Ikke kun jul

I vores avis i går stod der noget om, at mange er ved at være trætte af det opskruede julegaveniveau, og at der alligevel næsten ikke er nogen, der kan huske, hvad de har fået den foregående jul.

Jeg er ikke nogen undtagelse, og i det hele taget smelter mine juler sammen for mig. Én skiller sig dog ud, og den husker jeg helt tydeligt. Det var julen 2000.

Da fik Lilit nemlig killinger. Det var en både langvarig og dramatisk fødsel, hvor vi også var på besøg hos vagtdyrlægen, men vi slap for kejsersnit.

Den sidstfødte killing blev leveret som den fineste julegave kl. 18.35, smuttet som en mandel og i en helt ubeskadiget fosterhinde. Det er både den første og den sidste killing født hos os, hvor fosterhinden ikke gik i stykker under fødslen.

Vi havde ikke kunnet koncentrere os om at lave julemiddag i løbet af dagen, men da vi var sikre på, at der ikke var flere killinger, satte Dorthe risengrød i høkassen, og ved 22-tiden kunne vi nyde vores grød sammen med synet af de suttende killinger. Det var den julemiddag, og den er da værd at mindes!

Killingen var jo altså Sarantoya, som fik lov til at blive boende. Helt ærligt var vi bange for, at der ikke var andre, der kunne holde af den larmende og energiske og stædige lille kat, der havde alt for travlt til at kæle. Vi kan stadig en gang imellem synes, at nu er hun altså for meget, men så husker vi på, hvor sjov hun også er. Med alderen har hun sandelig også lært at sætte pris på en kæletur.

Billedet blev taget i går, og viser Sarantoya i færd med en af sine foretrukne beskæftigelser: At forhindre mig i at læse avis.

TIL LYKKE med de 9 år, lille tøs, og GLÆDELIG JUL til alle!