onsdag den 5. maj 2021

De første gæslinger

 ...så vi i Doktorparken i Randers på aprils sidste dag.

Vi troede først, at der ikke var kommet nogen endnu, fordi der ikke var nogen på vandet, men da vi var kommet næsten hele vejen rundt om søen, var der alligevel noget dunet i græsset ved vandkanten.

Først et gåseægtepar med tre afkom, derefter endnu et par, hvor der var noget, der bevægede sig under gåsemors vinger. Jo, der var da i hvert fald to gæslinger, så fik vi øje på nummer tre, og var der egentlig ikke fire? Først da gåsemor rejste sig, så vi, at der var hele fem små, der havde puttet sig i mors lune dun i det lidt kølige og fugtige vejr.


Vi glæder os allerede til næste gæslingebesøg om et par uger.

1 kommentar:

Ellen sagde ...

Og man er bare lige betaget af det syn hvert eneste år!