Jeg går ikke vildt meget i køkkenet, men i dag havde jeg lige lyst til at lave en portion af min yndlings linsesuppe.
Opskriften fandt jeg i sin tid i Samvirke, og du finder den her. Den er anderledes krydret end de mellemøstlige linsesupper, som jeg i øvrigt også godt kan lide. Jeg skifter opskriftens porrer, som jeg ikke bryder mig om, ud med løg.
Billedet af suppen stammer fra COOPs Vi skal spise-side.
Kardemommesmagen er meget fremtrædende i suppen. Jeg kommer også lidt mere i, end der står, for det er et af mine yndlingskrydderier.
Jeg kvaser næsten altid min kardemomme selv, men det er lidt tidskrævende at få skilt frø fra frøskaller. Det smager bare meget bedre, synes jeg.
Derfor blev jeg også ret begejstret, da jeg, sidst jeg var i Flensborg, fandt en dåse med kardemommefrø. Det har jeg aldrig set før, men den blev naturligvis straks indkøbt og er blevet flittigt brugt siden.
I det hele taget er udvalget af krydderier og for den sags skyld de fleste andre madvarer forbløffende de få kilometer syd for grænsen. I den butik, hvor vi handler, er der krydderier af måske 10 forskellige fabrikater.
Dog har jeg ikke fundet mahleb - eller mahlab eller maleb eller hvilken stavemåde, man skulle have lyst til at bruge. Jeg har en kageopskrift, hvor det skal bruges, men mahleb kan jeg altså ikke opdrive. Jo, på nettet, men jeg har kun fundet steder, hvor man skal aftage en anselig portion, og hvor forsendelsesomkostningerne er tårnhøje, så jeg har ikke fået lavet mine mahleb-kager.
Ummm..det ser lækkert ud. Jeg er selv suppe-elsker. Ole har efterhånden lært at spise suppe:)
SvarSletSpecielt hvidkålssuppe og minestrone er vores favoritter.