Mod nord

Så kom vi så langt mod nord, som man kan komme her i landet, altså til Skagen. Vi var der kun et par dage, men det var faktisk nok. Ganske vist er der liv i Skagen, men mest på spise- og drikkeoområdet, mens der ikke sker så meget på kulturfronten mere.

Nyt for os var dog det store Center for Trækfugle i Det Grå Fyr.

Det er godt lavet, der er noget for både børn og voksne. Når man køber billet, bliver man ringmærket som en bestemt fugl. Jeg valgte sandløberen, så nu har jeg et særligt forhold til den fugl. Og så er der ellers mulighed for at få en masse at vide om fugletrækket ved Skagens Odde.

Jeg var også oppe i tårnet. Der er 208 trin. Egentlig ikke så voldsomt, men jeg blev alligevel godt forpustet.

Undervejs får man at vide, hvor mange trin der mangler, og på nogle af trinene er der ekstra oplysninger. For eksempel når man mangler 99 trin, at så højt synger en gærdesmutte. Jeg går ud fra, at det er i decibel. Vi har mindst én gærdesmutte i vores have, og den er ganske rigtigt vældig højrystet, men den har også en smuk stemme!

Udsigten fra toppen er selvfølgelig fantastisk. Jeg tog blandt andet det helt klassiske billede ud mod Grenen:

Ellers hang vi ud på havnen, Dorthe medbringende sin projektpose med den meget passende tekst "Knitting on the Dock of the Bay", og vi fik spist noget god fisk. Blandt andet i Pakhuset, hvor niveauet heldigvis var blevet hævet, siden vi sidst var der.

Det er i Pakhuset, de har alle gallionsfigurerne. Da vi havde kigget færdig på dem, havde klokken passeret 21, og så så der sådan ud i havnen:

Jeg kan godt lide Skagens havn, fordi der både er meget store skibe og de traditionelle lyseblå fiskekuttere. Der er også en masse lystyachter, men de interesserer mig ikke.

Minsandten om vi ikke også nåede at få solnedgangen ved solnedgangskiosken i Gammel Skagen med. Pladsen er ved at blive moderniseret, hvad det så ellers skal gøre godt for, så der var en masse rod, men solnedgangen var flot alligevel, og jeg kunne få et lidt usædvanligt solnedgangsbillede.