Ø-fan

Ja i den grad, når øen er Fanø! Igen i år var vi 5 piger (heraf to katte) to uger i september i sommerhus på Fanø, og jeg tror, det er den bedste tid på året for os alle. Fanø er nærmest blevet vores andet hjem.

Vi får skuldrene ned, og vi nyder at bo lige midt i naturen, samtidig med at caféer og spisesteder i både Nordby og Sønderho er lige i nærheden.

Hver eneste gang kan vi betragte rådyr, kaniner og fasaner fra vores vinduer i sommerhuset - det er altså noget særligt.

Dette noget forpjuskede eksemplar smovsede i brombærrene langs vores terrasse, og man kan tydeligvis få en meget lang hals for at få fat på lækkerierne.

Vi havde glimrende vejr næsten hele tiden, så vi nøjedes naturligvis ikke med at betragte naturen fra vinduerne.

En dag gik vi tur ved Pælebjerg - et af Fanøs højeste punkter, hele 21 meter over havet, og langs Nøkkerose Sø. På vejen dertil samlede vi lyng, som vores nabo havde ønsket sig. Søen lå spejlblank og smuk.

Der var som altid ved søer mange insekter, og jeg var heldig at få taget et godt (synes jeg selv) billede af en guldsmed:

Vi gik helt ned til stranden med udsigt til drage- og buggyområdet ved Rindby Strand:

Og jo, der var da også strikkefestival, mens vi var på øen. Igen i år to festivaler, Fanø Strikkefestival, der foregik alle andre steder end i Nordby, og Nordby Wooldays. Kan man ikke bare af navnene udlede forskellen? Fanø Strikkefestival er hyggelig, spændende og for alle, Nordby Wooldays er eksklusiv (læs: kedelig, min fortolkning) med hvad deraf følger.

Nogle af Sønderhos mange fantasifulde vimpler. 

Faktisk er jeg uretfærdig, for handelsstandsforeningens arrangementer i Nordby er også hyggelige og for alle, og vi var da også til flere af dem. Det var kun de forskellige workshops og salgsboderne, som i år var i Fanøhallen, der var eksklusive. Vi var kun i hallen den allersidste time, hvor der var gratis adgang, og gaaab, hvor var der ikke noget nyt under solen. Hvis jeg havde betalt entre, ville jeg være blevet sur.

Men ellers var vi til strikkebanko i Sønderho, vi lærte at bruge rester og især at slå knuder på Fanø Krogård, vi var flere gange til arrangementer i Sønderho Kirke, vi lærte af lave japanske vendepinde i Nordby, og vi lod os friste i alle standene i Sønderho. 

Det var slået stort op, at det ville blive den sidste strikkefestival på Fanø, men bare rolig, det er kun familien Seyfarths afdeling, der lukkede og slukkede. Alt det, vi synes er sjovt, fortsætter heldigvis.

Jeg kom for skade at købe lidt garn med hjem. Dum ide, allerede inden vi ankom til Fanø, havde jeg problemer med min højre hånd, og jeg har en mistanke om, at problemerne er kommet af for meget strikning, så hvor megen strik, det bliver til i fremtiden for mit vedkommende, er et åbent spørgsmål.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig. Til højre i billedet er der tre farver bomuld-silke-kashmir fra Else Schjellerup. Den kvalitet købte jeg også af sidste år, og jeg har været glad for at strikke af det. 

I midten ligger et bundt Hedgehock Fibres Sock, købt hos Sommerfuglen, der holdt til på Sønderho Kro. Jeg kunne ikke stå for, at farven hed Drivtømmer, til trods for at drivtømmer normalt ser noget anderledes ud.

Endelig er der et bundt lavendelfarvet silke-merino købt hos Unik Garn, der havde stand på den gamle skole. Her var det farven, jeg ikke kunne modstå. Unik havde meget og meget lækkert garn, og både Dorthe og Annett købte også hos dem. Og de købte meget mere end mig!

Min hånd skal snart røntgerfotograferes, og indtil der er blevet stillet en diagnose, må jeg nøjes med at kigge på mit nye garn, men det er såmænd heller ikke så ringe endda.