På ferie med kat

Lilit var - blandt meget andet - en fantastisk rejsekammerat.

Hun rejste med os, lige fra hun var helt lille, både til udstillinger og på mere almindelig ferie, som i øvrigt meget tit var kombineret med en udstilling.

Bilrejser var ikke noget problem, flyrejser var hun knap så begejstret for, og det var vi for den sags skyld heller ikke. Vi var altid ved at dø af skræk for, at der skulle være et eller andet galt, så vi ikke måtte have hende med i kabinen. Det skete heldigvis aldrig.

På billedet til højre ses hun godt 2½ år gammel i døbefonten i Helsinkis Tempelkirke. OK, billedet er manipuleret (tak for hjælpen, John). Lilit var ikke med i Tempelkirken, men hun var med i Helsinki, og vi fløj begge veje.



På billede nr. 2 sidder Lilit og jeg i transitten i Kastrup efter turen fra Finland i en larmende gammel skrammelmaskine. Nu mangler vi bare at komme til Tirstrup og så helt hjem i bilen.

Den længste tur, hvor Lilit var med, var til Milano. Bare 4 dage tror jeg, vi var af sted, og vi nåede næsten kun at se en standard sportshal. Kun en meget lille bid af Milano. Men det var nu sjovt alligevel.

Alle vores andre katte har også rejst med os. De er alle fra små af blevet trænet i bilture.

Bortset fra Sarantoya blev de også vænnet til at være på "ferie" hos min mor, så vi kunne godt tage på ferie uden katte. I de første år, vi havde kat, gjorde vi det også, men vi savnede kattene så forfærdeligt, så det holdt vi op med. Alle katte var dog ikke med hver gang, og Lilit var den eneste, der fik den tvivlsomme fornøjelse at flyve.

Da vi mistede interessen for udstillinger, gik vi over til ferier i sommerhus, ferielejligheder, campinghytter. Altid så tæt på, at vi kunne køre dertil i bil. Vi tror, kattene nød ferierne og syntes, at det var lidt spændende at se nyt.

Vores Ofelia (1987-2003) havde en sjov vane. Vi havde nogle gange været i sommerhuse eller campinghytter med hems, og det syntes Ofelia var specielt sjovt. Når vi kom til et nyt sommerhus, undersøgte hun det straks - især i højden: "Er der nogen hems i det her hus?" så det ud til, hun tænkte. Behøver jeg skrive, at efterhånden forsøgte vi altid at få sommerhuse med netop den facilitet.

Lilit havde også en vane. Hun mente altid, at når vi havde sovet én nat et nyt sted, kunne vi godt tage hjem igen, så om morgenen lavede hun et vældigt spektakel. Eller så vældigt som Lilit nu kunne præstere, for specielt højtråbende var hun aldrig. Når hun indså, at vi var af en anden mening, gik hun under tæppet som en anden Maude i Matador, og når hun så vågnede igen, var alt godt.

Det sidste billede er fra vores sidste ferie med Lilit, i august-september 2014 i sommerhus på Holmsland Klit. Lilit havde fået sat sin dosis medicin op og havde det godt på dette tidspunkt.

Det blev en rigtig dejlig ferie. Godt at tænke på, nu Lilit ikke er her mere.

Ferie uden katte, del 2

Lidt overraskende for mig selv måtte jeg fredag morgen i København indse, at jeg ikke kunne undvære min morgengrød. Fredag gik jeg bare i 7-Eleven, og deres grød kan såmænd sagtens spises, men lørdag morgen tog jeg i Jægersborggade og spiste gourmetgrød på Grød.

Og det var virkelig gourmetgrød. Jeg fik en byg-rug-spelt grød med frisk pære, fennikelsirup og masser af hasselnødder. Den smagte HIMMELSK!

Billedet er taget i Torvehallerne, hvor Grød også har en afdeling, og hvor der var fuldt hus ligesom i Jægersborggade.

Fredag var jeg på bytur sammen med Lise, men uden kamera. Shopping, et enkelt galleri (Galleri Tom Christoffersen i Skindergade, hvor der blev vist nye værker af bl.a. Katrine Ærtebjerg), god frokost, til slut kaffe og kage. Helt som en bytur skal være.

Lørdag tog jeg efter indtagelsen af morgengrøden til Nivaagaard og så deres særudstilling "Intet at skjule", en fin ophængning af hele samlingen. Værkerne var grupperet efter emner f. eks. Blikke (portrætter), landskaber, folkeliv og minsandten også en gruppe med dyr.

Det var dog ikke i det emne, jeg fandt Otto Baches kat. Maleriets titel er "En malkepige", og det hang i folkeliv. Malet i 1876 - men katten kunne lige så godt være malet i dag.

En rigtig fin udstilling, som det ikke tog så lang tid at se, som jeg havde regnet med.

Der var tid til overs, inden jeg skulle med toget hjem, og jeg havde endnu et galleri på min liste, nemlig Galleri Bo Bjerggaard, der ligger i Kødbyen.

Jeg har aldrig været i Kødbyen før, og det var en speciel oplevelse på en lørdag, hvor der var tomt og næsten blæst for aktivitet.

Galleriet havde dog åbent - det vidste jeg nu godt i forvejen - og jeg fik set den Baselitz-udstilling med nye værker, jeg var gået efter. Spændende billeder - og noget, jeg ikke har set før, var, at ikke alt var vendt på hovedet. Andre må også synes om Baselitz, for du milde, hvor er han blevet dyr. Alligevel var en del allerede solgt.

Der var altså ikke mange mennesker i Kødbyen sådan en lørdag eftermiddag. Jeg må tilbage en anden gang, når der er mere leben.

Helt mennesketomt var der dog ikke, som man kan se på fotoet til venstre.

På vej videre ud i verden - i dette tilfælde Vesterbro - kom jeg forbi det store gavlmaleri på Halmtorvet. Fint synsbedrag, ikke? Det havde nok været endnu bedre, hvis himlen havde været blå.

Jeg har senere fundet ud af, at det er af Peter Abelin og Erik Jerichau og er fra 1991. Gavlmalerier en spændende, synes jeg.

Efter endnu er gang grød på Grød - denne gang en frokostgrød, selv om det var sen eftermiddag - kunne jeg vende snuden hjemad.

Sarantoya havde vistnok savnet mig lidt, men ikke mere end at jeg godt kan overveje småferier alene igen.

Ferie uden katte, del 1

Jeg har vist ikke været på ferie uden katte i 20 år eller mere. Siden Lilit flyttede ind hos os i marts 1998, har vi kun været fra hinanden et par nætter, nemlig da Lilit var til parring i Svendborg.

Helt seriøst tror jeg ikke, hun kunne undvære mig. Især i de senere år var jeg bange for, at hun simpelthen ville holde op med at spise, hvis jeg ikke var sammen med hende. Det er anderledes med Sarantoya, hun er mere knyttet til både Dorthe og mig.

Et par dage før Lilit døde - men da vi havde taget beslutningen - opdagede Dorthe, at DRs symfoniorkester skulle spille Canteloubes Auverne-sange. Endda sunget af Veronique Gens, min yndlings-fortolker af netop Auverne-sangene. Jeg har faktisk lavet sammenlignende studier. Jeg købte billet, selv om jeg følte mig frygtelig troløs over for Lilit.

Københavnsk fortov
- parat til at blive travet endnu fladere af mig

Torsdag ankom jeg i skønt forårsvejr til hovedstaden. Jeg havde reserveret værelse to nætter på WakeUp hotellet (anbefales) tæt på banegården, men kom så tidligt, at jeg sagtens kunne få noget ud af dagen, inden jeg skulle til koncerten, så jeg gik straks ud i verden.

Jeg var i garnforretningen Sommerfuglen. Det er en dejlig forretning, men jeg købte nu kun maskemarkører, som jeg faktisk havde glemt at få med. Jeg var også hos Alida Marstrand for at få nogle af deres uovertrufne ingefærchokolader. Og jeg besøgte Bendixen Contemporary Art galleriet for at se værker af Anette Harboe Flensburg.

I Tivoli var der vældig aktivitet med at blive klar til åbningen

Nyhavn tog sig ud fra sin bedste side. Jeg stillede mig an sammen med alle de andre fotografer.

Jeg spiste en sen frokost - en meget lækker croque monsieur et-eller-andet på Voulez Vous? i Larsbjørnsstræde. Jeg var eneste kunde på det skæve tidspunkt, så jeg tog en selfie i det store spejl på den øverste etage.

Efter en vending på hotellet var det tid til at tage til koncerthuset.

Jeg var spændt på, hvordan salen var i forhold til vores symfoniske sal. Første indtryk var, at den er meget stor. Jeg tror, orkestermedlemmerne har fået rigtig god plads, men det havde jeg ikke, der hvor jeg sad. Det kneb lidt med benpladsen, selv om mine ben mildest talt ikke er af de længste.

Billedet er taget i pausen fra min plads. Højt oppe på det, der hedder terrasse A. Det er vist næstdyreste priskategori, men det er ikke der, jeg vil sidde næste gang. For højt oppe efter min mening, og udsynet var, som det ses på billedet, en smule begrænset. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg gik til torsdagskoncerter, mens jeg studerede i København. Da sad jeg næsten altid på hønsepindene øverst, fordi det var billigst, men de her billetter var ikke specielt billige.

Vigtigere var det, at akustikken var god, dog ikke så krystalklar som i Århus. Og allervigtigst var det, at musikken var skøn. Det er altså dejligt at høre et fuldt orkester. Foruden de vidunderlige Auvergne-sange med den gode Veronique Gens blev der spillet to gange Ravel (hans Sheherazade også med Gens) og Bartoks Den Forunderlige Mandarin, som var helt forrygende. Jeg blev helt høj, og da jeg stod og ventede ved garderoben - inkluderet i billetprisen ligesom programmet - kunne jeg høre, at det også gjaldt mange andre, bl.a. en del unge mennesker.

På vej fra koncertsalen til metroen havde jeg et flot vue til en fantastisk måne bag kraner. Det må have været skræddersyet til mig.

Ekstravagance

Pengene har vist siddet lidt løst på mig i februar. I hvert fald har jeg foretaget et par ikke helt sædvanlige indkøb.

Det startede egentlig med, at jeg IKKE købte et armbånd af kork, som jeg ellers var vældig forelsket i. Det klædte ikke min arm, så det var ikke så svært at holde dankortet i etuiet.

Imidlertid havde jeg fået en umådelig lyst til et nyt armbånd. Jeg har længe ønsket mig en sølvarmlænke fra første halvdel at 1900-tallet, så det gik jeg på jagt efter.

Jeg fandt et fint skønvirkearmbånd - billedet til højre. Noget dyrere end jeg havde tænkt mig, men der var ikke basis for at prutte om prisen, så jeg måtte punge ud, hvis jeg ville have det. Der var også et andet, som jeg egentlig endnu bedre kunne lide, men det passede på en eller anden måde ikke så godt til lige præcis mig. Det var også endnu dyrere, men det var nu ikke det, der afgjorde sagen.

Jeg ville have armbåndet, og jeg er heldigvis rigtig glad for det og har bestemt ikke fortrudt. Det har boet på mig næsten lige siden.

Eneste problem: Nu får jeg aldrig gået med alle de andre fine armbånd, jeg har liggende.

Mit andet indkøb var tre dybe tallerkner med blå Lotus dekoration. Dem er man nødt til at købe, når de er der, for de er særdeles efterspurgte.

For nogle år siden så jeg i samme antikbutik 3-4 stykker, men da jeg fik bestemt mig for, at jeg gerne ville spise min daglige havregrød af en Lotus tallerken, var de solgt.

I mellemtiden har jeg fået fat i en enkelt, som dog ikke er i så god stand som de nye.

Jeg købte med vilje både to i den mørkeste blå farve og den ene lyse. Jeg tror, de må være produceret på forskellige tidspunkter.

Eller også er den lyse en 2. sortering. I hvert fald er der en fejl i dekorationen, hvor to af lotusbladene sidder betydelig tættere sammen end de andre.

Hvis jeg købte fra nyt, ville jeg nok ikke købe noget med fejl, men når det er gammelt, synes jeg, det er charmerende. Lidt sært.

Nu har jeg både det armbånd, jeg ønskede mig, og det Lotus, jeg har "brug" for. Der er overhovedet ingen grund til at besøge genbrugs- og antikbutikker og markeder mere, men jeg tvivler nu på, at jeg helt holder mig væk.

Mæææææh

Efter den kinesiske kalender er vi netop gået ind i gedens år, også somme tider kaldt fårets år.
GODT NYTÅR til alle - ikke mindst alle strikkere.

Knap kærlighed

Jeg er forfærdelig glad for knapper, og det er vist en kærlighed, jeg deler med mange andre. Jeg skal altid kigge på knapper, både gamle og nye, og jeg kommer tit til at købe knapper, selv om jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til.

Ikke desto mindre er det ikke altid, jeg har en knap, der lige passer til mit strik, men så er jeg jo nødt til at købe nogen.

Til min halsedisse på tykke pinde, som er blevet færdig, fandt jeg dog én fra lageret. En rigtig lækker knap af ben:

Jeg tror, jeg købte den hos Hanne i Højer for godt et år siden. I hvert fald har hun mange knapper, og også nogen, som jeg ikke havde set andre steder. I det hele taget er det et meget inspirerende sted.

Min mor havde en knapæske, som jeg elskede at lege med. Eller mere præcist: Jeg elskede at lege med knapperne. De blev sorteret efter størrelse, efter farve, efter herlighedsværdi og sikkert også på andre måder. Jeg kan tydeligt huske, at der var en del glasknapper, for dem var jeg specielt glad for. Gad vidst hvad er egentlig skete med den æske.

Det daglige brød

Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for "simpel" mad. Det er måske også derfor, jeg ikke går så meget ud at spise mere. Jeg synes tit, det man får serveret, er noget fortænkt.

Nej, stik mig en avokadomad: Moden avokado på godt rugbrød, friskkværnet peber og et drys flagesalt. Så bliver det ikke meget bedre efter min mening.

Det gode rugbrød er den svære del, for på det punkt er jeg kræsen.

Tit synes jeg, det er alt for syrligt. Det kan også smage af for lidt, eller der kan være for mange hårde kerner i. Selv om man får at vide, at der kun er bløde kerner i, så er der næsten altid nogen i skorpen, der er blevet hårde.

I årevis har jeg spist Dansk Supermarkeds jubilæumsrugbrød. Det var præcis, som jeg gerne ville have det. Vist også som mange andre kunne lide det, for det var tit udsolgt. Jeg blev derfor både bestyrtet og overrasket, da jeg i december fik at vide, at det var udgået af sortimentet. Jeg hader, når noget af det, jeg godt kan lide, af ukendte årsager pludselig ikke kan købes mere.

Jeg har prøvet alle brødene i det nye sortiment, og ingen af dem er nær så gode som jubilæumsbrødet, så nu må jeg købe mit brød andre steder, men jeg har stadig ikke fundet noget på samme niveau.

I sidste uge havde Bilka tilbud på den koffeinfri kaffe, vi drikker rimelig meget af, så jeg lagde vejen forbi. På en eller anden måde gik vejen også forbi bageren inde i butikken, og hvad skuede mit øje: Jubilæumsrugbrød. Bagerdamen fortalte, at personalet havde brokket sig, og at der vist også var en del kunder, der havde brokket sig, men hun vidste ikke, om det bare var en engangsforeteelse.

Selvfølgelig købte jeg nogle stykker med hjem, og jeg blev så oplivet, at jeg købte ikke mindre end 8 poser tilbudskaffe.

Jeg har ikke siden set yndlingsbrødet nogen steder. Måske bliver jeg nødt til at begynde at komme i Bilka igen. Jeg var ellers næsten holdt op med at handle der, fordi jeg synes, butikken i årenes løb er blevet ringere og ringere, men hvis de ville være så venlige at have jubilæumsrugbrød på hylden, så skal jeg nok finde derud.

Mon man kan ringe i forvejen og høre, om et besøg vil være umagen værd?

27.2.2015: P.S. Jubilæumsbrødet er nu tilbage i Føtex også. Det føles, som om jeg sammen med en masse andre forbrugere har vundet over giganten Dansk Supermarked.

Strik på tykke pinde

Jeg kan bedst lide at strikke med pinde nr. 2½, 3 eller 3½, men lige nu strikker jeg på tykke pinde. Meget vinterlig strik ;)

Patentjakken, som jeg nævnte for et par uger siden, bliver strikket på pinde nr. 8. Det går fremad, men ikke så hurtigt. Mest fordi jeg ikke er tilfreds med de mønstre, jeg havde planlagt at arbejde ud fra, så jeg laver mere eller mindre mit eget. Der skal jævnligt nogle overvejelser til.

Ind imellem har jeg blandt andet været i gang med et tørklæde/en halsedisse på pinde nr. 9

Garnet købte jeg for nogle år siden på udsalg. "Soul wool" hedder det, og det er helt sikkert håndspundet og håndfarvet. Faktisk synes jeg, det er dårligt håndværk, især er spindingen ekstremt ujævn. Jeg kan til nogle ting godt lide en ujævn spinding, som giver et meget levende resultat, men det her er altså lige i overkanten. Det virker, som om det er lavet af nogen, der lige er begyndt at lære at spinde.

Til gengæld er det ekstremt blødt, og selv om det er uld, tror jeg ikke, det vil genere mig. Det har bare taget to dage at strikke tørklædet på de tykke pinde. Jeg skal have enderne syet ind og tørklædet blokket, og så skulle det være klar til brug.

Farvningen er også ujævn, men det er håndfarvet garn jo som regel, og jeg synes, det er fine farver.

Mønsteret er med rib snoninger, der bliver ens på begge sider. Det fik jeg til en strikkecafé i Fandango, og jeg kunne slet ikke regne ud, hvordan man kunne lave sådan nogle snoninger, men det er faktisk ret enkelt. Desværre er der ikke mere små workshops på Fandangos strikkecaféer. Det savner jeg, så det er ikke så tit, jeg kommer til strikkecaféerne mere.

Citater om katte #30

En søvnig vinteraften er ikke søvnig nok uden en døsende kat.
Denise Hawkins

Det er igen Sarantoya, der er citatkat, på et kun få dage gammelt snapshot fra lænestolen. Hun ligger helt sikkert mere hos os nu, hun er blevet enekat. Det har vi ikke noget imod, men somme tider er vi alligevel til alle parters store fortrydelse nødt til at afbryde seancen. Når man sidder med en kat på sig, er der basis for adskillige kopper kaffe med, hvad deraf følger. Jeg tænker på noget, der ikke kan ordnes fra lænestolen.

Her kommer lige endnu et billede fra samme serie:

(Sorte) katte i bybilledet

Det er meget lettere at komme til at fotografere hunde end katte i bybilledet. Ikke så underligt, katte og trafik er en dårlig kombination, og det er ikke ret almindeligt, at katte ligesom hunde går tur i sele.

Når jeg er på ferie, foreviger jeg altid katte på reklameskilte og lignende. Der har jeg også altid kameraet på skulderen. I min hjemby skal det planlægges mere.

Bogkatten på plakaten bor i Jægergårdsgade, som jeg tit går igennem. Jeg har længe haft planer om at få den fotograferet, men det skulle lige være ordentlig vejr, og så skulle jeg huske at tage kameraet med. Begge dele lykkedes i dag.

Herunder en kat fra Den Gamle By. Teoretisk set kunne der godt være nogle levende katte netop i Den Gamle By, men jeg har nu aldrig set nogen.



Det har jeg derimod i Århus, selv om det ikke er så tit, det sker. Og igen: Som regel har jeg ikke fotoapparatet med. Det havde jeg heldigvis den dag, hvor jeg så den sorte kat på billedet underneden



Hun boede i Montanagade, der er en sidegade til Jægergårdsgade, og hun var meget venlig og ville gerne snakke. Lige indtil hun altså ikke ville snakke mere. Så rullede hun sig sammen og gav tydeligt indtryk af, at nu var audiensen forbi.

Senere så vi hende nogle flere gange og snakkede også med en, den boede i samme hus. Han fortalte, at hun hed Freja og var en meget sød kat, men det sidste vidste vi jo godt. Nu er det efterhånden nogle år siden, vi har set hende.

Jeg er for resten ret stolt af billedet. Det er ikke let at fotografere sorte katte, men dette synes jeg er meget vellykket.

Strikkebiblioteket

Den nyeste bog i vores strikkebibliotek er bogen på billedet, "Knitting Brioche" af Nancy Marchant. Det er en håndbog i patentstrikning.

Jeg fik den i julegave af min søster, og jeg er rigtig glad for den.

I det hele taget er de fleste bøger i samlingen håndbøger, men der er da også nogle opskriftsbøger.

Da jeg ledte efter en bestemt bog, opdagede jeg, at der endda var to eksemplarer af en af opskriftsbøgerne, og for at det ikke skulle være løgn, havde Dorthe lige lånt den selvsamme bog på biblioteket, så på det tidspunkt havde vi ikke mindre end tre styk af samme bog i huset.

Jeg synes, at patentstrik kan være vældig kreativt og værd at udforske. Jeg er lige begyndt på en jakke i halvpatent, men den er nu ikke specielt kreativ. Ser bare lækker ud i opskriften.

Måske kan jeg også ved hjælp af min nye bog lære at strikke patent på strømpepinde eller med den magiske løkke - for det kan jeg i hvert fald ikke i øjeblikket. Jeg afprøvede det på et par pulsvarmere i efteråret, og der blev dybe grøfter ved pindeskift. Jeg endte med at strikke frem og tilbage og så sy sammen - ikke alt for fikst.

Lilit 1997-2015

Vores elskede lille Lilit døde i onsdags, 17 år gammel. Hun blev begravet på dyregravpladsen torsdag.

Det var ikke uventet, men vi synes ikke, det har været lettere af den grund. Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg, men det skal med. Bloggen fungerer lidt som en dagbog for mig, og vores tanker har næsten kun drejet sig om Lilit den sidste måneds tid.

Jeg har heller ikke lyst til at skrive mere om Lilit lige nu, men det kommer nok.

Billedet er taget kort tid, før vi for sidste gang kørte Lilit til dyrlægen. Hun havde fået sine beroligende piller og lå med næsen i Sarantoyas tykke pels, som hun så tit har gjort.

Sarantoya har virket lidt trist, men ikke så meget, som vi frygtede.

25000 hits

Dette billede er mit mest sete på Flickr. I går passerede det 25000 hits.

Det, der har næstflest, har godt 22000, og så er der et meget langt spring, for nr. 3 har kun lige passeret 8000.

Det er for resten vores egen Sarantoya på billedet.

GODT NYTÅR

Årets bedste...film

I år har jeg i biografen set lige knap 2 film om måneden i gennemsnit. Hvis ikke biografen Øst for Paradis eksisterede, så var jeg nok oppe på højst ½.

Mine tre favoritter i år er

1. Westen
som jeg skrev om den i dette indlæg.

Den gjorde et meget stort indtryk, og for mig er det helt uforståeligt, at den ikke er importeret som almindelig biograffilm, men at man kun fik lejlighed til at se den, fordi den var en del af de tyske filmdage.

2. A Late Quartet

En "voksen" film om valg og prioriteringer i livet og om konsekvenserne af valgene. Rigtig godt spillet bl.a. af Philip Seymour Hoffman, der døde i årets løb.

Men hvor er plakaten dog grim - og kunne man ikke have fundet en dansk titel?

3. Min søns familie

I år igen har jeg en japansk film blandt mine favoritter.

Denne er både varm og humoristisk og meget tankevækkende.

Årets sjoveste var uden tvivl Kraftidioten.

Den er grov og grotesk og fyldt med en tør humor.
Jeg blev ikke overrasket, da jeg fandt ud af, at Kim Fupz Aakeson er manuskripsforfatteren.

Særdeles underholdende!





Årets bundskrabere:
Inside Llewyn Davis og Kapgang. Enormt kedelige og uvedkommende film efter min mening.
Jeg ser ikke mange danske film, og da jeg så Kapgang, vidste jeg hvorfor. Jeg fortryder det nemlig næsten hver gang. Der laves sikkert danske film, som jeg ville gide se, men det er umuligt at vide hvilke. Anmeldelserne giver ikke megen hjælp.

Årets bedste...spisested

Igen i år er det måske lidt pjat at udnævne et årets bedste spisested - så mange gange har vi altså heller ikke spist ude. Jeg gør det alligevel.

Æggekagen her er fra Mylius-Erichsen Bryghusets café og restaurant i Ringkøbing.

Jeg elsker æggekage, men kan ikke selv lave den ordentligt, og det synes jeg heller ikke, der er ret mange spisesteder, der kan.

Bryghusets café kan! Den, vi fik, var intet mindre end fremragende; sådan skal en perfekt æggekage laves.

Når vi kommer på de kanter igen, ved jeg godt, hvor frokosten skal indtages.

Æggekagebilledet er lånt fra caféens hjemmeside

Også Tyrstrup Kro, hvor vi opholdt os et par dage i forbindelse med min fødselsdag, laver god mad.

Det eneste, vi kunne sætte en finger på, var, at der ikke hørte dessert til menuerne - jeg holder meget af dessert. Men det vi fik, var glimrende og med dejlig meget fisk.

Desuden havde kroen et godt fif. Portionerne var ikke kæmpestore, de passede til os. Men man blev spurgt, om man kunne spise mere, og det var der en del, der tog imod. En fin måde at undgå madspild på, samtidig med at alle fik, hvad de kunne spise. God service.

Jeg har også en bobler: den veganske restaurant Mikuna i Århus. Det irriterer mig, at deres retter skal relatere sig til almindelige retter med kød i (koFRI bøf, fiskeFRIfilet), så derfor gik der et stykke tid, inden jeg bekvemmede mig til at gå derind. Så fik jeg til gengæld en mulligatawny, der fik englene (heldigvis ikke mig. Jeg har kun 2½ tone i livet) til at synge. Den skal jeg have igen, og måske skal jeg også prøve deres hønseFRIsalat.

Årets bedste...musik

Vi har været til så meget god musik i 2014, men tre ting hæver sig over de øvrige.

De to af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Den første var symfonikoncerten med Århus Symfoniorkester med Martin Fröst som solist i Kalevi Ahos klarinetkoncert, og den anden var den fantastiske koncert med Patricia Petibon.

Den tredje af de største oplevelser var en korkoncert i Århus Domkirke. Ars Nova Koret dirigeret af Paul Hillier opførte Svend Nielsen værk Sommerfugledalen til Inger Christensens store digt med samme navn.

Indtil da helt ukendt musik for mig, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg blev i hvert fald dybt berørt af både musik og tekst. Koret kom vist også helt til sin ret i den fantastiske akustik i Domkirken.
En kæmpe oplevelse!

Jeg kan umuligt rangere de tre koncerter, og jeg kan ikke huske nogen større skuffelser hele året.



Mit eget sommerfuglebillede passer vist meget godt til emnet. Jeg tager ellers ikke så mange fotos af sommerfugle. De flagrer næsten altid videre, inden jeg når at skyde.

Gårsdagens fødselar

...ja altså, ud over ham, der bliver fejret over det meste af verden

SARANTOYA, 14 ÅR GAMMEL

Til lykke. gamle tøs!

Julehilsen

Jeg synes, julemanden på mit julekort har lidt samme udtryk som nogle kristusfigurer fra vikingetid eller fra den tidlige romanske tid.
For eksempel den på Jellingstenen.
















Eller den på det meget fine Åby-krucifiks, der skulle være Danmarks ældste krucifiks, lavet omkring år 1100.

Det er blevet fundet i Gammel Åby Kirke, der næsten er min lokale kirke.

Lilit 17 år

Vores skønne Lilit blev 17 år for 2 dage siden.

I august troede vi ikke, at hun kom til at opleve sin 17 års dag. Hun havde en grim krise, spiste næsten ikke noget og havde tabt sig meget. Vi konsulterede selvfølgelig dyrlægen, men var fast besluttede på, at hun ikke så meget som skulle have taget en blodprøve. Vi ville bare vide, for det første om der var et eller andet banalt som for eksempel tandpine, og for det andet om det så ud til, at der var noget, der gjorde ondt. Negativt svar til begge dele: Hun er bare en gammel kat.

Vi blev enige med dyrlægen om at prøve med ½ Medrol dagligt, og det hjalp faktisk en del på appetitten og dermed også på energien.

Nu synes jeg imidlertid, det er ved at være sølle med hende igen, så det blev med meget stor sandsynlighed den sidste fødselsdag desværre.

Vejret var mørkt og gråt på dagen, men jeg fik taget nogle stemningsbilleder. Man kan tydeligt se, at Lilit er tynd, men jeg synes, hun stadig er smuk.

På det nederste billede ligger Lilit og "poter" på sin katteseng, noget hun tit gør.

Når vi er gået i seng, vil hun gerne have min hånd at pote på, så det får hun selvfølgelig. Det må være vores lidt særprægede måde at holde i hånd på.

Solskinslørdag

Det kan godt ske, vi tabte krigen i 1864, men i går havde danskerne erobret Flensborg igen. Vi har tit været der i december, og der er altid mange danskere, men vi har vist aldrig set så mange som i går.

Dog ikke så underligt, for så dejligt var der i Flensborg i går! Det er som om de solskinsdage fylder ekstra meget, når der ikke er så mange af dem.

Vi skulle såmænd bare købe vores kalendere (der var allerede kun én tilbage af Dorthes) og nogle af de lækre romjulestoller. Og så ville jeg have nogle strømper i Karstadt. De har et enormt udvalg i forhold til en hvilken som helst forretning af mit bekendtskab her i landet.

Det er stadig grønkålstid i Tyskland, og vi fik, lige hvad vi ønskede os til frokost: Grønkål med pølse, "kasseler" (hamburgerryg) og brasede kartofler. Jeg kunne faktisk ikke spise mere resten af dagen.

Den lille kat til højre mødte vi på vej sydpå på den allersidste rasteplads inden grænsen.

Det så ud til at være en næsten voksen killing. Den var ikke vild, men heller ikke så frimodig, at den ville snakke med os, selv om den tydeligvis gerne ville have kontakt på afstand. Måske var den sulten? Og måske var der somme tider nogen, der gav den nogle rester fra deres madpakke på rastepladsen. Desværre havde vi ingen mad med.

Jeg håber, den hører til på den gård, der lå ikke så langt væk, og at den kunne finde hjem.

Hjemme nød vores egne katte også solskinnet.

Sarantoya har anbragt sig bag gardinet i Dorthes værelse. Det gør hun vist kun, når solen skinner.

Som alle katte er både hun og Lilit også gode til at finde solpletterne, hvor de kan få varmet ører og mave.