Som barn kendte jeg ikke noget videre til te. Det var noget man drak, når man var syg og så Store Bededags aften. Den var af mærket Singalwatte, som blev købt i Brugsen.
Som ung drak jeg masser af te sammen med veninderne. Mange forskellige sorter blev afprøvet, men meget tit var det den røgede Lapsang Souchong, der var på kanden.
Sådan som jeg husker det, var der ikke alle de forskellige frugtteer, krydderiteer o.s.v. på det tidspunkt, men de kom kort tid efter, og de ødelagde næsten mit forhold til te. Altså kvædete - BVADR!!! Det vidste jeg bare ikke, så jeg søbede mængder af jordbær- og kardemommete. Men jeg kom til at synes bedre og bedre om kaffe, og efterhånden gled teen ud.
For en 10 år siden fik jeg imidlertid noget te af min niece. Det var købt hos Fortnum & Mason i London, hed Royal Blend, og ih, hvor den smagte. Altså begyndte jeg igen at drikke te. Meget praktisk, for i mellemtiden var jeg kommet til ikke så godt at kunne tåle kaffe.
Jeg er ikke regelmæssigt i London :-( så da jeg havde brugt op af min Royal Blend, måtte jeg igen prøve mig frem, og jeg har fundet ud af, at min foretrukne te er Assam. Med mælk. Det er dog ikke alle Assam-teer, der er lige gode. Min favorit køber jeg i Flensborg, men jeg er somme tider nødt til at supplere med køb andre steder. Hos Sofies Forældre, hvor jeg har taget billedet af de små glas, hvor man kan lugte til teen, har de en udmærket en af slagsen, og hos min lokale teforretning Mundus har de adskillige forskellige, som jeg ikke har fået afprøvet endnu.
Så der er altså et liv med te, også efter kvædeteen! Og jeg skal snart prøve en Lapsang igen.
9 kommentarer:
Og Kirsten - prøv dig frem! Der er så mange gode theer! He-he ved godt at nutidsstavning er - te! Men synes bare the ser bedre ud:-)Har du smagt hvid the - det er jo noget af det blødeste og dejligste man kan forestille sig- Og så en rigtig god Darjeeling - First flush! Jeg begyndte at drikke the, da jeg holdt op med at ryge, og må indrømme, at det var en stor og ukendt verden jeg bevægede mig ind i. Jeg kendte jo kun posete - og det skal netop staves uden h:-)Der findes altså bare så mange spændende theer, og tilberedt på rette måde er det efter min mening en stor nydelse.Desværre er det ganske få steder, man bli´r præsenteret for "rigtig" the - som oftest er det bare tebreve:-(
Og så glemte jeg at skrive - at netop Sofies forældre er et af de steder i Århus(er der overhovedet andre?)der har et rigtig godt udvalg af the- kan virkelig anbefales:-)
Har du ikke været på Simply Tea på Åboulevarden? Den er bestemt lige så god som Sofies Forældre, både teerne og det man får til - efter min mening er det sidste faktisk adskilligt bedre.
Jeg kan godt lide Darjeeling, men hvid te tror jeg er for mild for mig. Jeg kan jo netop godt lide de kraftige tesorter. Og så gider jeg ikke det med, at det først er 3. - til nød 2. - udtræk, der smager godt.
Hej
Faldt tilfældigt over din blog da jeg prøvede at huske min barndoms te Singalwatte.
Er du klar over at Fornum and Mason sælger deres teer over nettet?
Royal blend koster 7,75 pund og deres Lapsang 3,25.
med venlig hilsen
Poul-Erik Jørgensen
ER DER NOGEN DER VED OM MAN STADIGVÆK KAN FINDE SINGALWATTE NOGENSTEDER...
Jeg vil så gerne smage det!
Jeg har noget, som du kan købe, men det findes ikke mere. Årsagen til jeg har den te er, at jeg er tipoldebarn til ejeren. En spændende historie. Mange hilsner Ole
Selvom det er et gammelt spørgsmål kan det være at nogen kan bruge dette svar.
Mærket Singalwatte er udgået for mange år siden, men Singalwatte betyder Ceylon Have. Theen var en high grown the fra Ceylon - altså en the dyrket på bjergene i Sri Lanka. Så en sådan the vil give et fint billede på smagen af Singalwatte.
Interessant!
Sjovt at få at vide, hvilken slags te Singalwatte faktisk var. Jeg vil prøve at få fingre i en high grown Ceylon.
Send en kommentar