Sider

mandag den 10. april 2017

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.


Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.

1 kommentar:

  1. Uha, Kirsten - respekt. På det musikpunkt er du langt forbi hvor jeg nogensinde vil komme - og du nyder det oven i købet stort. Hvor er det godt :-)

    SvarSlet