Kirkernes billedbøger

I vores ferier genoptog vi en af vores gamle interesser: Kirker i almindelighed og kalkmalerier i særdeleshed. Både i Vendsyssel og omkring Holbæk er der rig lejlighed til at dyrke den interesse.

De to skarnsknægte, der slås om grøden, mødte vi i Saltum Kirke.

Ifølge legenden skulle det være Jesus og Johannes Døberen, men det kunne vel også være en hverdagsscene fra malerens hjem.

Saltum Kirkes kalkmalerier er fra omkring 1520, og de har aldrig været overmalet.

I Ågerup Kirke tæt ved Holbæk Fjord er der mange og charmerende kalkmalerier af Ågerupmesteren.

Han har haft så travlt med Ågerup Kirke, at han kun har udsmykket den ene kirke. I hvert fald kendes han ikke fra andre kirker.

Vi var meget imponerede af de mange byer og bygninger i billederne. På det billede, jeg har taget, er motivet flugten til Ægypten, men byen og stubmøllen er det sjoveste, synes jeg.

Malerierne menes at være fra omkring 1500.

Skamstrup Kirke har kalkmalerier fra to forskellige perioder. Højgotiske fra sidste halvdel af 1300-tallet og malerier af Isefjordsmesteren, knap 100 år yngre.

Olav den Hellige til højre hører til i den ældste afdeling.

Når jeg lige har fotograferet ham, er det dels fordi det er et flot kongebillede, men især fordi jeg har fødselsdag på hans helgendag. Han døde nemlig den 29. juli, mere præcist i 1030 i slaget ved Stiklestad.

Mørkøv Kirke er fyldt med billeder, og igen er det Isefjordsmesteren, der har været på spil.

Den skælmske unge dame er prinsessen i legenden om Sankt Jørgen og dragen. Hun holder tydeligvis øje med, hvordan Jørgen nu klarer udyret. Og det har han gjort, ser det ud til.

Jeg kunne ikke stå for prinsessens lille kæledyr i sele. Jeg synes, det nærmest ligner en ged. Eller måske en lille hest, bare med klove.

Den muntre musicerende djævel  hører til i dommedagsbilledet, der er noget af det allerbedste og mest fantasifulde i kirken.

Det sidste billede har Dorthe taget i Saltum Kirke, og det er jo altså ikke noget kalkmaleri, men en detalje fra prædikestolen.

Det er også en dommedagsscene. Både den sorte djævel, der sender de fortabte i helvedes gab, og englen, der klapper en af de frelste på numsen, er herlige, synes jeg. Ja, jeg ved godt, at englen naturligvis overhovedet ikke har lumske bagtanker. Det er selvfølgelig bare for at lede den gode sjæl på rette vej. Men alligevel...

P.S. Dorthe siger, at prinsessens kæledyr nok er en enhjørning, og selvfølgelig er det da det.