Lekture

Jeg synes ikke, jeg har været specielt heldig med de bøger, jeg har læst i foråret.

Potensgiverne af Karin Brunk Holmqvist havde jeg hørt og læst anbefalet som en rigtig morsom bog, og dem kan man vel ikke få for mange af.
Men det er svært det der med humor, og i hvert fald skraldgrinede jeg ikke. Jeg trak da lidt på smilebåndet en gang imellem, men så syntes jeg altså heller ikke, bogen var sjovere.

Blodørn af skotske (!) Craig Russell læste jeg, bl.a. fordi den forgår i Hamborg. Det er en krimi af den mere blodige slags.
Beskrivelsen af Hamborg er ganske rigtigt det bedste i bogen, og måske giver jeg forfatteren en chance til - men det er da helt utroligt, så dumme de hamborgske politifolk er! Det irriterede mig ret meget og for mig gjorde det bogen utroværdig og også uspændende. Ikke så godt for en krimi.

Endnu værre gik det med Næsten død mand af Åke Edwardson. Jeg tror, jeg har læst alle Edwardsons krimier om Erik Winter og hans medarbejdere, og kvaliteten er meget svingende.
Denne er absolut en af de dårligste. Der var ingen ende på alle de personlige problemer for de stakkels kriminalfolk, og det gider jeg altså ikke læse om, når jeg læser en krimi.
Som i Blodørn plejer lokaliteten i Edwardsons bøger at være en ekstra person, og for mig bliver det ikke ringere af, at det er Göteborg, men i denne var heller ikke dette aspekt godt.

Endelig gik det meget bedre med Johan Theorins Skumringstimen.
Også en krimi, og endelig en jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Den er spændende, plottet holder, og der er nogle gode portrætter af de "medvirkende".
Den foregår på Øland, hvor jeg aldrig har været, men som jeg egentlig troede, jeg gerne ville besøge. Det er jeg ikke så sikker på mere - en uventet sideeffekt.


Lige nu læser jeg noget helt andet - og alligevel. Jeg genlæser Robert Jungks Stærkere end tusind sole om opfindelsen af atombomben og atomfysikernes skæbne. En gammel bog fra 1957 og selvfølgelig også en gammel historie, men ærlig talt mere spændende end de fleste krimier.

Basunernes aften

Der er sket så meget de sidste par uger, så det har været svært at finde tid til bloggen, men nu SKAL der altså et nyt indlæg på.

I går var vi til en rigtig god koncert i Musikhuset. To gange Carl Nielsen og imellem dem en uropførelse af Niels Marthinsens In the Shadow of the Bat.

Carl Nielsen er en af vores favoritter, og orkestret spillede utrolig veloplagt under ledelse af en meget dynamisk svensk dirigent, Christian Lindberg. Vi har hørt 5. symfoni opført før, men jeg tror ikke så magtfuld spillet som i går. Med masser af lilletromme og klarinet, meget karakteristisk for Carl Nielsen.

Derimod tror jeg ikke, vi har hørt noget af Niels Marthinsen før - og hans Batman-musik var mildest talt spændende. Orkestet var Batman, der kæmpede mod tre dæmoner, spillet af tre basuner. Ifølge omtalen var det tre af verdens bedste basunspillere: Håkan Björkman, Jörgen van Rijen og Stefan Schulz. Jeg kendte dem nu ikke i forvejen, men ih, hvor var de gode! Jeg var lige ved at glemme at trække vejret. Godt basunisterne ikke gjorde det, for de havde brug for det.

Jeg havde ikke kamera med, men i dag var vi lige forbi for at tage billeder af nogle af de sjove stole, vi kiggede på i pausen. De er malet af elever i kunstskolen Bifrost.

Så tal dog dansk, din hund!

Sculpture By The Sea
Originally uploaded by iansand

Det irriterer mig, at alting efterhånden skal hedde noget på engelsk. Hvorfor skal skulptur-udstillingen ved Strandvejen absolut hedde "Sculpture By The Sea" og ikke "Skulpturer ved vandet"?

OK, det er vist nok en udstilling, der turnerer rundt i verden, og den er måske født med det navn, men alle andre udstillinger, Aros har med at gøre, hedder også noget på engelsk.

Det er måske forklaringen på Aros' store økonomiske underskud. Museet distancerer sig simpelthen fra byens indbyggere og er mere interesseret i at folk skal komme strømmende til fra fjerne egne - og det gør de så ikke altid.

Lige præcis skulpturerne er tydeligvis blevet set af masser af århusianere. "Det er gratis, det er sol og det er søndag" og samtidig ikke så varmt, at badestranden lokker var opskriften på at få den halve by - mig includeret - til at valfarte til skulpturerne, og det er da også en flot udstilling.

Generelt synes jeg dog ikke, Aros er blevet byens kunstmuseum på samme måde som Musikhuset er byens. Lidt ærgerligt, at ambitionerne om at være så vigtig og så international forhindrer dialogen med det nære. Et udslag af det århusianske mindreværdskompleks?

Avanceret udstyr

Jeg har ikke fået nye solbriller! Næ, det er 3D-briller, der pryder min næse, for jeg har været i biografen for at se min første 3D-film.

Det var Coraline, som jeg så sammen med 10 børn fra "min" læseklub. Alle børnene havde set 3D-film før, men for mig var det altså en førstegangsoplevelse, og det var faktisk en imponerende teknik.

Det var også sjovt at være af sted sammen med børnene: 3 piger og 7 drenge (de sidste kan med en vis ret sammenlignes med en sæk lopper), og heldigvis kunne de også godt lide filmen.

Jeg nåede lige hjem i 10 minutter, hvor jeg fodrede kattene af og også lige nåede at kaste en mad i gabet på mig selv. Så var det af sted til næste dagsordenspunkt - Woyzeck i en islandsk opførelse i musikhuset. Det var med ny musik af Nick Cave, men der kunne godt have været mere musik. I det hele taget var jeg ikke overbegejstret for forestillingen. Jeg syntes, de samme virkemidler blev brugt for meget og dermed blev trivielle.

Coraline vinder på knockout!

Øv, øv og syv gange øv!

Jeg fik en p-bøde i går - og kun fordi jeg havde glemt at stille p-skiven. Havde det så bare været, fordi jeg havde holdt for lang tid...

Det må have været en p-vagt, der var meget ivrig i tjenesten - måske får de udbetalt resultatløn? Faktisk må han nærmest have
set min forglemmelse. I hvert fald stod der på indbetalingskortet, at bilen var blevet iagttaget fra 13.40 til 13.57. Jeg parkerede bilen ret nøjagtigt 13.40, og et par minutter over 14 kom jeg i tanke om p-skiven og drønede ud for at stille den. Men da var det allerede for sent!

Nå, jeg har aldrig fået en p-bøde eller for den sags skyld en hastighedsbøde (måske fordi jeg er så kedelig, at jeg gør mit bedste for at overholde hastighedsgrænserne) eller nogen anden bøde før, så jeg overlever. Og jeg har bestemt, at jeg ikke gider ærgre mig og har allerede sendt den til betaling.

Jeg gider heller ikke tage et billede af hverken indbetalingskort eller p-skive, så her er et billede af vores søde nabokat, Emma, i stedet.


Jeg bliver altid glad, når jeg finder en udendørs kattemodel - vores egne er jo indekatte, og Emma er den sødeste kat, man kan tænke sig.

Havens ældste træ

- i den blå have, altså - er en dværg-syren eller på latin Syringa Microphylla. Den blev plantet som noget af det første, da haven blev lagt om for efterhånden mange år siden. I virkeligheden er det en busk, men den kan også fås opstammet.

Allerhelst ville jeg have haft en rigtig syren, men det synes jeg, haven er for lille til, så vi "nøjes" med Microphyllaen. Blomsternes farve er ikke så interessant, den er sådan lidt blegfiset - men duften er fantastisk, og vores have må meget gerne også være en dufthave. Man kan sagtens mærke duften ind i stuen og i vores soveværelser på 1. sal, og hvis man står tæt på, er den næsten for stærk.

En vinter lavede sneen attentat på den, så en del grene brækkede af, men den er ved at være i form igen, og den blomstrer trofast hvert eneste år med masser af blomster.

Til venstre for Microphyllaen står Geranium "Johnson's Blue". Det er en af de reneste blå af alle storkenæbbene, men den er lidt uregerlig og vælter let, så den skal have et stativ at støtte sig til. Og så skal den klippes helt tilbage efter blomstring.

Pinse i Mariager

Sikken et flot vejr i pinsen! Da vi havde overstået vores lørdagsvagt, tog vi menageriet med på pinseferie så langt væk som i Mariager, hvor en del af Dorthes familie var på camping.

Vi er mere mageligt anlagt - især sætter vi stor pris på eget bad og toilet, og vi har jo også kattene at tage hensyn til, så vi indlogerede os i Den gamle smedjes B&B. En klar anbefaling herfra! Det var lækkert, smagfuldt på den hyggelige måde og med god plads til kattene. De er så lette at have med på ferie, de befinder sig tydeligvis glimrende i nye omgivelser.

Vi boede på "bødkerloftet", og til især Lilits store fornøjelse var der en stor hems. Hun fandt hurtigt ud af at forcere stigen og havde en dejlig udsigt både ned i værelset og ud ad vinduet. Begge katte ville vist godt være blevet noget længere, men der er altså rigeligt langt til arbejde.

Der er dejligt ved Mariager Fjord. Billedet er taget på en af vores aftenslentreture på havnen.

I fuldt flor

Vores ældste klematis hedder Mrs. Cholmondeley. Den er nok omkring 10 år gammel, og netop nu blomstrer den helt vildt.

Den har meget store, lyst lavendelblå blomster, der hen under aften ser mere blå ud ligesom alle de andre blålilla blomster. Den er ikke fedtet med blomsterne. Den startede for et par uger siden, og den fortsætter til hen i august.

Jeg har læst, at den skulle være remonterende med en blomstring i maj-juni og en i august, men vores blomstrer hele sommeren, dog ikke hele tiden med lige så mange blomster som nu.

For neden på billedet til højre kan man lige se en af mine storkenæb, Philippe Vapelle. På billedet ser det ud, som om den har næsten samme farve som klematissen, men faktisk er den npget mørkere. De fleste af de blå storkenæb blomstrer nu, men der er heldigvis også nogle til senere på sæsonen.

Og så for resten: GOD PINSE til alle!!! Vi bliver vist ikke snydt med vejret :-)))

Ingen vår som en maj i vort land

Jeg er helt enig med Drachmann i "Se, det summer af sol over engen". Maj er fantastisk her i landet!

På fridagen i dag gik vi bl.a. tur omkring Moesgård. Fuglene kvidrene helt vildt, og der duftede så skønt - vist mest af skovmærker.

Vi havde ikke travlt, kiggede på både enge og skove og blomster. Tog billeder af nogle af de blomster, vi ikke kendte, så vi kunne gå hjem og finde dem i floraen, men med en enkelt gik det galt. Jeg regnede med, det ville være nok med selve blomsten, men jeg burde have haft bladene med, så er der nogen der kan hjælpe: Hvad er det her for en fætter? Den er sart lyslilla, og stod på en fugtig eng.

Jeg har et kvalificeret gæt, men er ikke sikker, så hjælp er mere end velkommen!

Så kom den...

...min nye Demano-taske. Demano er tasker lavet af reklamebannere fra Barcelona. Proper reused trash, som de selv kalder det.

For næsten 2 år siden købte jeg min første Demano-taske. Jeg har brugt den rigtig meget, og den er blevet godt slidt.

Da jeg så for en månedstid siden kiggede på nettet for at finde forhandlere, fandt jeg ud af, at man bare kan købe direkte - og så oven i købet selv vælge det banner, tasken skal laves af.

Det skulle naturligvis prøves. Jeg kunne hurtigt vælge modellen, men det var meget sværere med banneret. Langt om længe fik jeg besluttet mig og fik ordren sendt af sted. Og så var det bare at vente, mens tasken blev syet - og det var jo spændende, for selv om jeg havde valgt banneret selv, så ved man ikke, hvordan det lige bliver klippet. Det er absolut en charme ved Demano-taskerne, der er ikke to, der er ens.

Jeg syntes, ventetiden var lang, men i går lå der en seddel i postkassen, og i dag hentede jeg så pakken. Og jo, jeg er tilfreds med resultatet. Meget endda. Jeg tror nok, jeg har fået min nye sommer-favorittaske.

Der var altså mange flere spændende bannere - måske bør jeg til afvænning om nogen tid! Men nej: Jeg har trods alt ikke allerede bestilt den næste.

En dejlig søndag

Søndage er næsten altid dejlige, men i går var nu usædvanligt vellykket.

Vi var kommet lidt sent i seng lørdag, så vi sov rimeligt længe, men nåede både at være til åben have i ClematisDanmark, til miniature-udstilling i Elsted og at være til koncert med stjernetenoren Roberto Alagna.

Jeg fik en ny klematis til den blå have. Den, jeg havde udset mig, var udsolgt, så det blev en anden, jeg fik med hjem. Den har blomstret i år, og nu skal jeg vente helt til næste år for at se, om den nu er lige så fin, som jeg fik fortalt.

Miniaturer er mest Dorthes gebet, men de her miniaturer - dukkehuse, små butikker, haveanlæg og meget andet, altsammen i 1:12 - var imponerende. Det er utroligt, at det hele kan laves så småt og præcist, og det var masser af fantasi i tableauerne. Billedet af garnbutikken er specielt til Irene!

Vi kunne godt have brugt længere tid med miniaturerne, men Alagna-koncerten var allerede kl. 16. Vi har hørt og set Roberto Alagna flere gange i operabio, men det var altså en vild oplevelse at høre ham live.

Han var i fantastisk sangform og er ydermere vældig charmerende, venlig og hjerteknusende. Han var i den grad til stede og på, og mon ikke størstedelen af det kvindelige publikum sammen med mig følte, at det var lige præcis dem, han sang til i arierne til Julie og Marcella? Repertoiret var lige efter vores smag - hvad kan man ønske mere?

Det så også ud til, at Alagna befandt sig godt i Århus. Han gav hele fire ekstranumre + et ekstra-ekstra nummer, hvor han bare blev akkompagneret af paukerne. Og bagefter signerede han cd'er og gav autografer - det er her, billedet er fra.

Godt at Dorthe insisterede på, at vi skulle have billetter til den koncert. Det kan altså godt betale sig en gang imellem at ofre det ekstra, der skal til, for at høre de helt store navne.

For resten sender de netop nu koncerten på P2. Gæt, om vi har radioen tændt!

Arbejdsglæde

Arbejdsglæde er et hot emne, og der er masser af kurser i det for både ledere og medarbejdere. For en 5-10 år siden var det tydeligvis på mode, at lederne skulle lære at rose deres medarbejdere, og det gjorde de så i rigt mål, men ret ofte virkede det noget tillært, og så var effekten ikke så voldsom.

Så er det noget mere virksomt, når man får en uventet ros fra en uventet side. Det skete for mig forleden. Jeg havde haft en 0. klasse til orientering. Det var en sød klasse med en god lærer, og vi - samt tøjdyrene Mor Muh og Krage - havde hygget os i en times tid. Bl.a. havde jeg læst en historie om Mor Muh og Krage.

Et par dage efter kom hele klassen minsandten igen, medbringende en stor og flot collage, som de allesammen havde været med til at lave.

Jeg skal love for, at min arbejdsglæde var sikret den dag. Nu hænger collagen på biblioteket, og hvis jeg skulle være lidt sur, kan jeg bare kigge på den, så stiger humøret straks nogle grader.
Læg mærke til, at der er flere Mor Muh'er og Krager på collagen. Nogle af eleverne er også med, og det er jeg også - mindst én gang.

De lyse nætters tid

Vi var til konfirmation i søndags, og selv om vi kørte hjem ret sent, blev det ikke rigtig mørkt. Ikke så sært - de lyse nætter begyndte i nat. Jeg elsker de lyse nætter, og det er fantastisk at leve i egne, hvor man kan opleve dette vidunderlige fænomen.

I haven er der så meget, der blomstrer netop nu. Klematissen på billedet er en af de nyere. Den hedder Clematis koreana Columella, og blev bl.a. købt, fordi den skulle dufte, men vores dufter nu ikke. Ganske vist er jeg forkølet, men jeg tror ikke, lugtesansen er helt forsvundet. Måske kommer duften senere, og i hvert fald er de klokkeformede blomster kønne, synes jeg.

Festlig fortsat 1. maj

Da jeg boede i København tog jeg (naturligvis) i Fælledparken 1. maj, og det satte ligesom standarden for mine 1. maj'er.

Det var derfor noget af en skuffelse at deltage i 1. maj arrangementerne i Århus. Man kunne tydeligt mærke, at Århus er præget af studerende, den politisk-faglige linje var meget mindre markant, og det gik mest ud på at feste ved at drikke en masse øl.

Det gad - og gider - jeg ikke, det er ikke min måde at feste på. Så synes jeg, det er meget mere festligt at besøge en dyrepark, og især når der er bjørneunger, som der er i Skandinavisk Dyrepark i år.

Og nøj, hvor er de søde, mor Brynjas tre små. De er 4 måneder gamle nu og stadig meget små - i hvert fald har jeg aldrig set så små bjørneunger før. Man skal altså lede længe efter noget mere bedårende! De er også frække og skrappe og går ikke af vejen for de voksne bjørne i anlægget, blandt dem både Plys og Halvøre, som vi har kendt siden de var unger, så dem er vi altid glade for at gense.

Dorthe tog videoer af de - se den redigerede film HER

Fornuftig 1. maj formiddag

Jeg var en af de heldige, der fik lov at afspadsere de få timer på arbejde, inden alle fik 1. maj fri, og jeg fik lavet forskellige meget fornuftige ting.

Bl.a. fik jeg pudset mine vinterstøvler, stoppet papir i snuderne på dem og fik dem arkiveret i deres æsker. De tungere støvler var nu slet ikke i brug i vinter, så dem var der ikke noget arbejde med, men et par røde Art-Company og et par brunsorte Bubettier har jeg brugt med stor fornøjelse. Nu er de sat væk til næste vinter. Om sommeren foretrækker jeg altså sandaler.

Min opbevaring af fodtøj er meget fiks :-) Den består simpelthen af alle æskerne stablet - i vores gæsteværelse, for jeg mangler plads andre steder.

Kærestesorger på min gamle skole

Jeg var også i biografen i går til Niels Malmros' Kærestesorger. Hvis ikke det lige var, fordi den var optaget på Viborg Katedralskole - min gamle skole, tror jeg ikke, jeg ville have overvejet at se filmen, men den var såmænd ikke så ringe endda.

Ganske vist var der lidt slinger i valsen med hensyn til tidsbilledet, og det havde jeg egentlig troet, at der ikke ville være en finger at sætte på. Til gengæld var det et præcist billede af det bedre (læs: snobbede) borgerskab, som det tog sig ud, også da jeg 4 år senere end filmens personer gik på skolen.

Jeg synes også, det var et skarpt portræt af pigen. Dybt irriterende i sin stille, men stædige og i bund og grund yderst egocentrerede manipuleren af alt og alle. Jeg kunne sagtens genkende typen. Ikke lige nogen, man knytter langvarige venskaber med.

Det var såmænd ikke så meget, man så til skolen, men den er da ellers flot. Den stod færdig i 1926, arkitekt: ingen ringere end Hack Kampmann. Ham kendte jeg nu intet til, da jeg gik der, men jeg syntes allerede den gang, at det var en smuk bygning.

Svært valg på en forårssøndag

Vi var meget i tvivl om, om vi skulle tage til Skandinavisk Dyrepark for at besøge de nye bjørneunger, eller vi skulle tage til køernes forårsfest. Som det kan ses på billederne, blev det køerne, der sejrede. Det er jo også kun denne ene dag om året, det sker.

De gjorde, som vi forventede, køerne. Dansede og hoppede og svingede med haler og yvere og hvad der ellers kunne svinges med.

På den gård, vi besøgte, var den også en masse kalve. De var nu ikke så vilde med at blive klappet, men de ville rigtig gerne fodres med høtotter, og de ville også rigtig gerne gumle på ens t-shirt. Sjovt for nogle bymennesker som os!

Mere sæsonafslutning

Så har vi også været til sæsonens sidste symfonikoncert. Michel Tabachnik dirigerede, og programmet var næsten rent fransk: Messiaen, Debussy, Tabachnik selv (han er schweizer, derfor kun "næsten") og Debussy igen - og det var alt andet end kedeligt!

Der var også en solist, den hollandske pianist Ralph van Raat, som spillede i både Debussys Fantasi for klaver og orkester og i Tabachniks Klaverkoncert. Han var vildt virtuos, og i Takachnik-koncerten spillede han med hele kroppen og angreb nærmest flygelet. Det er et værk fra 2003, og hvis jeg bare havde hørt det i radioen, ville jeg nok have syntes, at det var et infernalsk spektakel. Det er selvfølgelig helt anderledes, når man oplever det live.

Messiaen troede jeg ikke, jeg kunne lide, men det kunne jeg godt, og Debussy kan jeg vældig godt lide. Han kunne åbenbart ikke selv lide fantasien, for han forbød den opført, mens han var i live, og rent faktisk blev den ikke spillet før efter hans død. Jeg syntes, den var god, og jeg syntes også, jeg sagtens kunne høre, at det var Debussy, selv om det ikke er nær så karakteristisk for ham som aftenens sidste værk La Mer.

Det er vist det første stykke impressionistisk musik, jeg for alvor stiftede bekendtskab med - for omkring 40 år siden! Egentlig troede jeg, at jeg kendte det som min egen bukselomme, men det var nu ikke helt rigtigt.

Dejligt med et genhør! Og dejligt at programmet for næste sæson udkommer om et par dage - eller måske allerede i morgen.

P. S. Det er Tabachnik på det øverste billede, Debussy nederst. Han ser voldsomt fransk ud, ikke?

Krukker i haven

I søndags nåede vi også at være i et par planteskoler for at se på planter til krukkerne. Udvalget var ikke så imponerende, men jeg kan godt lide både pelargonier og hornvioler, så vi fik alligevel noget med hjem. Pelargonier til den pink/orange side og hornvioler til den blå.

Lørdag havde Søren Ryge skrevet om hornvioler i Politiken, og jeg syntes, jeg kunne høre, at nogle af de andre planteskolefræsere også havde læst, at han foretrækker hornvioler for stedmoderblomster. De skulle lige sikre sig, at det nu var hornvioler, de var ved at sætte i indkøbsvognen. I modsætning til hr. Ryge kan jeg godt lide begge dele, og måske tager jeg på torvet på lørdag for at få nogle af de forkætrede "stejmorblomster" og flere "hårnvioler" - det er jo torvet i Århus, jeg besøger.

Sæsonafslutning

Så har vi været til vores sidste operabio i denne sæson. Jeg var godt nok ikke rigtig vågen, da vi skulle af sted, for vi var på besøg hos venner i går aftes og var kommet for sent i seng, men jeg skal love for, jeg blev vågen i biografen.

Jeg havde også glædet mig rigtig meget til denne forestilling, Bellinis Søvngængersken, med Nathalie Dessay og Juan Diego Flórez i hovedrollerne, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det er den mest helstøbte forestilling, vi har set i sæsonen. Den var sat op som en prøve på operaen, og det gav en ekstra dimension med alle sangerne - og for den sags skyld også hele koret - som både "sig selv" og som rollerne i operaen.

Både Dessay og Flórez er fantastiske bel canto sangere, og det blev rigtig udnyttet, og det gjorde Dessays store komiske talent også. De ser også godt ud - Flórez gør i hvert fald. Dessay er ikke en klassisk skønhed, men hun kommer i den grad ud over scenekanten, og hun kan sagtens agere en ung pige både i stemme, krop og bevægelser.

Jeg sad og nød det hele med et stort smil på næsten hele tiden, så jeg til sidst havde helt ondt i kæberne. Dejligt, dejligt, dejligt...

Denne sæsons højdepunkter har for mig været Søvngængersken, Lucia di Lammermoor og Dr. Atomic. Nu glæder vi os til næste sæson!