk. Det går ikke så hurtigt fremad, men så er der til mange år på mit hyggelige hold.

Det har desuden medført en almen interesse i tysk kultur. Her i efteråret har jeg deltaget i en forelæsningsrække med titlen "Tyskland - historie, sprog og kultur". To af foredragene var endda på tysk ("letforståeligt tysk" stod der i programmet), og jeg syntes selv, jeg kunne følge ret godt med. Det ene af foredragene på tysk var endda det allermest interessante i hele rækken.

For at få endnu mere ud af timerne på skolebænken var jeg i lørdags til en heldagsforestilling under overskriften "Knivskarp - fra normal til genial" med hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær. Han forelæste med udgangspunkt i sin egen bog, der også hedder Knivskarp.

Vi var mange, der trængte til af blive hvæsset. Omkring 200 tror jeg, så vi måtte ind i et af de større auditorier på universitetet. I netop det auditorium var jeg i 1968, mens jeg gik i 3.g, til en forelæsning i matematik med professor Svend Bundgaard. I løbet af et par timer havde han malet alle de 10 store tavler i auditoriet til med ligninger, formler o.s.v. Det var en stor oplevelse, men jeg tror, at netop den prøveforelæsning fik mig til at indse, at jeg vist ikke var knivskarp nok til at læse matematik.

Dagens billede er taget inden starten i omtalte auditorium. Nu bliver projektorerne over tavlerne garanteret brugt mere end de sorte tavler. Måske lidt en skam. Faktisk synes jeg, undervisningen tit er mere dynamisk, når man bruger tavler til at skrive på end de allestedsnærværende powerpoints. Eller i hvert fald begge dele.

Jeg blev nu heller ikke knivskarp af lørdagens seance. Faktisk var det lidt af en skuffelse. Jeg havde troet, jeg ville få forskellige værktøjer, som jeg lige kunne gå i gang med at bruge til at holde hjernen i gang, men der skal jeg være mere opsøgende. På sin vis synes jeg også, forelæseren slap lidt let om ved det. Meget blev overladt til deltagerne, men jeg var ikke særlig imponeret af øvelserne. Det blev temmelig gruppearbejdeagtigt, og jeg synes kun gruppearbejde fungerer under bestemte forudsætninger. Ikke når man bare skal arbejde sammen med en flok tilfældige.

Men måske ret knivskarpt af forelæseren at overlade det til deltagerne, så han selv undgik at arbejde for hårdt ;)

Nu er efterårets forelæsninger overstået for mit vedkommende, men tysktimerne fortsætter lige til kort før jul og heldigvis også på den anden side af nytåret.

Mortensdag

Ingen gæs eller ænder måtte lade livet til Mortensaften på grund af mig. Jeg elsker andesteg, men spiser det næsten kun juleaften. Somme tider også på restaurant, hvis der er andeconfit på spisekortet.

Det holdt ellers lidt hårdt i går. Vi var en tur i byen, og på masser af restauranter var der i sagens natur and på menuen. Dem gik vi tappert forbi, for det var ikke meningen, at vi skulle spise ude i går. Men da vi så kom forbi et hus, hvor der duftede helt fantastisk af and og andesovs, var vi lige ved at vende om. Vi tog hjem, og jeg fik en skive rugbrød med avocado. Det er næsten lige så godt.

Dagens illustration er fra min kattekortsamling, en affotografering af et kort, som jeg købte på julemarked i Lübeck for et par år siden. Fotografen er H.-J. Buchhorn fra Föhr, og det er selvfølgelig ham, der har copyrighten, men mon ikke det går at bringe det, når jeg dels har sat et vandmærke på og dels har uploadet det i en lille opløsning.

Mortensaften blev nogle gange, men ikke altid, fejret, da jeg var barn, og jeg har "altid" kendt historien om, hvorfor gæssene må lade livet her i november. Jeg har vist også altid syntes, det var synd for dem, og de stakkels ænder er da helt uskyldige. Gad vidst hvor mange der kender Martin af Tours nu om dage?

Så kom efterårsblæsten...

...og den fik næsten alle bladene på vores tempeltræ til at falde til jorden. Sådan så fuglenes vandskål ud i morges:

Enkelte blade holdt tappert ud, men bare i går var der altså blade på alle grene og kviste.

Ganske få gange har vi oplevet, at bladene slipper helt af sig selv, uden blæstens medvirken.

Det er spændende, når det sker, for de daler lige så stille ned, som var de kæmpestore snefnug. Sjovt at de beslutter sig for at slippe taget stort set samtidigt.

I øvrigt opdagede vi næsten ikke den kraftige vind, for den var så venlig at passere os i nat. Vi vågnede op til en blå himmel og næsten vindstille.

Jeg gik en tur i nabolaget i det dejlige vejr. Heldigvis havde jeg overtalt mig selv til at tage kameraet på skulderen. Se bare:

Den hvide skønhed nød tydeligvis også solen og det lune efterår

Forgængelighed

Dette foto har hængt på min opslagstavle i ret mange år. Nok over 30.

Først forsvandt farverne. Så forsvandt kontrasterne. Til sidst forsvandt billedet fra opslagstavlen, for det var altså blevet for blegt og udflydende. Men inden da havde jeg lige affotograferet det til bloggen.

Hvis man ser godt efter, kan man se to farveklatter (en helt mørk og en lys blå) i kanten forneden og også en mørk klat i kanten foroven. Jeg har ikke lagt mærke til dem før, men det er helt sikkert der, tegnestifterne har siddet.

Det er i øvrigt Dorthe og min ældste niece, der sidder på verandaen til min mors sommerhus.

God (u)hyggelig Allehelgensaften

Billedet er naturligvis fra Tivoli.

Det ser unægtelig hyggeligt ud, men vi havde nu ikke tid til også at gå i Tivoli på vores endagstur i sidste uge.

Jeg nøjedes med at fotografere stemningen fra den anden side af indgangen, og det var jeg ikke ene om.

Jeg fejrer hverken Allehelgen eller Halloween, men synes egentlig, det er meget sjovt med alle græskarrene. Derimod gider jeg ikke tiggeriet. Hvis der kommer børn hos os, får de måske "treats", og jeg tror egentlig ikke, det er det, de vil have. Tiggeriet hører her i landet hjemme til fastelavn. Basta!

Dyr på Fanø

I modsætning til i København så vi masser af levende dyr på Fanø. Det kan selvfølgelig ikke undre.

Det skotske højlandskvæg gik rundt i naturen ved Sønderho Gårdbutik. Det så ud til at passe dem storartet. "Dyrevelfærd giver en bedre smag i munden" står der på gårdbutikkens hjemmeside. Det synes jeg også, og de bøffer, vi stegte af det indkøbte kød, smagte i hvert fald særdeles godt.

Ellers var det selvfølgelig mest katte, jeg fotograferede. Her kommer et lille udvalg:

Først og fremmest er der Fru Kokos.
Hende har vi hilst på før, og det var dejligt at se hende igen. Hun er bare så smuk.

Jeg ved faktisk ikke, om hun hedder Fru Kokos, men hun bor i det hus i Nordby, hvor der er en butik, der hedder Fru Kokos. Jeg tror bestemt, butikken er opkaldt efter katten.

Selv om hun er hvid, er hun ikke døv. På billedet var hun lige blevet opmærksom på en vogn, der kom med nye varer til forretningen, og få sekunder efter havde hun forlagt residensen.

Denne lille charmetrold, som vi så i Sønderho, ved vi, hedder Karla, for hun havde navneskilt på.

Hun var kun en stor killing, og hun legede med alt. En havenisse, der stod i nærheden, blev overfaldet adskillige gange. Her er det bare de lange græsstrå, hun leger med.

Ikke langt fra hvor Karla boede, hilste vi på en nydelig sort-hvid kat.

Måske er den i familie med Karla. Vi syntes i hvert fald, de lignede hinanden ret meget.

Killingen i vinduet så vi også i Sønderho.

Jeg havde lidt problemer med at få hende fotograferet. Første gang, jeg så hende, havde jeg vældig travlt med at finde et toilet. Jeg måtte vende tilbage.

Det gjorde jeg så adskillige gange uden held, men i fjerde forsøg lykkedes det.

Hun sad i vinduet og så bedårende ud. Jeg håber, at husets - og killingens - ejere tilgiver, at jeg måtte tage et skridt ind på deres græs for at få en okay vinkel.

En dag i regnvejr fik vi øje på denne sorte, langhårede kat i Nordby.

Dorthe holdt sin paraply over den, mens jeg fotograferede.

Det kunne den ikke stå for. Den strop, der hang ned, måtte der da kunne leges med. Måske kom der et par huller i paraplyen, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

En morgen gik der et fasanpar med fem store kyllinger rundt om sommerhuset.

De havde ikke travlt, og vi kiggede på dem i lang tid.

Sarantoya syntes også, det var sjovt at kigge på dem, og Annett fik det fine foto af både fasankyllinger og Sarantoya.

Der kommer flere af mine kattebilleder på Flickr.

Dyr i København

Jeg plejer altid at fotografere nogle af de dyr, jeg ser rundt omkring, men i København i fredags var de eneste levende dyr, vi så, to bryggerheste, og de var på vej ud af billedet, inden jeg fik stillet skarpt eller i det hele taget fik kameraet frem. Ikke så meget som en chihuahua i en taske så vi.

Jeg måtte nøjes med afbildninger af dyr. Først og fremmest var der Anne Marie Carl-Nielsen udstillingen Dyrestudier på Den Hirschsprungske Samling. Meget spændende små og enkelte lidt større dyreskulpturer, øjebliksafbilleder, der får skulpturerne til at virke meget levende og livagtige. Her er et par eksempler:

Det eneste dyr, Anne Marie Carl-Nielsen også lavede i stor størrelse, var hesten.
De her var dog ikke så store.

Et lille lam, der er hoppet op på ryggen af sin mor,

Det er en fin lille særudstilling, der varer til den 28, marts 2016.

Det er mest landbrugsdyrene, Anne Marie Carl-Nielsen har skulpteret, Vi så ingen hunde og katte. Det så vi til gengæld i den permanente samling, nemlig dette charmerende portræt af en dreng (tror jeg) og hans kat. Kunstneren er G. Chr. Freund.

På hjørnet af Sølvgade og Øster Farimagsgade havde Dorthe tidligere set et siddearrangement, der også inkluderer nogle røde katte. Vi smuttede lige forbi.

Det er Lissy Boesen, der er kunstneren bag. Det må bestemt også være hende, der har lavet de skulpturer - en del katte og en enkelt høne - vi har set både i Esbjergs gader og i Nordby.

Endnu er rød kat kiggede på os fra en plakat. Tydeligvis er rex, formodentlig en cornish (jeg kan ikke rigtig huske forskellen på cornish og devon). Den er da noget af et blikfang.

En oktobersolskinsdag i hovedstaden

For at fejre at Yrsa er gået på efterløn, tog vi på en endagstur til København - i det bedste vejr oktober kunne fremvise.

Vi tog med Rødbilletbus. Det er unægtelig billigt, og turen derover gik også fint, men vi blev dog omkring 20 minutter forsinket. Hjemad kørte vi med en skodbus. Den skramlede og raslede, der manglede lys over nogle pladser, sæderne var umagelige og værst af alt: toilettet fungerede ikke. Næste gang vil vi måske nok vælge en anden transportmåde.

Vi kom frem i det dejligste solskin, og efter en tiltrængt latte gik turen til Den Hirschsprungske Samling.

Der har jeg aldrig været før, men det er en dejlig kunstsamling. Udelukkende dansk kunst fra 1800-tallet. Overskueligt, men nok til at man synes, man har fået noget for entrébilletten.

Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den strikkende pige, der står i døråbningen og venter på sin kæreste. Ud over at det er en strikkende pige, så synes jeg, aftensommerlyset på landskabet bag pigen er så fint.

Christen Dalsgaard har malet "Mon han dog ikke skulle komme?" i 1879. Mit foto er kun et udsnit.

Der var særudstilling med Anne Marie Carl-Nielsen dyrestudier. Den vender jeg tilbage til.

I parken stod en
drabelige karl. Han havde også afhuggede hoveder på den anden side af hesten. Vi kunne ikke finde ud af, hvem der har lavet ham, men måske nogen ved noget?

Naturens efterårsfarver klæder ham, synes jeg.

Det var allerede blevet midt på eftermiddagen, og vi var lidt sultne, da vi forlod Den Hirschsprungske Samling.

Vi droppede ind på Taste Deli i Store Kongensgade. Det var mad efter vores smag. Dorthe og Yrsa fik hver sin udgave af omelet og så meget tilfredse ud. Jeg var ikke mindre tilfreds med min sandwich med lammeterrine med pistacienødder og abrikoser.

Der var ikke plads til noget af det søde bagefter, og Tastes kager så ellers vildt fristende ud. De SKAL prøves en anden gang.

Stempelkanderne fik også lov til at blive på deres hylde.
Det er altså sjældent, jeg er for mæt til at drikke kaffe.

En lille smule shopping blev der heldigvis også tid til. Jeg var som sædvanligt forbi Magasins chokoladeafdeling, der har mærker, jeg ikke har fundet i Århus. 82% fra Scharfenberger, 70% kaffechokolade fra Michel Cluizel og en enkelt stang 77% Hachet blev det til denne gang. Yndlingschokoladen fra Friis-Holm var også på hylden, men jeg modstod fristelsen.

Vi var også i Hotel Chocolat, men der købte jeg ikke noget. Jeg havde jo allerede forsynet mig. Det er et lækkert sted, men det undrede os, at man ikke selv kan sammensætte sin æske med chokolader, men er nødt til at købe de færdigpakkede.

I det hele taget blev betalingskortet i tasken på resten af shoppingturen, men både Dorthe og Yrsa fik lidt forskelligt med hjem. Juleting faktisk. Der er da også kun 2 måneder til jul nu.

Citater om katte #34

Efteråret
Og nu igen er efteråret her på jorden
i stedet for fra syden blæser det fra norden
Træernes knopper hviler
og også katten er uvirksom
Heinz Erhardt

Indrømmet, det er mere et efterårsdigt end et citat om katte.
Jeg synes bare, det billede, jeg tog af Sarantoya for et par dage siden, passer så godt til digtet, så det slipper med som et kattecitat også.

Min oversættelse er lidt fri. I digtet står der hankat, men dels lyder det ikke så godt på dansk, dels er Sarantoya jo ikke nogen hankat. Muligvis er betydningen lidt ændret, når Kater er oversat med kat. Det kommer vist an på ens tankegang, men om det også gør det på tysk, skal jeg lade være usagt.

Den flotte kradsebrætsdivan er en gave fra Annett. Toysen fik den på Fanø, så vi behøvede ikke selv have en kradsefacilitet med.

Nostalgi

Jeg har lånt og genlånt den 4-dobbelte Woodstock dvd på biblioteket og har med mellemrum set/hørt den hele sommeren. Selve filmen har jeg selvfølgelig set masser af gange, men jeg havde faktisk aldrig før set dvd 3 med "Untold storier" med optagelser, der var blevet sorteret fra i den "rigtige" film og heller ikke bonus-dvd'en om, hvordan filmen blev optaget.

Woodstock er min ungdoms musik, og det er mange af min ungdoms helte, der musicerer. Santana, Crosby, Stills & Nash, Jefferson Airplane, Grateful Dead, som slet ikke er med i filmen, Country Joe McDonald. Alle nogle, der tit var på min pladespiller.

Crosby, Stills & Nash var endda årsag til, at jeg sammen med to veninder midt i studietiden tog på en uforglemmelig charterrejse til Marrakech. Vi havde alle studiejob på det tidspunkt, ellers havde der ikke været råd til den slags udskejelser. Marrakech Expressen fik vi dog ikke prøvet. Vi var trods alt kun af sted i 1 uge.

Jeg synes, det er fantastisk at se Woodstock-optagelserne. Både musikken, der til dels har været skyld i, at jeg ikke hører så meget rockmusik mere. Jeg holdt ved i mange år, men det kom aldrig helt på højde med musikken i slutningen af 60erne og de tidlige 70ere, synes jeg, og efterhånden lyttede jeg mindre og mindre til rock.

Men også menneskene og tidsånden er fanget fantastisk ind i filmen. Optimismen, glæden, håbet, umiddelbare unge uden forstillelse. Jeg tror helt ærligt, at den generation af unge var sødere ved hinanden end de unge nu. Langt de fleste kunne ikke drømme om at dømme andre på grund af uvæsentlige ting som for eksempel manglende barbering - jvf. den kørende debat. Det måtte man da selv om, og det var ikke noget, de jævnaldrende følte sig foranlediget til at have en mening om.

Nu skal man åbenbart som kvinde barberes alle andre steder end på hovedet, man skal absolut bruge makeup, så andre kan holde ud at se på én, man skal have forstørret både det ene og det andet (jeg kan altså ikke se noget smukt i de der Andersine-læber, der kommer ud af det, men det kan andre åbenbart), have fjernet alle tegn på rynker o.s.v, os.v. Bullshit, siger jeg bare - undskyld sproget.

Jeg er glad for, at jeg var en del af Woodstock-generationen. Selv om jeg ikke var hverken 100% hippie eller 100% ungdomsoprører, så hørte jeg lidt til begge steder, og tankegangen smittede i hvert fald af på mig.

Musikalsk har jeg derimod bevæget mig meget. Jeg nød en flot opførelse af Stravinskijs Ildfuglen i vores musikhus for en uge siden mindst lige så meget som slut-60ernes vestkystrock. Heldigvis er der plads til begge dele.

P.S. Den skarpe iagttager vil kunne se hele to eksemplarer af dvd-sættet. Den anden skulle Yrsa have. Jeg deler min forkærlighed for den tids musik med hende.

Garn på Fanø

Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

Fanø, havet og himlen

Jeg har let ved at få økuller på mindre øer, især hvis der ikke er broforbindelse til omverdenen. Fanø er en undtagelse. Færgen går så tit, at jeg ikke føler mig fanget, og så er Esbjerg LIGE ovre på den anden side.

Jeg elsker udsigten fra det meste af den østlige side af øen over mod byen. og for mig er det nok et ekstra plus, at det tydeligvis er en industriby.

Billedet øverst tog jeg en morgen, hvor der stadig var en ret tæt soldis over vand og by. Sådan så der ud et par timer senere i en lidt anden vinkel:

Nu er solen næsten brudt igennem. Jeg synes, der er smukt i begge belysninger.

I det hele taget gav det skiftende vejr, vi havde i vores ferieuge, nogle smukke himle og belysninger. Klart solskin er selvfølgelig dejligt, og en blå himmel er god at kigge på, men jeg sætter nu mest pris på det, når det ikke altid er sådan.

Den dramatiske blygrå himmel oplevede vi i Rindby ganske kort tid efter, at vi havde gået i solen på stranden. Sjovt nok ingen regn til os fra de skyer.

Solnedgangshimlen set fra vores sommerhus. Det lille sommerhus, som er med på mange af mine billeder, er meget malerisk.

Og solen på vej i havet og skyerne ved Fanø Bad. Fanø er dejlig, også selv om den opleves under en himmel med skyer.

Langvarigt strikkeprojekt...

...som nu er færdigt.

"Spisebordstoppen" er i brug!

Jeg heftede de sidste tråde, da vi var ankommet til Fanø (d.v.s. der er vist stadig en ti tråde, der mangler, men de ses kun på bagsiden), så jeg kunne præsentere den på festivalen.

Faktisk var den politisk ukorrekt på den officielle festival. Den er nemlig strikket af Karen Noe-garn, og Karen Noe var én af dem, der ikke var inviteret med i kæmpeteltet i Nordby, men hun var heldigvis at finde i Sønderho. Jeg kan godt lide hendes garner og også nogle af hendes modeller.

Garnet blev købt på Fanø-festivalen i september 2011. Jeg begyndte at strikke toppen i april 2013 og færdiggjorde den altså her i september 2015. Det har unægtelig været en langvarig proces.

Egentlig er der ikke noget belæg for, at det skulle tage så lang tid, for den var ikke specielt vanskelig. Somme tider (det meste af tiden faktisk) skulle jeg bare strikke med ret mange nøgler samtidig, så det var bedst at sidde ved et bord, hvor jeg kunne opmarchere nøglerne.

Jeg fandt stærk inspiration i "Fur" i Annette Danielsens Kunsten at strikke en ø, men tegnede selv mit snitmønster, hvis man kan kalde det sådan, når det er strik, det drejer sig om.

Garnet er Country Casual, 80% uld og 20% silke. Det garn blev der solgt meget af på festivalen i 2011, for det var vist et rigtig godt tilbud. Jeg har stadig næsten halvdelen tilbage af mit indkøb, og det vil jeg nok bruge til børnetøj, selv om det vist ikke kan vaskes i maskine. På trods af at det mestendels er uld, kradser det næsten ikke.

Dorthe har fotograferet mig i mit nye klædningsstykke ved sommerhuset på Fanø. I livlig blæst - eller måske i laber brise, som nordmændene til vores udelte fornøjelse kalder en af vindstyrkerne.

Krig og fred - og strik

Knitting Peace hedder en forestilling med svenske Cirkus Cirkör. Til festmiddagen på den nyligt overståede Fanø Strikkefestival blev der vist et uddrag af forestillingen, og det var både poetisk, spændende og imponerende.

Cirkus Cirkör stiller spørgsmålet, om man kan strikke fred i en verdensomspændende bevægelse. Sideløbende vil de strikke jorden rundt - over 40000 km. Det vil de gerne have hjælp til. Der er allerede strikket meget - billedet viser et kaffebord: Udelukkende strik og garn og helt i hvidt.

Mens man strikker, er man i hvert fald meget fredelig. Det er vel højst pindene og garnet, man af og til kommer op at slås med. Men ligefrem at strikke sig til fred...nej, jeg tror ikke rigtig på det.

Lidt ironisk var der vist oven i købet lidt strikkefestivalKRIG på Fanø i år.

De andre år, vi har været af sted, har hele øen været involveret. Det var den også i år, men det var ikke den "store" festivals skyld. Den blev nemlig udelukkende afholdt i Nordby, mestendels på Nordby Skole (workshops og udstillinger) og i et kæmpestort telt, hvor alle standene var placeret.

Jeg kan godt se, at det er praktisk for éndags-deltagerne ikke at skulle bevæge sig så langt omkring, men der var nu ikke så megen atmosfære i teltet. Det adskilte sig ikke meget fra de store kreative messer. Desuden blev der lynhurtigt ulideligt varmt og noget beklumret i teltet, når solen stod på.

Heldigvis havde resten af øen: Sønderho, Victorias Palace og Kunstladen lavet deres egne arrangementer, og meget, meget smart havde de sluttet sig sammen om en shuttle-bus, der kørte i fast rutefart mellem de forskellige steder og også havde stop ved Nordby Skole.

Fra den "store" festival blev der temmelig småligt ikke gjort opmærksom på, at der foregik noget andre steder - tværtimod. Jeg opdagede det, fordi min kusine havde videresendt et nyhedsbrev fra Uldfisken i Hornslet. De havde nemlig en lille strikkecafé i et galleri i Sønderho. Annett fandt ud af det via en løbeseddel i turistbureauet. Hvis vi ikke havde opdaget det, ville vi måske have ventet med Sønderho til dagene efter festivalen, og ih, hvor vi ville have ærgret os, når vi så fandt ud af, at vi var gået glip af en hel masse. Men det gjorde vi heldigvis ikke.

Der kommer flere indlæg om vores Fanø-ferie. Jeg må indrømme, jeg har arrangeret stikordene på billedet lidt. Det er i øvrigt Marianne Toft (Frk. Toft keramik), der er ophavskvinde, og vi så keramikken - og fjeren - i butikken Salt i Nordby.

Sarantoya enekat

Sarantoya har nu været ene kat i huset i 8½ måned. Der er ingen at varme sig sammen med i kattesengen.

I et stykke tid efter Lilit var død, kunne vi tydeligt mærke på hende, at hun savnede sin mor, men vi synes, det går bedre nu.

Til gengæld er hun mere afhængig af os, og det er vel ikke så sært. Hun er ret skrap til at dirigere med os. For eksempel er der ikke i orden, at Dorthe ser fjernsyn, og jeg sidder ved computeren. Sjovt nok er det Dorthe, der bliver gjort opmærksom på tingenes uorden. Så hun skal få mig til at slutte mig til selskabet foran kassen.

Det er helt sikkert ikke nemmere kun at have en enkelt kat. Vi er endnu mere opmærksomme på nu, at vi ikke skal være for længe væk. Hun skal imidlertid ikke have en ny kattehusfælle, for vi tør simpelthen ikke løbe den risiko, at hun ikke ville kunne lide den nye. Det ville være synd for begge parter.

Sarantoya har altid været en meget snakkende kat, og hun snakker mindst lige så meget nu - måske endda mere - og det er os, der skal opfylde hendes behov for kommunikation, kæl og nærvær. Det nyder vi meget.

Færdigt arbejde

Jeg er såmænd blevet færdig med endnu et sjal.



Det hedder Yokohama, og det er Ann Thomsen, der er mester for den gode og meget grundige opskrift i både ord og diagrammer. Opskriften er ganske gratis - tak for det!

Jeg strikkede sjalet i Rowan Purelife Revive, der er et genbrugsgarn i silke, bomuld og viscose. Det er et ret kraftigt og absolut uelastisk garn, og jeg strikkede på pinde nr. 6.

Det er ikke et sjal, der er vanskeligt at strikke, men helt begynder er det heller ikke. Desuden er det meget let at justere størrelsen.

Jeg er meget tilfreds med resultatet og især med det flotte fald. Jeg brugte knap 300 g garn. Jeg havde 500 g, så der er en god portion tilbage, som jeg p.t. ikke har nogen planer for, men det kommer nok.

Syltesøndag

Årets sylt er på plads. De to store glas er tyttebær, og det er det vigtige. Jeg har i hvert fald ikke fundet noget færdiglavet tyttebærsyltetøj, som jeg syntes kan stå mål med mit eget. Ikke fordi det er specielt fancy, opskriften er fra Den Blå Syltebog, men jeg skærer ned på sukkeret, så tyttebærrenes skarphed og beskhed kommer ordentligt frem.

I de små glas i midten er det blommechutney. Jeg er ikke helt tilfreds med min krydring, men måske smager det alligevel godt til de indiske karryretter, det er beregnet til.

Endelig har jeg i år forsøgt mig med æblesmør. Vi var i Fåborg sidste onsdag, og med en lille omvej kom vi forbi Konnerup Chokolade i Vester Åby. Ud over chokoladerne forhandlede butikken også andre lækkerier, bl.a. æblesmør fra Sidinge Gårdbutik. Glasset var mindre end det, jeg tidligere har haft, men prisen var kun ganske lidt lavere, så jeg købte en pose æbler i stedet og lavede mit eget. Det var i øvrigt meget simpelt, og det smager lige så godt som gårdbutikkens.

Fåborg havde allerede overstået turistsæsonen. Bl.a. kunne man ikke komme op i klokketårnet på billedet. Det var ellers, som det ses på billedet, fantastisk vejr til en udsigt over det sydfynske øhav, men den blev vi snydt for.

Der var da heller ikke mange turister i byen, men det bider jo sig selv i halen. Hvis man først én gang er kommet til en nærmest uddød by, så vælger man nok højsæsonen næste gang.

Vi måtte nøjes med en tur mellem de maleriske huse, og en is kunne man da også få. Og en fin frokost i Spisehuset på havnen. Ærlig og veltillavet uden for mange dikkedarer.

Nypudset glorie til salg

Så gik den ikke længere med mit fortsæt om ikke at købe ret meget nyt garn.

Jeg har måttet indse, at der er forskel på garn. Der er det garn, der bare er lækkert eller et godt tilbud eller begge dele, og så er der det garn, der er en nødvendighed.

Garnet på billedet, som jeg hentede på posthuset i går, hører til sidstnævnte kategori, mener jeg - ud over at det både er lækkert og til halv pris.

Baggrunden er, at jeg for nogle år siden i gave fik to bundter af det økologiske og håndfarvede Andean Mist pimabomuld. I to forskellige lyserøde farver, som efter min mening ikke kan strikkes sammen uden tilskud fra andre farver. Et bundt har en løbelængde på 100 meter, og det er lige lidt nok til, at jeg kan få ret meget ud af det i sig selv.

Derfor har jeg i lang tid vidst, at jeg skulle have noget mere Andean Mist, så da jeg i en nyhedsmail erfarede, at kvaliteten simpelthen udgår, var der ikke andet at gøre end at købe i en fart.

Faktisk har jeg strikket så meget, at jeg godt måtte købe 500 meter, men jeg synes, det er uretfærdigt, at mit nye pimabomuld skal tælle med i regnskabet, når det nu var noget, jeg var nødt til at købe. Jeg ved jo, at der kommer en del fristelser i løbet af efteråret og vil trods alt ikke gøre livet alt for surt for mig selv.

Jeg er nødt til at lave om på præmisserne. Det garn, jeg er tvunget til at købe, skal ikke regnes med. Kun når jeg bliver fristet over evne, tikker taksameteret. Var der nogen, der sagde regnormsrygrad? Hmmm... de har nok ret.

Åh, det var en skam...

Prismet set fra Aros

I Århus ligger en markant bygning, der af åbenlyse årsager hedder Prismet. Bygget i 2001, tegnet af Friis & Moltke.

Der er mange, der ikke kan lide bygningen, men det kan jeg godt. Jeg synes, højere bygninger (Prismet er 63 m højt og i 18 etager) kan give variation og liv i bybilledet.

Det ærgrer mig, at der ikke er blevet indrettet en udsigtscafé eller restaurant på en af de øverste etager. Prismet er et kontorbyggeri.

Jeg har mange gange nydt at se skyformationerne spejle sig i Prismets glasfacader.

Derfor blev jeg ikke specielt begejstret, da Prismet for ikke så længe siden var blevet "dekoreret":

Bygningen fungerer nu som reklamesøjle. Det er måske ikke så slemt, men et forstyrrende element er det nu.

Bortset fra at de i mine øjne er nogle vandaler, aner jeg ikke, hvem eller hvad Gorissen Federspiel er, og jeg har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Hvordan mon det kommer til at se ud, når alle andre også skal have fremhævet navn og logo på facaden. Muligvis bedre end nu, men de uforstyrrede spejlskyer har jeg nok set for sidste gang.

Glorien pudses

"Strik i Todbjerg" løb af stabelen i går.

Todbjerg ligger bare 16 km nord for Århus. I Todbjerg bor strikkeguruen Annette Danielsen, og det var hende, der havde arrangeret dagen med workshops, udstillinger og fristelser.

Bl.a. Araucania-garner, som jeg har en svaghed for, til gode priser.

Jeg holdt mig i skindet! Jeg skal have strikket noget mere af lageret inden nye indkøb.

Det sjoveste var at se modellerne fra flere nye strikkebøger, der blev udgivet på dagen. Jeg strikker sjældent en hel model fra en strikkebog, men jeg kan godt snuppe en detalje her og der, og netop detaljerne ses meget bedre på de færdigstrikkede modeller.

Nogle af modellerne blev vist i den nydeligt pyntede kirke. På "den hemmelige udstilling" i sognegården ved siden af kirken blev der endda vist modeller fra endnu ikke udkomne bøger, og der er gode ting i vente.

Jeg nøjedes med at købe en strikkepind og to knapper. Og en kop kaffe og kage.

Det lykkedes Dorthe at få en kage, der matchede hendes påklædning.

Bagefter var det hjem til 5 timers herlig atletik. Hurra for smart-TV, så vi ikke behøver gå glip af en strikkedag næsten i baghaven.

For resten så vi på vejen en havremark. Sjældent syn i Danmark. Jeg fotograferede den ikke, men her er et billede, som jeg tog i Nordjylland for nogle år siden, af moden havre: