Teksturer

Vi har været på udflugt til Tirpitz. Jeg har været der før, men det var inden, det nye museum blev bygget. Jeg må indrømme, jeg var behørigt imponeret. Det er Bjarke Ingels Group, der har tegnet museet, og deres løsning med et museum, der nærmest er skjult i klitterne og alligevel ikke, nærmer sig det geniale.

Jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at tage billeder, der ville yde arkitekturen retfærdighed, og jeg forsøgte mig ikke, men jeg tog nogle detaljebilleder.

Gulvet i en af udstillingerne

I den udstilling, der hedder "En hær af beton" var der også billeder i betonen.

Det her er fra en af væggene i Tirpitz-bunkeren.
Jeg synes, det er spændende at kigge på strukturer og farver i betonen.
Jeg er ikke sikker på, om billedet vender rigtigt.

Der er både faste udstillinger og særudstillinger. Særudstillingen denne gang var om oprydning efter miner - yderst interessant! Men det var de faste udstillinger, Den skjulte vestkyst, En hær af beton og Havets guld (om rav) også.

Alle gæster på museet bliver udstyret med en lille tingest, hvor man kan høre om udstillingernes elementer. Superlet at betjene sig af og man får alle de oplysninger, som man ellers har været nødt til at læse sig til. Sikkert også flere, for det er jo meget lettere at lytte end at læse.

Der er en enkelt ulempe, og den er ikke så alvorlig. Hvor man i en traditionel udstilling plejer at snakke om udstillingen med dem, man følges med, så bliver man i Tirpitz meget grebet af lytningen, og hvis der er noget, man egentlig gerne vil have vendt, så er de andre optaget af at lytte. Sådan var det i hvert fald denne gang, en anden gang vil jeg nok være mere opmærksom på også at få snakket.

Vi var i øvrigt ikke inde i den gamle bunker. Vi troede fejlagtigt, vi skulle ind i den udefra, men der skulle i stedet være en underjordisk gang fra museet, og den overså vi åbenbart. Dorthe og jeg har jo altså set den tidligere, men Yrsa har ikke, så det kan da godt ske, vi skal til Tirpitz en anden gang.

Mod nord

Så kom vi så langt mod nord, som man kan komme her i landet, altså til Skagen. Vi var der kun et par dage, men det var faktisk nok. Ganske vist er der liv i Skagen, men mest på spise- og drikkeoområdet, mens der ikke sker så meget på kulturfronten mere.

Nyt for os var dog det store Center for Trækfugle i Det Grå Fyr.

Det er godt lavet, der er noget for både børn og voksne. Når man køber billet, bliver man ringmærket som en bestemt fugl. Jeg valgte sandløberen, så nu har jeg et særligt forhold til den fugl. Og så er der ellers mulighed for at få en masse at vide om fugletrækket ved Skagens Odde.

Jeg var også oppe i tårnet. Der er 208 trin. Egentlig ikke så voldsomt, men jeg blev alligevel godt forpustet.

Undervejs får man at vide, hvor mange trin der mangler, og på nogle af trinene er der ekstra oplysninger. For eksempel når man mangler 99 trin, at så højt synger en gærdesmutte. Jeg går ud fra, at det er i decibel. Vi har mindst én gærdesmutte i vores have, og den er ganske rigtigt vældig højrystet, men den har også en smuk stemme!

Udsigten fra toppen er selvfølgelig fantastisk. Jeg tog blandt andet det helt klassiske billede ud mod Grenen:

Ellers hang vi ud på havnen, Dorthe medbringende sin projektpose med den meget passende tekst "Knitting on the Dock of the Bay", og vi fik spist noget god fisk. Blandt andet i Pakhuset, hvor niveauet heldigvis var blevet hævet, siden vi sidst var der.

Det er i Pakhuset, de har alle gallionsfigurerne. Da vi havde kigget færdig på dem, havde klokken passeret 21, og så så der sådan ud i havnen:

Jeg kan godt lide Skagens havn, fordi der både er meget store skibe og de traditionelle lyseblå fiskekuttere. Der er også en masse lystyachter, men de interesserer mig ikke.

Minsandten om vi ikke også nåede at få solnedgangen ved solnedgangskiosken i Gammel Skagen med. Pladsen er ved at blive moderniseret, hvad det så ellers skal gøre godt for, så der var en masse rod, men solnedgangen var flot alligevel, og jeg kunne få et lidt usædvanligt solnedgangsbillede.

I Operaen

Det her er ikke en Aperol Spritz, selv om det ligner. Det er en Opera Spritz!

Jeg kan nemlig afkrydse endnu et felt på listen over ting, jeg endnu ikke har prøvet: Et besøg i Operaen i København.

Egentlig havde jeg ikke noget større ønske om at opleve en opera der. Billetterne er rædsomt dyre, synes jeg, og det er besværligt at se opera i København. Skal man købe billetter månedsvis i forvejen? Og er det nødvendigt med en overnatning også?

Men da vi læste de gode anmeldelser af John Adams' Nixon in China, fik vi alligevel lyst til at prøve at få billetter. Vi er generelt meget glade for John Adams' musik og har set Nixon i operabio, så vi vidste, hvad vi ville gå glip af.

Der var ikke mange opførelser, men det kunne godt lade sig gøre at få billetter. Det havde nok været vanskeligere, hvis det havde drejet sig om et af de store operahits. Ydermere var der om søndagen en eftermiddagsforestilling, så vi kunne komme frem og tilbage samme dag.

Det var en god opførelse, på det punkt var vi helt enige med anmeldelserne. Allermest begejstrede var vi for Sofie Elkjær Jensen, der sang fru Mao, men alle sangerne var gode, og det var en spændende iscenesættelsen.

Operaen er jo ikke særlig smuk set udefra, i hvert fald ikke efter min mening, men inde er den mere interessant. Vi tog en tur fra top til bund.

Allerøverst ligger restauranten, hvor man kan gå ud på en svalegang med en dejlig udsigt til alle sider.

På de øvrige etager er der gode foyerområder. Den rødbrune kugle er selve salen, og på billedet kan man også se Olafur Eliassons korresponderende lamper. Flotte!

Selve operarummet var vi ikke så imponerede over. Jo, det så meget nydeligt ud, men vi sad på 8. række, og der var en del hoveder i vejen for et fuldt udsyn. Gulvet er simpelthen for fladt. Det problem troede jeg ærlig talt var løst, da operaen blev bygget i begyndelsen af 2000tallet. Ikke overraskende er de bedste pladser sikkert på 1. balkon, men de var vist solgt, da vi købte vores billetter. Akustikken var i orden, men ikke så god som i vores egen symfoniske sal.

Vi var også utilfredse med publikum. Det var ærlig talt temmelig ukultiveret. Vi er vant til, at man holder op med at snakke, når musikken starter, men til denne forestilling varede det et godt stykke tid, inden folk havde fået snakket færdig. Vi var måske ekstra hårdt ramt, for foran os sad et par nok omkring 40-50 år gamle, som var udpræget mere optaget af sig selv end af det, der foregik på scenen. Der blev fra hendes side rystet hår i hele forstillingens længde, og de blev ved med at udveksle bemærkninger - yderst irriterende!

Alt i alt blev det dog en dejlig dag i København og i operaen. Opera Spritzen - Campari og bobler - var også god!

Havnen i Havneby

Jeg har en forkærlighed for havne og specielt for kraner. Jeg tror, det stammer fra min børnehavetid i Horsens, hvor vi tit gik tur på havnen.

Der var ikke så mange kraner i den lille havn i Havneby på Rømø, men der var andet godt at kigge på. Skibe, selvfølgelig. Som det grønne her, der endda har en baby.

Og de to røde:

Der lå også en lille borerig. De er ekstra fotogene, synes jeg.

Vi havde kun fornøjelse af den et par dage, så sejlede den ud i Vesterhavet.

Havnen er den ene hjemmehavn for færgen til Sild. Sildefærgen eller på halvtysk Syltefærgen? Nå, det er måske ikke så morsomt endda.

Sildefærgen sejler nærmest nonstop, og vi så den både i havnen, fra vores feriehus, fra vores ture på fastlandet og på vores vandreture blandt får og lam på strandengen neden for vores hus.

I havnen lå også et gammelt rustent skib. Det så ud, som om der blev arbejdet på det, men kan det virkelig komme til at sejle igen?

På siden var der aftegninger, der minder om ikke særligt velbevarede kalkmalerier. Det må da bestemt være en rytterfrise.

Der var også fugle i havnen. Mest måger, men en dag stoltserede en strandskade i lang tid frem og tilbage.

Jeg kan godt lide strandskader! Og havne!