Nye sko

Jeg har købt nye sko. Sko til træning!

Jeg var meget i tvivl om, om der fandtes nogen med plads til alle mine tæer. Eksisterer der mon slet ikke fodformede og brede træningssko? Mærkeligt - men jeg har i hvert fald ikke fundet nogen.

Før har jeg brugt nogle gamle Arauto Rap, men det er ikke just lette sko, så hele sommeren har jeg haft bare fødder til træning. Det syntes jeg så, det efterhånden blev lidt koldt til, så jeg gik på jagt og fandt de her, som faktisk er ok. Der er plads til mine lilletæer, og også til storetæerne, men det er kun fordi foden ikke går helt ud i spidsen.

De vejer næsten ingenting , og jeg kan godt lide deres udseende.

Jeg er ellers stort set holdt op med at købe sko. Jeg har i næsten alle de farver, jeg gerne vil have (mangler mærkeligt nok lilla), men jeg har mistet overblikket over mine sko, og det irriterer mig. Måske er der nogle af dem med rågummisåler, der kan kasseres. Rågummisåler er noget hø, glatte i vådt vejr, og somme tider går de lidt i opløsning. Jeg fatter ikke, at skofabrikanterne bliver ved med at bruge det materiale, men pyt - jeg lader bare være med at købe dem.

Måske kunne jeg dog godt bruge nogle flere støvler. Det er jo også en slags sko.

Kirkernes billedbøger

I vores ferier genoptog vi en af vores gamle interesser: Kirker i almindelighed og kalkmalerier i særdeleshed. Både i Vendsyssel og omkring Holbæk er der rig lejlighed til at dyrke den interesse.

De to skarnsknægte, der slås om grøden, mødte vi i Saltum Kirke.

Ifølge legenden skulle det være Jesus og Johannes Døberen, men det kunne vel også være en hverdagsscene fra malerens hjem.

Saltum Kirkes kalkmalerier er fra omkring 1520, og de har aldrig været overmalet.

I Ågerup Kirke tæt ved Holbæk Fjord er der mange og charmerende kalkmalerier af Ågerupmesteren.

Han har haft så travlt med Ågerup Kirke, at han kun har udsmykket den ene kirke. I hvert fald kendes han ikke fra andre kirker.

Vi var meget imponerede af de mange byer og bygninger i billederne. På det billede, jeg har taget, er motivet flugten til Ægypten, men byen og stubmøllen er det sjoveste, synes jeg.

Malerierne menes at være fra omkring 1500.

Skamstrup Kirke har kalkmalerier fra to forskellige perioder. Højgotiske fra sidste halvdel af 1300-tallet og malerier af Isefjordsmesteren, knap 100 år yngre.

Olav den Hellige til højre hører til i den ældste afdeling.

Når jeg lige har fotograferet ham, er det dels fordi det er et flot kongebillede, men især fordi jeg har fødselsdag på hans helgendag. Han døde nemlig den 29. juli, mere præcist i 1030 i slaget ved Stiklestad.

Mørkøv Kirke er fyldt med billeder, og igen er det Isefjordsmesteren, der har været på spil.

Den skælmske unge dame er prinsessen i legenden om Sankt Jørgen og dragen. Hun holder tydeligvis øje med, hvordan Jørgen nu klarer udyret. Og det har han gjort, ser det ud til.

Jeg kunne ikke stå for prinsessens lille kæledyr i sele. Jeg synes, det nærmest ligner en ged. Eller måske en lille hest, bare med klove.

Den muntre musicerende djævel  hører til i dommedagsbilledet, der er noget af det allerbedste og mest fantasifulde i kirken.

Det sidste billede har Dorthe taget i Saltum Kirke, og det er jo altså ikke noget kalkmaleri, men en detalje fra prædikestolen.

Det er også en dommedagsscene. Både den sorte djævel, der sender de fortabte i helvedes gab, og englen, der klapper en af de frelste på numsen, er herlige, synes jeg. Ja, jeg ved godt, at englen naturligvis overhovedet ikke har lumske bagtanker. Det er selvfølgelig bare for at lede den gode sjæl på rette vej. Men alligevel...

P.S. Dorthe siger, at prinsessens kæledyr nok er en enhjørning, og selvfølgelig er det da det.

Katte i Holbæk

Vi har været på en lille ferie i Holbæk, hvor vi og kattene boede i en luksushytte på campingpladsen. "Luksus" betyder, at hytten er forsynet med wc og bad. Det er vores minimumskrav, men så befinder vi os også udmærket alle fire.

Ud over vores egne katte i hytten mødte vi adskillige katte i Holbæk. Ingen af dem ønskede at konversere os, men det lykkedes for mig at forevige nogle af dem.

Denne kulsorte kat fik vældig travlt, da vi kiggede på den i selve Holbæk. Det så nu også ud til, den fik øje på nogle mennesker - formodentlig dens ejere - som den gerne ville snakke med.

Ved siden af campingpladsen var der en mark. Hver eneste gang, vi passerede marken i skumringen, var en eller flere katte på musejagt. Denne røde, som også drønede af sted, da vi viste interesse, så vi flere gange.

Den sort-hvide kat boede på havnekontoret i marinaen, der ligger lige i nærheden af campingpladsen. Den havde egen indgang, og selv om den ikke flygtede ved synes af os, ville den trods alt ikke snakke med os.

Denne kønne kat traf vi ved naturkirkegården. Den må vel være blå-skildpadde-plettet med hvidt. Meget spektakulær og fin, synes jeg.

Selv om vi ikke måtte røre ved den, virkede den bestemt ikke forskrækket, og den hørte helt sikkert til hos nogle heldige mennesker. Jeg håber, de forkæler den.

Som det ses, stod den gerne model.

Maddag

I går var jeg stort set hele dagen til den store FOOD FESTIVAL (forslag til dansk navn: Mad Messe eller Fødevare Festival. Bogstavrimet bevares i begge :-) på Tangkrogen i Århus.

Jeg var endda i madskole. Den, jeg havde valgt, hed Perler fra Skærtoft Mølle. Der var nu ikke så meget at hente for dem, der, som jeg, bruger masser af perlespelt, - rug og -byg, men lidt inspiration fik jeg. Og så kommer der en bog senere på måneden, hvor der garanteret er mere.

Det var en rigtig stor festival med masser af både deltagere og besøgende. Vi syntes, at noget af det sjoveste var Arlas stande. Normalt er jeg ikke Arla-fan, fordi jeg synes, de kannibaliserer markedet. Men jeg må indrømme, at deres udviklingsafdeling er spændende, og deres gourmetoste, som de kalder Unikaoste, var afgjort de bedste, vi smagte.

Heldigvis kunne vi også se på dyr. Der var naturligvis en del hunde blandt tilskuerne. "Smil til fotografen" sagde drengen til sin hvalp i klapvognen.

Køerne - eller måske rettere tyrekalve og kvier - havde hele tiden mange beundrere.

Jeg tror dog, de blev overgået af de helt bedårende små grise af racen Duroc, som skulle smage fantastisk godt. Der var ikke smagsprøver på dem, og hvem ville vel også kunne nænne at spise grise som dem, man lige havde siddet og klappet. Jeg kan godt forestille mig, at der er nogle børn, der vil nægte at spise svinekød den nærmeste fremtid.

Sidst på dagen var grisene totalt udkoksede efter al klapperiet, men de kunne stadig klappes og kæles for.

God gang i råkostjernene

I Planteriget var der aktiviteter for store og små. Jeg lavede noget urtesalt, som nu ligger til tørring i vinduet. Jeg håber, det tørrer ordentligt, også uden den i dag fraværende sol.

På et tidspunkt var festivalen ved at drukne i sin egen succes. Ved nogle stande var køerne alenlange, og det var de også i restaurationsområdet.

Vi stod i laaaang tid i en kø ved restaurant Olinico. Da der var et par stykker foran os i køen (og nok 80 efter os), blev det meddelt, at der var udsolgt. Surt! Det kunne de altså godt have sagt noget før, og kokken så endda ud til at synes, det var morsomt. Der var flere end os i køen, der helt sikkert aldrig vil sætte deres ben på Olinico i Mejlgade.

Nogen trøst fik vi, da der ved samme bord som os sad en, der havde nået at få noget Olinico-mad. Hun brød sig tydeligvis ikke om det og levnede alt sit kød, som i sandhed heller ikke så særlig delikat ud. Så måske var vi heldige. For resten var der også lakrids i retten, og jeg bryder mig ærlig talt ikke om lakrids. Så var det sjovere at se på børnenes fantasifulde frembringelser.

Jeg kan godt lide den, der har slået stængerne ud
- efter en lang dag på festival?

Dobbelt Victoria

Med hjem havde vi perler og en grødblanding fra Skærtoft Mølle og et par af de fantastiske Unika-oste. Dorthe købte også Victoria blommer, og jeg "kom til" at købe chokolader hos Woodshade Organics. Deres kaffechokolader er simpelthen de bedste, jeg kender.

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.

Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.