I Operaen

Det her er ikke en Aperol Spritz, selv om det ligner. Det er en Opera Spritz!

Jeg kan nemlig afkrydse endnu et felt på listen over ting, jeg endnu ikke har prøvet: Et besøg i Operaen i København.

Egentlig havde jeg ikke noget større ønske om at opleve en opera der. Billetterne er rædsomt dyre, synes jeg, og det er besværligt at se opera i København. Skal man købe billetter månedsvis i forvejen? Og er det nødvendigt med en overnatning også?

Men da vi læste de gode anmeldelser af John Adams' Nixon in China, fik vi alligevel lyst til at prøve at få billetter. Vi er generelt meget glade for John Adams' musik og har set Nixon i operabio, så vi vidste, hvad vi ville gå glip af.

Der var ikke mange opførelser, men det kunne godt lade sig gøre at få billetter. Det havde nok været vanskeligere, hvis det havde drejet sig om et af de store operahits. Ydermere var der om søndagen en eftermiddagsforestilling, så vi kunne komme frem og tilbage samme dag.

Det var en god opførelse, på det punkt var vi helt enige med anmeldelserne. Allermest begejstrede var vi for Sofie Elkjær Jensen, der sang fru Mao, men alle sangerne var gode, og det var en spændende iscenesættelsen.

Operaen er jo ikke særlig smuk set udefra, i hvert fald ikke efter min mening, men inde er den mere interessant. Vi tog en tur fra top til bund.

Allerøverst ligger restauranten, hvor man kan gå ud på en svalegang med en dejlig udsigt til alle sider.

På de øvrige etager er der gode foyerområder. Den rødbrune kugle er selve salen, og på billedet kan man også se Olafur Eliassons korresponderende lamper. Flotte!

Selve operarummet var vi ikke så imponerede over. Jo, det så meget nydeligt ud, men vi sad på 8. række, og der var en del hoveder i vejen for et fuldt udsyn. Gulvet er simpelthen for fladt. Det problem troede jeg ærlig talt var løst, da operaen blev bygget i begyndelsen af 2000tallet. Ikke overraskende er de bedste pladser sikkert på 1. balkon, men de var vist solgt, da vi købte vores billetter. Akustikken var i orden, men ikke så god som i vores egen symfoniske sal.

Vi var også utilfredse med publikum. Det var ærlig talt temmelig ukultiveret. Vi er vant til, at man holder op med at snakke, når musikken starter, men til denne forestilling varede det et godt stykke tid, inden folk havde fået snakket færdig. Vi var måske ekstra hårdt ramt, for foran os sad et par nok omkring 40-50 år gamle, som var udpræget mere optaget af sig selv end af det, der foregik på scenen. Der blev fra hendes side rystet hår i hele forstillingens længde, og de blev ved med at udveksle bemærkninger - yderst irriterende!

Alt i alt blev det dog en dejlig dag i København og i operaen. Opera Spritzen - Campari og bobler - var også god!