Mit ældste smykke

Det er ikke det af mine smykker, der har flest år på bagen, men det er det, jeg har ejet længst.

Jeg fik det, da jeg var 7-8 år af min ekstra bedstefar. Jeg var nemlig så heldig at have et ekstra sæt bedsteforældre. Det var er ældre ægtepar, der ejede det byhus i Horsens, hvor mine forældre havde lejet en lille lejlighed. Mine forældre arbejdede begge ude, og jeg blev passet af fru Hansen og "bedstefar", til jeg 3½ år gammel fik plads i en børnehave.

Fru Hansen døde, da jeg var 7 år. Den lille sølvbroche havde været hendes, og jeg fik den af bedstefar til minde om hende.

Som jeg husker det, fortalte han, at fredsduebrocherne var blevet lavet efter krigen og solgt for 3 kr. Mon der er nogen, der ved, om det er rigtigt? Der er ingen stempler, og det er meget muligt, at brochen "kun" er forsølvet. Meget kan man slå op på internettet, men det her kan jeg ikke finde ud af at få søgt frem.

Jeg er meget glad for min due, og den sidder næsten altid på en af mine jakker. Her er det en sort cowboyjakke.

Laks & æbler

En af de retter vi laver allertiest er denne ret med laks og æbler. Oscar Umahro Cadogan (ham med Køkkenrevolution på høje hæle) gav opskriften en lørdag morgen i radioen for et par år siden.

Vi kunne straks høre, at det var noget for os, og vi har lavet retten mange gange. Det er smadderlet, og smagen er bare super med surt, sødt, salt, bittert og umami i fin harmoni. Måske er mængderne ikke helt de samme som Umahros - vi lavede retten første gang efter hukommelsen, men det er heller ikke helt ved siden af. Det kan også godt ske, at han hentede sin laks hos en fiskehandler og ikke i frysedisken, som vi plejer at gøre, men vi er godt tilfreds med den frosne udgave.

Opskriften til 2 personer:

2 laksestykker (jeg foretrækker vildlaks. Jeg bilder mig ind, at den vilde laks smager bedre end den opdrættede, og jeg er i hvert fald sikker på, at den har haft et bedre liv)

2 store, syrlige æbler

2 spsk citronsaft

2 spsk kapers

10 oliven

salt

peber

Æblerne skrælles og skæres i ret små stykker. De blandes med kapers og hakkede oliven. Blandingen lægges i et ildfast fad og citronsaften hældes over.

Æblerne bages i ovnen ved 170 grader i 10 minutter.

Derefter lægges laksestykkerne på æblerne. Salt og friskkværnet peber på, og fadet sættes i ovnen igen, til laksen er færdig efter ca. 15 minutter. Velbekomme!

Jeg må nu igen spise andet end flydende kost, og jeg nød rigtig at få vores gode æblelaks her til aften. Mine tænder er blevet repareret, og det hjalp på både humør og udseende.

Er det alderen der trykker?

For et par indlæg siden var jeg lidt bekymret for, om alderen skulle være begyndt at gøre sig gældende.

Det er ikke blevet bedre siden. Nu er jeg nemlig også begyndt at skvatte rundt. I hvert fald én gang, men så blev det også gjort eftertrykkeligt.

Jeg faldt ned ad en kantsten, der var højere end forventet og landede lige på trynen. Fortænderne i overmunden gik durk igennem underlæben og efterlod en masse tandstumper i læben. De blev pillet ud af en dygtig tandlæge på kæbekirurgisk afdeling på hospitalet, og bagefter blev læben syet sammen både ind- og udvendig med henholdsvis 6 og 3 sting. Godt at en kvik sygeplejerske på skadestuen fik mig sendt derhen.

Tandlægen fortalte mig også, at det kunne være gået meget værre, for heldigvis sidder tænderne fast endnu. Nyt tandlægebesøg hos den praktiserende venter i morgen.

Jeg er egentlig ikke meget for at sætte billedet, der blev taget, da vi kom hjem fra hospitalet, på bloggen. Jeg har lige ændret bloggens layout og synes selv, at den ser mere moderne og elegant ud, og selv om jeg forsøger at smile til fotografen, er jeg ikke ret dekorativ. Men hvad pokker, det er jo ikke et dating-site, det her.

I øvrigt er jeg ikke blevet kønnere siden. Underlæben er svulmet voldsomt op, og området omkring højre øje er rødviolet. Jeg ligner et offer for hustruvold.

Kunst & Lunch

For et par uger siden var vi til Rock & Brunch i den Gamle By, i fredags var vi til Kunst & Lunch i Odense.

Det var min sidste seniordag i år, der blev brugt i det fynske på Brandts Klædefabrik (der nu kun hedder Brandts - hvorfor??? Jg synes, det er dumt at fraskrive sig historien!) i Odense. Der er næsten altid nogle gode udstillinger. Denne gang var det især fotoudstillingen Steder, der lokkede.

Udstillingen har undertitlen Danmark i forandring, og det er 14 fotografer, der har forholdt sig til denne bundne opgave. Det var meget spændende at se billederne og høre - for der var nemlig små film med hver enkelt.
Det var også sjovt at se, hvordan de professionelle fotografer kan tillade sig at se stort på alle de dyder, vi amatørfotografer hylder - for eksempel ekstrem skarphed og "rule of thirds" komposition - og alligevel får de et godt resultat.

Jeg var optaget af næsten alle 14, bl.a. synes jeg, Fie Johansens billeder var spændende. Billedet her kunne jeg godt have hængende herhjemme. Det var nu ikke alle billederne, der var smukke. Det øverste billede viser en væg af - jeg har glemt navnet! - men hans indfaldsvinkel var i hvert fald grænser. Og som han sagde på filmen: Grænser er ikke specielt smukke, faktisk er de tit meget kedelige. Så det var mange af hans billeder også. Men det samlede resultat var interessant.

Udstillingen er åben til den 21. november, og den er bestemt værd at køre efter.

Og så var der det der med lunch. Det er et koncept Brandts og fire caféer i området har lavet, og det er sjovt, synes jeg. Man kan købe en fællesbillet med entre og brunch- eller lunchspisebillet, som kan indløses på en af de fire caféer. Faktisk er der også et Kunst & Kage tilbud. Smart, og det skulle vi selvfølgelig prøve, selv om vi næsten ikke havde tid til at spise.

Af samme grund valgte vi den café, vi i forvejen vidste hvor lå, nemlig Café biografen. Det skulle vi dog ikke have gjort. Vores bresaola-salat var ganske vist udmærket, men betjeningen var frygtelig langsom. Det var ikke lige det, vi havde brug for, så næste gang vælger vi en anden café.

En forladt lille slange

Lørdag havde vi en skøn slappe-af dag i byen med en af vores venner. Vi blev jo begavet med lækkert efterårsvejr.

Vi var lige forbi Schweizer- bageriet, inden vi kørte ned på fiskerihavnen, hvor vi kiggede på fisk og smagte på Fiskehusets og Restaurant Et's bouillabaisse. Den smagte af mere, og nu har vi bestilt bord til deres fælles bouillabaisse-aften senere på måneden.

Jeg havde for første gang min nye pytonslangeskinds-armring på, men da vi senere kørte ind i et parkeringshus, var den ikke på armen mere. Øv, altså! Tilbage til bageriet for at høre, om slangen var der, men det var den ikke, så vi vendte tilbage til dagens improvisationer, som kom til at byde på frokost, besøg på Kvindemuseet og på madmessen i Ridehuset, hvor vi blev smidt ud kl. 17.

Inden vi tog hjem, vendte vi lige fiskerihavnen for at se, om der skulle ligge en forladt lille slange der, og hurra - det gjorde der! Dorthe fandt den, vi andre var vadet lige forbi den uden at se den - også selv om vi faktisk kiggede efter den.

Den har kun få og små spor efter udflugten, som til alt held endte lykkeligt.

I dag har jeg udnævnt Dorthe til officiel tingfinder. Da bortkom jeg gudbedredet mig nøglepung på en fuldstændig uforklarlig måde. Det tog MEGET lang tid at finde den, og faktisk havde vi opgivet håbet og forberedt os på, at vores låse skulle skiftes ud, da Dorthe fandt den i en af havens storkenæb.

Jeg plejer altså at kunne passe på mine ting - gad vide om det er alderen, der trykker???

Prinsessehandsker

Er de ikke søde, de her handsker? Det er Lillin Villadsen, LiVi Strik, der har designet dem (og kalder dem prinsessehandsker), og jeg købte opskrift og garn som et kit i Ribe i juni. Faktisk var der opskrift på hele fire varianter i kittet.

Garnet er håndfarvet strømpegarn og KidMohair. Dette par er brugt som gave, men jeg vil sikkert lave flere. Måske også til mig selv. Jeg er godt nok ikke nogen prinsesse, faktisk er jeg ikke en gang tilhænger af kongehuset, og alt det prinsessefis, der er, synes jeg er lidt kvalmende. Men handskerne er søde, og de var sjove at strikke.

Fristelser...

...var der nok af på Århus Sten- og Smykkemesse i går. Vi har været på nogle stenmesser for en del år siden, og siden da er de færdige smykker kommet med, så nu er der noget både for stensamlerfolkefærdet, smykkefremstillerfolkefærdet og for dem, der som os bare er interesseret i de færdige produkter.

Det var en sjov blanding af professionelle og mere hobbyprægede designere, og priserne var også meget varierede.

Noget af det bedste var Jensens Opaler, der ud over de fantastiske opaler også havde ting lavet af bl.a. kænguru- og tudseskind. Pengene sad dog ikke så løst, at vi investerede i opaler, men der var andre ting, vi fik med hjem. Der er ellers et par helt fantastiske øreringe på deres hjemmeside, men så skal jeg lige vinde en større slant i lotto.

Faktisk har jeg længe været på udkig efter øreringe med blåt, og jeg fandt hele to par, jeg kunne lide. Begge med sodalitter og i den billige ende. Et sølvhalssmykke fra Katina Design kom også med hjem, og endelig faldt jeg for en armring i pytonslangeskind - det sidste i den lidt dyrere afdeling, men det er også vildt lækkert, synes jeg.

Billederne viser øverst en hel masse fluoritter, nederst nogle af alle de sjove perler, der var til salg.

Endnu en seniordag

som i realiteten er en omsorgsdag. Mandag aften opdagede vi "noget", som ikke plejede at være der, på Lilits mave. Tirsdag aftalte vi undersøgelse hos dyrlægen, onsdag fandt undersøgelsen sted, og torsdag fik Lilit så fjernet en mælkekirtel med noget suspekt i.

Man føler sig som en forbryder, når man om morgenen indfanger en glad og tilsyneladende helt rask kat og godt ved, at om eftermiddagen henter man en vakkelvorn og noget sølle lille Lilit hjem. Også selv om operationen i følge vores gode dyrlæge gik rigtig fint.

I dag er jeg så hjemme ved rekonvalescenten. Jeg har downloadet en krimi på MP3-afspilleren og har i lang tid siddet med hovedtelefoner på og strikket på Dorthes multifarvede sjal, mens jeg har holdt øje med, at Lilit ikke slikker sig alt for meget på maven og forsøger selv at fjerne de tråde, som hun naturligvis synes er forstyrrende fremmedelementer. Lige nu sover hun trygt, så jeg kan godt lave lidt andet.

Sjalet er sjovt at strikke i et ret enkelt hulmønster, men alligevel skal jeg det meste af tiden være opmærksom. Det bliver strikket i Kauni uldgarn. Jeg er glad for at få afprøvet den slags hulmønstrede sjaler, for jeg har opskrift og garn til to andre.

Krimien er Rosa af Jonathan Rabb. Det er en historisk krimi, der foregår i 1919 i Berlin. Rosa er Rosa Luxemburg. Der er både tids- og lokalkolorit i bogen, og jeg blev fanget ind med det samme, men er endnu ikke kommet så langt. Det er det værste ved lydbøger - det går så langsomt. Det er meget hurtigere at læse selv, men så kan jeg altså ikke strikke hulmønstrede sjaler samtidig.

Lilit fotograferede jeg den dag, hun havde været til undersøgelse. Glad for at være hjemme igen og heldigvis helt uvidende om, at dagen efter skulle det blive endnu værre. Tænk at hun stadig er glad for mig, selv om jeg to dage i træk har kørt hende til dyrlæge.