Den blå time

Jeg havde min anden seniordag sidste fredag, og jeg havde planer om bl.a. at holde blå time: Sætte en god cd på og sætte mig lige så stille med en kop te og nyde musikken. Det blev nu ikke til noget, men jeg tog revanche i dag, hvor jeg havde fri allerede kl. 16 - hvilket jeg ikke plejer at have om onsdagen.

Altså hjem i en fart, sige goddag til kattene og give dem lidt at spise, før jeg lavede te og slog mig ned foran afspilleren til Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen. Skønt! Men så kunne jeg altså heller ikke sidde stille længere. Til Kindertotenliederne, der kom bagefter, var jeg nødt til at foretage mig nogen mere end bare at sidde og lytte. Jeg skal vist træne lidt mere i at vegetere.

For en uges tid siden faldt jeg over en cd med en røst fra fortiden, nemlig Jorma Kaukonen. Ham hørte jeg rigtig meget, da han spillede i Jefferson Airplane og Hot Tuna. Jeg googlede ham og fandt ud af, at Hot Tuna faktisk spiller endnu. Jeg kunne godt holde ud at høre hans egen cd, men det var trods alt kun nødvendigt at høre den én gang. Han kan selvfølgelig stadig spille guitar, men det er noget mere poleret end for 40 år siden. Måske ikke så underligt, manden bliver 70 næste år.

Jeg syntes dog ikke, jeg udseendemæssigt kunne kende den ældre Jorma Kaukonen i den unge, hvilket viste sig at være meget forståeligt. Ham, jeg huskede som Jorma Kaukonen, og som jeg syntes så rigtig lækker ud med pandebånd og runde briller, var slet ikke Jorma, men bassisten Jack Casady. I 1970 vidste jeg altså godt, hvem der var hvem! Jeg fandt en video på YouTube med Hot Tuna incl. Jack Casady med udstyr, og den er slet ikke så ringe endda.