Gammelt legetøj nr. 4

Må jeg præsentere PETER KANIN

Han var min tidlige barndoms elskede følgesvend. Jeg har vel været omkring 3 år, da jeg fik ham. Jeg var sammen med min mor og far på besøg hos min afdøde farfars søster, tante Jette.

Måske har jeg kedet mig. I hvert fald kom tante Jette pludselig med den fineste strikkede kanin og sagde: "Den må du få". Min mor skyndte sig at pointere, at det jo kun var, mens vi var på besøg hos tante Jette, at jeg måtte låne den.

Om det hele tiden havde været meningen, eller om tante Jette så lysene slukkes i mine øjne, ved jeg ikke, men hun erklærede i hvert fald, at jeg godt måtte beholde kaninen.

Ikke så sært at jeg blev forelsket!

Det var kærlighed ved første blik, og Peter Kanin og jeg var uadskillelige i nogle år. Han blev bogstaveligt talt elsket i laser, hvilket også kan ses på billederne. Først blev ørerne og poterne forsøgt stoppet. Så fik han den ternede dragt, der skulle forsøge at holde sammen på kroppen. Ansigtet var imidlertid også ved at forsvinde, og til sidst kunne han ikke leges med mere. Han måtte nøjes med at ligge i den seng, der var blevet snedkereret til ham. Jeg syntes nu stadig, at han var sød, og det gør jeg endnu.

Da jeg fik håndarbejde i skolen, syntes jeg, at min 7½ år yngre søster også skulle have en Peter Kanin. Det gik meget godt med at strikke krop og hoved, men ørerne var svære, og helt galt gik det, da ansigtet skulle broderes. Det blev ikke nær så fint som min egen Peter Kanins. Så vidt jeg husker, blev det færdige resultat heller ikke synderligt værdsat. Der var unægtelig sket meget på legetøjsfronten i de forløbne år, og hjemmestrikkede dyr var ikke mere toppen af poppen.