Turen går til... - del 1

 ...Danmark. Det er der sådan set ikke noget nyt i for os, men ferieformen var ny. Vi prøvede nemlig en uge med rejsepas, altså et pas til stort set alle offentlige transportmidler i Danmark i 8 sammenhængende dage. Vi regnede med at improvisere, hvor vi ville rejse hen.

Vi lagde meget blidt ud med at tage til 

Jeg havde en aftale med min frisør. Desuden har de en bager med fantastiske surdejsboller - næsten en rejse værd. Og endelig er Skanderborg en hyggelig by at indtage sin frokost i. Da vi skulle hjem igen, tog vi da bare en bybus til stationen, der ligger højt og lidt væk fra bymidten.

Dagen efter skulle vi vist et eller andet, og der var ydermere annonceret nærmest heldagsregn, så da blev vi hjemme, men søndag stod 

på programmet. Vi er ikke specielt glade for Odense, og den blev ikke mere spændende om søndagen, men vi er glade for Brandts, og vi ville ubetinget se deres udstilling Fynboerne.

Den var ikke nogen skuffelse, jeg er ret vild med Brandts måde at lave udstillinger på. 

Værkerne var af de tre kunstnerpar Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg og Christine og Sigurd Swane (der godt nok kun var par et årti), og indfaldsvinklen var et blik på, hvordan de tre kvinder fra omkring år 1900 og fremad forenede en almindelig hverdag med hjem og børn med deres kunstneriske ambitioner.

Et godt udvalg af værker og som her lige præcis så megen ledsagende tekst, som man har brug for, ydermere holdt i en tone, der hverken er belærende eller vil indoktrinere, er for os opskriften på en vellykket udstilling.

Billedet viser Christine Swanes "Strikkende dame". Den strikkende dame er Marie Larsen, Christine og Johannes Larsens søster, der var husholderske nogle år hos Alhed og Johannes Larsen og senere hos Christine.

Vi kørte lige et par strækninger med den odensianske letbane, bare for at prøve den, og den fungerer nærmest som en sporvogn - altså godt. Mandag skulle vi spise om aftenen sammen med nogle venner, men inden fortsatte vi på letbanesporet med en tur til

Vi var ikke så imponerede af banen, som vi før kun har prøvet på korte strækninger inde i byen. Den er tydeligvis ikke beregnet til at køre så hurtigt, den både larmer og ryster mere end godt er. Det tog også længere tid, end vi havde troet, og vi var lige ved ikke at nå vores spiseaftale.

Vi kender sådan set udmærket Grenå, og den er ikke vores førstevalg for udflugter, men det var altså også mest letbanen, vi var nysgerrige på.

Anderledes glade er vi for

De har også et kunstmuseum. Da vi var der, hed deres særudstilling Rød med beskrivelsen "En undersøgelse af menneskers følelsesliv med den røde farve i centrum". 

Der var et fint udvalg af værker på tværs af tiden, men denne gang var teksterne ikke min kop te. I stil med "Mærk efter hvordan du føler....", det vil sige ret formynderiske eller med et fremmedord paternalistiske. Desuden var man ilde stedt uden en telefon, for hvis man ville vide mere om værkerne, måtte man scanne opsatte QR-koder. Jeg gjorde det nogle gange, men gad ikke blive ved med det. Men værkerne var der altså ikke noget i vejen med.

Billedet viser "Fox with issues" fra 2012 af Nina Saunders. En ræv til psykolog og har en ræv brug for det? synes museet selv, det handler om. Jeg synes, det er let at udvide tolkningen til noget med syg natur.

Vi nåede også at besøge Vejles garnbutikker, og til min store fornøjelse var Rosas (udmærkede) Butik leveringsdygtig i noget garn, jeg har ledt forgæves efter både i fysiske butikker og på nettet. Og både frokost og eftermiddagskaffe blev indtaget på vores yndlingscafé Konditoriet. En helt igennem vellykket udflugt.

Fortsættelse følger...

Anden miniferie i år

På to af julis fantastiske dage rent vejrmæssigt var vi taget til Tønder og omegn. Tænk, at man kan være så heldig. Kun en smule regn, og den faldt, mens vi sov i vores gode senge på Hostrups Hotel.

Tønder er en sjov by at gå rundt i, der er en masse at kigge på. Husenes døre for eksempel.

De fleste af dem er desværre klistret til med navnesedler, reklamer-nej-tak skilte og diverse andet, men det var den her til fotografens fornøjelse dejligt fri for. 

Også skæve vinkler er der mange af. Skæve døre, porte, bjælker, vinduer. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvordan husene er blevet så skæve, for de kan jo ikke være bygget sådan, selv om det kunne se ud til det. Sjovt at se på er det i hvert fald.

Vi fulgte næsten vores sædvanlige program for et besøg i marsken. 

Ud over Tønder var vi i Højer og ved Vidåslusen - yndlingsslusen, Ballum Sluse, blev sprunget over i denne omgang. På billedet kan man se nogle små klatter i vandet, som jeg er ret sikker på er gravænder. Og i horisonten er det Sild med en hvid færge, som formodentlig ikke var sildefærgen, for den har også en del rødt på sig. 

Vi smuttede forbi Hanne i Højer, hvilket blev lidt dyrt - det er en dejlig forretning, og hun har nogle ting, man ikke kan få så mange andre steder - inden vi tog til Rømø og Ribe.

På vejen hjemmefra til Tønder besøgte vi bamsemuseet i Billund. På godt dansk hedder det Teddy Bear Art Museum.

Jeg havde regnet med, at det nok "bare" var en lidt udvidet privat bamsesamling, der blev stillet til skue, men det var meget mere end det. Bamsernes historie, temaudstillinger, mange kunstnerbamser blandt andet. Et rigtigt museum og gefundenes Fressen for bamseelskere som os. 

På billedet er det Madame Coco og Karl Lagerfeld lavet af hollandske Anna Koetse. De er da til at blive i godt humør af! Jeg havde ingen ide om, at Karl Lagerfeld havde en kat, men det havde han så sandelig. Choupette, at dømme efter billederne af hende en hellig birma, meget berømt. Der står faktisk rigtig meget på nettet om hende, også på Wikipedia. Hun har også skrevet en bog, som jeg tror, jeg må have fat på.

Der var mange gode historier i museet. Om Peter Plys og Paddington som nogle af de kendte, men den bedste var nok historien om den berejste bjørn Alfonso. Og så var der et utal af meget fine kunstnerbamser.

Knud og Krista var selvfølgelig med, og de kunne også godt lide museet. De blev fotograferet på hovedet af en af museets store bjørne.

Jeg tror, teddybjørne har det ligesom hunde :) De kan altid genkende en artsfælle, størrelse, farve og udseende i øvrigt er totalt ligegyldig.

Vi havde to nætter på Hostrups Hotel med en udmærket middag inkluderet den første aften, og vi var meget heldige, for vi fik vist hotellets største værelse. Jeg plejer at sige, at bare der er en god seng og et ordentligt badeværelse, så er jeg tilfreds, men vi nød nu det store værelse. 

I Vidåen, der løber lige uden for
Hostrups Hotel, var der både gule
åkander og denne fine plante, som
måske er brudelys

Det er ikke første gang, vi har boet hos Hostrup. Ret præcist for 34 år siden havde vi også nogle overnatninger der. Det var dengang, vi første gang oplevede sort sol, faktisk inden sort sol var opfundet som begreb. Vi gik hjem gennem Tønder fra en bedre middag i den modsatte ende af byen, da den ene kæmpestore flok fugle efter den anden kom ind over os. Showet varede nok mellem 15 og 30 minutter, og vi kiggede med tilbagelagte hoveder, indtil vi blev for trætte i nakken.

Jeg kan ikke huske, om vi allerede dengang vidste, at det var stære, eller om det først gik op for os, da sort sol blev moderne, men der er ingen tvivl om, at det var det, vi så. Også selv om de sidste julidage ikke er det oplagte tidspunkt for sort sol, men det var det måske i 1989.

Sort sol så vi ikke noget til på dette ophold, men måske skulle vi vende tilbage til Hostrups Hotel på et sort sol ophold. Det skal dog ikke gå 34 år inden dette besøg :)