Tre dage, tre film

Vi kan ikke nå at få set alle de film, vi gerne vil. Det er nu heller ikke let, når der er Tyske filmdage med en hel masse film, der lyder godt. Nogle af dagene bliver der vist mere end én festival-film, men de bliver kun vist én eneste gang.

Vi har set to af filmene, og når desværre ikke flere. Tilfældigvis var vi også i biografen dagen før, de tyske filmdage startede. Der så vi Kvinden der forsvandt, en absolut seværdig spændingsfilm. Amerikansk og ikke spor tysk.

Seværdige var de tyske film også. Desuden var det film, jeg blev klogere af.

Først så vi Phoenix om en kvinde, der - naturligvis i elendig forfatning - bliver reddet fra kz-lejr og kommer tilbage til Berlin, hvor hun før krigen sang i en natklub. Hun har aldrig opfattet sig selv som jøde og gør det stadig ikke, men er nødt til at skulle forholde sig til det.

Noget af det interessante er andre menneskers reaktion på det faktum, at hun har været i kz-lejr - eller måske snarere manglende reaktion. Det er ikke noget, de spørger om. For uvirkeligt? For vanskeligt? Under alle omstændigheder meget realististisk, tror jeg.

Næsten endnu bedre var Westen, der handler om en kvinde, der i slutningen af 70erne får tilladelse til at flytte med sin 9-årige søn fra Øst- til Vestberlin. I sig selv mærkeligt: Hvorfor får netop hun lov til at rejse. Det er en spændende, rørende og meget menneskelig film med en hel masser brikker, der skal falde på plads.

Jeg ville gerne se den igen. Hvorfor er der dog ikke nogen, der har importeret den film? Og nogen af de andre også. Flere af dem har vundet priser på diverse festivaller, men det er åbenbart ikke nok.

Koncert med overraskelser

Fido - en hund - får et par briller, men må tage dem af, når han er på jagt, og så ruller harerne sig på jorden af grin. Det er noget af handlingen i en sang af Manuel Rosenthal.

Det var i den sang, at Patricia Petibon - fransk operadiva - for alvor begyndte at folde sit talent for det komiske ud i onsdagens koncert i symfonisk sal i Musikhuset i Århus. Det skulle siden blive meget "værre".

Jeg havde hørt, at hun er god, men kendte i øvrigt ikke noget til hende, og da jeg så, at hun kun skulle akkompagneres af piano og slagtøj, frygtede jeg, at det blev en lumsk kedelig koncert.

Det blev alt andet! Det blev noget helt uventet og helt anderledes end andre koncerter med operastjerner, vi har været til. Alene det udvalg, hun havde valgt at synge, vel alt sammen musik skrevet i det 20. århundrede. Det hører man ikke til enhver koncert.

Patricia Petibon synger fremragende, og hun har en vidunderlig klar diktion. Hun kan synge både det smukke og poetiske og det absurde og groteske. Hun bruger sin krop meget, og så er der det der med komikken. En hel speciel cocktail. Hendes dygtige akkompagnetører var i øvrigt også helt med på løjerne.

Koncerten bliver gentaget i København på søndag. Hvis der er nogen københavnere, der skulle se min blog, så se at få fingre i en billet - hvis der da ikke allerede er udsolgt. Her i byen var der fuldt hus. Det skulle også bare passe andet.

Mørke morgener

De sidste par uger har morgenerne unægtelig været temmelig mørke og kedelige. Men ikke altid. Se bare disse knap 2 uger gamle billeder:

Jeg elsker det fine lys ude over havnen og kranerne, der ser ud som legetøj. Højhuset er Århus' nyeste hotel. Vi frygtede det værste i byggefasen, hvor man så en enorm, kompakt, hvid klods vokse op, men det hjalp gevaldigt med den mørke fladebeklædning. Nu kan jeg godt lide bygningen i byens silhuet.

Jeg var tidligt oppe, fordi Dorthe skulle køres til toget. Bagefter skulle jeg i operabio, men der var tid til en kop af yndlingskaffen på Baresso inden.

Operaen var Verdis Macbeth. Jeg har set den før, og til min overraskelse var det samme produktion. Ikke at jeg havde noget imod det, for den er særdeles vellykket.

Jeg var meget rørt, første gang jeg så operaen, og det blev jeg igen. Historien må være evigt aktuel.

Anna Netrebko sang Lady Macbeth helt formidabelt. Der var lutter stjerner i hovedrollerne, og de var alle i topform, men Netrebko overstrålede hele bundtet.

Nej, det passer ikke

Julen er ikke kommet. Hverken i lørdags, hvor jeg så reklamen i avisen, eller i dag. Vi er immervæk kun nået til den 10. november.

Julen kommer her i landet den 24. december. Basta!!! Det er fint at forberede den i det meste af december, men det betyder ikke, at julen er startet. Jeg ved godt, jeg er håbløst gammeldags i den retning. Jeg har bemærket, at yngre personer ønsker hinanden glædelig jul hele december.

Nå, men da vi sort på lysegråt kunne læse, at julen er kommet, så tog vi til julemarked på Rosenholm Slot. Det var begrænset spændende, men kulissen er unægtelig unik.

Vi har altid godt kunnet lide det nydelige, lille rødstenshus.
Det ligger på vejen til vores sommerhus, som vi ganske vist ikke ikke har mere,
men vi har beundret det på alle årstider.

Vi blev hurtigt færdige med markedet og havde god tid til også at besøge et galleri i et hus ved siden af slottet.

Heldigvis, for der boede Hr. Mortensen.

Han stod på gesimsen uden for et vindue og ville tydeligvis gerne ind, men det kunne ikke lade sig gøre, for der var udstillet keramik til salg i vindueskarmen.

Jeg gik udenfor og snakkede med ham. Han spandt og ville gerne kæle, men han ville også stadig gerne ind og forlod ikke sin gesims. Jeg er sikker på, han glædede sig til, at alle gæsterne var forsvundet, så det blev hans hus igen.

Er det ikke nogle fine hvide kanter, han har på ørerne? Hr. Mortensen var hele turen værd.

Det er ret morsomt, at alle dem, der starter julen nu, heller ikke kan blive hurtigt nok færdig med den, når juleaften er overstået - væk med al den (over)søde julepynt og slut med den vamle julemad hurtigst muligt.

Jeg er lodret uenig. Der er jo en grund til, at julen førhen lå, hvor den lå, nemlig i den allermørkeste tid. Det er der, man for alvor har brug for lys og forkælelse. Min jul slutter ved helligtrekonger.

Citater om katte #29

Hvad deres skapsindighed angår, må jeg sige, at deres evne til i ethvert rum altid at finde de luneste pladser og de blødeste puder er uovertruffen; og deres punktlighed, når det drejer sig om mad, er beundringsværdig.
Thomas Henry Huxley

Man skulle tro, forfatteren til citatet havde kendt Sarantoya!

Dyr i garn - og kagedej

Den herlige ko i brogede klæder var maskot for messen Kreative Dage i Fredericia i weekenden.

Den er blevet til i et samarbejde mellem Violas Værksted og besøgende på sidste års messe.

Vi var på messen søndag, og der var som sædvanlig er dejlig stemning og en masse at kigge på. Måske ikke helt så meget strik og garn, som der plejer at være, og måske heller ikke helt så mange nye ideer, men der var såmænd rigeligt alligevel.

Man måtte egentlig ikke fotografere inde i hallen, men jeg kom til at tage et enkelt billede af en sød hæklet giraf og nogle næsten lige så søde flodheste.

Hæklede dyr er stadig populære, og vi så en del på messen. Giraffen boede - så vidt jeg husker - hos KreStoffer.

Uden for hallen huserede Strib Bageri med meget lækre kager. Som man kan se på billedet, var der også dyr i deres sortiment: Kaj-kager.

Jeg har aldrig smagt en Kaj-kage, og det gjorde jeg heller ikke i går. Der var andre kager, der fristede mere. Det var næsten lige så svært at begrænse sig som i garnboderne.

Vi slap dog derfra uden at købe forråd med hjem.


Mit eget strik har også været ret dyrisk på det senere.

Prøve-pulsvarmerne med katte er blevet færdige. De er altså smaddersjove at lave, og jeg vil helt sikkert lave flere.

Nu har jeg lavet med blå katte og røde katte, men der er jo mange flere muligheder.

Desuden er jeg blevet færdig med nogle får, der kan bruges som æggevarmere.

De er købt som et kit fra Kastaniestrik, muligvis på den allerførste Kreative Dage, vi var på. Der skulle vist egentlig kun være garn til to får i kittet, men jeg kunne let få fire ud af det. I går købte jeg endnu 50 g af noget strid shetlandsuld, så nu er der endnu flere får på bedding.

Farvel, posthus

Postskiltet er kraftigt bleget, men det er næppe grunden til, at posthuset på Banegårdspladsen i Århus, havde sidste åbningsdag i dag.

Kunderne efterspørger andre løsninger end posthusene, påstår postvæsenet. Typisk at skubbe ansvaret over på kunderne.

Da mit lokalposthus, det meget besøgte i Åbyhøj, blev lukket for nogle måneder siden, blev vi lovet bedre åbningstider, når der kom en postbutik i Føtex i City Vest som erstatning.

Ja, god morgen! Da jeg ville sende en pakke kl. 18, var der da lukket. Der er i øvrigt som regel masser af kunder, der må vente på et både meget lille og meget uhensigtsmæssigt område. Jeg er ikke imponeret.

Posthuset på Banegårdspladsen var noget ganske særligt, for det var fyldt med kunst. Både "almindelige" malerier og vægmalerier. Det var en fornøjelse at komme der.

Jeg ville for nogen tid siden tage nogle billeder, inden det var for sent, men blev straks belært om, at det var forbudt at fotografere i posthuset (jeg kan egentlig godt forstå hvorfor), så jeg nåede i første omgang kun at tage et enkelt billede:

Fra Marselisborg-skovene

Til gengæld fik jeg en lille brochure om billederne, men den er simpelthen så elendig. Der er kun få billeder af dårlig kvalitet i, og der står ikke, hvem der har malet de enkelte billeder. Måske er det Axel P. Jensen, der har malet alle malerierne, det kan jeg ikke rigtig finde ud af. I hvert fald kunne det godt være ham, der har malet den dejlige danske bøgeskov.

I dag på den sidste åbningsdag sneg jeg mig til at tage nogle fotos af mit yndlingsbillede, det store vægmaleri med motiv fra Århus havn. På nuværende tidspunkt må risikoen for, at posthuset skulle blive røvet også være minimal.

Havnebilledet er i hvert fald malet af K. F. Hansen-Reistrup.

På det øverste billede kan man ud over domkirken se siloerne kaldet "De Fem Søstre" - den store hvide bygning.

Det lille billede viser vægmaleriets venstre side. Man kan lige se spidsen af det bagerste skib i kanten af det øverste billede.


Jeg kan ikke finde ud af, hvornår billederne blev malet, men det må have været før 1929, for da døde Hansen-Reistrup.

Århus Stiftstidende skriver her, at man ikke ved, hvad der skal ske med billederne eller for den sags skyld med hele bygningen.

Og hvad med den lille fine postrytter?

Hvor skal han mon bo nu? Formodentlig flytter han ikke med til Føtex.

Citater om katte #28

I ethvert hus fuldt af tæpper, hylder, puder, stole og vindueskarme vil hver eneste kat uvægerligt slå sig ned lige præcis på det papir, man netop er i gang med.
Dominic Courcel

Jeg har i flere uger ikke kunnet få bladret i min vægkalender, fordi jeg ville have dette citat med i citatsamlingen.

Problemet var at finde et billede. Jeg ved, at jeg har adskillige fotos af vores egne katte siddende eller liggende på dagens avis - men hvor? Måske skulle jeg alligevel have givet alle mine billeder søgeord, men det har jeg altså ikke.

Jeg har grebet til nødløsningen: At bruge et billede, der tidligere har været på bloggen. Det er ellers imod mine principper, og så er det endda anden gang i år. Jeg kunne selvfølgelig også have taget et nyt billede, men nu bliver det på denne måde.

For resten har jeg ikke den kalender med kattecitater, jeg har haft de sidste par år. "Weisheit der Katzen" hed den. Så vidt jeg kunne finde ud af, udkom den ikke i 2014, så også her måtte jeg ty til en nødløsning. Nødløsningen hedder "Der literarische Katzenkalender", og den er ikke helt så god som den anden, men den går an.

Blær

Blær dig på Facebook, står der. Nu er jeg ikke nogen større fan af FB, så jeg vil hellere blære mig her.

Jeg har taget dagens quiz i Politiken i vel et halvt års tid. I første omgang uden at tænke på tiden, da gælder det bare om at få så mange rigtige som muligt. I anden omgang er det på tid. Min bedste placering indtil i nat var en andenplads, men i nat kom der minsandten til at stå nummer 1. Der var så heller ikke så mange, der havde forsøgt sig, men alligevel.

Sort sol - sådan da

Her sidder jeg i mine uldne sokker på en lille bakke nord for Ribe og venter på stærene.

De kom heldigvis, mange endda. Vores guide mente, der måtte være over 100.000. Vi var også heldige med vejret: Tørvejr, ikke spor koldt, en flot solnedgang, som selv 100.000 stære ikke formåede at skjule, så egentlig synes jeg, at betegnelsen "sort sol" er en overdrivelse.

Jeg havde troet, at vi skulle ud i marsken, men udsigten ind mod Ribe (til højre for billedet) var fin.

Selvfølgelig forsøgte jeg at tage billeder af stærene, men de yder nu ikke fænomenet fuld retfærdighed. Pyt, her er et par stykker:

Det sjoveste var næsten lydene. Først fra venstre og højre, hvor stærene samlede sig, og senere forfra, hvor rørskoven, som er stærenes overnatningssted, var. "Sæt hænderne bag ørerne", sagde guiden, og sikken en forskel, det gjorde.

Faktisk har jeg oplevet sort sol før, men det var inden, vi havde hørt noget om sort sol. Vi var i forbindelse med min fødselsdag sidst i juli og i 1991 eller 1992 på en lille ferie i Tønder. Vi havde spist en bedre fødselsdagsmiddag, og på vej hjem til hotellet kom den ene kæmpestore fugleflok efter den anden lige hen over hovederne på os. Det varede nok mellem en halv time og tre kvarter, og vi kiggede og kiggede med nakken lagt godt tilbage. Der var mindst lige så mange fugle som i søndags, og de var meget tættere på.

Dengang vidste vi ikke, hvilke fugle, det var, men det må have været stære. Jeg synes, jeg kan genkalde lyden. Det er godt nok for tidligt på året til stæretræk, men netop på grund af fødselsdagen er jeg sikker på tidspunktet. Måske har de unge stære bare trænet deres flyvefærdigheder.

I søndags da vi kom hjem fra Ribe, var noget af det første, jeg hørte, at der havde været sort sol på Djursland. Sådan er der så meget.

Pulsvarmere med katte

Dem har jeg lavet!

Vores venners katteglade datter blev 18 i går. Jeg havde for nogen tid siden set mønsteret til et par pulsvarmere med et yndigt kattehoved på Ravelry. En oplagt gaveide, det måtte prøves.

I Ravelry-opskriften er der bare et hul til tommelfingeren. Jeg kan selv meget bedre lide, når der er en tommelfingerkile, så sådan lavede jeg mine pulsvarmere. Først lavede jeg dog en prøve for at se, hvordan størrelsen blev med det garn, jeg havde valgt (Knolls Samarkand til selve handsken).

Bagsiden af prøvehandsken før jeg heftede ender.

Hele kattehovedet skulle egentlig laves med intarsia teknik, hvilket på dansk vist må være gobelinstrik. Jeg syntes, der blev for mange tråde, der skulle hæftes med den teknik, så efterhånden brugte jeg mindre og mindre intarsia og mere og mere almindelig flerfarvestrik.

Jeg er ikke så god til nogen af delene, men blev bedre hen ad vejen.

Jeg mangler at få færdiggjort den anden handske til prøveparret. Ikke just fjernsynsstrik, mens hovedet bliver strikket.

Øverst er det de færdige gavehandsker. Jeg er faktisk ret stolt af resultatet.

Jeg er ikke døv

- men det er der åbenbart mange andre, der er.

Eksempel 1:
I sidste uge hørte vi i Musikhuset koncerten "Vi sidder bare her" med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig. Jørgen Leth på stemme, de to andre på et utal af instrumenter. Jeg kan rigtig godt lide Michael Simpsons musik, men er normalt ikke Jørgen Leth fan, men det her var hylende morsomt. Vi lo, så tårerne trillede over de ekstremt selvironiske Jørgen Leth tekster og nød de mere poetiske eller eftertænksomme tekster.

Mine uundværlige juletræer til at proppe i ørerne

MEN det var for højt. I Århus' Musikhus er det altså ikke nødvendigt at skrue så voldsomt op for lydstyrken. Det skulle da lige være, fordi de fleste yngre personer har beskadiget deres hørelse med for megen højlydt musik direkte i øresneglen.

Heldigvis havde vi vores ørepropper. Jeg har dem simpelthen altid på mig, og det er forholdsvis tit, jeg må have dem i anvendelse. Aldrig til klassisk musik og yderst sjældent til jazz, men ellers.... Jeg har også haft brug for dem til musikteater.

Eksempel 2:
Vores gamle computer kørte Windows XP, så vi måtte meget mod vores vilje, og selv om den gamle ikke var slidt op, skifte til en ny i foråret.

Vi er IKKE tilfredse med den nye. At det nye styresystem ikke er nær så godt som XP, er ikke computerens skyld, men at den brummer eller suser det meste af tiden, må tilskrives computeren selv.

Vi købte hos Føniks Computer, hvor vi før har handlet og været meget tilfredse. Vi sagde, at vi lagde stor vægt på at få en lydløs computer. Derfor fik (og betalte) vi et særligt kabinet, så vi var ret skuffede, da vi fik dyret sat til. Vi har simpelthen aldrig haft eller har arbejdet med en så støjende pc før.

Løgn! Ingen "complete" lydabsorbering hos os.

To gange har den været til overvågning hos Føniks, men de kan overhovedet ikke konstatere nogen fejl. Enten har vi fået ualmindelig dårlig vejledning, da vi købte vores "støjsvage" pc, eller også er deres servicefolk døve. Jeg hælder måske mest til den sidste teori. Under alle omstændigheder har vi handlet hos Føniks for sidste gang.

Feriekalamitet

Jeg tog over 1 kg på i ferien! Jeg tror ikke, det var fordi, vi tit spiste ude, for på restauranterne var det såmænd meget fornuftigt, hvad vi indtog - mestendels fisk.

Nej, jeg er overbevist om, at miséren opstod på grund af søde fristelser.

Ejvinds Bageri dukkede op overalt. Sådan føltes det, men i virkeligheden var der vist kun 4 af dem.

De fungerer også som café, hvilket ikke gjorde sagen bedre, for kaffe skal man jo ha'! Og så stod kagerne og fristede, når man bestilte sin kaffe.

Ydermere har Ejvind gode kager. Gedigne kager som kærlighedskranse og cremelinser. Det er ikke gammeldags bagerier, for de har da også stenalderbrød ;))) og lignende, der er bare mange traditionelle kager og ikke udelukkende cupcakes og macarons.

Endnu større fristelser fandt vi i Vestkystens Gårdbutik. De havde lækker hjemmelavet is - jeg smagte kærnemælksis og sveskeis - men der bor altså også en konditor i den gårdbutik. En god konditor! Vi var selvfølgelig nødt til at smage deres Gateau Marcel, men den blev næsten slået af deres medaljer med hyben og havtorn. Godt Lise og Dorthe insisterede på, at vi skulle smage dem også.

Jeg fik ikke fotograferet lækkerierne hverken hos Ejvind eller i gårdbutikken, men jeg fik taget nogle billeder af underholdningen i gårdbutikken: Spurveunger i badeland.

Jeg har stadig ikke tabt mit feriefedt - SUK!

Garn i ferien

I de senere år er der kommet en ekstra attraktion i ferierne: De lokale garnbutikker.

Jeg havde på forhånd fundet to, hvor jeg absolut måtte aflægge visit.

Først var vi i Tind Textil og Kunst. Den ligger så smukt, lige syd for Vest Stadil Fjord, som der er udsigt til fra den øverste etage. Som navnet siger er det ikke bare en garnbutik. Det er en fin butik med god plads, måske lidt for pæn og med for lidt spræl i sortimentet til min smag. Garnet fylder meget, men de havde vist alligevel ikke noget, jeg ikke har set andre steder. Jeg købte bare en lille smule.

Det var nu også, fordi jeg stadig havde Fru Jensens Unikum i Videbæk på listen.

Jeg har et stykke tid kigget på hendes hjemmeside, og der er mange garner, der ser lækre ud, men jeg ville gerne prøve at gramse på dem inden køb.

Det fik jeg så gjort nu, og det var godt, jeg ikke havde ladet kontokortet gløde alt for meget i Tind Textil.

Der var meget, der fristede, og jeg var længe om at beslutte mig, men efter mange overvejelser drog jeg af sted med en dejlig stor pose garn.

Når vi nu var i Videbæk, skulle vi selvfølgelig se byens kunstpavillon. Den ligger i et lille anlæg og er tegnet af selveste Henning Larsen - eller i hvert fald af hans tegnestue.

Vi var så heldige, at der netop var en udstilling med malerier af Arne Haugen Sørensen.

Det lille billede over keramikken var vist min favorit. Keramikken er i øvrigt af Dorthe Steenbuch Krabbe, Arne Haugens Sørensen viv.

Hvad havde jeg så med hjem af garn?

Jo, fra venstre er det Det Sorte Får uldgarn - jeg er vild med farverne; derefter et lille nøgle Qoperfina - alpaka, bomuld og kobber - jeg har aldrig prøvet at strikke med kobbergarn før; så et bundt Tibetan Cloud yakuld fra Lotus; og endelig noget håndfarvet Ragnarok - uld, silke og ramie. Jeg har ingen planer for, hvad der skal strikkes af det, men det kommer der nok.

Ferie i klitterne

I sidste uge var vi - mestendels i strålende vejr - på ferie i et sommerhus i Holmsland Klit. Jeg er vild med klitter, og her er kilometer efter kilometer efter kilometer. Lange horisonter, lange linjer, vidt udsyn. Gamle fine klitgårde og sommerhuse spredt ud i klitterne eller i lidt større sammenhængende bebyggelser for sommerhusenes vedkommende. Ægte danske ferieland.

Ved Gammelgab nord for Nymindegab

Vi er klatret op på en af klitterne.
Strandgården, der er museum, i forgrunden
og den genetablerede Vest Stadil Fjord i baggrunden.

En af de fine klitgårde i tidlig aftensol.
Her er det Ringkøbing Fjord, man kan se bag gården.

Vesterhavet, stranden og himlen er nu heller ikke ringe. Skønt at gå med bare fødder i det fine sand og soppe i vandkanten. Vi havde glemt badetøjet, men havde nok alligevel ikke vovet ligefrem at bade.

Hvorfor Blogger absolut vil højrestille det sidste billede, selv om jeg har bedt om at få det centreret, er en gåde for mig. Somme tider er Bloggers veje uransagelige.

Strik i haven

Jeg var lige ved at tro, at det var slut for denne sommer med at sidde og strikke i haven, men i dag har jeg faktisk igen siddet lidt udendørs med strikketøjet.

Her er et par billeder fra begyndelsen af august, hvor det stadig var nødvendigt at sidde i skyggen (dejligt!):

Den syriske rose var - som alt andet - meget tidlig i år.

Den blomstrer endnu. Jeg tror, den har været glad for det lidt køligere vejr.

Mine kniplingeblomster har været vellykkede.

Jeg høstede frø af dem sidste år. Jeg forsøgte kun at tage frøene af de blå, ikke de hvide og lyserøde, og det er tydeligvis lykkedes. Der er ikke nogen styrvolter i andre farver.

Jeg er ellers ikke god til det der med at så frø i minidrivhuse for derefter at flytte de små planter i potter indendørs og endelig flytte dem til det fri. Der går alt for mange til for mig, men kniplingeblomsterne er et bevis på, at det kan lade sig gøre. Også for mig.

Det er den beskedne blomst med det pompøse navn pragtarve sådan set også, men der var altså ikke ret mange planter, der overlevede. Heldigvis et par stykker.

Den har ellers den mest fantastiske blå farve, og jeg tror, den godt kan sås "på voksestedet", som det hedder. Det vil jeg nok gøre næste år.

Både kniplingeblomsterne og pragtarven er også stadig i blomst, men kniplingeblomsterne er blevet lidt uregerlige. De havde ikke så godt af de blæsedage, der har været.

Selvfølgelig får de lov til at blive stående. Jeg skal jo have frø til næste års krukker.

P.S. Hvad strikkede jeg så i haven? Jo, en lyseblå pigekjole, som er færdig og kan ses her på Ravelry. Nu strikker jeg pulsvarmere af resten af garnet, så jeg matcher stadig havens blå blomster.

Aflukningskant #2: Halvelastisk

Denne aflukningskant er en variation af Jeny's Surprisingly Stretchy Bind Off (JSSBO), som er en meget elastisk aflukning. Rigtig god, dels selvfølgelig når aflukningen skal være elastisk, men også god for alle, der nærmest pr. definition kommer til at lukke for fast af.

Cat Bordhi, som vist er en kendt strikke-guru, har en meget fin video, hvor hun viser, hvordan den laves. Som et plus viser hun også, hvordan man får syet kanten fint sammen, når den er brugt for eksempel for oven på en sok. Se videoen HER.

Da jeg for nylig teststrikkede et par pulsvarmere, foreslog designeren, at ribkanten blev lukket af med en variation, hvor man kun lukkede retmaskerne af med JSSBO, mens vrangmaskerne skulle lukkes helt normalt af.

Smart - aflukningskanten bliver lige nøjagtig elastisk nok uden at sidde og flapre. Aldrig havde jeg haft fantasi til at finde på at lukke nogle masker af med én metode og nogle andre med en anden, men selvfølgelig kan man det.

Designeren, der hedder Amanda Hall, kalder sine pulsvarmere Cecelia Fingerless Gloves, og de er at finde på Ravelry HER.

Jeg har så selv tilføjet endnu en variation, da jeg strikkede endnu et par. Jeg fandt ud af, at kanten bliver pænest fra vrangsiden, så det gjorde jeg bare.

Sådan ser kanten ud, når der er lukket af fra vrangen.

Modsat side. Den anden er da pænest.

Frækt???

Jeg har for et par dage siden lagt ovenstående billede på min Flickr, og det har bare haft enormt mange hits.

Som regel når det er tilfældet, er det, fordi det på en eller anden måde kan opfattes frækt. For eksempel har jeg nogle billeder fra et VM i gymnastik, og pigerne der har i sagens natur ret små og tætsiddende dragter. De billeder er der en del, der har kigget på.

Dog i et andet og meget langsommere tempo end med billedet af Dorthe og Annett. Jeg kan ikke regne ud hvorfor. Godt nok ser de to damer usædvanligt godt ud, og det er også et godt foto ;-) men så godt? Jeg har kaldt det "Annett and Dorthe in borrowed wellies". Kan det misfortolkes? Jeg mener ikke, mine tags på nogen måde skulle være i den pikante afdeling.

Nu er jeg spændt på, om også dette indlæg bliver læst af usædvanligt mange.