fredag den 29. marts 2019

Det tog sin tid...

...men nu har jeg langt om længe fået lanceret min nyeste pulsvarmeropskrift på Ravelry. Det var især oversættelsen til engelsk, der tog tid. Jeg kan efterhånden læse de engelske opskrifter uden besvær, men det tager noget længere tid at få lavet den engelske version af mine egne skriblerier.

Desuden synes jeg altid, at jeg skal "strikke korrektur" på både den danske og den engelske udgave, og det tager selvfølgelig også tid. Jeg er nu alligevel altid i tvivl om, om alt er blevet dels helt korrekt og dels forståeligt. Det er ikke let at kontrollere egne opskrifter, for jeg ved jo udmærket, hvad jeg mener helt præcist.

På Ravelry skal opskrifterne have et navn, og det er sådan set også meget praktisk. Jeg har kaldt disse nye pulsvarmere for Bitseren, opkaldt efter min første og højt elskede kat. Hun hed Bitsjkova på stamtavlen, men vi kaldte hende Bitsjka eller Bitseren.

Her er pulsvarmerne:


- og her er link til opskriften på Ravelry:
https://www.ravelry.com/patterns/library/bitseren

Pulsvarmerne har fået en fin modtagelse på Ravelry. De har på under et døgn fået over 400 hjerter og også en del kommentarer. Nu er jeg spændt på, om der også rent faktisk er nogen, der afprøver opskriften, og om den dur.

Den rigtige Bitsjka skal selvfølgelig også med. Billedet har været bragt før, men det er det eneste, jeg har af hende på Flickr. Det burde jeg måske få gjort noget ved, for jeg har flere billeder af min elskede kat, selv om jeg ikke havde så meget fotogrej den gang.

Bitsjka

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Hvor er de flotte!
Det er stort set umuligt at læse korrektur på egne frembringelser af netop den årsag, du skriver: Man ved godt selv, hvad der skal stå. Det hjælper lidt at lægge det til side en dag eller flere, men det har du nok allerede fundet ud af. Jeg melder mig frivilligt til at være din korrekturlæser en anden gang - jeg ved af erfaring, at det er godt at få helt andre øjne på.

eKirsten sagde ...

Tak for tilbuddet. Det kan godt ske, jeg tager dig på ordet - faktisk har jeg endnu et par pulsvarmere under overvejelse.