Billige tricks

Producenter gør alt muligt for at snyde os forbrugere.

Eksempel 1: Vores katte får kattemalt p.gr.a. henholdsvis hårboller og hård mave. De vil kun spise en bestemt slags, nemlig Trixie, så det har vi at rette os efter.

Malten serveres altid om morgenen på sengekanten, og Lilit får altid først.
Hun er færdig med sin portion, men slikker sig stadig om munden,
mens Sarantoya labber sit i sig.

Malten fås i to størrelse tuber. For at have styr på hvor meget de får, tager jeg lidt på min finger, og katten slikker det så af fingeren. Sædvanligvis køber jeg de små tuber, men en enkelt gang købte jeg den store, fordi det burde være mere økonomisk. Det var det bare ikke, for hullet i tuben var meget større end i den lille tube med risiko for, at kattene fik mere malt, end de behøvede.

Ingen tvivl om at Sarantoya synes, hun får noget lækkert.
Sådan har det ikke altid været, men da hun en gang fik hård mave,
tvangsproppede jeg malt i hende to gange. Derefter har hun spist det frivilligt.

Jeg gik tilbage til de små tuber igen, men minsandten om ikke hullet i dem nu også er blevet større. Jeg er sikker på, det er et trick for at få forbrugeren til at tømme tuben hurtigere.

Eksempel 2: For ikke så længe siden var et af de store tilbud i en dagligvarekæde den meget nødvendige vare chokoladeskildpadder.

Jeg har ikke normalprisen på skildpadder i hovedet, men jeg kunne da se, at der var 3 skildpadder i pakken. I "gamle dage" var der 4. Klart at det kan blive en god pris, når indholdet kun er 3/4 af det, man er vant til. I sandhedens interesse må jeg tilføje, at jeg ikke lige har present, hvornår normalpakningen indeholdt 4 skildpadder.

For resten synes jeg, skildpadderne var meget bedre i meget gamle dage, hvor man købte dem enkeltvis. De var ikke helt så store, noget fladere, og så var de fyldt med en gul romcreme. Meget bedre end det karamelagtige, der er i dem nu.

Weekend med Gloria, Lawrence og ...

Det var helt vildt, så meget der foregik i Århus i den forgangne weekend. Så meget, at vi var nødt til at vælge til og fra.

Normalt er teater noget, vi vælger fra, men den lillebitte forestilling PIG kunne vi ikke stå for.

Her står bondemanden fra England med sin sovende gris, Gloria. Når hun vågner op, kan 10 smågrise (=tilskuere) lægge sig til hver sin patte og se ind i Glorias mave, hvor der bliver opført en meget fin lille forestilling.

Fredag var det Dorthe og jeg, der stod med krølle på halen og morede os sammen med børn og andre barnlige voksne.

Lørdag var vi til koncert med den fantastiske tenor, Lawrence Brownlee, i Musikhuset. Mærkeligt nok har vi aldrig hørt og set ham i operabio, for han har ellers haft mange roller på The Met. Men nu fik vi hørt ham i levende live, og det var godt. Brownlees stemme har en meget smuk, varm og ren klang, og han beherskede den fuldstændigt. Der var ikke den mindste vaklen i programmet, der mest bestod af Rossini og Donizetti.

Jeg fik ikke nogen billeder af Brownlee, men på vej til Musikhuset kom vi forbi denne mand på en bænk.

Han ser ikke helt glad ud, og det forstår man, når man ser, hvad han har i hånden. Hvad er der mon sket? Sidder han i selvmordstanker, eller har han allerede haft skydevåbnet i anvendelse? Eller begge dele?

Ved manden står der, at værket hedder "Drawing of a created memory", men det er alt, man får at vide.

Ind imellem nåede vi også latinerfestival i latinerkvarteret og kunsthåndværkermarked på Klostertorv. Begge dele uden at svinge betalingskortet, så jeg følte mig helt helgenagtig.

Den følelse forsvandt igen søndag, da vi var til kagedag i Den Gamle By.

Ikke nok med det, vi deltog også i det sønderjyske (eller skal der være d i jysk i denne forbindelse?) kaffebord i Bendtsens Pakhus.

Jeg har faktisk aldrig været til sønderjysk kaffebord før, men jeg ved da, at når det er "rigtigt", bliver værtinden meget fornærmet, hvis man ikke smager på alt. Her kunne man heldigvis vælge (til og fra :-), så jeg fik plads til 1½ stykke rugbrødslagkage. Og en helt masse andet, men ikke det hele.

Det var den weekend....

Citater om katte #21

Intet tamt dyr har mistet mindre af sin medfødte værdighed eller bevaret mere af sin oldgamle reserverethed. Allerede i morgen kan huskatten gå på barrikaderne.
William Conway


Denne kat, som var en af de katte, vi mødte i Holbæk sidste år, besad i hvert fald både værdighed og reserverethed.

Om der var en rebel skjult i den, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig. Hvis den fandt det nødvendigt, ville den såmænd nok gå på barrikaderne,

Nørkle-nyt

På strikkefronten er jeg blevet færdig med et par mindre ting.

Den ene er en gave, som ikke er givet væk, så den holder jeg for mig selv lidt endnu.

Den anden er et halsrør af det samme garn, som jeg for et stykke tid siden lavede håndleds- varmere af.

Mønsteret fandt jeg i bogen Hvid af Lene Randorff. Garnet er Regias Design Line Hand-dye Effect, som er farvesat af ingen ringere end Kaffe Fassett.

Det er så afgjort på grund af farven, at jeg investerede i garnet, for egentlig er det lidt underligt. I nøglet føles det temmelig syntetisk, selv om der "kun" er 30% syntetiske fibre i, men når det bliver strikket, føles det ikke så slemt. Til gengæld er det noget irriterende at strikke med, for det spalter temmelig meget, og ulden bliver ligesom holdt sammen af en meget tynd, stærk tråd, og den vil i hvert fald gerne skille sig fra.

Det gjorde nu ikke så meget med dette mønster, for det skal man alligevel kigge på stort set hele tiden, mens det bliver strikket. Jeg synes i øvrigt, farveforløbet kommer flot til sin ret i denne størrelse arbejde.

I aften skal jeg til den for mig sidste strikkecafé på denne side af sommeren i Fandango. Det er altid så hyggeligt, og jeg kan godt lide "formatet". Først en halv times tid med et eller andet emne. Meget passende tidsmæssigt, det kan jeg kapere og måske endda få indarbejdet, så jeg kan huske det. Resten af tiden bare snak og strik. I aften skal jeg have købt billetter til

i juni, men ikke noget garn. Det venter til garnstafetdagene, hvor der bliver mange fine tilbud.
Der er for resten ikke et ubegrænset antal billetter, så måske er det ikke en god ide at vente med køb til selve dagen.

Et andet "tilbud" er give-away'en på Nikisgarage. Hele to ældre og fine håndarbejdsbøger. Dem kunne jeg godt tænke mig at få i reolen.

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.

Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.

Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

Så er det NU

...man skal tage til Skandinavisk Dyrepark, hvis man er bare en smule glad for bjørne.

Vi var der i tirsdags. Hele dagen! Her kommer lidt billed-bombing:

Sikus små søskende er født den 21. november og er altså ca. 5½ måned gamle.

Da vi kom til anlægget tog de en slapper, inden de for alvor viste sig frem for publukum.





De var fuldstændig som børn ved stranden: Tvilling 1 var en værre vandhund - hvilket man sådan set også regner med, når det er en isbjørn, det drejer sig om, men tvilling 2 var meget mere forsigtig.

Tvilling 2:
Der ligger et æblestykke. Skulle man hoppe i?











Nix - det vand er både vådt og koldt!













Tvilling 1:
Bangebuks! Kom nu - vandet er skønt!













Se mig! Jeg svømmer og svømmer.












Hvad med en slåskamp i vandet?













Tvilling 2:
Nej, jeg vil hellere være på træstammen!



Til sidst hoppede tvilling 2 dog også i og svømmede over på den anden bred, hvor den straks gik op igen.

Tvilling 1 og mor Ilka sammen i søen.

Siku er nu næsten 1½ år, og han er så køn. Da vi var der, var han også den reneste af isbjørnene, sandsynligvis fordi han opholder sig meget i sin sø.

Han er heldigvis ikke alene mere, for nu bor han sammen med den 22-årige Smilla - til stor glæde for begge.

Siku er ikke voksen endnu, og mens vi var der, både svømmede og legede han. Her har han fundet en træpind at lege med.

Isbjørne- tvillingerne er en sensation, men det er firlingerne hos de brune bjørne også. Det er meget, meget sjældent, at de brune bjørne får firlinger, men det gjorde Brunhilde den 5. januar.



Fire måneder gamle er de de mest bedårende og frække små plysbjørne.

Det er to hanner og to hunner, men de har ikke fået navne, fordi det endnu ikke er blevet bestemt, om de skal blive i Skandinavisk Dyrepark. Det sker først om ca. 1½ år, så vidt jeg husker.

Det er nu lang tid at vente på at blive døbt. Vi vil gerne foreslå Bjarke (det hed dagens dyreguide), Birger, Bodil og Beate.

Nu har vi vist os nok frem

Og vi er gået i brædderne

I brug

Min hulmønstrede tunika i Tussah Tweed har sådan set længe været færdig. I vask blev den bare en del længere, og især på ærmerne var det fatalt.

Jeg blev enig med mig selv om, at det var ok med selve blusen, men ærmerne skulle altså kortes, og det fik jeg (efter en ret lang pause) gjort for godt en uge siden, så nu er blusen i brug.

Da jeg strikkede den, var jeg ikke så tilfreds med garnet, men jeg må indrømme, at den efter vask er blevet meget behagelig at have på. Det bør silke også være.

Den er strikket oppefra og ned. Det er vældig praktisk, når der skal ændres på længden, men ellers er jeg ikke ubetinget tilhænger af den teknik. Dels er der stort set altid raglanærmer, hvilket ikke klæder mig specielt godt, og dels ville jeg gerne have den højere i nakken end foran. Det er der vist nok nogle modeller, der tager højde for, men altså ikke denne.

Derfor er der ikke for og bag på tunikaen, men jeg vil gerne have, at den altid vender ens. Jeg må finde på en eller anden lille markering, så jeg kan se, hvordan den "plejer" at vende.

Men bortset fra alle disse indvendinger, så er jeg tilfreds med mit værk, som nok skal blive brugt.

Ny model

Jeg samler lidt på opskrifter på babyveste - eller toppe eller undertrøjer. Denne nuttede model fandt jeg opskriften til på Ravelry. Den kommer jeg til at lave nogle stykker af, for den er da ualmindeligt sød til en pigebaby. Her har jeg strikket af Mini Duett fra Sandness Garn - 55% bomuld, 45 % merinould. Meget blødt og lækkert garn, som jeg tror, baby vil kunne lide at have på.

Jeg måtte skifte knapperne ud. De første, jeg havde syet i, var søde lyserøde knapper med hvide prikker, men på en eller anden måde duede de ikke. De må blive brugt til noget andet.

Opskriften er tydelig og godt skrevet. Toppen bliver strikket oppefra, og da stropperne slås op med en midlertidig opslagning og bagefter syet sammen med Lord Kitchener sting, så der er ingen tykke sømme. Du finder opskriften HER - der er også links til film om både opslagningsteknikken og Lord Kitchener-stingene.

Heldig igen

Store Bededagsaften sprang jeg hvederne over (jeg synes alligevel, det er et kedeligt bagværk) og var i stedet i strikkecafé hos Sys Fredens i Fandango.

Det var som sædvanligt hyggeligt. Vi fik vist, hvordan man laver venderækker usynligt. Det er de virkelig på den måde, vi lærte. Og for anden gang i træk var jeg heldig i lodtrækningen om aftenens gaver. Denne gang vandt jeg et bundt Malabrigo Lace.

Det er et garn, jeg har kigget på mange gange. Nu er det på vej ud i Fandango. Som Sys siger, så har hun haft det i mange år, og alle dem, der gerne ville strikke af det garn, har allerede gjort det. Bare ikke mig. Jeg har villet gemme det til en særlig lejlighed, men nu faldt der så et i turbanen.

Man må gerne bytte sin gevinst til en anden farve, og jeg kiggede og kiggede, men kunne ikke lade den glade, gule farve, som var i posen, gå tilbage.

Jeg er startet på en bluse til mig selv af alt det Country Casual fra Karen Noe, jeg købte til strikkefestivalen på Fanø for 1½ år siden. Modellen er stærkt inspireret af "Fur" i Annette Danielsens bog Kunsten at strikke en ø. "Alle" andre har allerede strikket modeller fra denne bog, men ligesom med garnet, så skulle ideen lige modnes hos mig først.

Jeg har selv lavet min opskrift, men de forskellige striber bliver meget som i Annette Danielsens model. Det giver lidt disciplin. Hvis jeg selv skulle lave striberne også, blev det sikkert for vildtvoksende.

Jeg er startet med midterstriben og skal så strikke ud fra den til begge sider. Den var lidt langsom at lave med 10 nøgler garn samtidig. Ikke lige noget, jeg kunne strikke i sofaen med en kat på maven. Men den blev færdig i går, og nu kan det begynde at gå hurtigere.

Ind imellem har jeg lavet forskellige mindre ting, bl.a. den søde top "Fiona" fra Rasmilla.

Jeg var igen imponeret over, så gennemarbejdede hendes modeller er. I denne, som er startet for oven, er der forskel på halsudskæringen for og bag. Det har der ikke været i de andre ting, jeg har strikket oppefra, og det har faktisk irriteret mig.

Garnet er Rasmillas Luksusgarn plus en lille rest af Rasmillas Yndlingsgarn. Let, fint, lækkert.

Toppen er givet væk som gave, men måske laver jeg flere med salg for øje.

Citater om katte #20

Katten sover i støj. Først stilheden, i hvilken musen pusler, vækker den.
Hans Kasper

Dette citat giver mig lejlighed til at bruge et af mine mange billeder af sovetrynen Lilit. Det her er nu kun et par dage gammelt. Jeg synes, hun ser så sjov ud, når hun er rullet helt sammen med alle ben og halen på kryds og tværs oppe ved hovedet. På en eller anden måde er det, som om der er flere end fire ben.

Faktisk kunne kameraet godt være musen i citatet. Mange gange, når jeg har set en af kattene sove i en sjov stilling og begynder at indstille apparatet, vågner de. Nogle gange kigger de bare på mig med søvnige øjne, og så er det om at have tålmodighed og håbe, at de ikke absolut skal ændre stilling. Det gjorde Lilit heldigvis ikke denne gang.

Gæk gæk gæk og rap rap rap

I sidste uge var vi på fugletur ved Egå Engsø. Ca. 70 personer udstyret med kikkerter og fotoapparater vandrede rundt om søen på udkig efter fugle. Turleder Morten D. D. spottede nu de fleste. Han vidste lige, hvor han skulle kigge hen, og han vidste også, hvad det var for nogle.

Til min udelte fornøjelse var der hele tre gåsearter: Rigtig mange grågæs, en stor flok bramgæs og nogle få eksemplarer af kortnæbbet gås, som vi så i luften. Jeg fik kun fotos af grågæssene.

De er så sjove, laver en vældig larm og skælder ud, hvis man efter deres mening kommer for tæt på. Og hvis det ikke hjælper, kan de da vende rumpetten til og vralte væk.

Ænder var der selvfølgelig masser af. Jeg er ikke så god til at kende og huske dem. Gråænder og troldænder kan jeg lige klare, men så er det vist også sagt.

På turen så vi i hvert fald også pibeænder og krikænder, men hvad hulen er det for en, det lykkedes mig at få et billede af? Måske en knarand med reflekser på brystet? For knaranden skulle ikke have hvidt bryst, efter hvad jeg har læst og kigget mig frem til.

Vi så også klyder. Det er første gang, jeg har set dem, og det er da en utrolig dejlig fugl - både smuk og sjov at se på.

Hjemme har vi haft besøg af vores dompap-par i det hængende foderhus. Det var en af de dage, hvor det blæste meget, og foderhuset flagrede his og did, men dompapperne blev bare siddende, alt imens de guffede solsikkekerner i sig. Måske nød de ligefrem at få en gyngetur. Jeg nåede ikke at forevige dem. I stedet kommer endnu et billede af grågæssene.

Langt om længe...

...blev det temperatur til at pusle lidt i haven.

Forårsblomsterne har naturligvis været i gang længe, og dem har jeg kigget på inde fra huset. For et godt stykke tid siden beskar jeg lavendlerne, men det er også det eneste pusleri indtil nu.

Det første, jeg gør, er at fjerne visne stauder. Jeg gider ikke rigtig haven om efteråret, og det skulle også være bedst at vente til foråret - men kønne er de ikke, alle de visne og sorte stængler.

Mere spændende er det at prøve at finde ud af, om alt har overlevet. Jeg kunne konstatere liv i meget, men der er også meget, der ser helt tørt og dødt ud. Blandt andet lavendlerne. Måske har jeg alligevel beskåret for tidligt, men så vidt jeg husker, tror jeg det hvert år.

Ud over masser af krokus, scilla, snepryd og haveanemoner er der også et par små iriser, der blomstrer netop nu.

Den på billedet er min favorit med sin intenst fløjlsviolette farve og sin skarptskårne facon. Det lykkedes mig åbenbart ikke at få billedet skarpt, men man kan vist godt alligevel se både irisen og i hjørnet den lille blå anemone, som ikke er en haveanemone, men en "rigtig" blå anemone.

I et hjørne står en hortensia - som er i live, og under den stråler to kæmpestore, snehvide krokusser. Dem kunne jeg ikke huske. Har de virkelig været der før?

Jeg fik frø til kniplingeblomster af Yrsa for et par dage siden. Dem skal jeg have sået i potter en af dagene. Jeg fik også nogle sidste år, men da fik jeg dem sået lidt for sent, så der var ikke så mange, der nåede at blomstre, men de der var, var meget yndige.

Snedronningen i grønt

Dette er ikke, som overskriften kunne antyde, et indlæg om foråret, der vist nu for alvor er på vej, selv om man ikke kan se det lige i dag.

Næ, jeg har såmænd bare strikket endnu en top eller kjole til en ca. 1-årig efter Marianne Isagers fine opskrift, som hun kalder Snedronningen.

Denne gang i Semilla Fino i en støvet grå-grønturkis farve, som jeg selv synes passer rigtig godt til modellen.

Marianne Isagers model er gennemknappet, men det har jeg ligesom i min første Snedronning ændret. Jeg kan godt lide knapper, men der kan også blive for mange efter min mening. Desuden ændrede jeg på ærmerne, så de blev mere jævnt skrånende.

Den grønne Snedronning er gået i gavekassen. Desuden har jeg sat den til salg sammen med andet strik fra selvsamme gavekasse - se fanebladet "Strik til salg" øverst.

Jeg gør mig nu ingen større forhåbninger om, at jeg kan sælge noget. Gud og hvermand strikker jo nu om dage, og det gælder i hvert fald med stor sandsynlighed langt størsteparten af den i øvrigt ikke særligt talrige skare, der kigger min blog. "Butikken" skal dog lige have en chance.

Farlig læsning

Læsning af blogs er farligt for kontokortet! I går læste jeg, at garnbutikken Garn Oasen i Silkeborg har ophørsudsalg med 50% rabat PÅ ALT.

Det var for fristende. Vi tog af sted efter frokost (det er altså fantastisk at være arbejdsfri). Med hjem kom:

Tykt, håndspundet uld i orange, gråt og sort fra Ingeborg Michels i Schwarzwald.

Det glæder jeg mig til at strikke af.

Superblødt Indiecita Alpaca Fleece i skønne grønne nuancer.

Lige præcis denne variant af Opals Hundertwasser sokkegarn har jeg haft kig på et stykke tid.

Der bliver flotte sokker af Opal-garnerne, men måske vil jeg bruge det her til noget andet.

Kultur i påsken m.m.

Vores påskeaktiviteter var meget traditionelle, for vi besøgte en del større og mindre kunstudstillinger.

Den bedste var uden tvivl Holstebro Kunstmuseums udstilling The Staging Area - Peter Linde Busk. Vi kendte ikke Peter Linde Busk i forvejen, men vi kunne rigtig godt lide hans billeder. De er meget varierede, og man finder både humor og alvor, ironi, sarkasme, bekymring, poesi. De fleste har en lang billedtitel, som var sjov at læse, når man ellers havde kigget - for var ens egen tolkning og kunstnerens nu parallelle? Her er en lille billedkavalkade:

Dette hedder: They don't give you any hope,

but they leave you plenty of rope.

Jeg kom straks til at tænke på Billie Holiday og Strange Fruit.

Det her syntes jeg kunne være en illustration
til Johannes V. Jensens Kongens fald.

Der er noget landsknægt og Carolus over det.

Det hedder: The Dam Has Broken, Young Man, and Only Ourselves Can Fuck Up

(hvilket jeg ikke rigtig forstår meningen med)

Mine associationer: De Unge Vilde, måske også Nick Cave.

Ved nærmere eftertanke kunne det godt være en illustration af krigsrædsler.
Titel: You Made Me a Murderer

 

Peter Lunde Busk arbejder også med keramik og grafik.

Dette keramiske værk hedder Charakterkopf 1 (For F.X. Messerschmidt).
Der var adskillige Charakterkopf'er på udstillingen

Det er tredje år i træk, vi har været på Holstebro Kunstmuseum i påsken, og for tredje gang var det en stor fornøjelse. Det er vist blevet en god vane.

Det bliver nok også en vane at tage til RAMA Festival, som vi var i går. Det er de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, der afholder en hel række små koncerter inden for alle de genrer, der undervises i på konservatoriet.

Man er nødt til at vælge ud, og vi ville ønske, vi kunne have været flere steder på en gang. Vi valgte slagtøjsklassens koncert; mere slagtøj i en koncert, der hed Legetøj, som var for fløjte og slagtøj; lidt af cellisternes koncert og endelig baltisk kormusik. Det, vi hørte, smagte af mere, og hvis vi kan, kommer vi bestemt igen næste år.

Trængsel i skoskabet

Jeg har benyttet påsken til en mindre oprydning i mine sko og støvler. Nærmere betegnet alle dem, der var placeret i skabene i vores baggang.

Der var i alt 29 par: Støvler, sko, sandaler og et enkelt par tøfler. Ikke nogen, jeg bruger ret tit, baggangen er lidt en retrætepost. Man skulle umiddelbart tro, at der var en god mulighed for at få noget udrangeret, men jeg er elendig til at smide sko ud.

Jeg har alle mulige undskyldninger, som i bund og grund allesammen drejer sig om, at jeg nok vil komme til at bruge de sko igen.

Den undskyldning var dog ikke aktuel for mine elskede gulbrune støvler. Som det ses på billedet har sålen på den ene løsnet sig fra resten af støvlen. Den har selvfølgelig været til skomager, men reparationen holdt ikke. Det gjorde mine egne forsøg på at lime heller ikke.

Jeg har holdt hånden over støvlerne i mange år, for måske ville der komme en eller anden mirakelkur, men jeg tror ikke rigtig selv på det mirakel, og denne gang røg støvlerne i skraldespanden. Det samme gjaldt endnu et par sko, og et par sandaler (stort set ubrugte, fordi en rem var alt for stram over mine lilletæer) samt et par sko (der også var for små, men som jeg har beholdt af sentimentale grunde) er blevet sat til genbrug. Endelig er endnu et par under overvejelse, men resten er allesammen rykket tilbage i skabene igen.

Når jeg har så svært ved at smide fodtøj ud, er en af årsagerne, at jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt ikke mere kan få noget, mine fødder kan være i.

Mine fødder er meget fodformede, og det er der ikke ret mange sko, der er. Prøv at se ankelstøvlerne på billedet. Øverst et par Fitflop. Rigtig smarte i imiteret firbenskind. Med en sål, der er en drøm at gå på og med en god bredde. Men hvorfor skal de gå ind, der hvor der skulle være plads til storetåen? Ja, og i lilletåsiden også. Faktisk ser de også for store ud på mine fødder, formodentlig fordi de er nødt til at være lidt længere, end hvis de havde været rigtigt fodformede.

Nederst er et par gamle Angulus. De passer min fod. Desværre har de rågummisåler, så de er stort set ubrugelige i fugtigt vejr. Angulus er vist nok begyndt at bruge andre materialer til sålerne. Til gengæld laver de ikke ret mange fodformede sko mere.

Under alle omstændigheder har jeg sikkert fodtøj nok til resten af livet, om jeg så bliver 100. Det er bare ikke så sjovt som at få nye sko, men oprydningen skabte ikke for alvor plads.

Påskehilsen

til alle, der kommer forbi min blog.

Jeg har fundet et gammelt billede fra 2000 frem. Det er en killing fra Lilits første kuld, Zenit, der er fotograferet på en påskeudstilling. Hun er 5-6 måneder på billedet.
Zenits ejer var af en af vores venner, Anne Merete og hendes familie. Det er også Anne Merete, der har fotograferet (tror jeg nok), og hun havde lavet den æggeskal, Zenit ligger i. Det var dog mig, der havde fået ideen, så jeg har en lille andel.

Den lille luksus

Sådan en lille glad bi, en maskemarkør, kan godt være hverdagens luksus. Den var dyr af en maskemarkør at være, men i det samlede regnskab fylder den ikke så meget.

Jeg købte den hos Rasmilla, da vi var på Amager for et par uger siden. Jeg skulle ikke have garn, men jeg kunne jo godt lige kigge lidt på de gode farver i både Rasmillas Yndlingsgarn og Rasmillas Luksusgarn.

Når sandt skal siges, kom jeg også til at købe et par nøgler Kid Silk i neonfarver. Og når vi nu er i sandhedens time, så er den lille bi faktisk ikke nær så god som de garnløkker, jeg plejer at anvende som maskemarkører. Selvfølgelig bruger jeg alligevel bien. Man bliver glad af den - det formår garnløkkerne ikke.

I afdelingen med den lidt større luksus, så har jeg fået strikket fingerløse handsker af mit moskusgarn, købt hos Arnica. Jeg tror, det er det dyreste garn, jeg nogen sinde har købt - men det er jo et godt stykke tid siden, så det er næsten glemt.

Det er virkelig et lækkert garn, helt utroligt blødt og varmt. Jeg overvejer, om jeg ikke også gerne vil strikke et sjal af moskusuld en gang, men så skal jeg lige se alle farverne i virkeligheden først.

Opskriften til handskerne havde jeg fået med sammen med garnet. Den er en videreudvikling af den opskrift, der ligger på Arnicas hjemmeside.

God søndag

Blæs på vejret! Tag en tango (jeg er sikker på, det er tango, også fordi der sad en harmonikaspiller i nærheden) ligesom dette herlige par.

Vi kom forbi det dansende par på "Lizzies Plads" - ved Lyongade/Wittenberggade - på Amager. Kunstneren bag hedder Knud Ross Sørensen, og skulpturen hedder simpelthen Dansende Par. Den bliver man da i godt humør af.

Gamle tøser

Vores to piger - Lilit på 15 og Sarantoya på 12 - har været til det årlige tjek hos dyrlægen. Hvis jeg husker rigtigt, har de ikke været på dyrlægebesøg i det forløbne år.

Lilit måtte have en ny sundhedsbog. Producenten af sundhedsbøgerne regner åbenbart ikke med, at katte bliver over 15 år. Dårligt!

Generelt blev begge katte "godkendt", men de har på hver deres måde lidt problemer med vægten.

Sarantoya havde tabt sig omkring ½ kg. Planmæssigt, for hun var blevet for tyk. Vi kan godt mærke på hende, at hun er mere rask og rørig nu, men hun må gerne tabe sig lidt mere.

Anderledes med Lilit. Hun havde tabt sig 700 g, og det var ikke nødvendigt. Jeg tror nu, der blev ført et forkert tal i journalen sidste år, så hun i virkeligheden kun har tabt 300-400 g, men det var altså heller ikke ønskværdigt. På grund af vægttabet fik hun taget en blodprøve, så lever, nyre og sukkersyge blev tjekket, og heldigvis (og vist lidt overraskende for dyrlægen) var alt som det skulle være. Vi må prøve at få hende til at spise lidt mere.

Vi krydser fingre for, at der igen går et helt år, inden vores katte igen skal slæbes med til dyrlæge.

Billedet blev taget nytårsmorgen, hvor kattene nød en solplet. Det er Sarantoya i forgrunden.