Kærestesorger på min gamle skole

Jeg var også i biografen i går til Niels Malmros' Kærestesorger. Hvis ikke det lige var, fordi den var optaget på Viborg Katedralskole - min gamle skole, tror jeg ikke, jeg ville have overvejet at se filmen, men den var såmænd ikke så ringe endda.

Ganske vist var der lidt slinger i valsen med hensyn til tidsbilledet, og det havde jeg egentlig troet, at der ikke ville være en finger at sætte på. Til gengæld var det et præcist billede af det bedre (læs: snobbede) borgerskab, som det tog sig ud, også da jeg 4 år senere end filmens personer gik på skolen.

Jeg synes også, det var et skarpt portræt af pigen. Dybt irriterende i sin stille, men stædige og i bund og grund yderst egocentrerede manipuleren af alt og alle. Jeg kunne sagtens genkende typen. Ikke lige nogen, man knytter langvarige venskaber med.

Det var såmænd ikke så meget, man så til skolen, men den er da ellers flot. Den stod færdig i 1926, arkitekt: ingen ringere end Hack Kampmann. Ham kendte jeg nu intet til, da jeg gik der, men jeg syntes allerede den gang, at det var en smuk bygning.

Svært valg på en forårssøndag

Vi var meget i tvivl om, om vi skulle tage til Skandinavisk Dyrepark for at besøge de nye bjørneunger, eller vi skulle tage til køernes forårsfest. Som det kan ses på billederne, blev det køerne, der sejrede. Det er jo også kun denne ene dag om året, det sker.

De gjorde, som vi forventede, køerne. Dansede og hoppede og svingede med haler og yvere og hvad der ellers kunne svinges med.

På den gård, vi besøgte, var den også en masse kalve. De var nu ikke så vilde med at blive klappet, men de ville rigtig gerne fodres med høtotter, og de ville også rigtig gerne gumle på ens t-shirt. Sjovt for nogle bymennesker som os!

Mere sæsonafslutning

Så har vi også været til sæsonens sidste symfonikoncert. Michel Tabachnik dirigerede, og programmet var næsten rent fransk: Messiaen, Debussy, Tabachnik selv (han er schweizer, derfor kun "næsten") og Debussy igen - og det var alt andet end kedeligt!

Der var også en solist, den hollandske pianist Ralph van Raat, som spillede i både Debussys Fantasi for klaver og orkester og i Tabachniks Klaverkoncert. Han var vildt virtuos, og i Takachnik-koncerten spillede han med hele kroppen og angreb nærmest flygelet. Det er et værk fra 2003, og hvis jeg bare havde hørt det i radioen, ville jeg nok have syntes, at det var et infernalsk spektakel. Det er selvfølgelig helt anderledes, når man oplever det live.

Messiaen troede jeg ikke, jeg kunne lide, men det kunne jeg godt, og Debussy kan jeg vældig godt lide. Han kunne åbenbart ikke selv lide fantasien, for han forbød den opført, mens han var i live, og rent faktisk blev den ikke spillet før efter hans død. Jeg syntes, den var god, og jeg syntes også, jeg sagtens kunne høre, at det var Debussy, selv om det ikke er nær så karakteristisk for ham som aftenens sidste værk La Mer.

Det er vist det første stykke impressionistisk musik, jeg for alvor stiftede bekendtskab med - for omkring 40 år siden! Egentlig troede jeg, at jeg kendte det som min egen bukselomme, men det var nu ikke helt rigtigt.

Dejligt med et genhør! Og dejligt at programmet for næste sæson udkommer om et par dage - eller måske allerede i morgen.

P. S. Det er Tabachnik på det øverste billede, Debussy nederst. Han ser voldsomt fransk ud, ikke?

Krukker i haven

I søndags nåede vi også at være i et par planteskoler for at se på planter til krukkerne. Udvalget var ikke så imponerende, men jeg kan godt lide både pelargonier og hornvioler, så vi fik alligevel noget med hjem. Pelargonier til den pink/orange side og hornvioler til den blå.

Lørdag havde Søren Ryge skrevet om hornvioler i Politiken, og jeg syntes, jeg kunne høre, at nogle af de andre planteskolefræsere også havde læst, at han foretrækker hornvioler for stedmoderblomster. De skulle lige sikre sig, at det nu var hornvioler, de var ved at sætte i indkøbsvognen. I modsætning til hr. Ryge kan jeg godt lide begge dele, og måske tager jeg på torvet på lørdag for at få nogle af de forkætrede "stejmorblomster" og flere "hårnvioler" - det er jo torvet i Århus, jeg besøger.

Sæsonafslutning

Så har vi været til vores sidste operabio i denne sæson. Jeg var godt nok ikke rigtig vågen, da vi skulle af sted, for vi var på besøg hos venner i går aftes og var kommet for sent i seng, men jeg skal love for, jeg blev vågen i biografen.

Jeg havde også glædet mig rigtig meget til denne forestilling, Bellinis Søvngængersken, med Nathalie Dessay og Juan Diego Flórez i hovedrollerne, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det er den mest helstøbte forestilling, vi har set i sæsonen. Den var sat op som en prøve på operaen, og det gav en ekstra dimension med alle sangerne - og for den sags skyld også hele koret - som både "sig selv" og som rollerne i operaen.

Både Dessay og Flórez er fantastiske bel canto sangere, og det blev rigtig udnyttet, og det gjorde Dessays store komiske talent også. De ser også godt ud - Flórez gør i hvert fald. Dessay er ikke en klassisk skønhed, men hun kommer i den grad ud over scenekanten, og hun kan sagtens agere en ung pige både i stemme, krop og bevægelser.

Jeg sad og nød det hele med et stort smil på næsten hele tiden, så jeg til sidst havde helt ondt i kæberne. Dejligt, dejligt, dejligt...

Denne sæsons højdepunkter har for mig været Søvngængersken, Lucia di Lammermoor og Dr. Atomic. Nu glæder vi os til næste sæson!

Påske - og ferie :-)

GOD PÅSKE TIL ALLE

Lille strikkearbejde 2

Dorthe kan ikke lide at gå med handsker, men det kan jo være for koldt til at gå uden. Løsningen er selvfølgelig handsker uden fingerspidser.

Da de røde af slagsen, der blev indkøbt på julemarked i Hamborg for nogle år siden, var ved at blive for slidt, fik jeg bestilling på at par nye.

De blev strikket af noget hundedyrt, amerikansk garn, så de skulle helst ikke blive slidt lige med det samme - men det varer jo også lidt, inden de skal i brug :-)))

For resten må sådan nogle halvfingerhandsker også være velegnede til brug ved vinterfotografering.

Lille strikkearbejde 1

Januar skulle være sparemåned havde jeg bestemt, så i stedet for at købe nyt garn undersøgte jeg, om jeg havde noget anvendeligt på lager.

Der var faktisk en del garn, desværre ikke ret meget, jeg havde lyst til at strikke af. Men jeg fandt 2 nøgler Ulricks Froelich strømpegarn, 1 pink og 1 orange.

Jeg har strikket masser af sokker i Froelich, som vist desværre ikke findes mere (i hvert fald kun i kedelige farver), og der er ikke nogen af de nye garner, jeg har strikket med, der har været lige så gode. Det var den kvalitet, hvor der fulgte en lille dukke med helt tyndt garn med. Sandsynligvis var det beregnet til stoppegarn, men jeg brugte det altid som forstærkning i hæl og tå - og så blev der ikke brug for stopperiet.

Det var - som jeg også huskede det - en ren fornøjelse at strikke med. Det gik bare alt for hurtigt.

Forårsweekend

Så blev det rigtigt forår - og meget betænksomt lige til en weekend.

Jeg nåede at være lidt i haven efter arbejde, og adskillige mælkebøtter måtte lade livet. Hvor er det snedigt, når de placerer sig helt tæt til buskenes stammen, så man næsten ikke kan få fat i dem uden at beskadige busken.

Fotoapparatet blev også luftet. Vi har er lille piletræ, hvor gæslingerne er lige ved at springe ud. Jeg synes, det er svært at få den rigtige sølvfarve med på billederne - det her blev mit bedste forsøg. Måske prøver jeg igen, når de er lidt mere sprunget ud.

Det er også svært at få den rigtige farve på de små iriser. De er en meget mørklilla, fløjlsagtig farve, kun omkring 20 cm høje, og meget søde, synes jeg. På billedet kan man også se nogle af de blå anemoner, der spreder sig, som det passer dem - og det passer mig godt. De er så kønne. Og så er der også nogle af de forkætrede - nu næsten afblomstrede - erantisser. De er da ikke kønne, når de er ovre den første ungdom, vel?

Tænk hvis vejret holder til påske :-)

Kom tilbage, J.P.F.

Som jeg allerede har nævnt fik vi set en masse kunstskøjteløb i vores ferie. VM fra Los Angeles i TV. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være der selv (billederne er fra sidste års VM, som vi havde den store fornøjelse at overvære), men det er bedre end ingenting, og det må siges til Eurosports ros, at de sender ret meget. Og det var også nogle rigtig gode konkurrencer.

Det samme kan desværre ikke siges om Eurosports kommentatorer - faktisk er de af og til ved at drive mig til vanvid. Der er 4 styks, 3 mænd og 1 kvinde, som "underholder" 2 og 2 sammen. De er allesammen selv tidligere skøjteløbere (mere eller mindre elite-), så de burde vide bedre, men jeg synes, de er ekstremt dårlige.

For det første er de vildt partiske: Hvis deltagerne kommer fra USA eller allerhelst Canada, kan de næsten ikke sætte en skøjte forkert. Jeg synes også, at nogle af de nordamerikanske løbere er vældig gode, men ikke pr. definition.


For det andet er deres musikalske ballast ynkelig. Musikken betyder rigtig meget i skøjteløb, og så er det bare ikke godt nok, når kommentatorernes viden groft sagt kun indbefatter Safri Duo og musik fra diverse storfilm. På trods af den sportslige karriere er de 4 tydeligvis heller ikke særlig musikalske, de kan simpelthen ikke se, om udøverne følger musikken eller ej.

Man skulle så tro, at man i det mindste kunne få kommenteret det tekniske niveau, og om de forskellige krav bliver opfyldt, men det kniber faktisk også. Det opdagede vi, da vi genså en af konkurrencerne på Sverige, hvor vi straks fik en hel masse at vide, som de danske kommentatorer overhovedet ikke havde omtalt - og som vel at mærke havde stor betydning for karaktergivningen.

I stedet får vi at vide, hvad der "taler" til lige præcis vores kommentatorer. Og hvis det "taler" til dem, så regner de automatisk med, at så "taler" det til alle. Især er det slemt, når de to ældste herrer kommenterer mændenes konkurrencer, og ærlig talt er det nok også en fejl at sætte mænd til at kommentere mænd. Hvem er det egentlig, der har mest forstand på, om mændene kommer ud over rampen? Ja netop: kvinder!

Den forrige kommentator, John Post Ferdinandsen, kunne nu godt kommentere både mænd og kvinder, så kan vi ikke få ham tilbage??? PLEASE!!!

Ferieuge

Vi har haft ferie i denne uge, primært for at se VM i kunstskøjteløb fra Los Angeles - det vender jeg tilbage til.

Men vi har nået en masse andet også. I weekenden foredrag om Berlin både lørdag og søndag og spisning med venner lørdag. Tirsdag var vi til naturvidenskabeligt foredrag, onsdag til et litteraturarrangement, og i går aftes var vi til symfonikoncert.

Det blev en af de bedste symfonikoncerter, vi har været til i denne sæson. Da vi først havde overstået en af Haydns utallige symfonier (Haydn står ikke på min hitliste, jeg synes han er kedelig, men denne var nu ikke en af de værste), blev det rigtig, rigtig godt.

Carl Nielsens er i hvert fald ikke kedelig, og hans klarinetkoncert med unge Mathias Kjøller som solist var minsandten også spændende.

På billedet er nogle af de store mæssingblæsere ved at blive gjort klar til på efter pausen at skulle i gang med Mussorgskijs Udstillingsbilleder i Ravels instrumentering.

Udstillingsbilleder har jeg kendt og holdt af, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg har hørt den utallige gange på plade og cd, men det var første gang, jeg hørte den i en koncertsal, og det er godt nok en helt anden og meget mere intens oplevelse. Det var en rigtig dejlig aften!

Glædeligt forårsjævndøgn!

Tænk at dag og nat allerede er lige lange! Selv om det ikke er så flot vejr som de foregående dage, så føles det også stadig som forår, og hvor er det dejligt.

Jeg mærkede en tydelig havekriblen i fingrene i den forgangne uge, og selv om jeg for et par dage siden egentlig var træt efter arbejde, så kriblede det så meget, at jeg måtte ud med hækkesaksen. Til lavendlerne, forstås. I år tror jeg, det blev en passende beskæring og ikke som sidste år, hvor jeg var bange for, at jeg havde skåret for meget af. Jeg har også lavet lidt mere forårsoprydning, så forårsblomsterne ikke er dækket til at sidste års visne stauder.

Der er ikke styr på farverne i vores have om foråret, bl.a. er der erantis i den blå have. Jeg er ikke så vild med erantis og har forsøgt at komme dem til livs, men de er ukuelige, og nu får de lov at brede sig. Jeg er da sådan set også meget glad for dem, når de kommer inden vinteren er slut, men de er altså meget gule!

De små blålilla krokus er jeg derimod meget tilfreds med, og dem er der rigtig mange af. Også nogle stykker i vores mini-græsplane, der - som det tydeligt ses på billedet - trænger til en kærlig hånd. Men det får den ikke, før krokusserne er afblomstret.

Hvor dum kan man være?

Grænserne er i hvert fald ret vide!

I går var jeg med bus til arbejde, fordi bilen var på værksted. Den havde en læk i kølesystemet og skulle desuden have fundet sine sommersko frem. Heldigvis! Både fordi det er tegn på forår, og fordi de er kønnere. De sidder nemlig på alufælge, det gør vinterdækkene ikke.

Jeg skal med mindst 2 busser fra mit værksted til arbejdet. I går slap jeg med 2. Da jeg steg ind i bus nr. 1 og forsøgte at klippe det buskort, jeg havde fundet frem hjemmefra, gav automaten en protesterende lyd, og det hjalp ikke, at jeg forsøgte mig flere gange. Heller ikke chaufføren kunne få det til at virke, så til sidst erklærede han, at turen måtte være gratis.

Som det lovlydige menneske jeg er, forsøgte jeg igen i bus nr. 2. Igen uden held, men denne gang var chaufføren mere klartskuende: Klippekortet var slet ikke til bussen. Og nej, nu kunne også jeg se, at det klippekort, jeg havde bevæbnet mig med, var fra en sundhedsmesse, jeg var på for over et år siden. Klippekortene blev uddelt nærmest som en gimmick, tror jeg. I hvert fald har jeg ikke brugt det til noget, og det dur altså heller ikke i de århusianske bubysser. Pokkers også!

Kultur 3

Fredag aften var vi til Mummenschanz, en schweizisk mime-trup. De er bestemt ikke helt almindelige, og det var rigtig sjovt. Utroligt hvad de fire medvirkende kunne udtrykke med få, men usædvanlige, midler.

Vi morede os rigtig godt, men måske er det alligevel lidt hurtigt glemt. Hvis jeg som en anden smagsdommer skulle vælge et af de tre arrangementer (som alle er anbefalelseværdige og også alle er overstået) så bliver det helt sikkert Lucia di Lammermoor, jeg vælger.

Kultur 2

Et par dage efter symfonikoncerten stod der operabio på programmet: Lucia di Lammermoor af Donizetti med selveste Anna Netrebko i titelpartiet. Og nøj, hvor er hun da fantastisk! Sikke mange udtryk, hun har i sin stemme. Jeg må give mig, hun er lige så god som Angela Gheorghiu, og jeg kan godt forstå, der blev udsolgt til hendes koncert i København næste efterår på bare 14 minutter. Nu må Musikhuset her i byen også se at komme på banen, tak, for vi er altså ikke lykkelige indehavere af billetter til koncerthuset.

Selve operaen var for resten også god, efter en roman af Walter Scott og meget dramatisk med masser af højdepunkter. Den har fået en plads på listen over favorit-operaer.

En for mig indtil da ukendt Mariusz Kwiecien sang og spillede Lucias onde bror, og det gjorde han fremragende, mens Piotr Beczala (heller ikke en af mine bekendte) var hendes elskede. Egentlig var vi blevet lovet Rolando Villazón i den rolle, men han var altså blevet skiftet ud. Vi kunne ikke klage over Beczalas sang, men hans skuespillermæssige præstation var ikke noget at prale af.

På trods af denne lille anke er det en af de allerbedste operabioer, vi har været til.

Kultur 1

Vores kulturelle arrangementer ligger tæt i denne tid. For 1½ uge siden var vi til symfonikoncert, hvor der blev spillet Charles Ives, Mahler og Brahms.

Charles Ives stykket var så kort, at det næsten ikke var der, og Brahms er jeg ikke så vild med - det kommer måske - men Mahler er jeg rigtig glad for. Det var hans Des Knaben Wunderhorn-sange, og hvor det tidligere var hans symfonier, jeg bedst kunne lide, så er jeg nu blevet meget glad for hans sange - dem vil jeg fordybe mig mere i, når jeg får mere tid!

Jeg syntes, man tydeligt kunne høre inspirationen fra folkemusikken, og jeg syntes også, der var en lighed med noget af min absolutte yndlingsmusik, nemlig Canteloubes Auverne-sange, hvor det også er den folkelige musik, der er den store inspiration.

Jeg har læst en bog...

...nå ja, det sker da af og til, at jeg læser en bog. Som regel har jeg 2-3 stykker liggende på natbordet, men det går kun langsomt fremad, for jeg falder næsten altid hurtigt i søvn. Også selv om det tit er krimier, jeg er i gang med.

Men da jeg læste Dancing Charlie af Lars Johansson, måtte jeg bevidst lægge bogen fra mig, når jeg syntes, at nu skulle jeg altså sove. Jeg har lidt svært ved at præcisere, hvorfor jeg syntes godt om bogen, men det var i hvert fald noget med, at hovedpersonen udviklede sig. Eller rettere sagt, mit syn på hovedpersonen ændrede sig, efterhånden som der blev afdækket flere og flere lag i ham.

Det er også en interessant historie, forfatteren fortæller, og så skriver han simpelthen i et godt og billedskabende sprog. Jeg var meget imponeret af, at han beskriver et stykke musik over flere sider, og jeg kunne høre inden i hovedet, hvad det var for et musikstykke - meget hurtigt og lang tid før komponist og titel blev nævnt. God bog!

Gæstebud

Vi skal have gæster til spisning i aften, og minsandten om ikke vi er så godt forberedte, at jeg kan nå at blogge.

Menuen står på jordskokkesuppe, svinekød i mole (en mexikansk ret) og chokolademousse. Vi var simpelthen nødt til at vælge chokomoussen til dessert, for jeg har fået fat i rigtige kandiserede violblade, og de er bare den ultimative pynt til chokolademousse. Som jeg i parantes bemærket selv er alt for glad for.

Min opskrift er meget enkel:
300 g mørk chokolade (jeg bruger med 70% kakaoindhold)
3 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
2 dl piskefløde
1 tsk cognac
Chokoladen smeltes over vandbad. Afkøles. Æggeblommerne røres i én ad gangen, derefter cognacen. De stiftpiskede æggehvider tilsættes og til sidst røres flødeskummet forsigtigt i.


Det bliver der en god og stærk mousse ud af - eller måske er det mere chokolade end mousse? Jeg pynter IKKE med flødeskum, men sætter dog lidt på bordet til dem, der synes, det ellers er for kraftig kost.
Hvis man ikke lige har kandiserede violer, så er lidt syltet ingefær også godt som pynt.

Nymåne og Venus

Jeg har en svaghed for månen, og det har jeg vist altid haft. Som barn var jeg månesyg, har jeg fået at vide.

I aften er der en helt vidunderlig nymåne, og Venus står og lyser kraftigt lige over. Det måtte jeg prøve at fotografere. Jeg er langt fra en trænet aften/natfotograf, hvilket også ses på billedet. Jeg syntes, det var svært at få indstillet kameraet i mørket. Det var også svært at få placeret mit lille stativ ordentligt.

Måske skulle jeg bevæbne mig med en lommelygte ved næste forsøg, for det bliver nok ikke sidste gang, jeg forsøger at fange månen :-)

Tasker - især kattetasker

Irenes nysyede kattetaske fik mig til at tænke på, at jeg også har et par kattetasker.

I det hele taget er jeg meget glad for tasker. Jeg bilder mig ind, at jeg helst skal have tasker i alle farver, så de kan passe til mit øvrige udstyr.

Det er lidt overkill, for i realiteten bruger jeg tit den samme taske i månedsvis. Det er for besværligt at skifte, synes jeg.

Det forhindrer dog ikke, at jeg har et hav af tasker, og allerhelst vil jeg have nogen, som ikke alle andre render rundt med. Det gælder i høj grad de to kattetasker, der begge er købt på udstillinger i Tyskland (dog ikke samtidigt!!!)

Velourtasken er en hjemmesyet sag. Det er kattens hale, der er hank.

Den lille brune taske var oprindeligt en patrontaske fra Schweiz, fik jeg at vide. Den har så fået en katteudsmykning. Jeg kan godt lide, at der er både gult og hvidt metal på, og det gør ikke noget, at den er slidt.

Hvis det havde været nytår, skulle jeg have det nytårsforsæt at bruge nogle flere af mine tasker - men det kan jeg jo godt bestræbe mig på alligevel.