Heldig igen

Store Bededagsaften sprang jeg hvederne over (jeg synes alligevel, det er et kedeligt bagværk) og var i stedet i strikkecafé hos Sys Fredens i Fandango.

Det var som sædvanligt hyggeligt. Vi fik vist, hvordan man laver venderækker usynligt. Det er de virkelig på den måde, vi lærte. Og for anden gang i træk var jeg heldig i lodtrækningen om aftenens gaver. Denne gang vandt jeg et bundt Malabrigo Lace.

Det er et garn, jeg har kigget på mange gange. Nu er det på vej ud i Fandango. Som Sys siger, så har hun haft det i mange år, og alle dem, der gerne ville strikke af det garn, har allerede gjort det. Bare ikke mig. Jeg har villet gemme det til en særlig lejlighed, men nu faldt der så et i turbanen.

Man må gerne bytte sin gevinst til en anden farve, og jeg kiggede og kiggede, men kunne ikke lade den glade, gule farve, som var i posen, gå tilbage.

Jeg er startet på en bluse til mig selv af alt det Country Casual fra Karen Noe, jeg købte til strikkefestivalen på Fanø for 1½ år siden. Modellen er stærkt inspireret af "Fur" i Annette Danielsens bog Kunsten at strikke en ø. "Alle" andre har allerede strikket modeller fra denne bog, men ligesom med garnet, så skulle ideen lige modnes hos mig først.

Jeg har selv lavet min opskrift, men de forskellige striber bliver meget som i Annette Danielsens model. Det giver lidt disciplin. Hvis jeg selv skulle lave striberne også, blev det sikkert for vildtvoksende.

Jeg er startet med midterstriben og skal så strikke ud fra den til begge sider. Den var lidt langsom at lave med 10 nøgler garn samtidig. Ikke lige noget, jeg kunne strikke i sofaen med en kat på maven. Men den blev færdig i går, og nu kan det begynde at gå hurtigere.

Ind imellem har jeg lavet forskellige mindre ting, bl.a. den søde top "Fiona" fra Rasmilla.

Jeg var igen imponeret over, så gennemarbejdede hendes modeller er. I denne, som er startet for oven, er der forskel på halsudskæringen for og bag. Det har der ikke været i de andre ting, jeg har strikket oppefra, og det har faktisk irriteret mig.

Garnet er Rasmillas Luksusgarn plus en lille rest af Rasmillas Yndlingsgarn. Let, fint, lækkert.

Toppen er givet væk som gave, men måske laver jeg flere med salg for øje.

Citater om katte #20

Katten sover i støj. Først stilheden, i hvilken musen pusler, vækker den.
Hans Kasper

Dette citat giver mig lejlighed til at bruge et af mine mange billeder af sovetrynen Lilit. Det her er nu kun et par dage gammelt. Jeg synes, hun ser så sjov ud, når hun er rullet helt sammen med alle ben og halen på kryds og tværs oppe ved hovedet. På en eller anden måde er det, som om der er flere end fire ben.

Faktisk kunne kameraet godt være musen i citatet. Mange gange, når jeg har set en af kattene sove i en sjov stilling og begynder at indstille apparatet, vågner de. Nogle gange kigger de bare på mig med søvnige øjne, og så er det om at have tålmodighed og håbe, at de ikke absolut skal ændre stilling. Det gjorde Lilit heldigvis ikke denne gang.

Gæk gæk gæk og rap rap rap

I sidste uge var vi på fugletur ved Egå Engsø. Ca. 70 personer udstyret med kikkerter og fotoapparater vandrede rundt om søen på udkig efter fugle. Turleder Morten D. D. spottede nu de fleste. Han vidste lige, hvor han skulle kigge hen, og han vidste også, hvad det var for nogle.

Til min udelte fornøjelse var der hele tre gåsearter: Rigtig mange grågæs, en stor flok bramgæs og nogle få eksemplarer af kortnæbbet gås, som vi så i luften. Jeg fik kun fotos af grågæssene.

De er så sjove, laver en vældig larm og skælder ud, hvis man efter deres mening kommer for tæt på. Og hvis det ikke hjælper, kan de da vende rumpetten til og vralte væk.

Ænder var der selvfølgelig masser af. Jeg er ikke så god til at kende og huske dem. Gråænder og troldænder kan jeg lige klare, men så er det vist også sagt.

På turen så vi i hvert fald også pibeænder og krikænder, men hvad hulen er det for en, det lykkedes mig at få et billede af? Måske en knarand med reflekser på brystet? For knaranden skulle ikke have hvidt bryst, efter hvad jeg har læst og kigget mig frem til.

Vi så også klyder. Det er første gang, jeg har set dem, og det er da en utrolig dejlig fugl - både smuk og sjov at se på.

Hjemme har vi haft besøg af vores dompap-par i det hængende foderhus. Det var en af de dage, hvor det blæste meget, og foderhuset flagrede his og did, men dompapperne blev bare siddende, alt imens de guffede solsikkekerner i sig. Måske nød de ligefrem at få en gyngetur. Jeg nåede ikke at forevige dem. I stedet kommer endnu et billede af grågæssene.

Langt om længe...

...blev det temperatur til at pusle lidt i haven.

Forårsblomsterne har naturligvis været i gang længe, og dem har jeg kigget på inde fra huset. For et godt stykke tid siden beskar jeg lavendlerne, men det er også det eneste pusleri indtil nu.

Det første, jeg gør, er at fjerne visne stauder. Jeg gider ikke rigtig haven om efteråret, og det skulle også være bedst at vente til foråret - men kønne er de ikke, alle de visne og sorte stængler.

Mere spændende er det at prøve at finde ud af, om alt har overlevet. Jeg kunne konstatere liv i meget, men der er også meget, der ser helt tørt og dødt ud. Blandt andet lavendlerne. Måske har jeg alligevel beskåret for tidligt, men så vidt jeg husker, tror jeg det hvert år.

Ud over masser af krokus, scilla, snepryd og haveanemoner er der også et par små iriser, der blomstrer netop nu.

Den på billedet er min favorit med sin intenst fløjlsviolette farve og sin skarptskårne facon. Det lykkedes mig åbenbart ikke at få billedet skarpt, men man kan vist godt alligevel se både irisen og i hjørnet den lille blå anemone, som ikke er en haveanemone, men en "rigtig" blå anemone.

I et hjørne står en hortensia - som er i live, og under den stråler to kæmpestore, snehvide krokusser. Dem kunne jeg ikke huske. Har de virkelig været der før?

Jeg fik frø til kniplingeblomster af Yrsa for et par dage siden. Dem skal jeg have sået i potter en af dagene. Jeg fik også nogle sidste år, men da fik jeg dem sået lidt for sent, så der var ikke så mange, der nåede at blomstre, men de der var, var meget yndige.

Snedronningen i grønt

Dette er ikke, som overskriften kunne antyde, et indlæg om foråret, der vist nu for alvor er på vej, selv om man ikke kan se det lige i dag.

Næ, jeg har såmænd bare strikket endnu en top eller kjole til en ca. 1-årig efter Marianne Isagers fine opskrift, som hun kalder Snedronningen.

Denne gang i Semilla Fino i en støvet grå-grønturkis farve, som jeg selv synes passer rigtig godt til modellen.

Marianne Isagers model er gennemknappet, men det har jeg ligesom i min første Snedronning ændret. Jeg kan godt lide knapper, men der kan også blive for mange efter min mening. Desuden ændrede jeg på ærmerne, så de blev mere jævnt skrånende.

Den grønne Snedronning er gået i gavekassen. Desuden har jeg sat den til salg sammen med andet strik fra selvsamme gavekasse - se fanebladet "Strik til salg" øverst.

Jeg gør mig nu ingen større forhåbninger om, at jeg kan sælge noget. Gud og hvermand strikker jo nu om dage, og det gælder i hvert fald med stor sandsynlighed langt størsteparten af den i øvrigt ikke særligt talrige skare, der kigger min blog. "Butikken" skal dog lige have en chance.

Farlig læsning

Læsning af blogs er farligt for kontokortet! I går læste jeg, at garnbutikken Garn Oasen i Silkeborg har ophørsudsalg med 50% rabat PÅ ALT.

Det var for fristende. Vi tog af sted efter frokost (det er altså fantastisk at være arbejdsfri). Med hjem kom:

Tykt, håndspundet uld i orange, gråt og sort fra Ingeborg Michels i Schwarzwald.

Det glæder jeg mig til at strikke af.

Superblødt Indiecita Alpaca Fleece i skønne grønne nuancer.

Lige præcis denne variant af Opals Hundertwasser sokkegarn har jeg haft kig på et stykke tid.

Der bliver flotte sokker af Opal-garnerne, men måske vil jeg bruge det her til noget andet.

Kultur i påsken m.m.

Vores påskeaktiviteter var meget traditionelle, for vi besøgte en del større og mindre kunstudstillinger.

Den bedste var uden tvivl Holstebro Kunstmuseums udstilling The Staging Area - Peter Linde Busk. Vi kendte ikke Peter Linde Busk i forvejen, men vi kunne rigtig godt lide hans billeder. De er meget varierede, og man finder både humor og alvor, ironi, sarkasme, bekymring, poesi. De fleste har en lang billedtitel, som var sjov at læse, når man ellers havde kigget - for var ens egen tolkning og kunstnerens nu parallelle? Her er en lille billedkavalkade:

Dette hedder: They don't give you any hope,

but they leave you plenty of rope.

Jeg kom straks til at tænke på Billie Holiday og Strange Fruit.

Det her syntes jeg kunne være en illustration
til Johannes V. Jensens Kongens fald.

Der er noget landsknægt og Carolus over det.

Det hedder: The Dam Has Broken, Young Man, and Only Ourselves Can Fuck Up

(hvilket jeg ikke rigtig forstår meningen med)

Mine associationer: De Unge Vilde, måske også Nick Cave.

Ved nærmere eftertanke kunne det godt være en illustration af krigsrædsler.
Titel: You Made Me a Murderer

 

Peter Lunde Busk arbejder også med keramik og grafik.

Dette keramiske værk hedder Charakterkopf 1 (For F.X. Messerschmidt).
Der var adskillige Charakterkopf'er på udstillingen

Det er tredje år i træk, vi har været på Holstebro Kunstmuseum i påsken, og for tredje gang var det en stor fornøjelse. Det er vist blevet en god vane.

Det bliver nok også en vane at tage til RAMA Festival, som vi var i går. Det er de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium, der afholder en hel række små koncerter inden for alle de genrer, der undervises i på konservatoriet.

Man er nødt til at vælge ud, og vi ville ønske, vi kunne have været flere steder på en gang. Vi valgte slagtøjsklassens koncert; mere slagtøj i en koncert, der hed Legetøj, som var for fløjte og slagtøj; lidt af cellisternes koncert og endelig baltisk kormusik. Det, vi hørte, smagte af mere, og hvis vi kan, kommer vi bestemt igen næste år.

Trængsel i skoskabet

Jeg har benyttet påsken til en mindre oprydning i mine sko og støvler. Nærmere betegnet alle dem, der var placeret i skabene i vores baggang.

Der var i alt 29 par: Støvler, sko, sandaler og et enkelt par tøfler. Ikke nogen, jeg bruger ret tit, baggangen er lidt en retrætepost. Man skulle umiddelbart tro, at der var en god mulighed for at få noget udrangeret, men jeg er elendig til at smide sko ud.

Jeg har alle mulige undskyldninger, som i bund og grund allesammen drejer sig om, at jeg nok vil komme til at bruge de sko igen.

Den undskyldning var dog ikke aktuel for mine elskede gulbrune støvler. Som det ses på billedet har sålen på den ene løsnet sig fra resten af støvlen. Den har selvfølgelig været til skomager, men reparationen holdt ikke. Det gjorde mine egne forsøg på at lime heller ikke.

Jeg har holdt hånden over støvlerne i mange år, for måske ville der komme en eller anden mirakelkur, men jeg tror ikke rigtig selv på det mirakel, og denne gang røg støvlerne i skraldespanden. Det samme gjaldt endnu et par sko, og et par sandaler (stort set ubrugte, fordi en rem var alt for stram over mine lilletæer) samt et par sko (der også var for små, men som jeg har beholdt af sentimentale grunde) er blevet sat til genbrug. Endelig er endnu et par under overvejelse, men resten er allesammen rykket tilbage i skabene igen.

Når jeg har så svært ved at smide fodtøj ud, er en af årsagerne, at jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt ikke mere kan få noget, mine fødder kan være i.

Mine fødder er meget fodformede, og det er der ikke ret mange sko, der er. Prøv at se ankelstøvlerne på billedet. Øverst et par Fitflop. Rigtig smarte i imiteret firbenskind. Med en sål, der er en drøm at gå på og med en god bredde. Men hvorfor skal de gå ind, der hvor der skulle være plads til storetåen? Ja, og i lilletåsiden også. Faktisk ser de også for store ud på mine fødder, formodentlig fordi de er nødt til at være lidt længere, end hvis de havde været rigtigt fodformede.

Nederst er et par gamle Angulus. De passer min fod. Desværre har de rågummisåler, så de er stort set ubrugelige i fugtigt vejr. Angulus er vist nok begyndt at bruge andre materialer til sålerne. Til gengæld laver de ikke ret mange fodformede sko mere.

Under alle omstændigheder har jeg sikkert fodtøj nok til resten af livet, om jeg så bliver 100. Det er bare ikke så sjovt som at få nye sko, men oprydningen skabte ikke for alvor plads.

Påskehilsen

til alle, der kommer forbi min blog.

Jeg har fundet et gammelt billede fra 2000 frem. Det er en killing fra Lilits første kuld, Zenit, der er fotograferet på en påskeudstilling. Hun er 5-6 måneder på billedet.
Zenits ejer var af en af vores venner, Anne Merete og hendes familie. Det er også Anne Merete, der har fotograferet (tror jeg nok), og hun havde lavet den æggeskal, Zenit ligger i. Det var dog mig, der havde fået ideen, så jeg har en lille andel.

Den lille luksus

Sådan en lille glad bi, en maskemarkør, kan godt være hverdagens luksus. Den var dyr af en maskemarkør at være, men i det samlede regnskab fylder den ikke så meget.

Jeg købte den hos Rasmilla, da vi var på Amager for et par uger siden. Jeg skulle ikke have garn, men jeg kunne jo godt lige kigge lidt på de gode farver i både Rasmillas Yndlingsgarn og Rasmillas Luksusgarn.

Når sandt skal siges, kom jeg også til at købe et par nøgler Kid Silk i neonfarver. Og når vi nu er i sandhedens time, så er den lille bi faktisk ikke nær så god som de garnløkker, jeg plejer at anvende som maskemarkører. Selvfølgelig bruger jeg alligevel bien. Man bliver glad af den - det formår garnløkkerne ikke.

I afdelingen med den lidt større luksus, så har jeg fået strikket fingerløse handsker af mit moskusgarn, købt hos Arnica. Jeg tror, det er det dyreste garn, jeg nogen sinde har købt - men det er jo et godt stykke tid siden, så det er næsten glemt.

Det er virkelig et lækkert garn, helt utroligt blødt og varmt. Jeg overvejer, om jeg ikke også gerne vil strikke et sjal af moskusuld en gang, men så skal jeg lige se alle farverne i virkeligheden først.

Opskriften til handskerne havde jeg fået med sammen med garnet. Den er en videreudvikling af den opskrift, der ligger på Arnicas hjemmeside.

God søndag

Blæs på vejret! Tag en tango (jeg er sikker på, det er tango, også fordi der sad en harmonikaspiller i nærheden) ligesom dette herlige par.

Vi kom forbi det dansende par på "Lizzies Plads" - ved Lyongade/Wittenberggade - på Amager. Kunstneren bag hedder Knud Ross Sørensen, og skulpturen hedder simpelthen Dansende Par. Den bliver man da i godt humør af.

Gamle tøser

Vores to piger - Lilit på 15 og Sarantoya på 12 - har været til det årlige tjek hos dyrlægen. Hvis jeg husker rigtigt, har de ikke været på dyrlægebesøg i det forløbne år.

Lilit måtte have en ny sundhedsbog. Producenten af sundhedsbøgerne regner åbenbart ikke med, at katte bliver over 15 år. Dårligt!

Generelt blev begge katte "godkendt", men de har på hver deres måde lidt problemer med vægten.

Sarantoya havde tabt sig omkring ½ kg. Planmæssigt, for hun var blevet for tyk. Vi kan godt mærke på hende, at hun er mere rask og rørig nu, men hun må gerne tabe sig lidt mere.

Anderledes med Lilit. Hun havde tabt sig 700 g, og det var ikke nødvendigt. Jeg tror nu, der blev ført et forkert tal i journalen sidste år, så hun i virkeligheden kun har tabt 300-400 g, men det var altså heller ikke ønskværdigt. På grund af vægttabet fik hun taget en blodprøve, så lever, nyre og sukkersyge blev tjekket, og heldigvis (og vist lidt overraskende for dyrlægen) var alt som det skulle være. Vi må prøve at få hende til at spise lidt mere.

Vi krydser fingre for, at der igen går et helt år, inden vores katte igen skal slæbes med til dyrlæge.

Billedet blev taget nytårsmorgen, hvor kattene nød en solplet. Det er Sarantoya i forgrunden.

Første udflugt

i år gik til København på den indtil nu flotteste forårsdag i onsdags.

En lovende dag fotograferet fra bussen

Vi var tidligt af sted, denne gang med bus 888. Det var hurtigt, bekvemt og rimeligt i pris, så det prøver vi nok en anden gang. Oven i købet var der kommet en Baresso på færgen, så vi kunne få en ordentlig kop kaffe, og det satte vi pris på kl. 7 om morgenen efter at have været oppe i flere timer.

Næste kop kaffe - som faktisk også blev dagens sidste - fik vi hos min niece. Vigtigere end kaffen var dog, at hendes 4 måneder gamle Emilie var så venlig at vågne op, så vi kunne få set hende.

Hun kan allerede lege med maskemekanisk legetøj med lyd. Kvik tøs! Det er min niece Katrine, der har fotograferet.

Jeg fik afleveret en lille kjole, Snedronningen, strikket i Isager Alpaca 2. Den er for stor til Emilie endnu, men jeg tror nu ikke, den er en størrelse 1 år, som opskriften mener. Snarere 9 måneder.

Den var for resten dejlig at strikke, og det er en god og tydelig opskrift. Den findes i bogen Snedronningen - og andre strikkede historier af Marianne Isager.

Når vi ikke fik mere kaffe den dag, var det, fordi vi sidst på eftermiddagen drak the (med h!) hos den gamle hæderkronede thehandel, Perch.


Jeg har i tidens løb købt en del te hos Perch, men ikke tidligere prøvet deres tesalon.

Det er oplagt at sammenligne med den bedste tesalon her i byen, nemlig Simply Tea. Perch har et - efter vores smag - mere interessant udvalg af te, men Simply Tea's scones er bedre, så det må vist nærmest stå uafgjort.

Den gode te gjorde, at vi ikke havde lyst til mere kaffe - og heller ikke te - den dag. Ikke engang på vej hjem i toget.

Det kan blive småt for enhver...

...selv royale må tage bussen en gang imellem.

Vi kørte i bus med kongen på en af vores utallige busture i sidste uge, hvor vi overværede så meget som muligt af Aarhus International Piano Competition i Musikhuset.

En enkelt dag var vi endda af sted to gange, for da var vi også til symfonikoncert. Det var en af de rigtig gode med Brahms, Sjostakovitj og Ravel på programmet og Malko-vinder Joshua Weilerstein på dirigentpodiet.

Jeg ved snart ikke, hvad der var bedst - Brahms' smukke, smukke 3. symfoni, Sjostakovitj' fantastiske 1. klaverkoncert med en meget velspillende Eriko Takezawa som solist eller Ravels La Valse, som jeg har kendt og holdt af i mange år. Men jo, jeg ved det alligevel godt, for den største oplevelse var Sjostakovitj. Den er minsandten også humoristisk, den koncert.

Det samme gælder (i sagens natur) Carl Nielsens Humoreske Bagateller, som var et af de Carl Nielsen stykker, de unge talenter kunne vælge at spille. Carl Nielsen var obligatorisk, og langt de fleste havde valgt bagatellerne. Ikke alle fik humoren med, men generelt var deltagernes niveau imponerende.

Vi var ikke enige med dommerne og blev barnligt fornærmede, da vores favoritter ikke vandt, men dels hørte vi ikke det hele, og dels er dommernes musikkundskaber selvfølgelig større end vores, så de har jo nok valgt rigtigt.

Apropos det der med, at det kan blive småt for enhver, så er det også blevet lidt småt for mig, for jeg har fået en pænt stor efterskat. Jeg har fundet ud af, hvad miseren skyldes. Både pensionen og efterlønnen har nemlig brugt mit hovedkort - hvilket jeg i øvrigt ikke troede kunne lade sig gøre, og derfor har jeg haft dobbelt fradrag i årets løb. Ikke så godt og naturligvis burde jeg have opdaget det. Jeg har indbetalt! Tak for lån af pengene i årets løb, skattefar.

Forårstegn?

Farvel til vinterens luffer, vanter og handsker. Et kunstværk (?) spottet i området ved Musikhuset og Aros.

Fuglekasserne sammesteds ser en anelse ramponerede ud, men bedømt ud fra fuglesangens intensitet, kunne de - altså fuglene - nok godt tænke sig at finde nogle ledige lejligheder.

Jo, 1. marts lignede det forår. Naturligvis kan der komme tilbagefald, men indtil da er det om at nyde det dejlige vejr.

En blå papegøje

Jeg er blevet færdig med en strikket trøje til mig selv. Her er den forfra:

 og skråt bagfra:

Garnet er Colinette Prism, 70% uld og 30% bomuld i farven Blue Parrot.

Jeg købte det meste på ophørsudsalg i Garngalleriet i Ry - alt hvad der var tilbage, men da jeg begyndte at strikke trøjen, blev jeg hurtigt bekymret for, om der nu også var nok. Det gør jeg næsten altid.

Ergo købte jeg noget mere direkte hos Colinette i Wales. Jeg fik et trackingnummer, og da jeg et par dage efter bestillingen kiggede efter, hvordan det gik med mit garn, stod der, at de var ved at farve det til mig. Charmerende, syntes jeg. Der gik i øvrigt ikke mange dage, inden garnet var i hus.

Garnet er altså håndfarvet, og de enkelte bundter var bestemt ikke ens, heller ikke de første, selv om de havde samme indfarvningsnummer. De nye adskilte sig endnu mere. Derfor strikkede jeg med 3 nøgler ad gangen, 3-4 pinde med hvert nøgle, inden jeg skiftede til et andet, og jeg synes, det er lykkedes. Man kan ikke se på trøjen, at garnet så så forskelligt ud.

Denne gang var der grund til min bekymring, for jeg brugte 50 g garn mere, end jeg først havde. Nu er der selvfølgelig en rest, som jeg skal finde ud af, hvad jeg vil bruge til, men jeg tror, det bliver et tørklæde eller et halsrør.

Modellen er denne. Jeg lavede lidt om på kanterne på ærmerne. Der stod i opskriften, at de ville rulle, og det syntes jeg, jeg lige så godt med det samme - altså under strikningen - kunne gøre noget ved, så jeg strikkede de yderste masker af ærmerne i en slags rib i stedet for bare at strikke i glat helt ud til kanten. Desuden lavede jeg 3 knaphuller og syede knapper i, men ellers fulgte jeg vist opskriften.

I det hele taget får jeg færdiggjort diverse strik i denne tid, så nu skal jeg snart have nyt på pindene.

Til minde om Emma

Går du med en tur i haven, synes Emma at sige

Som mange katte kunne Emma godt lide selv at finde vand at drikke.
Her er hun dykket ned i vandkanden i haven.

 Som en lille statue

På hverdagens eventyr

I søndags fortalte vores feriekat Emmas ejer os, at Emma er død.
Hun blev 19½ år og var kun syg ganske kort tid. En meget flot alder for en kat og især en udekat. Det gør det bare ikke mindre sørgeligt.

Vi vil savne hende, men det er naturligvis ikke noget imod, hvordan hun vil blive savnet i sin familie. Når man har boet sammen i næsten 20 år, har man ligesom vænnet sig til hinanden.

Alle billederne er fra sommeren 2012.

Farvel, lille blide, kloge, dejlige Emma

Forår på forskud

Lige nu føler jeg det nærmest, som om det aldrig nogen sinde bliver sandaltid igen. Kunne der ikke godt komme bare en lille smule forår i luften?

Nå, jeg har nu - på trods af de lave temperaturer - taget lidt hul på foråret og købt et par sandaler. På udsalg til halv pris hos Brandos, så jeg fik dem til under 400 kr., og i en dejlig bred facon, hvor min fod kan være.

Når den tid kommer, altså.

Jeg er noget ambivalent med hensyn til skokøb på nettet. Udvalget er unægtelig større end i de fleste skobutikker. I hvert fald butikker her i provinsen. Jeg har nogle gange i en butik fundet en model, jeg godt kunne lide, men de havde bare ikke den farve, jeg gerne ville have. Så er det jo vældig smart at købe den rigtige på nettet.

Problemet er bare, at hvis det sker alt for tit, så bliver der vel ikke nogen butikker tilbage, hvor man kan føle og mærke og selvfølgelig prøve.

Når det skal være, så er Brandos en god butik at handle i. De er lynhurtige, og som regel kommer der ikke ekstra udgifter til porto på. Heller ikke hvis man er nødt til at returnere. Fin service, synes jeg. Og så har de en hel del Art sko, et af mine yndlingsmærker.

Passer alle slagordene ikke på de nye sandaler?

Glædeligt slangeår

Søndag gik vi ifølge det kinesiske horoskop ind i slangens år. Efter vores operabio var vi lige forbi Musikhuset, hvor nytåret som sædvanligt blev fejret, denne gang også med fremvisning af et par slanger.

De vakte stor opmærksomhed, især blandt børnene. Men de er også dejlige at røre ved, lidt kølige og porcelænsagtige. Hvordan nogen har fundet på, at de skulle være slimede, er en gåde, for er der noget, de ikke er, er det netop slimede.

Operaen var Maria Stuarda (= Maria Stuart) af Donizetti, og det var en af de rigtig gode. Joyce DiDonato sang titelpartiet helt fantastisk, og den unge sydafrikanske Elza van den Heever var en magtfuld, men ulykkelig Elizabeth I. Det var en dybt bevægende opera, især i 2. akt.

Men det er galt med hukommelsen. Vi kom om lørdagen til at bilde nogle unge mennesker ind, at komponisten var Puccini, og at Maria Stuart skulle synges af Anna Netrebko. Ikke så godt!

Citater om katte #19

Når man indlader sig med den kat, risikerer man udelukkende at blive beriget.
Sidonie-Gabrielle Colette

Det gamle postkort, der illustrerer citatet, købte jeg på legetøjsmesse i søndags. I en enkelt stand var der en del gamle kattepostkort, dog ikke så mange med fotos. Jeg købte to med fotos og et enkelt med en tegning.

Jeg har affotograferet kortet. Når jeg scanner det, kommer der alt for meget moiré-effekt. Vores scanner er ikke så avanceret, at der kan tages højde for moiré, og jeg kan ikke finde ud af at fjerne det ordentligt i billedbehandlingen.

Der er ingen oplysninger om fotograf eller årstal på kortet, kun et nummer (0345) i venstre hjørne, men jeg synes, det er en fin killing, der passer godt til netop Colette.

P.S. Jeg har kattecitatkalenderen igen i år, så forsyningen af citater er sikret.