Ø-ferie nummer to i år

For et par dage siden kom vi hjem efter en uge på Fanø. Hovedformålet var strikkefestivalen.

Vi var også med for 2 år siden, og dengang syntes vi, vi havde alt for lidt tid til andet end festivalen. Det blev der rådet bod på i år, hvor Annett havde fået lov til at låne sommerhuset en hel uge. Den blev udnyttet!

Måske kommer der spam af Fanø-indlæg - hvis jeg får tid. Jeg synes ikke, min PC har haft så megen fornøjelse af mig på det seneste.

Festivalen var måske lidt mindre spændende for os end den første. Måske er vi blevet lidt blaserte, fordi der foregår så meget. Bl.a. var forsommerens garnstafet næsten lige så sjov at deltage i.

Hvis vi havde deltaget i en eller flere af de mange workshops - og der var mange -  havde vi nok set anderledes på det.

Udstillingerne så vi, og vi var enige om, at den bedste var den med modeller fra tre bøger: Grey Days af Susie Haumann, Annette Danielsens Østen for solen og en ny bog, der endnu ikke er udkommet, af Rachel Søgaard. Plus vist en til af Susie Haumann. Vi var lidt overraskede over, hvor meget bedre modellerne så ud i virkeligheden end i bøgerne - altså for de to, hvor bøgerne er udkommet. Der er jo ellers gode fotos i bøgerne, men ikke gode nok til at yde modellerne fuld retfærdighed. Man kunne meget bedre se alle finesserne, og dem var der mange af, i det færdige strik. Også Rachel Søgaards modeller, som måske var dem, jeg syntes allerbedst om, var fyldt med fine detaljer.

I Rindby Forsamlingshus så vi udstillingen Laboratorium 12. 16 kunstnere og designere i Garnindkøbsforeningen af 1998 havde fået en bundet opgave. De havde hver fået en æske indeholdende 4 sorte og 1 rødt garn, og ud fra det skulle de lave deres værk efter hel valgfri metode. En spændende ide, men vi var ikke så begejstrede for resultaterne. Der var for mange, der forekom os ligegyldige - måske var den bundne opgave alligevel for løs?

For to år siden kom jeg hjem med en del garn, som stort set stadig ikke er brugt. Lidt pinligt, og jeg havde pålagt mig selv ikke at købe mere. Det overholdt jeg - næsten. Der var alligevel et kit på en halsdims, jeg brugte penge på. Annett mente, at kits ikke talte med som garn. Det var opskrifterne, vi købte, og så fulgte garnet jo med ;-)

Det bedste ved festivalen var, at det var så hyggeligt. Strikkende kvinder og også nogle mænd, mange i meget lækkert strik, overalt og en fantastisk stemning. Jeg vender gerne tilbage, men nok ikke hvert år.

Billederne er fra Fanø Kunstmuseum, som er et meget fint lille museum. Det nåede vi ikke i 2011, men det gjorde vi heldigvis i år. Det øverste billede er et lille udsnit af Sigvard Marius Hansens "Oldemors hus, En fanøkone venter besøg" fra 1916. og det nederste er en tuschtegning, der hedder "Strikkende kvinde", af Johan Julius Exner.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over, hvor vores første ø-ferie gik hen, så ligger Skagen og Ålbæk jo faktisk på Nørrejyske ø, Danmarks næststørste ø.

Citater om katte #24

Katte er individualister. De har deres egen mening om alt, inklusiv deres ejer.
John Dingman

- og måske også biler?

Ferieshopping

Jeg kan godt lide at shoppe, når jeg er på ferie. Det blev nu ikke til så mange indkøb i Skagen. Nogle af de butikker, vi plejer at komme i, var trist nok blevet lukket i mellemtiden - og for resten syntes jeg ikke, jeg manglede noget. En noget upraktisk følelse i forbindelse med shopping.

Trods alt kom jeg dog ikke hjem helt uden nyanskaffelser.

Den lille kande er en af dem. Den er bare 9 cm høj, og den er lavet på en tysk (østtysk, tror jeg) porcelænsfabrik, der hed(der) Weisswasser.

Som det ses er den i den grad retro. Jeg synes, det er sjovt at følge, hvordan jeg lader mig påvirke og skifter smag. For bare 2 år siden ville jeg nok ikke have skænket kanden mange blikke.

Vi var en dag i Göteborg i løbet af ferien, men heller ikke der blev det til de store indkøb. Vi var de sædvanlige steder, Haga og området indenfor voldgraven.

Det sidste lignede sig selv, men Haga er ikke helt det samme. Også der var flere af vores favoritbutikker lukkede, og vi var ikke så begejstrede for de nye, der var kommet i stedet. Området er ikke så ærkesvensk mere - det er lidt synd. Vi havde planlagt et kortere besøg i Vallgatan-området og så bare resten af tiden i Haga. Dumt, vi havde faktisk for meget tid i Haga og kunne godt have brugt mere i den indre by, men det laver vi om næste gang.

Indsejlingen til byen levede derimod helt op til vores forventninger. Den er en ikke ubetydelig del af en Göteborg-udflugt.

Jeg var spændt på, om et af Mærsks store containerskibe lå ved de store kraner, og det opdagede vi forbløffende hurtigt, at det gjorde der.

Da vi kom lidt tættere på, fandt vi ud af, at det var selveste Mærsk McKinney Møller, verdens største containerskib, der var gået i rute kort før vores besøg. Absolut en ekstra attraktion. Kranerne så ligesom ikke helt så store ud, som de plejer.

Billedet tog jeg på vej hjem, hvor skuden stadig lå der. Bemærk de små - mestendels hvide - klatter i vandet. Det er lystsejlere. Der var bare fyldt med små både, der var sejlet ud for at kigge på kolossen.

Smuttur

Vi var liiiige en tur i Skandinavisk Dyrepark i går. Det er jo i år, der er bjørneungeboom, så hvis vi ville se de små endnu en gang, mens de stadig er små, var det ved at være tiden.

På grund af det dårlige vejr havde jeg ikke taget mit zoom-kamera med, og det andet havde jeg ladet blive i bilen, men det blev hentet ind, da vejret begyndte at arte sig, og jeg fik nogle hurtige skud.


Brunbjørnefirlingerne er vokset rigtig meget, siden vi sidst så dem. De var meget, meget livlige og ENORMT søde. Og frække og dygtige og forkælede. Især en af dem var skrap til at klatre i træer.

Ih, hvor fik man lyst til at give dem en ordentlig bjørnekrammer.

En af dem (ikke den på billedet til højre) burde hedde Sarantoya, for den er lige så madglad som hende. Den havde bestemt endnu ikke indset, at den netop IKKE får mad, når den gør opmærksom på sig selv. Det ville den kloge Sarantoya naturligvis hurtigt have fundet ud af :-) så helt ligner de ikke hinanden.

Man kunne måske godt kende forskel på de fire små krabater. I hvert fald syntes vi, at to af dem så lidt større ud og havde lidt bredere hoveder. Der var også lidt forskel på deres farve, i hvert fald var en af dem - så vidt jeg husker "Sarantoya" - mørkere end de andre.

Isbjørnetvillingerne var selvfølgelig også vokset, men de havde ikke ændret sig så radikalt siden sidst som de små brune bjørne.

De er meget forskellige i adfærd. Den ene ser næsten ud til at have vandskræk, mens den anden rigtigt boltrer sig sammen med mor Ilka i isbjørnesøen. Sådan har det været næsten hver gang, vi har været i parken, men om det er den samme unge, der ikke har lyst til at bade, ved vi ikke, for de ser fuldstændig ens ud.

Vi snakkede om, om de stadig får mælk hos deres mor, og det så vi på vores sidste runde, at det gør de.

Det så ud til, at både mor og unger hyggede sig gevaldigt, og at der stadig er mælk i hanerne, var tydeligt. Når en unge for en kort bemærkning slap sin dievorte, havde den nemlig et ordentligt flødeskæg. Faktisk kan man vist godt se det på billedet.

Siku er nu næsten 22 måneder gammel, og han vejer omkring 230 kg, men han er nu stadig en unge. Han er en ualmindelig køn isbjørn.

Han går sammen med den over 20 år gamle isbjørn Smilla, og det går fint, men vi spekulerede alligevel lidt på, om han nu også har det helt godt. Er han ikke lidt for tæt knyttet til sin suttesten, som han også er i gang med på billedet? Det er en lidt fattig erstatning for moderlig omsorg - hvis det altså er det, det er.

Rævene var meget fremme, og de er så rigtig fine ud

Rejer og rejer er to ting

På billede ses den smagsprøve på søkogte rejer, jeg fik på madmessen i fredags. Jeg elsker rejer!

Min historie med de små skaldyr går så langt tilbage, at jeg ikke selv kan huske starten - men jeg har fået den fortalt.

Da jeg var 2-3 år, cyklede mine forældre med mig i cykelstolen fra Horsens, hvor vi boede, til Snaptun, og der spiste vi rejer. Friskkogte, så de skulle pilles, og min mor har fortalt, at hun dårligt nok fik nogen selv, fordi jeg spiste dem lige så hurtigt, som hun kunne pille dem.

Derimod kan jeg godt huske, at jeg altid fik en rejemad med, når jeg var på skoleudflugt. Det må have været rejer på dåse, for hverken frosne eller rejer i lage fandtes, så vidt jeg husker, på det tidspunkt. I hvert fald ikke i den landsby, vi var flyttet til. Det var så årets rejemad.

Jeg ved ikke, om den tidlige start med friske rejer har præget mig, men det er i hvert fald fakta, at jeg ikke bryder mig om hverken rejer fra frysedisken eller rejer i lage. Rent ud sagt synes jeg ikke, de er værd at sætte tænderne i. I det stykke er jeg enig med svenskerne, der ikke kunne drømme om at spise de vandede lagerejer eller de lige så triste frosne. Og med Politikens smagepanel, der i lørdagens avis fortalte om deres trængsler under prøvesmagningen. Nogle af de smagte var mindre ringe end andre, men ingen var gode. Til alt held findes der nogle på dåse, som jeg godt kan lide.

Men selvfølgelig ikke så godt som de friske. På vores ferie i Skagen spiste jeg friske rejer alle dage undtagen én. Jeg glemte bare at fotografere dem, men jeg huskede at tage et billede af en af de räksmörgåser, som vi indtog i Feskekörka i Göteborg. Mængder af rejer, brød, dild og en smule mayonnaise, nix weiter. Sådan skal en rejemad være.

Inde i Feskekörka, Göteborgs appetitlige fiske- og skaldyrs torvehal

Er den her blog egentlig ikke igen begyndt at handle lidt rigeligt om mad? Jeg må prøve at skære ned på madindlæggene, men jeg syntes jo, mine rejebilleder skulle publiceres for alverden.

Mæt af smagsprøver

Jeg har haft lidt svært ved mentalt at komme hjem fra Skagen, men det hjalp, da jeg i fredags var til Food Festival her i Århus.

Det var mindst lige så hyggeligt og sjovt som sidste år, også selv om jeg i år havde valgt madskolerne fra.

Sidste år glemte vi at være på HAVET - området med fisk og skaldyr - så der startede vi i år, og vi blev budt velkommen med en stor smagsprøve på søkogte rejer. Faktisk havde jeg spekuleret på, hvad "søkogte" betyder. Nu fandt jeg ud af, at det betyder, at de er kogt om bord på skibet. Og de smager godt!

Vi var rundt over det hele, men ud over på Havet brugte vi mest tid i SØDE SAGER og især i MEJERIET. Sjovt så stor forskel, der er på, hvor villigt de forskellige stande stiller smagsprøver frem. I Havet og i honningboderne i Søde sager var der ingen problemer. Vi var noget klistrede efter testsmagningen af de mange honninger, der smager forbløffende forskelligt.

I Mejeriet var der hos Arla (som jeg principielt ikke kan lide) ingen fedteri med de lækre Unikaoste. I den modsatte ende af spektret skulle man hos Naturmælk (som jeg har stor sympati for) nærmest beslutte sig for køb, inden man kunne vriste sig til en smagsprøve. Det gider jeg ikke, så jeg fik ikke smagt nye Naturmælk-oste. Den holder ikke, Naturmælk!

Det allerbedste, jeg smagte, var skyr softice hos Arla. Den skulle man godt nok betale et beskedent beløb for, men jeg måtte altså til lommen hele to gange. Jeg håber, den softice kommer i produktion. Den er efter min mening bare så meget bedre end almindelig softice og også bedre end frozen yoghurt.

Hos Løgismose kan de også noget med skyr. Både deres drikkeskyr og deres skyr med forskellige smage - for eksempel ingefær - kunne jeg rigtig godt lide.
Ellers kender jeg kun skyr naturel, som jeg ikke bryder mig om, og Thises skyr med vanilje, som jeg rigtig godt kan lide, men som jeg sjældent ser til salg.


Naturligvis kiggede vi også på de levende dyr. I år var det gamle danske husdyrracer.

Pyntesyge Marie her er på trods af de fine, blide farver af racen sortbroget jysk malkekvæg.



Jeg kan ikke huske, om køerne skulle være dommere i konkurrencen om DM i hø, men det skulle Ertebølle fårene i hvert fald.

Lammet her holdt sig tæt til sin mor og var ikke let at fotografere. Moderen var umulig, for hun var så kælen og snakkesalig, at hun hele tiden stod helt tæt på det nærmeste menneske for at blive kløet på panden.

Jeg duftede også til alt høet og udpegede mine favoritter. Gad vidst hvordan vinderen bliver offentliggjort?

Jeg smagte stort set ikke på nogen kødprodukter. Alligevel blev jeg så stopmæt af fisk, mejeriprodukter og søde sager, at jeg var nødt til at springe aftensmaden over.

Den mobile hummersuppeservering var et sjovt indslag. Den var fra Soupanatural. Gad vidst om de ikke skulle tage at få en biks i Århus. Der mangler en suppebar i byen.

Næste år håber jeg, at der også bliver tid til at opleve noget af alt det, der sker på kokkescenen, men ellers er jeg helt tilfreds med årets festival.

Skagen dage

Vi havde bestilt godt vejr i sidste uge til vores uge i Skagen, og vejrguderne var igen søde ved os. Hvor heldig har man lov til at være?

Det blev ikke nødvendigt at finde tag over hovedet på denne adresse på vej til Grenen. Vi havde lejet et lækkert sommerhus lidt nord for Ålbæk, og selv om der var længere til Skagen city end fra bunkervillaen, var vi i Skagen næsten hele tiden.

For os er det en stor fornøjelse bare at gå rundt i byen og nyde den. På billedet af kaptajnshuset - bygget så kaptajnen kunne fortsætte med at være på broen - var vi mere strukturerede. Vi var på byvandring med en meget livlig og engageret guide, der fortalte en masse om by og mennesker. Det bør man ikke snyde sig selv for. 

Det er ikke, fordi det er kaptajnens hus, at det står skævt på billedet. Jeg syntes bare, det så sjovt ud, og kom så bagefter til at tænke på, at det passer meget godt med lidt imaginær søgang.

Ikke alle Skagens huse er gule, hvilket Anna og Michael Anchers hus er et eksempel på. Bemærk de fine skorstene på Ulrik Plesners tilbygning til det oprindelige hus. Der er mange fine skorstene på Skagens huse, men vi havde da ikke lagt mærke til dem, før vores guide gjorde os opmærksom på dem.

Vi kan også godt lide at kigge på haverne - forhåbentlig generer vi ikke alt for meget med vores lange øjne.

Denne have synes jeg er specielt sjov med marehalm og hjelme i bedene.

Det er dog ikke en nødvendighed kun at have klitternes planter i haverne.

Mange haver er rigtig frodige og fyldt med blomster. Stokroser er der mange af i byen.

I Drachmanns Hus kunne jeg ikke dy mig for at fotografere ud af hullet i døren på det lille hus.

Vi ville gerne have været til en af de traditionsrige Drachmann-aftener. Det kunne vi ikke nå, fordi vi var til omvisning i Skagens Museum, men dagen efter var vi til causeri om Drachmann og Skagen, og ligesom byvandringen kan både omvisning og causeri meget anbefales.

Det gode ved ikke at nå det hele: Vi kan roligt tage på ferie i Skagen igen uden at komme til at kede os.

Kvalitet og pris

Man kan få mørk chokolade i mange prislag, men er den dyre bedre end den billigere?

På Kirsebærfestivalen i Odense købte jeg noget af den lidt dyrere chokolade, nemlig de to afbildede plader af Friis-Holms 70% chokolader. Jeg har gemt dem lidt tid, men nu er jeg begyndt at spise af dem.

Den grønne Rugoso har en ekstremt kraftig, men dejlig smag. Alle de der "noter", som andre kan smage, har jeg ikke styr på, men det er i hvert fald en chokolade, der smager af noget. Hvis jeg havde blindsmagt den, ville jeg have troet, at der var mere end 70% i. Den er dog ikke spor tør, som nogle af chokoladerne med endnu højere %-indhold har en tendens til.

Jeg har altid syntes, det er krukket, når der er nogen, der påstår, at man ikke kan spise ret meget af de mørke chokolader. Det gælder ikke mig. I hvert fald ikke indtil jeg smagte Rugosoen. Jeg har simpelthen ikke lyst til mere - og heller ikke til nogen anden chokolade - når jeg har spist et lille stykke Rugoso. 

Den brune Johé er helt anderledes. Den er også meget fyldig, men på en blød og blid måde. Den smager skønt og kunne godt blive min yndlingschokolade, hvis det ikke lige var for prisen.

For den er altså næsten 5 gange så dyr som min "dagligchokolade", Bjørnstedts økologiske 85%. Den er også bedre, men er den 5 gange bedre? Min anden hverdagschokolade, Hachez' Wild Cocoa 70%, er heller ikke nær så dyr. Den er desuden en god begrundelse for en tur til Flensborg.

Friis-Holm chokoladerne kan mildest talt heller ikke fås overalt - de kan dog købes på nettet. De må nøjes med at blive mine forkælelseschokolader, men det er nu heller ikke så ringe endda.

Citater om katte #23

Katte er lærdommens venner.
Charles Baudelaire

Mon det er derfor, Lilit altid sætter sig på avisen, når jeg forsøger at læse den? For resten sidder eller ligger hun også tit på den, selv om jeg ikke læser i den - så tæt på det skrevne ord som det kan lade sig gøre. I parentes bemærket kan man så diskutere, hvor megen lærdom der er netop i aviser.

Billedet er et af mine postkort med et fotografi af James van der Zee. Det hedder Smart Cat, New York City, 1931. Eller faktisk er det to fotografier af den samme kloge kat, der er sat sammen til ét. Har katten mon virkelig fundet sig i at få et par briller anbragt på næsen (det ville Lilit garanteret ikke), eller er det en 80 år gammel fotomanipulation?

Kniplingeblomst

De sidste to år har jeg haft kniplingeblomster i haven.

Det var Yrsa, der fandt frøene i Isabella Smiths netbutik, og hun forærede mig en portion. Jeg havde aldrig set kniplingeblomster før.

Sidste år kom jeg lidt for sent i gang, og mine blomster blev ikke så store, men i år var jeg tidligt nok på den. Frøene blev sået i minidrivhus, plantet videre i papirpotter (lavet med min papirpotter) og efter en akklimatisering blev potterne sat i en zinkspand og nogle få i havens bede.

Jeg plejer ikke at være så gode venner med det med at så frø indendørs til senere udplantning, men denne gang lykkedes det.

Blomsterne i zinkspanden er blevet rigtig flotte. Vel omkring 60-70-80 cm høje og fyldt med blomster. De fleste er lavendelfarvede, enkelte er hvide. De små svirrefluer elsker dem, og så kan vi spise vores morgenmad i fred.

Planterne i bedene er ikke blevet nær så flotte, vel bare 20-30 cm høje og ikke særlig tætte. Dels var det de planter, der var til overs, da jeg havde udvalgt på bedste til spanden, men jeg har også fået en mistanke om, at bed-planterne måske mangler noget at leve af. Og indrømmet, det er ikke hvert år, de får gødning. Det må jeg lige huske næste forår.

Kniplingeblomster vil jeg have igen. Der er lidt langt mellem de blå (eller ok: lilla) blomster på denne tid af året. Gad vidst, om man kan høste frøene af sine planter?

Reklame (ufinancieret)

Jeg har fået et nyt frokost-favoritsted her i byen, Fika i Jægergårdsgade. De har nemlig gode salater til en rimelig pris.

Fika er svensk for (kaffe)pause, og jeg tror, nogle af de svenske dyder, når det drejer sig om mad, er bragt med. Gode råvarer, økologisk, uprætentiøst. Egentlig beregnet som take-away, men man kan også spise sin mad og drikke sin kaffe på stedet, enten inde eller ude.

Salatbaren, hvor man kan vælge mellem adskillige færdigblandede salater og lidt forskelligt tilbehør som bagte rødbeder og humus, er et sikkert hit hos mig.

Super frokost efter torveturen

Det giver mindelser om Cranks i Grønnegade i København i "gamle dage". De havde nogle store fade med de herligste salater, og så kunne man selv bestemme, hvor mange af dem, man ville have plads til på sin tallerken. Det var der, jeg lærte at spise salat som et helt måltid. Det vil sige, som regel kunne jeg ikke holde mig fra deres osteboller. De var nok ikke specielt sunde, men nøj, hvor de smagte.

Cranks har desværre ikke eksisteret i mange år, men Fika findes lige i min hjemby. Dejligt, at der er nogen, der tør lave en færdigblandet salat, der ikke lige er en Caesar's eller en pastasalat, og fjernt fra de kedelige salatbuffeter med standardgrønt, feta, solsikkekerner og industridressinger. Det gør en hel del for smagen, når salaten er blandet færdig med dressing og det hele.

Billedet viser den tallerken salat, jeg konsumerede i lørdags. Egentlig ville jeg have valgt lidt færre "ingredienser", men jeg havde svært ved at begrænse mig. Det må blive næste gang.

Lyseblåt strik

Jeg har strikket og strikker lyseblåt her i sommer. Ikke fordi jeg absolut vil strikke lyseblåt, det er bare blevet sådan.

Den lille babykjole med smock i størrelse 3 måneder har jeg strikket af blank, merceriseret bomuld.

Jeg har sat knapper af perlemor i, det synes jeg passer til den lidt gammeldags smock.

Mønsteret findes i Sys Fredens' bog "Under et". Det tog ikke så lang tid at strikke kjolen, det var næsten smocken, der tog længst tid.

Desuden er jeg i gang med et sjal til mig selv. Det er et sommersjal strikket i Geilsk bomuld/uld, en kvalitet jeg er meget glad for. Modellen er også fra Geilsk og hedder Bella.

Jeg har været meget lang tid om sjalet, og selv om jeg nu er næsten færdig med det, har jeg ikke lært mønsteret udenad. Alle mine trådmaskemarkører har været absolut nødvendige. Det er ikke en model, jeg vil strikke igen.

Egentlig burde jeg have sjaler nok, men mine andre sjaler er uldne og for varme om sommeren.

Der er også lyseblåt i mit tredje projekt, som jeg kalder spisebordstrøjen. Jeg er altså kommet længere end på billedet fra 27. april, men mod forventning skal jeg stadig opmarchere farverne i rækkefølge på spisebordet, når jeg strikker på den - deraf navnet. Det er ikke hverken ude- eller fjernsynsstrik, så trøjen har næsten ligget brak her i sommer, men den skal nok komme i gang igen.

Foreløbig har jeg dog andre planer. Jeg har nemlig fået én, måske to, bestillinger, begge med tidsfrist på.

Jeg har vundet

Somme tider deltager jeg i blog-konkurrencer om give-aways. I sommer har jeg været heldig. Ikke bare én, men to gange.

En af de blogs, jeg følger, er Anne au Chocolat's. En bogstaveligt talt meget lækker blog, som jeg "tørlæser", for jeg er nødt til at afholde mig fra de mængder af chokolade, kager, søde sager, som der bliver bragt opskrifter på, hvis jeg ikke skal få Michelinmand-facon. Desværre!

Men konkurrencerne kan jeg deltage i. I den seneste kunne man vinde lækkert finsk design fra Iittala - og det gjorde jeg. Jeg kunne selv vælge mellem forskellige designs - det tog laaaaang tid!
I morges meget tidligt kom fragtmanden med en stor pakke med to skåle og to krus.

Skålene er allerede blevet udnævnt til salatskåle. Vi havde snakket om, at vi godt kunne spise vores salater af noget lidt mere eksklusivt end de plastbokse, vi plejer at bruge, men havde ikke nået at investere i noget endnu, da jeg fik at vide, at jeg havde vundet. Sjovt nok er der nøjagtig samme rumindhold i de nye skåle som i den gamle bokse. Jeg tror bestemt, salaten kommer til at smage endnu bedre nu.

Den anden give-away jeg vandt var på Nikisgarage, hvor jeg var så heldig at vinde to gamle, morsomme håndarbejdsbøger.

Brikvævning har jeg praktiseret, og jeg har mine brikker endnu. Det kunne jeg godt finde på at tage op igen. I den anden bog beskrives bl.a. sprang, som jeg også har forsøgt mig med, dog uden større held.

Nikisgarage bebos af "Den gamle krage", også kendt som Ellen. Det er en blog uden bestemt emne - lidt i familie med min. Tit er der nogle rammende og sjove indlæg, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

Ingen billeder - del 3

...og nok også sidste del. Jeg har nemlig fundet mine billeder.

De ligger på Google+, som jeg åbenbart er medlem af.

Når man er logget ind på Blogger, er man også logget ind på Google+, og efter lidt roden rundt (jeg klikkede vist på "Fotos" i flere omgange), kom jeg det rigtige sted hen - skærmdumpet - og fandt de slettede billeder - hurra! Ikke i nogen voldsom stor størrelse, men gode nok til bloggen.

Så vidt, så godt. Jeg kan nemlig stadig ikke finde ud af, hvor megen lagerplads, jeg har brugt. Jeg kan heller ikke forstå, hvordan jeg overhovedet kan have brugt al min lagerplads, for Google skriver:
"Alle fotos, der uploades til Google+ skaleres automatisk til 2048 pixels (på den længste side) og medregnes ikke i din gratis lagerplads."

Jeg har ganske vist ikke uploadet billederne direkte til Google+, men til Blogger, men det undrer mig, at det gør nogen forskel. De overskrider i øvrigt aldrig 2048 pixels på længste led.

Jeg gider ikke spekulere mere over det, men vil stadig gerne høre, hvis der er nogen, der har svar. Nu gælder det om at få udbedret skaderne.

Ingen billeder - del 2

Efter at have rodet lidt rundt på nettet er jeg nu overbevist om, at mine manglende billeder skyldes, at jeg har opbrugt min lagerplads. Flere andre har været ude for det samme.

Jeg har fundet ud af, at man vistnok har 1 GB plads til billeder. Billeder på Picasa tæller også med, men jeg bruger heldigvis ikke Picasa, så det er underordnet for mig. Derimod kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg ved, hvor meget lagerplads jeg har brugt. Det kunne ellers være meget rart at vide. Hvis der er nogen, der har løsningen på det, så fortæl endelig om det.

Jeg har også læst på Googles egen side, at billeder på max 800 x 800 pixels ikke tæller med i forbruget, så nu skal jeg til at have gjort mine billeder mindre. De fleste er faktisk alligevel ikke meget større, men jeg stoler ikke helt på, at det ikke bliver ændret, og så er man lige vidt.

En anden udvej er at linke til min Flickr. Det er bare ikke alle mine blogbilleder, der ligger der, men det kan de jo komme til. Et lidt større arbejde, som jeg må tage lidt ad gangen. Jeg synes bare ikke, at alle blogbillederne også var egnede til Flickr, men det må jeg så se stort på.

Endelig er der den helt radikale udvej at flytte bloggen. Jeg har set en del, der foretrækker Wordpress - også i forbindelse med, at de har mistet billeder på Blogger, så de må vel have en anden politik med hensyn til lagerplads. Det skal undersøges.

Jeg er meget utilfreds med, at jeg ikke har fået en advarsel, inden mine billeder er blevet fjernet. De fleste kan jeg vistnok finde frem, men ikke alle. Igen: Dumme Blogger.



Dagens billede har intet med dagens indlæg at gøre. Det er bare mit nyeste billede på Flickr, og jeg har linket til Flickr, så det burde ikke tælle med i brugt lagerplads. Vi så den opsigtsvækkende spand i Hamborg i sidste uge. Den er "mobil kunst" lavet af en, der hedder Leo Stern. Man kan se mere om projektet her.

Jeg synes, det er herligt med biler, der ikke ligner alle de andre kedelige køretøjer - vores egen inkluderet.

Ingen billeder!!! Del 1

En hel masse billeder fra min blog er forsvundet! Alle, der er over 5 år gamle, og som er uploaded via Blogger, er væk. Hvad er nu det for noget? Har jeg opbrugt min plads?

Jeg opdagede det tilfældigt, da jeg skulle finde opskriften på min jordbær-pebersovs. Lige præcis dette billede ligger der, når man klikker på det lille brudt-link ikon, men det gør de andre ikke.

Mon der er andre, der har været ude for dette? Og mon billederne kommer tilbage "af sig selv"? Jeg lader i hvert fald lige et par dage gå, inden jeg går i gang med at udbedre skaden.

Dumme Blogger!

Kan I huske

Ole Lukøje-natkjolen?
Man skal nok ikke være meget yngre end mig for at kunne huske den.

Den kom frem, tror jeg, i 1957, og som alle andre piger på 8 år og deromkring ønskede jeg mig en. Jeg fik da også en i julegave af en af mine mostre. Lyseblå, i to lag nylon. Det yderste lag var vist med noget hvid dekoration på, og jeg var meget glad for den. Når jeg sov hos en af mine veninder, var det altid den, jeg havde med som nattøj.

Heldigt at den ikke var større, for så havde det sikkert været uudholdelig at sove i det der yderst kunstige nylon.

Eksemplaret i voksenstørrelse på billedet så jeg, da vi under vores lille Salling-ferie besøgte Tingfinderiet, en gård fyldt med genbrug og blandt andet en større afdeling med retroting. Jeg købte ikke Ole Lukøje-natkjolen, og jeg købte heller ikke en dåse fra Daells Varehus, selv om jeg havde vældig lyst til den. I betragtning af at jeg ikke mangler dåser, syntes jeg, den var for dyr.

Derimod investerede jeg i nogle glasknapper. Som mange andre har jeg svært ved at stå for spændende knapper, og måske kan de endda blive brugt til formålet på et eller andet tidspunkt.

Jeg købte 10 lyseblå og 10 mørkeblå og fik de lyse plasticknapper med i købet.

Jeg faldt også for en lille svensk bog fra 1956, altså nærmest jævnaldrende med natkjolen. Egentlig er den engelsk, skrevet og tegnet af Cicely Mary Barker. På engelsk hedder den Flower Fairies of the Wayside.

Der er de sødeste små digte og ikke mindre søde farveillustrationer om og af grøftekantens blomster.

Blomsterfeerne er fulgt med tiden, og har deres egen hjemmeside, vist mest for børn.

Helt tilfældigt tog jeg et foto af det opslag, der handler om storkenæb.

Det sidste, jeg købte, var unægtelig det rene pjat og ikke bare sødt, men oversødt. Nogle vil sikkert kalde det kitchet, og de har såmænd ret.

Det lille billede - ikke større end 12 cm på den lange led - af en koket damekat taler vist for sig selv.

Måske gik jeg lidt i barndom efter at være blevet sendt tilbage til 1957 ved synet af Ole Lukøjen.

Hvilket ØKONOMI-køb ? ? ?

Set i Føtex:

Billedet er ikke så godt, men det er altså denne dåse oliepiller, der er økonomikøbet.

Indhold: 180 stk., pris 159.95, stykpris 0,89 kr.



















Normalstørrelse med 120 stk. til 79,95, stykpris 0,67 kr.



Måske har jeg misforstået udtrykket økonomikøb. Man sparer selvfølgelig emballage, hvilket jeg da kun kan gå ind for, men så skal jeg altså betale 22 øre mere pr. pille.

Hmmmm....

Vores anden kirsebærfestival

Vi har en veninde, der påstår, at kun fynske kirsebær er værd at sætte tænderne i. Hun er fra Fyn, så vi har ikke tillagt udsagnet større vægt. Fynboer mener altid, at alt fynsk er bedre end alt andet. Jeg er selv halvt fynbo og har mange fynske familiemedlemmer, så jeg mener, jeg har en vis baggrund for at udtale mig om fynboer.

Med hensyn til kirsebærrene så er vi efter vores andet år på Kertemindes kirsebærfestival dog tilbøjelige til at give vores veninde ret. I hvert fald så langt at bedre kirsebær findes ikke.

Sidste år nåede vi faktisk ikke at købe kirsebær med hjem, inden der var udsolgt. Det gjorde vi i år. Måske var høsten også større end sidste år. I hvert fald var der kirsebær til det sidste. Vi har ikke spist helt op af vores indkøb endnu, selv om vi har råsmovset.

Det er en sjov og hyggelig festival, og det ser ud til, at hele byen bakker op om den. Dog så vi en dagligvarebutik på hovedgaden, der solgte jordbær. Dem købte vi selvfølgelig ikke af.

Til gengæld købte vi ind i delikatessemarkedet. Blandt andet de fantastiske hasselnødder fra Piemonte Vine & Delikatesser. Yrsa og jeg delte en stor pose sidste år, men i år måtte vi have hver sin. Jeg købte også chokolade fra Friis-Holm. Det var jeg for nærig til sidste år, og det fortrød jeg. Jeg glæder mig til at spise det indkøbte - i små bidder.

Kirsebærdronningen gik rundt i gaderne i sit  flotte kostume og lod sig fotografere sammen med gæsterne. Eller måske kendte hun bare manden.

En sød kirsebærpige stillede også villigt til fotografering. Der var mange, der var klædt i tøj med kirsebær.

Jeg kunne godt tænke mig en kirsebærhat til næste år. Ikke som dronningens, bare en helt normel bøllehat eller lignende syet af kirsebærstof.

Hvor mange tusinde - eller millioner - kirsebær mon der blev langet over disken - eller som i dette tilfælde udvalgt af kunden selv?

På Johannes Larsen Museet var der igen i år udstillet kirsebærkurve.

Denne med facon som to kirsebær synes jeg var ret genial og godt fundet på. Den er lavet af Felicity Irons fra England.

Den store særudstilling "Skagen og Kerteminde - kunst og fiskeri" er meget anbefalelsesværdig. Jeg har lige fundet ud af, at udstillingen faktisk åbnede i lørdags. Hvor var vi dog heldige, at vi fik den med.

Knud, der som alle bjørne (og mig!) har en sød tand, interesserede sig mere for caféens kirsebærkage, men han fik nu hjælp med at spise den. Trods vores talrige besøg på museet har vi aldrig før haft tid til at slå os ned i caféen, men også den får en anbefaling med.

Dagen sluttede med en dukkert i Storebælt. Vi havde forudset, at det kunne blive aktuelt, så badetøjet var pakket og taget med.