Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...