Sider

lørdag den 8. september 2012

Sommer endnu???

Ja, det ville jeg jo helst have, men, men, men...

Calleja signerede CD'er efter koncerten,
så jeg så mit snit til at tage
et par enkelte billeder af ham.
Musiksæsonen, som nødvendigvis varsler årstidsskifte, er i hvert fald startet for fuld udblæsning. Først var vi til Festuge Classic, som Musikhuset kalder deres sæsonstart - ordet "festuge" undlader man trods alt at oversætte til engelsk :-)

Den store solist i koncerten var den maltesiske tenor Joseph Calleja. Vi kendte ham ikke i forvejen, men det burde vi vist have gjort, for han er fantastisk god med en flot, flot klang og varme i tonen og et kæmpestort tonerepertoire. Det gjorde det bare endnu bedre, at han sang flere af vores yndlingsarier.

Calleja blev meget fint akkompagneret af symfoniorkestret. Desuden medvirkede operakoret, som bl.a. sang Niels W. Gades I østen stiger solen op, der er så smuk, så smuk, selv for en ikke-religiøs person som mig. Og hele to fløjtesolister. Ulla Millmann i Iberts fløjtekoncert, som jeg rigtig godt kan lide, og både Millmann og symfoniorkestrets Lena Kildahl i en mindre interessant Allegro Militaire af Joachim Andersen, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med før.

Tilfældigvis har jeg set et par anmeldelser af koncerten, og begge anmeldere var ovenud begejstrede for Calleja, men de syntes også, at koncerten var for lang. Hva'be'har!!! Det er musik, det drejer sig om. Tænk at anmelderne er så blaserte, at udelukkende det bedste er værd at høre på. Jeg er helt uenig, jeg syntes bare, det var dejligt, at koncerten varede over 2 timer.

Jeg læste for resten i avisen, at Callejas nyeste CD, Be my love, ligger nr. 1 på hitlisten foran Justin Bieber og Bruce Springsteen og hvem der ellers plejer at hærge en sådan liste. Sjovt, synes jeg.

Vi har også været til den første "almindelige" symfonikoncert, med to store knægte på programmet. 2009 Malko-vinderen Joshua Weilerstein, der dirigerede, og Stanislav Pronin, der var solist i Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1. Nej, hvor var han god, Pronin, og hvor er det en spændende violinkoncert. Vi var vildt begejstrede. Desværre var jeg noget forkølet - faktisk føltes det, som om hele hovedet var fyldt med snot. Derfor gik vi hjem i pausen og måtte undvære Mozarts symfoni nr. 41. Vi gider jo ikke Mozart, så det forårsagede ikke nogen tåreflod. Heller ikke selv om Joshua Weilerstein talte meget varmt for netop denne symfoni, men hvis ikke jeg havde haft det dårligt, havde ham Mozart da fået endnu en chance.

P.S. Joseph Calleja har lige været solist ved den sidste promenadekoncert. Forhåbentlig bliver koncerten genudsendt i tv, for vi fik den ikke set i første omgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar