Nye musik-bekendtskaber

Det vil nok ikke være en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg er meget glad for musik - og det synes ikke at blive mindre med årene. Hvert år lærer jeg selvfølgelig noget nyt at kende. I 2009 var der især to bekendtskaber, jeg tager med mig.

Den ene er argentinsk musik. Jeg har i lang tid været meget glad for tango, bl.a. Astor Piazzolla. Men i 2009 fik jeg fingre i to cd'er, der er lidt mere end tango. Måske lidt argentinsk folkemusik blandet med et skvæt jazz og masser af tango. Den ene cd er med Chango Spasiuk og hedder Pynandí, men jeg kan endnu bedre lide Luis Borda Ensembles Chicas de Otros Barrios. Det er SÅ LÆKKER musik!!!

Mit andet nye bekendtskab er Karl Jenkins, som jeg lærte at kende her sidst på året, og ham bliver jeg vist aldrig færdig med. Det er hans kompositionmusik, jeg har hørt, og den er i tæt familie med min elskede Philip Glass, men alligevel helt anderledes. Hans The Armed Man-messe og hans Stabat Mater - WOW!!!

Jeg sætter nogle flere link på senere, nu skal jeg til at fejre nytårsaften.

GODT (MUSIK) NYTÅR til alle bloggens læsere!

Musikalsk genhør

Før cd'ernes tid - i hvert fald før vi gik over til cd'er - hørte jeg en masse LPer med Toshiko Akiyoshi-Lew Tabackin Big Band. Når jeg var alene hjemme, vel at mærke - Dorthe bryder sig ikke om bigband musik.

Japansk-amerikanske Toshiko Akiyoshi var bandleder og pianist og skrev de fleste, om ikke alle, bandets numre. Lew Tabackin spillede sax og fløjte, og så var han også medstifter af bandet og gift med Toshiko.

Jeg har tit i musikforretninger ledt efter cd'er med bandet, men har aldrig fundet mine yndlingsplader, især har jeg ledt efter den, der hedder Sumi-e. Heller ikke bibliotekerne var leveringsdygtige. Da jeg så alligevel var i gang med julegaveindkøb på nettet, ville jeg også kigge efter den. Jeg fandt den godt nok ikke, men jeg fandt et boxsæt med tre cd'er og med flere af numrene fra Sumi-e - bl.a. titelnummeret.

Jeg fandt den på CDconnection, og dem kan jeg godt anbefale. Det var en både hurtig og (som det hedder i det sprog) smooth transaction. Og musikken er bare god, synes jeg, men det er godt nok ikke CDconnections fortjeneste.

Der er selvfølgelig masser af videoer på YouTube med Toshiko Akiyoshi. Denne er med et andet af mine yndlingsnumre, nemlig Long Yellow Road. Det er heldigvis også med på mine cd'er.

For resten har jeg oplevet Toshiko Akiyoshi live. Hun var nemlig i Århus i vist nok 2000, hvor hun spillede sammen med Radioens Big Band, og det var en super koncert. Jeg kan stadig huske, at jeg var helt høj og glad og let om hjertet, da jeg gik derfra.

Ikke kun jul

I vores avis i går stod der noget om, at mange er ved at være trætte af det opskruede julegaveniveau, og at der alligevel næsten ikke er nogen, der kan huske, hvad de har fået den foregående jul.

Jeg er ikke nogen undtagelse, og i det hele taget smelter mine juler sammen for mig. Én skiller sig dog ud, og den husker jeg helt tydeligt. Det var julen 2000.

Da fik Lilit nemlig killinger. Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Billedet blev taget i går, og viser Sarantoya i færd med en af sine foretrukne beskæftigelser: At forhindre mig i at læse avis.

TIL LYKKE med de 9 år, lille tøs, og GLÆDELIG JUL til alle!

Blindsmagning

Der er altid en masse mennesker, der forsøger at bevise, at pris og kvalitet ikke har noget med hinanden at gøre. Det passer nogle gange, men egentlig foretrækker jeg at afprøve selv. For hvad hjælper det, at 62% af de adspurgte mener, at den billige løgsuppe er den bedste, hvis jeg synes, det er den dyre.

Det er nu ikke løgsuppe, vi har afprøvet. Nej, i anledning af julen er det cognac-bønner - eller måske er brandy-bønner mere korrekt.

Vi havde købt en lille pakke i Kvickly, og i Flensborg købte vi dels en stor æske og dels en lillebitte pakke Asbach Uralt-bønner. Jeg ved ikke, om Kvicklys eller bønnerne i den store æske var billigst, men Asbach-bønnerne var i hvert fald meget dyre i forhold til de andre, så vi ville undersøge, om vi overhovedet kunne smage forskel. Ergo foranstaltede vi en blindsmagning.

Resulatet var helt entydigt: Kvicklys er de dårligste. Både chokolade og brandy er meget sød. Bønnerne i den store æske er absolut ok, rimelig god chokolade og brandy. Men Asbach-bønnerne er langt de bedste, både når det gælder chokolade og indhold. Synes vi altså.

P.S. GLÆDELIGT VINTERSOLHVERV

Ikke til at stå for

Jeg var bare heldig, at jeg havde fri i formiddags. Andre dage er det mørkt, når jeg tager hjemmefra, og mørkt når jeg kommer hjem igen. Men heldigvis skulle jeg først møde kl. 11, så jeg nåede både at skrabe sne på vejen og at komme lidt ud med kameraet.

Mit gule tørklæde

Jeg er ikke så gode venner med vinterens tøj-farver, især ikke når det drejer sig om overtøj. Gråt, brunt, beige og især sort, sort, sort. Det er udvalget i min størrelse (=for stor). Ikke opmuntrende for en som mig, der elsker farver.

For nogle år siden havde jeg en cognacfarvet uldfrakke, som jeg elskede. Den blev slidt op, og i foråret blev den smidt ud under gråd og tænders gnidsel - næsten.

Nu har jeg en vinrød jakke, som jeg faktisk også er ret glad for, samt en sort uldjakke. For at live den op syede jeg for nogle år siden forskelligt-farvede knapper i. Siden er det ligefrem blevet moderne med knapper i mange kulører, men det kan trods alt ikke skjule, at jakken er sort.

Så er det godt, at jeg har et tørklæde i en glad, gul farve til at sætte kulør på. Jeg fandt det i Berlin i sommer. Oven i købet i en lækker silkeblanding og til næsten ingen penge. Når jeg så også ifører mig mine pink/gule Eject-sko samt mine gule handsker, så ser det trods alt ikke så slemt ud.

Jeg bliver dog nok nødt til at finde mere vinteregnet tilbehør frem til de kommende dage, hvis meteorologerne får ret i deres vintervejrs-forudsigelser. Den tid, den sorg!

Gåsesteg

Vores decemberferie er ved at være slut - som sædvanlig kunne vi godt have brugt længere tid, men de dage, der var, har været gode.

Vi har hygget os, men har også nået meget. Ud over dagen i Hamborg var vi også en dag i Flensborg, og da fik vi købt en del julegaver. Ellers har vi mest købt på nettet. Det er nemt, og udvalget er der ikke noget i vejen med.

Desuden har vi været til julekoncert, Messias i Musikhuset. Vi kedede os nu lidt; åbenbart gider vi ikke rigtig barokmusik mere.

Vi har også fået haven i vinterstilling. Arbejde vi skulle tvinge os selv til, men måske redder det hortensiaen i krukken, blåskæggen og den nye perovskia.

Og endelig var vi til en bedre julemiddag hos venner i går aftes med gåsesteg (dog ikke gåsen på billedet) og risalamande. Jeg er lidt vild med gæs, levende - og i går også stegt. Jeg kan ikke huske, at jeg før har fået så lækker en gås. Tak for i går, Annette og Niels!!!

I morgen skal jeg tidligt op. Bilens vinduesviskerne nægtede at fungere, da vi skulle hjem i går, og hvor er man dog handicappet uden dem. Forhåbentlig er det rimelig tørt i morgen, så jeg kan komme på værksted - hvis det regner, er det umuligt at køre.

Det begynder at lugte af jul...

...det gjorde det i hvert fald i går i Hamborg, hvor vi var til almindelig shopping og julemarked.

Shoppingen fandt mest sted lidt uden for det absolutte bycentrum. Vi gider ikke mærkevarebutikkerne, og så er det nødvendigt at bevæge sig lidt væk fra midten. Jeg havde researchet på nettet, og vi fandt nogle gode indkøbsgader. Det var sjovt, at julepyntningen var meget beskeden i de områder - vil man jule, så må man altså til marked.

Det er altså også bare hyggeligt, og der duftede overalt af "kartoffelpuffer", brændte mandler (den lugt kan jeg for resten ikke lide), julebagværk og især af glühwein og lignende alkoholiske drikke. Jeg har altid så mange planer om, hvad jeg vil smage, og jeg kan aldrig spise en brøkdel af det. Men glühweinen smagte vi på. Næste gang vil jeg også prøve kartoffelpufferne, der så ud til at være en slags kartoffelklatkager, der blev spist i store mængder med især æblemos som tilbehør.

Det var en vildt afslappende dag, hvor vi bare gjorde det, vi havde lyst til. Der kom da heller ikke nogen julegaver med hjem, men et par nye støvler til hver af os, en ny minibamse til Dorthe, en hue til mig... og te fra en rigtig god teforretning i Melling-arkaden... og lidt juleting fra markedet... og lidt flere juleting.

Godt der stadig er nogle dage tilbage af vores decemberferie til bl.a. gaverne.

Weekend med dans og opera

Så er weekenden desværre næsten gået - for vores vedkommende var det en dejlig travl en af slagsen.


Lørdag var vi til dans næsten hele dagen. VM i standard plus en latinturnering og en ungdomsturnering også i standard. Bortset fra at det hele først startede kl. 12 til trods for, at der stod kl. 10 på billetterne, var det en fint afviklet turnering, som efter vores mening fik de rigtige vindere.

Det øverste billede er til Benedikte, for det er hendes danselærere, Bjørn Bitsch og Ashli Williamson. De klarede sig fint og gik til semifinalen.

En af grundene til, at jeg godt kan lide dans, er musikken, og selv om det ikke var levende musik i går, var den rimeligt god. Jeg er godt klar over, at danserne helst vil have dåsemusik, men egentlig synes jeg, at når det er VM-klassen, så burde de også kunne danse til levende. Men altså, musikken var ok i går.

Det er i hvert ikke for kjolernes skyld, jeg kommer. De er noget voldsomme og overdrevne. Lidt nytænkning - eller nydesign - ville ikke være af vejen

I dag var vi så igen til operabio. Puccinis Turandot i en Zeffirelli-iscenesættelse. Superflot - der var noget at kigge på! Man kan bestemt ikke beskylde Zeffirelli for minimalisme. Og der var også noget at lytte til med Maria Guleghina, Marina Poplavskaya og Marcello Giordani, som vi efterhånden har set en del gange, i de tre største roller. Det har indtil nu været den bedste forestilling i denne sæson, og så kan jeg godt se igennem fingre med, at Caláf er et af de ikke helt få fæhoveder i operalitteraturen.

Den blå time

Jeg havde min anden seniordag sidste fredag, og jeg havde planer om bl.a. at holde blå time: Sætte en god cd på og sætte mig lige så stille med en kop te og nyde musikken. Det blev nu ikke til noget, men jeg tog revanche i dag, hvor jeg havde fri allerede kl. 16 - hvilket jeg ikke plejer at have om onsdagen.

Altså hjem i en fart, sige goddag til kattene og give dem lidt at spise, før jeg lavede te og slog mig ned foran afspilleren til Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen. Skønt! Men så kunne jeg altså heller ikke sidde stille længere. Til Kindertotenliederne, der kom bagefter, var jeg nødt til at foretage mig nogen mere end bare at sidde og lytte. Jeg skal vist træne lidt mere i at vegetere.

For en uges tid siden faldt jeg over en cd med en røst fra fortiden, nemlig Jorma Kaukonen. Ham hørte jeg rigtig meget, da han spillede i Jefferson Airplane og Hot Tuna. Jeg googlede ham og fandt ud af, at Hot Tuna faktisk spiller endnu. Jeg kunne godt holde ud at høre hans egen cd, men det var trods alt kun nødvendigt at høre den én gang. Han kan selvfølgelig stadig spille guitar, men det er noget mere poleret end for 40 år siden. Måske ikke så underligt, manden bliver 70 næste år.

Jeg syntes dog ikke, jeg udseendemæssigt kunne kende den ældre Jorma Kaukonen i den unge, hvilket viste sig at være meget forståeligt. Ham, jeg huskede som Jorma Kaukonen, og som jeg syntes så rigtig lækker ud med pandebånd og runde briller, var slet ikke Jorma, men bassisten Jack Casady. I 1970 vidste jeg altså godt, hvem der var hvem! Jeg fandt en video på YouTube med Hot Tuna incl. Jack Casady med udstyr, og den er slet ikke så ringe endda.

Mildt vejr

Så fik vi alligevel en tiltrængt dag med mildt novembervejr - og heldigvis på en søndag!

Før vi kom ud i vejret, var vi til vores anden operabio, denne gang Verdis Aïda. Det er unægtelig noget af en karnevalsopera, og det så absolut ud til, at både scenograf og kostumier havde moret sig pragtfuldt.

Da jeg så den i Århus for en del år siden i en opførelse med et eller andet østeuropæisk - eller var det tyrkisk? - operakompagni, var selveste Nilen på scenen. Det var den ikke i The Mets udgave, til gengæld var der adskillige levende heste. I ældre tid var det vist elefanter, men det er man da heldigvis holdt op med. På en eller anden måde kan jeg ikke tage Aïda helt alvorligt, men skøn musik, det er det.

Efter operaen gik vi en tur i det dejlige vejr langs stranden. Det var der, jeg fik billedet af refleksionerne i vandet.

På vej derud kom vi forbi en antikbutik med ophørs-

udsalg på Skt. Pauls Plads. Det måtte vi selvfølgelig se, men der var nu ikke noget, jeg absolut måtte eje. Til gengæld var der et dejligt lys på Pauls Kirke, så der kom et par fotos med hjem.

Naturalier

Sidste weekend var det tiden for vores årlige venindekomsammen, som denne gang blev holdt her i Århus.

Vi plejer vist ikke at give værtindegaver. Dels har vi allesammen det, vi behøver, og hvis vi ikke har det, køber vi det, når det ellers er i værtindegavestørrelsen rent økonomisk.

Hvis vi skal have smågaver, foretrækker vi naturalier - og det fik vi denne gang. Elsebeth fra Augustenborg kunne huske, at vi havde rost nogle tunfrikadeller fra en delikatesseforrretning i Sønderborg i høje toner. Vi stiftede bekendtskab med dem, da vi for nogle år siden var i sommerhus i Mommark. Måske hedder forretningen Schmidts Delikatesser, men jeg er ikke sikker.

Minsandten om Elsebeth ikke havde 4 styks med til os. MUMS! De er fortæret nu.

Forresten fik vi også nogle ekstremt lækre tunbiff - eller hed det fiskebiff? - da vi var på ferie i Göteborg. De blev forhandlet hos vores lokale fiskevogn, som holdt på fortovet lige ud for vores opgang - og den holdt der hver eneste dag!

Jeg har forsøgt at lave dem efter, men uden den store succes. Jeg tror, at forretningen måske selv hakker tunen, hvor jeg brugte dåsetun. Men hvis der er nogen, der har en opskrift på nogle gode tunfrikadeller, så vil jeg gerne prøve den.

Forventninger

Endnu en god ting ved vinterhalvåret: Operabio. Der var premiere, hvis man kan kalde det sådan, i dag, og i hvert fald var der en forventningsfuld og meget hyggelig stemning i biografen. De operasøndage er bare noget af det bedste!

Det er jo Allehelgensdag i dag, og biografen var stadig vældig pyntet op efter Allehelgensaften - eller på nudansk: Halloween. Græskar, skeletter, edderkopper og deres spind og andre hyggelige ting i mængder overalt i foyeren.

Premiereoperaen var en af mine yndlinge: Puccinis Tosca. Desværre med Karita Mattila i titelpartiet. Hun synger fremragende, men jeg har det stadig ikke godt med hendes udstråling eller mangel på samme. Det var meget bedre her end i Manon, for i modsætning til Manon kanTosca udmærket være en endog temmelig moden kvinde, men nærbillederne gør altså ikke noget godt for Mattila.

Dorthes niece har set denne udgave af Tosca "i virkeligheden" på The Met og syntes vist, at den var lidt tør - eller måske snarere lidt for meget opera, men jeg var nu meget godt tilfreds med iscenesættelsen. Også med de mandlige hovedroller, især var George Gagnidze ondskaben selv som Scarpia, og Marcelo Álvarez sang guddommeligt som Cavaradossi. Så vi kom fint fra start!

Mit liv med te

Som barn kendte jeg ikke noget videre til te. Det var noget man drak, når man var syg og så Store Bededags aften. Den var af mærket Singalwatte, som blev købt i Brugsen.

Som ung drak jeg masser af te sammen med veninderne. Mange forskellige sorter blev afprøvet, men meget tit var det den røgede Lapsang Souchong, der var på kanden.

Sådan som jeg husker det, var der ikke alle de forskellige frugtteer, krydderiteer o.s.v. på det tidspunkt, men de kom kort tid efter, og de ødelagde næsten mit forhold til te. Altså kvædete - BVADR!!! Det vidste jeg bare ikke, så jeg søbede mængder af jordbær- og kardemommete. Men jeg kom til at synes bedre og bedre om kaffe, og efterhånden gled teen ud.

For en 10 år siden fik jeg imidlertid noget te af min niece. Det var købt hos Fortnum & Mason i London, hed Royal Blend, og ih, hvor den smagte. Altså begyndte jeg igen at drikke te. Meget praktisk, for i mellemtiden var jeg kommet til ikke så godt at kunne tåle kaffe.

Jeg er ikke regelmæssigt i London :-( så da jeg havde brugt op af min Royal Blend, måtte jeg igen prøve mig frem, og jeg har fundet ud af, at min foretrukne te er Assam. Med mælk. Det er dog ikke alle Assam-teer, der er lige gode. Min favorit køber jeg i Flensborg, men jeg er somme tider nødt til at supplere med køb andre steder. Hos Sofies Forældre, hvor jeg har taget billedet af de små glas, hvor man kan lugte til teen, har de en udmærket en af slagsen, og hos min lokale teforretning Mundus har de adskillige forskellige, som jeg ikke har fået afprøvet endnu.

Så der er altså et liv med te, også efter kvædeteen! Og jeg skal snart prøve en Lapsang igen.

Seniordag

Jeg har min første seniordag i dag. Der er altså også fordele ved at blive 60! Nærmere bestemt 2 efter den overenskomst, jeg er under. Nogle af mine kolleger får ikke færre end 5, men jeg er nu glad for mine 2.

Foreløbig har jeg været meget fornuftig, bl.a. gik jeg til posthuset for at afbestille reklamerne. Det er nok i sidste øjeblik inden julens absurde papirfrås.

Jeg havde kameraet med for det tilfælde, at jeg skulle møde et dyr eller noget andet interessant. Det var det nu lidt tyndt med. Jeg så bagdelen af to hunde, der var på vej ind i deres respektive huse efter formiddagsturen, en husskade og et par andre fugle.
Gravkoen blev det nærmeste jeg kom på at fotografere et dyr.

Kulturdag i hovedstaden

Normalt er vi ikke særlig begejstrede for skuespil, men når Richard III kommer på programmet på Det Kongelige og oven i købet får gode anmeldelser, så må vi ud af røret, og vi havde fået billetter til i går.

Vi så Richard III for mange år siden i London med selveste Royal Shakespeare Company, og det var bare fantastisk. Den var også god på Skuespilhuset, kørte dog en anelse i tomgang ind imellem, syntes vi - men Skuespilhuset er flot, og den store sal, som vi var i, er en rigtig god teatersal. Visuelt smuk og faktisk meget intim, selv om den er rimeligt stor.

Til gengæld vil jeg gerne advare mod Skuespilhusets café Ofelia. Vi kom i pæn tid, så vi kunne nå at få en bid et eller andet. Ofelia er både restaurant og café. I restauranten blev der kun serveret en 3-retters menu, og så meget havde vi ikke lyst til, så det måtte blive caféen.

Ifølge menukortet skulle man kunne få en dagens sandwich, men da vi forhørte os om, hvad den var, fik vi at vide, at de kun serverede chips, croissanter og et par forskellige slags kage. Sådan! Croissanter er ikke på VORES menukort, så vi tog både chips og kage plus henholdsvis latte og te - en særpræget aftensmad! Latten smagte ikke af ret meget, teen - hvor jeg havde valgt en sort te - blev serveret uden mælk, som dog kom på forespørgsel, chipsene kom på bordet I POSEN, kagen var uinteressant, og petit four'ene smagte ikke ret godt. Og så var der ikke engang servietter med. Det var simpelthen for usselt, men det kostede en masse penge. Der sætter vi ikke vores ben igen.

Dagens bedste oplevelse blev helt uventet en udstilling med Ansel Adams fotografier på Gammel Holtegård. Vi er meget glade for fotos, men Adams var mest landskabsfotograf, og det plejer ikke at være vores yndlingsdisciplin, men de her billeder er bare helt ekstraordinært fantastiske. De er ikke "bare" landskabsbilleder, de er meget mere. Udstillingen fortsætter til 25. oktober - se den, hvis du bare er det mindste interesseret i fotokunst!

Spydkastere

Nu er jeg langt om længe færdig med mine billeder fra atletik-VM. D.v.s. jeg har fået sendt alt, hvad der er værd at sende til min Flickr-konto.

Det er såmænd ikke, fordi billederne er så fantastiske. Det er altså svært at tage gode sportsbilleder!

Nå, men jeg fik da taget af en del af vores favoritter, bl.a. af en del af spydkasterne. Dog desværre ikke af gutten her t.v. Det er russiske Sergey Makarov, og han var ganske vist med, men kvalificerede sig lige præcis ikke til finalen, hvilket vi var meget utilfredse med. For han er da flot!!! Jeg må jo indrømme, at det er svært at lade være med også at kigge på de flotte mænd, når vi ser på atletik, og spydkasterne er ikke de ringeste.

Billedet er hugget fra en tjekkisk atletikside.

En trendy tepotte

For 10-15 år siden stod vi uden tepotte, fordi jeg havde smadret låget til den gamle. Jeg kunne ikke lide tepotten, der er en af dem, der har en grim lyd, når man kommer til at røre ved den med en teske eller noget andet metal, men det var nu ikke med vilje, jeg smadrede låget.

Vi ledte efter en ny, men fandt i flere år ikke noget, der passede os. Nogle var for små, nogle havde ligesom den anden en for ru overflade, men de allerfleste havde den skavank, at låget faldt af, når man hældte af dem. Det var jo ligesom ikke det, vi var ude efter...

På det tidspunkt var vi bidt af antik- og loppemarkeder, og en dag kom vi tilfældigt forbi et i Hvide Sande. Udelukkende LOPPE-
marked, men vi gjorde herlige fund udi tepotter. Først fandt jeg minsandten én magen til den gamle, og den købte vi fluks - også selv om det egentlig kun var låget, vi var interesserede i.

Bagefter fandt vi den tepotte, vi nu bruger. Stor, gul og glaseret!
I bunden er den stemplet med DDR, hvilket vi syntes var vældig morsomt. Så vidt jeg husker, kostede den den formidable sum af 25,- kr.

Jeg ved ikke, om Ossi-ting dengang var højeste mode i Berlin, men det er de minsamdten nu, så vores tepotte må vel også være hot. Det bliver den i hvert fald, når vi laver te i den. Så er den næsten ikke til at holde på, så helt perfekt er den ikke - men næsten!

Kål er sundt!

...og for nogle af kåltypernes vedkommende også billigt.

Jeg kan godt finde ud af at spise blomkål og rosenkål og til dels også broccoli, men hvidkål har jeg det altså lidt svært med.

Og dog! En af mine yndlingsretter er nemlig med hvidkål, og den kan jeg spise så tit, det skal være. Eller i hvert fald så tit en af os gider lave den.

Det er KARRYKÅL, og det er en meget simpel ret, der er meget simpel at lave.

Opskriften er til 4 personer:
1 hvidkål (ca. 1,2 kg)
2-3 tsk karry
2 tsk olie
400 g magert hakket oksekød
4 gulerødder (400 g)
salt, peber

Kålen skæres i strimler. Karryen svitses i olie i en stor gryde. Kødet tilsættes og steges ved jævn varme til det smuldrer. Kødet tages op.
Kålen kommes i gryden med 2 dl vand og koges under låg til den er næsten mør - ca. 15 min. Imens rives gulerødderne groft. De tilsættes sammen med kødet, og det hele varmes godt igennem og smages til med salt og peber. Spises med rugbrød og sennep.

Jeg synes, der sagtens kan være mindre kød i forhold til kål, men det er sikkert en smagssag.

Hemmeligheden tror jeg ligger i kvaliteten af karryen. Jeg er ikke feinschmecker m.h.t. karry, jeg kan lide de fleste typer, men "boller-i-karry"-karry, som min mor brugte den, er det altså ikke.

Dyrebørn

I går var vi igen i Skandinavisk Dyrepark, især for endnu en gang at se de tre bjørneunger. De var vokset rigtig meget, siden vi sidst så på dem, og ligner nu meget mere de voksne bjørne, bare i lilleputudgave.

De to første gange, vi så bjørneungerne, var der én, der skilte sig ud. Han (vi er sikker på, det var én af hannerne) var meget af tiden tæt på mor Brynja, hvorimod de to andre hele tiden sloges og legede med hinanden. Dog så vi ham også en enkelt gang sidde og kigge på en blomst, så vi kaldte ham Ferdinand - kendere af den klassiske børnelitteratur vil vide hvorfor. Denne gang var der ingen af ungerne, der var specielt morsyge, og vi kunne ikke mere se, hvem der var vores Ferdinand.

Vi skulle selvfølgelig også hilse på den elgkalv, der blev født første gang, vi var i parken i år. Han er blevet en køn, langlemmet fyr, selvfølgelig stadig meget, meget mindre end de voksne. Han kom hen til hegnet, hvor vi stod, og det lykkedes mig at røre ved hans bløde mule.

Det mindste dyrebarn var en lille vildsvineunge:

Den er 2 uger gammel, og er den ikke sød? Som man kan se på billedet er hele den lille grisling ikke meget større end det voksne vildsvins tryne.

En bloddryppende affære

Netop nu er jeg ved (bl.a.) at læse Det stockholmske blodbad af Lars Ericson Wolke, der er svensk professor i historie.

Da jeg var barn, havde vi til min store fornøjelse danmarkshistorie i skolen, og "historierne" om Kristian II var noget af det bedste - ikke mindst var det stockholmske blodbad både gyseligt og uforståeligt.

Jeg synes stadig, det er en mærkværdig og på sin vis fascinerende begivenhed. Hvad var det, der udløste blodbadet? Almindelig magtbrynde? Eller en naiv tro på, at hvis tilstrækkeligt mange modstandere blev aflivet, så ville modstanden forsvinde? Hævn? Eller noget helt andet?

Jeg er ikke kommet så langt i bogen, at jeg har fået forfatterens
bud på netop det, men jeg er kommet så langt, at jeg bliver voldsomt irriteret af, at den er skrevet i et så dårligt sprog. Sproget er sobert og nøgternt, og det er fint i en fagbog, men der er næsten udelukkende brugt hovedsætninger, og ca. hver tredje begynder med enten "og" eller "men". Det giver et meget kedeligt sprog, og på trods af at jeg synes, bogen er vældig interessant, kan jeg næsten ikke abstrahere fra det.

Jeg har en mistanke om, at oversætteren ikke er helt uskyldig, og det er lige ved, jeg har lyst til at læse bogen på svensk i stedet. Billedet er i hvert fald hentet fra den svenske udgave - meget flottere end den danske forside efter min mening.

En slags fødselsdag

I dag er det præcis en måned siden, vi nærmest indlogerede os på Berlins smukke Olympiastadion. 14 gange i løbet af 9 dage hjalp billetten mig gennem tælleapparatet - og Berlin og atletik VM fylder stadig utrolig meget i bevidstheden.

Vi var så heldige med meget. Vores lejlighed lå tæt på Bellevue S-togs stationen. 2-3 stop til den ene side, og vi var i charmerende Mitte. Og til den anden side kom vi direkte til Olympiastadion - sådan! Det vidste vi ikke, da vi lejede lejligheden, og selv om det er smadderlet at komme rundt i Berlin, så var det da et ekstra plus - tak for tippet, Anne Marie!

Vejret var med os. Kun en enkelt dag kom der en byge på stadion, og den holdt hurtigt op igen, så konkurrencerne kunne fortsætte. Ellers skinnede solen fra en stort se skyfri himmel.

Vi var også heldige med vores pladser, men det var mere held end forstand, for faktisk kom vi for sent ud af starthullerne. Da vi bestilte vores billetter 13 måneder før det hele gik i gang, havde forsalget allerede været i gang i 2 måneder, og der var solgt mange billetter, så vi måtte nøjes med, hvad der var til overs. Og så viste det sig, at vi ikke kunne have siddet bedre.

På så stort et stadion som Olympiastation kan man ikke se alt uden brug af kikkert, men vi havde selvfølgelig udvalgt pladserne efter, hvor vores favorit-discipliner skulle foregå, så vi sad i første parket til spydkast og stangspring. Vi kunne også se opløbet i løbedisciplinerne, og det meste af syv- og tikamp foregik i vores ende. Desuden var vores pladser næsten hele tiden i skygge - et stort plus i det fine vejr - og under tag. Hvor heldig kan man være?

Det blev én lang fest med en fantastisk stemning og en masse spændende konkurrencer, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre ferie. Om to år er Korea vært, og der tager vi altså ikke til, men hvor mon det skal foregå om fire år?

Havenyt

Jeg var i planteskole i lørdags. Primært for at få nogle nye potteplanter til erstatning for dem, der er blevet for blege i sommerens sol. Det er svært at finde noget til en sydvestvendt vindueskarm!

Jeg kunne nu ikke dy mig for at kigge på udendørs-planterne, og jeg kom til at købe en Perovskia. Jeg har set på den før, men har troet, at det var den samme som blåskæg, men denne gang (nu hvor vi selv har en blåskæg i haven) kunne jeg godt se forskel, selv om begge har grågrønt løv og lavendelblålige blomster på lange stilke. Begge dufter også, når man strejfer dem. Perovskiaens fulde navn er Perovskia atriplicifolia "Little Spire", og så kaldes den i øvrigt også russisk salvie.

Ikke nok med det, en havehortensia fandt også vej til indkøbsvognen. Vores nabo kan få dem til at overvintre i krukker, så det vil jeg også prøve.

I forvejen har vi en hortensia "Endless Summer" i et surbundsbed i et hjørne af haven.

Det er bare ikke surt nok, for i år var blomsterne med lyserødlilla end blå. Nu har den fået en omgang "Farv mig blå", så jeg håber, det hjælper på kuløren.

Efterårets glæder - og ikke-glæder

Selv om sommeren igen i år var for kort, så er der nu også gode ting ved efteråret.

Bl.a. starter musiksæsonen igen for alvor, og vi var til den første symfonikoncert i går. Programmet bestod af Beethovens Leonore-ouverture, Prokofievs 1. violinkoncert og Carl Nielsens Symfoni nr. 2 med navnet De fire temperamenter.

Carl Nielsen var som altid god, og vi synes også, at Århus Symfoniorkester har rigtig godt fat i Carl Nielsens tone. Beethoven var lettere kedsommelig - jeg greb mig selv i at sidde og undersøge, hvor mange af orkestrets kvindelige medlemmer, der var iført stiletter (jeg konstaterede ingen mænd med stiletter :-)

Det bedste var helt afgjort Prokofiev. Solisten var en ung brite af russisk afstamning, Alexander Sitkovetsky. Af udseende mindende han mig om en nøkke, bare iført briller og tøj, og straks fra første tone var man klar over, at det her ville blive noget særligt, hans tone er usædvanlig smuk og varm, og hans virtuositet kom meget fint frem i Prokofievs spændende musik. Det var bare godt!

Det skulle egentlig have været norske Vilde Frang, der skulle være solist. Jeg har hørt meget godt om hende og havde glædet mig til at høre hende, men jeg var meget begejstret for substitutten, og Frang må vi så have til gode til en anden gang.

Men hvorfor skal det absolut blive efterårsvejr, bare fordi kalenderen siger, at det er efterår???

Den sidste sommerdag?

Mon det blev den sidste dag i år, hvor vi kunne spise morgenmad i haven?

Det er altid lidt vemodigt, når sommeren er forbi, synes jeg. Efteråret er ikke min yndlingsårstid, og den eneste grund er vist, at der er så lang tid til sommeren er tilbage.

Den vemodige stemning forstærkes af, at vi begyndte på arbejde igen i går. Som altid synes vi, at ferien skulle have varet meget længere. Der var over 140 mails i min postbox- ALLE SAMMEN KEDELIGE!!! - suk...

Haven er heller ikke, hvad den har været, men den syriske rose er stadig dejlig.

Da vi tog til Berlin, var den lige begyndt at blomstre, og vi var bange for, at den ville være færdig, når vi kom hjem, men der er stadig masser af blomster.

Jeg benyttede den lune dag til at klippe nogle af de afblomstrede lavendelstængler af. Det var et yderst velduftende arbejde!
Jeg lader nogle af stænglerne stå et stykke tid endnu netop for duftens skyld.

Jeg elsker lavendler, og de får adskillige friheder i haven, selv om de har et helt bed for sig selv. Men hvis de fik lov, ville de gro overalt mellem fliserne, og der sætter vi grænsen, så nu har jeg forsøgt at begrænse deres virkelyst. På billedet kan man - hvis man ser godt efter - se en masse frø, der er parat til at finde en smule jord at spire i - vi skal ud med kosten også.

Der Ampelmann

De mest særprægede souvenirbutikker i Berlin er nok Ampelmann-butikkerne.

Ampelmændene (eller -menneskene) er de grønne og røde lyssignal-symboler ved fodgangerovergangene, vel at mærke i de glade, østtyske udgaver. De er designet til at gøre folk i godt humør, og jeg tror næsten, det virker.

Da alt skulle ensrettes efter murens fald, skulle det "selvfølgelig" være efter den vesttyske standard, men østtyskerne ville ikke af med deres muntre små Ampelmänn, og lige præcis på dette område vandt den østtyske standard.


De små glade mænd er blevet en slags maskotter i Berlin, og de ses overalt. Også som grafitti og på stadion, hvor den røde kom på lystavlen ved tyvstart. Og her var der i hvert fald udbredte smil, første gang man så dem.

I Ampelmann-forrretningerne kan man kun købe ting med Ampelmann, men det er så til gengæld i alle mulige og umulige udgaver. Vi købte et par små udstikskageforme, og de gæster, vi skal have besøg af i aften, vil få serveret grønne og røde Ampelmänn til aftenkaffen.

For resten er Ampelmannen truet igen, denne gang fra EUs side. Tænk hvad vores dyrt betalte EU-embedsmænd bruger deres tid på!!! Som om man ikke skulle kunne regne ud, hvornår man må gå eller ej, ligegyldigt hvordan symbolet ellers ser ud. Man kan selvfølgelig håbe på, at det bliver de små, glade mænd, der skal indføres i hele området :-)

Knapper

Den sidste søndag i Berlin passede det så fint med programmet på stadion, at vi kunne nå at komme på marked først.

Vores lokale marked fandt sted på Strasse des 17. Juni lige ved Tiergarten S-togs stationen. I den ene ende af markedet er det antik- og loppemarked, i den anden marked for kunst og kunsthåndværkere. De har også en hjemmeside.

Vi nåede begge ender. Der var faktisk antikviteter, men også en del nye ting og skrammel i antikenden, mens kvaliteten i kunsthåndværkerafdelingen var ret høj. Kunst var der ikke så meget af.

Jeg fandt lidt nye (gamle!) knapper - jeg har en svaghed for sjove knapper, selv om jeg sjældent bruger dem til noget. De to sorthvide blomster og den mørkegrønne/hvide er af plastic, de små blå er glas. Alle disse blev købt på antikmarkedet, de søde blå i en stand, hvor de kun handlede med knapper.

Den store rødlilla, der også er af glas, havde jeg købt nogle dage før i en butik, der hedder Pearls Planet. Den handler kun med tjekkisk glas, primært glasperler og Swarovski-krystaller.

Da vi var næsten hjemme fra markedet, var vi blevet så erfarne berlinere, at vi kunne vise nogle andre vej dertil. Ikke så dårligt?

14 dage i Berlin

Lige noget for storbymennesker som os - hele 14 dage i Berlin! De 9 af dem blev godt nok tilbragt på Olympia Stadion, hvor VM i atletik blev afviklet. Vi har set frem til det i flere år, billetterne blev købt for over 1 år siden - og det levede helt op til forventningerne. Gode konkurrencer, fantastisk stemning!

Overalt i byen var der bannere og andet, der viste, at den lige nu var VM-by. Her er det ved Siegessaule (med Guld-Else på toppen). Vi boede ikke så langt derfra og gik en tur derhen den første aften.

Der blev heldigvis også tid til at opleve byen, som jeg kun har besøgt én gang før, i 1984 - altså for 25 år siden og før murens fald. Den gang virkede det helt utopisk, at der ikke skulle blive ved med at være to Tysklande, men jeg havde jo heller aldrig kendt andet. Bare 5 år senere blev alt forandret.

Ingen tvivl om, at Berlin er blevet en skøn by. Meget afslappet og på sin vis utrendy, synes jeg. Der er ingen grund til at forstille sig i Berlin, for alt accepteres.

Jeg er vild med storbyer af flere grunde. En af dem er den kollektive trafik, hvor man bare kan gå til stationen, for så kommer der da et tog. Det er ikke nødvendigt at tilpasse alt efter køreplaner. Berlin vil virkelig den kollektive transport, og byen er ikke specielt præget af biler - i modsætning til Vestberlin i 1984.

En anden ting, jeg elsker, er de mange caféer og spisesteder. De er overalt, også lige der, hvor man selv er, så man kan bare dumpe ned, når man har fået flade konvolutter. Og de har allesammen friskpresset appelsinjuice!

Fem dage + nogle halve, når der var pause i konkurrencerne, er selvfølgelig for lidt til at opleve "det hele". Vi bliver nødt til at vende tilbage, og denne gang skal der ikke gå 25 år.

Det er godt, at der er endnu nogle dage, til vi skal på arbejde igen, for en afslapningsferie kan man ikke just kalde det. Bl.a. blev der kun tid til den allermest nødvendige internet-surf - d.v.s at finde ud af, om de steder, vi havde tænkt os at besøge, nu også havde åbent, for der bygges stadig meget om i Berlin - så der er lidt, der skal indhentes på nettet.

Ønskeseddel

En perfekt ønskeseddel for en 60-årig - senneppen er ikke det mindst vigtige! Jeg fandt selvfølgelig kortet i Malmø. Det er tegnet af Lovisa Witt.

Madkultur

Hvordan kan det være, at madkulturen i Danmark ligger på så lavt niveau? Man skal bare passere grænsen til enten Tyskland eller Sverige, så finder man en helt anderledes høj kvalitet.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det til dels er, fordi danskerne ikke vil betale for det, men hvorfor er det så dyrt at få kvalitet? Har det noget at gøre med den høje danske madmoms? For faktisk er det jo ikke dyrt at købe kvalitet i Sverige og Tyskland, og egentlig er jeg i tvivl om, om man overhovedet kan købe så lav kvalitet som i Danmark. Jo, MacDonalds findes selvfølgelig begge steder...

I Malmø i onsdags brugte vi ikke megen tid på at spise. Når vi kun er af sted en enkelt dag, er der grænser for, hvor megen tid vi vil bruge på at proppe noget i hovedet. Til gengæld er vi altid tilbage ved banegården i god tid, ingen af os kan fordrage at ræse for at nå det tog, vi har billet til.

Altså var der tid til en kop kaffe på caféen på banegården. Mens den blev lavet, fik vi øje på sandwicherne i køledisken - bl.a. én med rejer. Eller på svensk räkmacka = rejerugbrødsmad. Jeg elsker rejer, men gider ikke sætte tænderne i hverken optøede eller dem, der har ligget i en lage. De her så ud som om de var både friskkogte og friskpillede. Det kan de måske nok ikke være, men det gør det næsten endnu mere tankevækkende.

To mackor blev indkøbt til fortæring i toget - og sikken et luksusmåltid. Rejerne var perfekte, men det var resten af sandwichen også. Bollen var grov, overhovedet ikke tør og med både substans og smag. Der var lidt frisk salat og lidt æg, lidt dejlig kvarkagtig dressing - ikke noget med mængder af thousand island dressing (en af mine yndlingsaversioner) og så ellers bare rejer, rejer, rejer.

Jeg mener bare: Det blev købt på en café på banegården! Den hedder Espresso House, er del af en kæde, og der findes Espresso Houses i hele Sverige. I Malmø er der ikke færre end 15. De er hermed varmt anbefalet. Og prøv lige at se deres hjemmeside. Der er udførlig nærings- og allergiinformation om alle produkter - vores rejemadder indeholdt fx. 533 kcal. Jeg er behørigt imponeret.

Ekstra gaver

Jeg er ikke spor utilfreds med mine fødselsdagsgaver, men alligevel blev det til en ekstra lille gave til mig selv i går.

Øreringe kan jeg ikke få for mange af, og de her i titanium (eller er det sølv?) og selvlysende-grøn plexiglas kunne jeg ikke står for. De er ret cool, synes jeg.

De er lavet af Alexander Andersson, der kalder sin kollektion "Bonnie & Clyde".

Ud over de mange løver er Malmø også gæssenes by. Jeg har en svaghed for gæs, og Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige er en af mine yndlingsbøger.

Vi så også nogle af gæssene, selv om vi ikke var i den park, hvor der er rigtig mange. Jeg har en lille samling af gæs, og Dorthe købte denne lille fine gås - knap 4 cm høj - til mig. Den forestiller bestemt Nils Holgerssons tamgås.

På løvejagt

Jeg blev 60 år i går! Egentlig har jeg ikke lyst til at være så gammel, men jeg må jo finde mig i det.

Dorthe og jeg havde taget dagen fri og brugte den på en lille udflugt til Malmø. Hjemmefra kl. 6, hjemme igen kl 23.30 - kattene var lidt utilfredse, da vi kom hjem.

Vi havde lagt et program for, hvad vi ville foretage os, og vi fulgte da også programmet i starten, hvor vi besøgte Kogge-museet. Vi har en gammel passion for både middelalder og skibe, så det var lige noget for os. Jeg har også en nyere passion for Turning Torso, der ses gennem tovværket på den ene kogge. Det er spændende arkitektur! Faktisk er der nogle få ledige lejligheder, men vi har desværre ikke vundet den store gevinst i lotto for nylig :-(

Da vi forlod Kogge-museet, skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi kom forbi bådene, der sejler turistfart i Malmø kanaler. De var godt nok ikke på programmet, men næste båd skulle sejle 5 minutter efter, vi fik de to sidste pladser - og så improviserede vi i øvrigt resten af dagen i det pragtfulde vejr.

På en eller anden måde udviklede det sig til en fotojagt på Malmøs løver. Den ældste, jeg fik skudt, ses her, resten kommer efterhånden på Flickr. Den gamle løve fandt vi på Lauritz Hattemagers hus fra 1532. Mon ikke løven har samme alder? Der kan jeg - der jo altså også er en løve - godt nok ikke være med aldersmæssigt.

Jeg har også fri i dag og kan i øvrigt ikke mærke nogen forskel fra i forgårs, hvor jeg kun var 59. Jeg kan heller ikke mærke, at jeg var i gang hele dagen i går. Måske er det alligevel ikke så slemt at blive 60...

Farven BLÅ

Billederne her tog jeg sidste lørdag i morgenens gråvejr. Øverst er det høstfloksen, der hedder "Paradise Blue".

Sammen med lavendlerne og heliotropen kan den fylde hele haven med duft - især om aftenen. Floksen er en barndomsduft for mig, og jeg elsker bare den duft.

På det andet billede er det vores blå pragt-arve. Jeg synes ikke, den svarer til navnet, for i virkeligheden er det en ret beskeden plante - men farven!!! Den er bare SÅ BLÅ!

Lige nu er det den mest blå blomst i hele haven.

Jeg har læst, at den i modsætning til floksen ikke dufter ret godt, men det har jeg faktisk ikke selv lagt mærke til, og næste år skal vi have flere blå arver.

Regnvejslørdag

Hvis jeg havde kunnet vælge selv, ville jeg måske være blevet indendørs hele dagen - lige bortset fra i morges, hvor vi nåede at spise morgenmad i haven, inden regnen begyndte. I parantes bemærket så haven rigtig dejlig ud i gråvejret, som tydeligvis klæder alle de blå og lilla farver.

Vi SKULLE imidlertid til byen for at foretage diverse indkøb, og på trods af - eller måske næsten på grund af - den silende regn blev der en rigtig dejlig shoppingtur. Der var selvfølgelig ikke helt så mange mennesker i byen som sædvanligt på en lørdag, men gaderne var langt fra folketomme, og de fleste tog regnen med glimrende humør, næsten ligesom når der er snestorm.

Det minder lidt om briterne, der har den indstilling, at vejret kan man ikke gøre noget ved, så vi opfører os fuldstændig normalt. Vi har været i London i december flere gange, og selv i snevejr tripper kvinderne rundt i stiletter, for det er jo deres normale fodtøj!

I dag i Århus var sandaler og paraply et meget normalt udstyr!