I dag har været den første dag i mit nye liv: Tilværelsen som efterlønner/pensionist. Ganske vist var det en helt almindelig feriedag, men når min ferie er slut den 31. januar, så er jeg ikke længere på arbejdsmarkedet.
Siden jeg blev færdiguddannet, har jeg altid arbejdet på fuld tid. Lige bortset fra to perioder: Et år var jeg med i en skraldemandsorlov, hvilket betød, at jeg havde fri hver 5. uge. Det var herligt! Og senere tog jeg orlov i 3 måneder, til dels for at finde ud af om jeg kunne finde mig i ikke at gå på arbejde. Det kunne jeg sagtens.
Jeg tror ikke, jeg kommer til at savne arbejdet, men måske nok snakken med kollegerne og brugerne. Det er ikke ret meget bibliotek mere, men i stedet borgerservice og medborgercenter og fritidsklub. Faktisk er jeg somme tider noget forarget over, hvordan mine skattepenge bliver anvendt. Som det nyeste er også åbningstiden blevet ændret, så mine arbejdstider de fleste dage ville være 8 eller 9 til 16 og de resterende 10 eller 11 til 18. Ikke ret meget samlet fritid i hverken den ene eller den anden ende. Det ville jeg ikke trives ret godt med.
Billedet er fra kortet, der fulgte med en af afskedsgaverne. Det er tydeligvis Dorthe og mig, der er brugt som model. Jeg var godt nok ikke klar over, at vi har siddet model for Bodil Nygaard, der er kunstneren for billedet, men hun må jo have set og memoreret os. Der er uenighed om, hvem der er hvem, men det er selvfølgelig Dorthe med hat og mig, der spjatter. Og det er syntetiske pelse, vi er på vej til at vise frem på byens caféer.
Erantisserne er fotograferet i haven. Da jeg som kompensation for de minimum 5 timer, jeg plejer at stå og gå på arbejdet, forsøgte at slide Åbyhøjs fortove tynde, så jeg masser af erantisser, men det er altså vores egne på billedet. Godt det er nogle små hårdføre kanutter, nu der skal komme frost og sne.
Jeg kan ikke finde ud af at fjerne rammen om billedet, heller ikke i html'en. Den burde jo ikke være der - mon der er nogen, der kan hjælpe.
Hej Kirsten.
SvarSletJeg er da overhovedet ikke misundelig! Nå pyt, Stort til lykke med titlen "efterlønner".
Knus Rie