Fanø igen, igen

Jeg har åbenbart haft for lidt tid til at blogge i år, for jeg har oplevet en hel masse, som jeg ikke har fået blogget om. Ikke så godt, når bloggen egentlig skulle fungere som en slags dagbog.

Nu har jeg tænkt mig at prøve at blogge baglæns. Fanø, hvor vi igen i år var så heldige at blive inviteret med Annett i den uge, hvor der var strikkefestival, kommer først.

For en gangs skyld havde jeg ikke lagt nogen restriktioner på mig selv,  hvad angik indkøb, og jeg fik da også en hel del nyt garn med hjem. Her ligger det på rad og række:

Som sædvanlig kørte vi først til Sønderho. Vi gider ikke stå i kø ved teltet i Nordby, og i år viste det sig at være en endnu bedre ide at starte sydpå. Der blev pludselig meget høj vandstand i Nordby, og vejen og en del af teltarealet blev oversvømmet. I Sønderho havde vi godt nok lidt blæst, men ellers fint vejr.

Nej, faktisk tyvstartede vi torsdag, hvor vi lige kørte forbi Rindby Forsamlingshus, hvor Kunstladen havde udsalg. Deres før-priser på garn var urealistisk høje, men vi fandt noget af Ecobutterflys kobbergarn, der er så godt i pulsvarmere, så jeg købte et gråt og et et lysebrunt nøgle. Til helt normal pris, men det produceres ikke mere og er svært at finde. Yderst til højre på billedet.

På skolen i Sønderho havde Charlotte Spagner en dejlig stor stand med sit Handdyed-garn. Det har jeg længe haft lyst til at se nærmere på, og det er rigtig lækkert. Jeg forhørte mig om, hvor merinoen kom fra, og heldigvis er det fra absolut mulesingfrit fårehold. Charlotte havde nogle single skeins med til halv pris. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg købte to bundter af en flot efterårsgylden og et i en lys hvidgrå med lidt aubergine i - de tre næste bundter fra højre.

I forsamlingshuset købte jeg den grønne Indiecita, som sammen med mit grønne kobbergarn fra lageret skal blive til pulsvarmere. Senere fik jeg i Nordby på G-uld standen et bundt af deres alpaca, som kan bruges sammen med mit rødlige kobbergarn. Det ligger ved siden af Charlotte Spagner-garnerne.

Mellem den rødlige og den grønne alpaca ligger et bundt auberginefarvet og et bundt lysegrå af noget garn, som Else Schjellerup havde med til forsamlingshuset. Det var vist en nyhed, og hvem der har produceret garnet, ligger hen i det uvisse - hvordan skal jeg nu få det registreret på Ravelry? Men det er i hvert fald en lækker blanding af 90% merino og 10% yak.

I teltet i Nordby fandt jeg svaret på mine strikkepindebønner. På Gepards stand havde de Koshitsu Seeknit pinde i alle mulige længder og tykkelser. Koshitsu er vist nærmest et moderselskab for Ito-pindene, men de laves ikke bare i de japanske størrelser, og jeg fik mine yndlingstykkelser 2.75 og 3.25. Jeg har ikke strikket med dem endnu, men jeg forventer, de er lige så lækre som Ito-pindene.

Søndag var vi lige gennem teltet endnu en gang, for måske var der noget, vi havde overset, og det var der minsandten. Jeg havde i hvert fald ikke kigget ordentligt på standen fra skyebluepinks-design fra Skotland. De havde noget vildt lækkert garn med, men det var ikke just billigt, og jeg sprang over denne gang. Til gengæld var deres træknapper både billige og sjove, og mit lager af knapper blev endnu en gang forøget.

Næsten på vej ud ad teltet opdagede Dorthe endnu en stand, vi havde misset i første omgang. White Nile Cotton sælger bomuld, der ikke bare er økologisk, men også dyrket uden brug af kunstvanding i et bæredygtigt projekt i Uganda. Det er da ekstremt god-samvittighed-bomuld. De to sidste bundter til venstre er White Nile Cotton, som jeg glæder mig til at afprøve.

I det hele taget var det meget glædeligt, at der er kommet meget mere focus på, hvordan vores garn bliver produceret. Også nogle af de store firmaer er ved at komme med på det felt, blandt andet Hjertegarn og Drops. Hurra for det. Øj, hvor skal der strikkes....