Dyrebørn

I går var vi igen i Skandinavisk Dyrepark, især for endnu en gang at se de tre bjørneunger. De var vokset rigtig meget, siden vi sidst så på dem, og ligner nu meget mere de voksne bjørne, bare i lilleputudgave.

De to første gange, vi så bjørneungerne, var der én, der skilte sig ud. Han (vi er sikker på, det var én af hannerne) var meget af tiden tæt på mor Brynja, hvorimod de to andre hele tiden sloges og legede med hinanden. Dog så vi ham også en enkelt gang sidde og kigge på en blomst, så vi kaldte ham Ferdinand - kendere af den klassiske børnelitteratur vil vide hvorfor. Denne gang var der ingen af ungerne, der var specielt morsyge, og vi kunne ikke mere se, hvem der var vores Ferdinand.

Vi skulle selvfølgelig også hilse på den elgkalv, der blev født første gang, vi var i parken i år. Han er blevet en køn, langlemmet fyr, selvfølgelig stadig meget, meget mindre end de voksne. Han kom hen til hegnet, hvor vi stod, og det lykkedes mig at røre ved hans bløde mule.

Det mindste dyrebarn var en lille vildsvineunge:

Den er 2 uger gammel, og er den ikke sød? Som man kan se på billedet er hele den lille grisling ikke meget større end det voksne vildsvins tryne.

En bloddryppende affære

Netop nu er jeg ved (bl.a.) at læse Det stockholmske blodbad af Lars Ericson Wolke, der er svensk professor i historie.

Da jeg var barn, havde vi til min store fornøjelse danmarkshistorie i skolen, og "historierne" om Kristian II var noget af det bedste - ikke mindst var det stockholmske blodbad både gyseligt og uforståeligt.

Jeg synes stadig, det er en mærkværdig og på sin vis fascinerende begivenhed. Hvad var det, der udløste blodbadet? Almindelig magtbrynde? Eller en naiv tro på, at hvis tilstrækkeligt mange modstandere blev aflivet, så ville modstanden forsvinde? Hævn? Eller noget helt andet?

Jeg er ikke kommet så langt i bogen, at jeg har fået forfatterens
bud på netop det, men jeg er kommet så langt, at jeg bliver voldsomt irriteret af, at den er skrevet i et så dårligt sprog. Sproget er sobert og nøgternt, og det er fint i en fagbog, men der er næsten udelukkende brugt hovedsætninger, og ca. hver tredje begynder med enten "og" eller "men". Det giver et meget kedeligt sprog, og på trods af at jeg synes, bogen er vældig interessant, kan jeg næsten ikke abstrahere fra det.

Jeg har en mistanke om, at oversætteren ikke er helt uskyldig, og det er lige ved, jeg har lyst til at læse bogen på svensk i stedet. Billedet er i hvert fald hentet fra den svenske udgave - meget flottere end den danske forside efter min mening.

En slags fødselsdag

I dag er det præcis en måned siden, vi nærmest indlogerede os på Berlins smukke Olympiastadion. 14 gange i løbet af 9 dage hjalp billetten mig gennem tælleapparatet - og Berlin og atletik VM fylder stadig utrolig meget i bevidstheden.

Vi var så heldige med meget. Vores lejlighed lå tæt på Bellevue S-togs stationen. 2-3 stop til den ene side, og vi var i charmerende Mitte. Og til den anden side kom vi direkte til Olympiastadion - sådan! Det vidste vi ikke, da vi lejede lejligheden, og selv om det er smadderlet at komme rundt i Berlin, så var det da et ekstra plus - tak for tippet, Anne Marie!

Vejret var med os. Kun en enkelt dag kom der en byge på stadion, og den holdt hurtigt op igen, så konkurrencerne kunne fortsætte. Ellers skinnede solen fra en stort se skyfri himmel.

Vi var også heldige med vores pladser, men det var mere held end forstand, for faktisk kom vi for sent ud af starthullerne. Da vi bestilte vores billetter 13 måneder før det hele gik i gang, havde forsalget allerede været i gang i 2 måneder, og der var solgt mange billetter, så vi måtte nøjes med, hvad der var til overs. Og så viste det sig, at vi ikke kunne have siddet bedre.

På så stort et stadion som Olympiastation kan man ikke se alt uden brug af kikkert, men vi havde selvfølgelig udvalgt pladserne efter, hvor vores favorit-discipliner skulle foregå, så vi sad i første parket til spydkast og stangspring. Vi kunne også se opløbet i løbedisciplinerne, og det meste af syv- og tikamp foregik i vores ende. Desuden var vores pladser næsten hele tiden i skygge - et stort plus i det fine vejr - og under tag. Hvor heldig kan man være?

Det blev én lang fest med en fantastisk stemning og en masse spændende konkurrencer, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie. Om to år er Korea vært, og der tager vi altså ikke til, men hvor mon det skal foregå om fire år?

Havenyt

Jeg var i planteskole i lørdags. Primært for at få nogle nye potteplanter til erstatning for dem, der er blevet for blege i sommerens sol. Det er svært at finde noget til en sydvestvendt vindueskarm!

Jeg kunne nu ikke dy mig for at kigge på udendørs-planterne, og jeg kom til at købe en Perovskia. Jeg har set på den før, men har troet, at det var den samme som blåskæg, men denne gang (nu hvor vi selv har en blåskæg i haven) kunne jeg godt se forskel, selv om begge har grågrønt løv og lavendelblålige blomster på lange stilke. Begge dufter også, når man strejfer dem. Perovskiaens fulde navn er Perovskia atriplicifolia "Little Spire", og så kaldes den i øvrigt også russisk salvie.

Ikke nok med det, en havehortensia fandt også vej til indkøbsvognen. Vores nabo kan få dem til at overvintre i krukker, så det vil jeg også prøve.

I forvejen har vi en hortensia "Endless Summer" i et surbundsbed i et hjørne af haven.

Det er bare ikke surt nok, for i år var blomsterne med lyserødlilla end blå. Nu har den fået en omgang "Farv mig blå", så jeg håber, det hjælper på kuløren.

Efterårets glæder - og ikke-glæder

Selv om sommeren igen i år var for kort, så er der nu også gode ting ved efteråret.

Bl.a. starter musiksæsonen igen for alvor, og vi var til den første symfonikoncert i går. Programmet bestod af Beethovens Leonore-ouverture, Prokofievs 1. violinkoncert og Carl Nielsens Symfoni nr. 2 med navnet De fire temperamenter.

Carl Nielsen var som altid god, og vi synes også, at Århus Symfoniorkester har rigtig godt fat i Carl Nielsens tone. Beethoven var lettere kedsommelig - jeg greb mig selv i at sidde og undersøge, hvor mange af orkestrets kvindelige medlemmer, der var iført stiletter (jeg konstaterede ingen mænd med stiletter :-)

Det bedste var helt afgjort Prokofiev. Solisten var en ung brite af russisk afstamning, Alexander Sitkovetsky. Af udseende mindende han mig om en nøkke, bare iført briller og tøj, og straks fra første tone var man klar over, at det her ville blive noget særligt, hans tone er usædvanlig smuk og varm, og hans virtuositet kom meget fint frem i Prokofievs spændende musik. Det var bare godt!

Det skulle egentlig have været norske Vilde Frang, der skulle være solist. Jeg har hørt meget godt om hende og havde glædet mig til at høre hende, men jeg var meget begejstret for substitutten, og Frang må vi så have til gode til en anden gang.

Men hvorfor skal det absolut blive efterårsvejr, bare fordi kalenderen siger, at det er efterår???

Den sidste sommerdag?

Mon det blev den sidste dag i år, hvor vi kunne spise morgenmad i haven?

Det er altid lidt vemodigt, når sommeren er forbi, synes jeg. Efteråret er ikke min yndlingsårstid, og den eneste grund er vist, at der er så lang tid til sommeren er tilbage.

Den vemodige stemning forstærkes af, at vi begyndte på arbejde igen i går. Som altid synes vi, at ferien skulle have varet meget længere. Der var over 140 mails i min postbox- ALLE SAMMEN KEDELIGE!!! - suk...

Haven er heller ikke, hvad den har været, men den syriske rose er stadig dejlig.

Da vi tog til Berlin, var den lige begyndt at blomstre, og vi var bange for, at den ville være færdig, når vi kom hjem, men der er stadig masser af blomster.

Jeg benyttede den lune dag til at klippe nogle af de afblomstrede lavendelstængler af. Det var et yderst velduftende arbejde!
Jeg lader nogle af stænglerne stå et stykke tid endnu netop for duftens skyld.

Jeg elsker lavendler, og de får adskillige friheder i haven, selv om de har et helt bed for sig selv. Men hvis de fik lov, ville de gro overalt mellem fliserne, og der sætter vi grænsen, så nu har jeg forsøgt at begrænse deres virkelyst. På billedet kan man - hvis man ser godt efter - se en masse frø, der er parat til at finde en smule jord at spire i - vi skal ud med kosten også.

Der Ampelmann

De mest særprægede souvenirbutikker i Berlin er nok Ampelmann-butikkerne.

Ampelmændene (eller -menneskene) er de grønne og røde lyssignal-symboler ved fodgangerovergangene, vel at mærke i de glade, østtyske udgaver. De er designet til at gøre folk i godt humør, og jeg tror næsten, det virker.

Da alt skulle ensrettes efter murens fald, skulle det "selvfølgelig" være efter den vesttyske standard, men østtyskerne ville ikke af med deres muntre små Ampelmänn, og lige præcis på dette område vandt den østtyske standard.


De små glade mænd er blevet en slags maskotter i Berlin, og de ses overalt. Også som grafitti og på stadion, hvor den røde kom på lystavlen ved tyvstart. Og her var der i hvert fald udbredte smil, første gang man så dem.

I Ampelmann-forrretningerne kan man kun købe ting med Ampelmann, men det er så til gengæld i alle mulige og umulige udgaver. Vi købte et par små udstikskageforme, og de gæster, vi skal have besøg af i aften, vil få serveret grønne og røde Ampelmänn til aftenkaffen.

For resten er Ampelmannen truet igen, denne gang fra EUs side. Tænk hvad vores dyrt betalte EU-embedsmænd bruger deres tid på!!! Som om man ikke skulle kunne regne ud, hvornår man må gå eller ej, ligegyldigt hvordan symbolet ellers ser ud. Man kan selvfølgelig håbe på, at det bliver de små, glade mænd, der skal indføres i hele området :-)

Knapper

Den sidste søndag i Berlin passede det så fint med programmet på stadion, at vi kunne nå at komme på marked først.

Vores lokale marked fandt sted på Strasse des 17. Juni lige ved Tiergarten S-togs stationen. I den ene ende af markedet er det antik- og loppemarked, i den anden marked for kunst og kunsthåndværkere. De har også en hjemmeside.

Vi nåede begge ender. Der var faktisk antikviteter, men også en del nye ting og skrammel i antikenden, mens kvaliteten i kunsthåndværkerafdelingen var ret høj. Kunst var der ikke så meget af.

Jeg fandt lidt nye (gamle!) knapper - jeg har en svaghed for sjove knapper, selv om jeg sjældent bruger dem til noget. De to sorthvide blomster og den mørkegrønne/hvide er af plastic, de små blå er glas. Alle disse blev købt på antikmarkedet, de søde blå i en stand, hvor de kun handlede med knapper.

Den store rødlilla, der også er af glas, havde jeg købt nogle dage før i en butik, der hedder Pearls Planet. Den handler kun med tjekkisk glas, primært glasperler og Swarovski-krystaller.

Da vi var næsten hjemme fra markedet, var vi blevet så erfarne berlinere, at vi kunne vise nogle andre vej dertil. Ikke så dårligt?

14 dage i Berlin

Lige noget for storbymennesker som os - hele 14 dage i Berlin! De 9 af dem blev godt nok tilbragt på Olympia Stadion, hvor VM i atletik blev afviklet. Vi har set frem til det i flere år, billetterne blev købt for over 1 år siden - og det levede helt op til forventningerne. Gode konkurrencer, fantastisk stemning!

Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.

Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.

Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.

Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.

En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!

Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.

Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.

Ønskeseddel

En perfekt ønskeseddel for en 60-årig - senneppen er ikke det mindst vigtige! Jeg fandt selvfølgelig kortet i Malmø. Det er tegnet af Lovisa Witt.

Madkultur

Hvordan kan det være, at madkulturen i Danmark ligger på så lavt niveau? Man skal bare passere grænsen til enten Tyskland eller Sverige, så finder man en helt anderledes høj kvalitet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det til dels er, fordi danskerne ikke vil betale for det, men hvorfor er det så dyrt at få kvalitet? Har det noget at gøre med den høje danske madmoms? For faktisk er det jo ikke dyrt at købe kvalitet i Sverige og Tyskland, og egentlig er jeg i tvivl om, om man overhovedet kan købe så lav kvalitet som i Danmark. Jo, MacDonalds findes selvfølgelig begge steder...

I Malmø i onsdags brugte vi ikke megen tid på at spise. Når vi kun er af sted en enkelt dag, er der grænser for, hvor megen tid vi vil bruge på at proppe noget i hovedet. Til gengæld er vi altid tilbage ved banegården i god tid, ingen af os kan fordrage at ræse for at nå det tog, vi har billet til.

Altså var der tid til en kop kaffe på caféen på banegården. Mens den blev lavet, fik vi øje på sandwicherne i køledisken - bl.a. én med rejer. Eller på svensk räkmacka = rejerugbrødsmad. Jeg elsker rejer, men gider ikke sætte tænderne i hverken optøede eller dem, der har ligget i en lage. De her så ud som om de var både friskkogte og friskpillede. Det kan de måske nok ikke være, men det gør det næsten endnu mere tankevækkende.

To mackor blev indkøbt til fortæring i toget - og sikken et luksusmåltid. Rejerne var perfekte, men det var resten af sandwichen også. Bollen var grov, overhovedet ikke tør og med både substans og smag. Der var lidt frisk salat og lidt æg, lidt dejlig kvarkagtig dressing - ikke noget med mængder af thousand island dressing (en af mine yndlingsaversioner) og så ellers bare rejer, rejer, rejer.

Jeg mener bare: Det blev købt på en café på banegården! Den hedder Espresso House, er del af en kæde, og der findes Espresso Houses i hele Sverige. I Malmø er der ikke færre end 15. De er hermed varmt anbefalet. Og prøv lige at se deres hjemmeside. Der er udførlig nærings- og allergiinformation om alle produkter - vores rejemadder indeholdt fx. 533 kcal. Jeg er behørigt imponeret.

Ekstra gaver

Jeg er ikke spor utilfreds med mine fødselsdagsgaver, men alligevel blev det til en ekstra lille gave til mig selv i går.

Øreringe kan jeg ikke få for mange af, og de her i titanium (eller er det sølv?) og selvlysende-grøn plexiglas kunne jeg ikke står for. De er ret cool, synes jeg.

De er lavet af Alexander Andersson, der kalder sin kollektion "Bonnie & Clyde".

Ud over de mange løver er Malmø også gæssenes by. Jeg har en svaghed for gæs, og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige er en af mine yndlingsbøger.

Vi så også nogle af gæssene, selv om vi ikke var i den park, hvor der er rigtig mange. Jeg har en lille samling af gæs, og Dorthe købte denne lille fine gås - knap 4 cm høj - til mig. Den forestiller bestemt Nils Holgerssons tamgås.

På løvejagt

Jeg blev 60 år i går! Egentlig har jeg ikke lyst til at være så gammel, men jeg må jo finde mig i det.

Dorthe og jeg havde taget dagen fri og brugte den på en lille udflugt til Malmø. Hjemmefra kl. 6, hjemme igen kl 23.30 - kattene var lidt utilfredse, da vi kom hjem.

Vi havde lagt et program for, hvad vi ville foretage os, og vi fulgte da også programmet i starten, hvor vi besøgte Kogge-museet. Vi har en gammel passion for både middelalder og skibe, så det var lige noget for os. Jeg har også en nyere passion for Turning Torso, der ses gennem tovværket på den ene kogge. Det er spændende arkitektur! Faktisk er der nogle få ledige lejligheder, men vi har desværre ikke vundet den store gevinst i lotto for nylig :-(

Da vi forlod Kogge-museet, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kom forbi bådene, der sejler turistfart i Malmø kanaler. De var godt nok ikke på programmet, men næste båd skulle sejle 5 minutter efter, vi fik de to sidste pladser - og så improviserede vi i øvrigt resten af dagen i det pragtfulde vejr.

På en eller anden måde udviklede det sig til en fotojagt på Malmøs løver. Den ældste, jeg fik skudt, ses her, resten kommer efterhånden på Flickr. Den gamle løve fandt vi på Lauritz Hattemagers hus fra 1532. Mon ikke løven har samme alder? Der kan jeg - der jo altså også er en løve - godt nok ikke være med aldersmæssigt.

Jeg har også fri i dag og kan i øvrigt ikke mærke nogen forskel fra i forgårs, hvor jeg kun var 59. Jeg kan heller ikke mærke, at jeg var i gang hele dagen i går. Måske er det alligevel ikke så slemt at blive 60...

Farven BLÅ

Billederne her tog jeg sidste lørdag i morgenens gråvejr. Øverst er det høstfloksen, der hedder "Paradise Blue".

Sammen med lavendlerne og heliotropen kan den fylde hele haven med duft - især om aftenen. Floksen er en barndomsduft for mig, og jeg elsker bare den duft.

På det andet billede er det vores blå pragt-arve. Jeg synes ikke, den svarer til navnet, for i virkeligheden er det en ret beskeden plante - men farven!!! Den er bare SÅ BLÅ!

Lige nu er det den mest blå blomst i hele haven.

Jeg har læst, at den i modsætning til floksen ikke dufter ret godt, men det har jeg faktisk ikke selv lagt mærke til, og næste år skal vi have flere blå arver.

Regnvejslørdag

Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg måske være blevet indendørs hele dagen - lige bortset fra i morges, hvor vi nåede at spise morgenmad i haven, inden regnen begyndte. I parantes bemærket så haven rigtig dejlig ud i gråvejret, som tydeligvis klæder alle de blå og lilla farver.

Vi SKULLE imidlertid til byen for at foretage diverse indkøb, og på trods af - eller måske næsten på grund af - den silende regn blev der en rigtig dejlig shoppingtur. Der var selvfølgelig ikke helt så mange mennesker i byen som sædvanligt på en lørdag, men gaderne var langt fra folketomme, og de fleste tog regnen med glimrende humør, næsten ligesom når der er snestorm.

Det minder lidt om briterne, der har den indstilling, at vejret kan man ikke gøre noget ved, så vi opfører os fuldstændig normalt. Vi har været i London i december flere gange, og selv i snevejr tripper kvinderne rundt i stiletter, for det er jo deres normale fodtøj!

I dag i Århus var sandaler og paraply et meget normalt udstyr!

Silkekatost

Jeg er meget glad for min silkekatost, som har været i haven i mange år.

Den har godt nok ikke fået idelle betingelser. Egentlig skulle den vist stå i fuld sol - det gør den ikke - og den er også lidt trængt af de mere fremfusende storkenæb.

Et enkelt år troede jeg, at nu var den død. Den kom heldigvis igen; men breder sig, det gør den altså ikke. Jeg synes, det er en let og fin og yndig plante.

Principper

Et af mine principper for, hvad der må være i vores have, er, at der ikke må være noget, der stikker.

Det har tidslerne ikke hørt om. Dem er der nogen af hvert år, i hvert fald indtil vi opdager dem og luger dem væk. Men de ellers meget flotte blå og blålilla prydtidsler er der altså ingen af.

Principper skal man dog ikke tage alt for højtideligt - i hvert fald ikke dette, for så kunne der jo ikke være nogen roser. I den pink/orange forhave havde vi roser før princippernes tid. Den, der havde de værste torne, er fjernet, men der er nogle stykker tilbage.

I den blå have er der en enkelt rose, som jeg en gang har fået i fødselsdagsgave. Den hedder Rhapsody in Blue, men helt blå er den - som det ses på billedet - ikke. Farven skifter meget, både efter hvor gamle blomsterne er og efter tidspunktet på dagen, så navnet passer meget godt. Især om aftenen ser den ret blå ud. Og den har masser af torne!

Smagen af den danske sommer

- de nye kartofler mangler ganske vist, for de hører ellers også med, selvfølgelig!
De lyse moreller smager både af sommer og af barndom. I min barndoms have var der et stort moreltræ. Det var mit yndlingsklatretræ, og de få moreller, der blev tilbage efter fuglenes festmåltider smagte pragtfuldt. Ligesom dem på billedet.

MASSEMORD!!!

New Dawn
Originally uploaded by cats_in_blue

Og det er MIG, der er morderen.

Det er bladlusene, det er gået ud over. De er usædvanlig voldsomme i roserne i år, synes jeg, og lige præcis i dag er jeg i rigtig godt lystmorderhumør.

Torsdag er normalt min korte dag på arbejde, og jeg nyder altid min halve frieftermiddag. Men i dag meldte en af mine kolleger - som havde aftenvagt! - sig syg, så det blev en ekstra aftenvagt til mig. Surt, surt, surt! Jeg har endda allerede haft 2 aftenvagter i denne uge.

Så jeg tog altså hjem - for senere at vende tilbage - i grumt humør, og det blev bladlusenes skæbne.

Jeg bruger ikke gift i haven, men de blev sprøjtet med sæbevand, hvilket ikke syntes at have større effekt, så jeg greb til det ultimative våben: kvasning mellem tommel- og pegefinger. Sådan!

Lekture

Jeg synes ikke, jeg har været specielt heldig med de bøger, jeg har læst i foråret.

Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist havde jeg hørt og læst anbefalet som en rigtig morsom bog, og dem kan man vel ikke få for mange af.
Men det er svært det der med humor, og i hvert fald skraldgrinede jeg ikke. Jeg trak da lidt på smilebåndet en gang imellem, men så syntes jeg altså heller ikke, bogen var sjovere.

Blodørn af skotske (!) Craig Russell læste jeg, bl.a. fordi den forgår i Hamborg. Det er en krimi af den mere blodige slags.
Beskrivelsen af Hamborg er ganske rigtigt det bedste i bogen, og måske giver jeg forfatteren en chance til - men det er da helt utroligt, så dumme de hamborgske politifolk er! Det irriterede mig ret meget og for mig gjorde det bogen utroværdig og også uspændende. Ikke så godt for en krimi.

Endnu værre gik det med Næsten død mand af Åke Edwardson. Jeg tror, jeg har læst alle Edwardsons krimier om Erik Winter og hans medarbejdere, og kvaliteten er meget svingende.
Denne er absolut en af de dårligste. Der var ingen ende på alle de personlige problemer for de stakkels kriminalfolk, og det gider jeg altså ikke læse om, når jeg læser en krimi.
Som i Blodørn plejer lokaliteten i Edwardsons bøger at være en ekstra person, og for mig bliver det ikke ringere af, at det er Göteborg, men i denne var heller ikke dette aspekt godt.

Endelig gik det meget bedre med Johan Theorins Skumringstimen.
Også en krimi, og endelig en jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Den er spændende, plottet holder, og der er nogle gode portrætter af de "medvirkende".
Den foregår på Øland, hvor jeg aldrig har været, men som jeg egentlig troede, jeg gerne ville besøge. Det er jeg ikke så sikker på mere - en uventet sideeffekt.


Lige nu læser jeg noget helt andet - og alligevel. Jeg genlæser Robert Jungks Stærkere end tusind sole om opfindelsen af atombomben og atomfysikernes skæbne. En gammel bog fra 1957 og selvfølgelig også en gammel historie, men ærlig talt mere spændende end de fleste krimier.